Kvinden i farisæerens hus
v.36 En af farisæerne indbød Jesus til at spise hos sig, og han gik ind i farisæerens hus og tog plads ved bordet. v.37 Nu var der en kvinde, som levede i synd i den by. Da hun fik at vide, at han sad til bords i farisæerens hus, gik hun derhen med en alabastkrukke fuld af olie, v.38 stillede sig grædende bag ham ved hans fødder og begyndte at væde hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår, og hun kyssede hans fødder og salvede dem med olien. v.39 Da farisæeren, som havde indbudt ham, så det, tænkte han ved sig selv:
»Hvis den mand var profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er én, der lever i synd.«
v.40 Jesus sagde da til ham:
»Simon, jeg har noget at sige dig.«
Han svarede:
»Sig det, Mester!«
v.41 »En pengeudlåner havde to skyldnere. Den ene skyldte fem hundrede denarer, den anden halvtreds. v.42 Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem begge deres gæld. Hvem af dem vil så elske ham mest?«
v.43 Simon svarede:
»Den, han eftergav mest, vil jeg tro.«
Jesus sagde:
»Det har du ret i.«
v.44 Og vendt mod kvinden sagde han til Simon:
»Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. v.45 Du gav mig ikke noget kys; men hun er blevet ved med at kysse mine fødder, siden jeg kom herind. v.46 Du salvede ikke mit hoved med salve, men hun har salvet mine fødder med olie. v.47 Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er tilgivet, siden hun har elsket meget. Den, der kun får lidt tilgivet, elsker kun lidt.«
v.48 Og han sagde til hende:
»Dine synder er tilgivet.«
v.49 De andre ved bordet begyndte at tænke ved sig selv: »Hvem er han, som endog tilgiver synder?«
v.50 Men han sagde til kvinden:
»Din tro har frelst dig. Gå bort med fred!«
Luk 7,36-50 (jf. Matt 26,6-13; Mark 14,3-9; Joh 12,1-8)
Tekstens forhold til de andre evangelier
I alle de andre evangelier er der en fortælling om Jesu salvelse ved en kvinde forud for påsken. Det er der ikke i Lukasevangeliet. Imidlertid er der så mange ligheder, at man kan regne med, at Lukas har bearbejdet de andres fortællinger. Blandt lighederne mellem de synoptiske evangelier hører, at værten i alle tre evangelier hedder Simon, selv om han kun er farisæer i Lukasevangeliet. I de andre kaldes han ”den spedalske”. Hos alle synoptikerne er det en anonym kvinde, der salver, men det hos Johannes er Maria fra Betania (Martha og Lazarus’ søster). Hun medbringer en alabastkrukke med olie i alle fire evangelier. Hendes handling medfører vrede blandt de tilstedeværende, og Jesus tager hende i forsvar i alle fire evangelier. Der er dog også markante forskelle. Værtens stilling som farisæer er allerede nævnt. Hos Lukas og Johannes salver kvinden Jesu fødder, mens det er hovedet i de andre evangelier. I de andre evangelier pointeres det, at olien var særlig luksuriøs og dyr, for i dem er problematikken kvindens ødselhed. Det motiv er helt fraværende i Lukasevangeliet, formentlig fordi Jesu svar, da han konfronteres med, at olien kunne være solgt og pengene givet til de fattige, ikke harmonerer med Lukas’ opfattelse af brug af penge og omsorg for de fattige. Jesus afviser nemlig problemet, når han siger ”de fattige har I altid hos jer”. Det passer ikke godt ind i Lukasevangeliet.
Fordi tematikken er anderledes hos Lukas, indføjer han en lignelse, der kan være en parafrase af Matthæus’ lignelse om den uærlige godsforvalter, hvor der også er to skyldnere (Matt 18,21-35), selv om den i den lukanske form har en ganske anden pointe.
Lukas’ ændringer har medført en fortælling, der handler om kvindens handling mod Jesus i modsætning til farisæerens manglende handlinger. Af den grund er beskrivelsen af hende stærkt udvidet i forhold til de andre evangelier. Hun kaldes syndig, og hendes handling beskrives meget indgående, når hun græder over hans fødder og tørrer dem med sit hår. Formentlig er der heri erotiske undertoner. I hvert fald skal det udtrykke fuld hengivenhed til Jesus. Af samme grund er syndsforladelsen indføjet i Lukasevangeliet, hvilket slet ikke har betydning i de andre evangelier. I den forbindelse er der nok en relation til Markusevangeliet, idet forundringen over Jesu syndsforladelse er en typisk reaktion (fx Mark 2,6-7; jf. Luk 5,21). Ligeledes findes Jesu afsluttende bemærkning, ”din tro har frelst dig”r ikke i denne fortælling i de andre evangelier, men nok i diverse helbredelsesfortællinger (fx Mark 5,34).
Konklusionen er, at Lukas formentlig har bearbejdet de andre synoptikeres fortælling, så dens grundlæggende handling bevares, mens dens pointer ganske forandres. Johannes har formodentligt overtaget salvingen af Jesu fødder frem for hovedet fra Lukas, og som den eneste givet kvinden navn.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Fortællemæssigt må man antage, at scenen udspiller sig i et hus i byen Nain, hvortil Jesus kom i 7,11. Her har han helbredt en enkes søn og svaret på spørgsmål fra Johannes Døberen. Efter teksten går han videre fra by til by, og kvinderne i hans følge får særlig opmærksomhed (8,1-3). Det er altså en del af Jesu offentlige virke, hvor han forkynder i Galilæa og modstanden fra jødisk side tager til.
I den nære sammenhæng må teksten betragtes som en løsrevet episode, der ikke hænger nært sammen med det umiddelbart foregående og efterfølgende. Denne karakteristik stemmer med, at det er en bearbejdning af den synoptiske fortælling om salvelsen, der hos Markus og Matthæus findes et andet sted i Jesu historie, nemlig kort før passionen. Lukas har flyttet, så den optræder som en episode i det offentlige virke, der i modsætning til parallellerne ikke handler om Jesus og salvelsen til hans død, men om forholdet til ham. Man kan dog sige, at Jesu sidste bemærkning til kvinden: ”Gå med (eller: til) fred” kan hænge sammen med den følgende kommentaren om kvinderne, der følger Jesus. Den fred, som hun skal gå til, efter at hendes tro har frelst hende, er i følgeskab med Jesus.
Tekstens detaljer
I v.36-38 sættes scenen for den følgende udveksling mellem Simon og Jesus. v.39-43 er denne udveksling, der indledes med farisæerens tavse reaktion på kvindens handling (v.39) og Jesu udtalte svar i lignelsen (v.40-42a), hvorefter Jesus stiller et spørgsmål, som Simon besvarer (v.42b-43). Herefter følger i v.44-47 Jesu tale til Simon. Til sidst taler Jesus direkte til kvinden (v.48-50), hvilket afføder en reaktion blandt de tilstedeværende (v.49).
v.36: Jesus indbydes til måltid af Simon, der kaldes farisæer tre gange i de første to vers, og først i v.43 kaldes ved navn. Det er væsentligt, at han tilhører denne jødiske retning. Det viser, at han bekymrer sig om renhed, både kultisk og moralsk.
v.37-38: Kvinden præsenteres som en i byen kendt synderinde. I traditionen opfatter man hende som prostitueret, men det står der faktisk ikke, selv om det er sandsynligt, at der netop tænkes på seksuel syndighed. Oversættelsens ”hun levede i synd” presser teksten lidt i den retning, for der står blot, at der var en syndig kvinde i den by.
Hun kommer hen til Simons hus med en krukke af alabast, dvs. en finkornet, halvt gennemsigtig gips fra Ægypten. På nytestamentlig tid betegner alabastron en krukke af en bestemt form, ofte med hanke, der kan hældes af. I krukken er olie, som ikke bestemmes nærmere af Lukas.
Man skal forestille sig, at Jesus ligger til bords, så kvinden kan stille sig ved hans fødder. Hendes handling er meget følelsesladet. Han græder så kraftigt, at tårerne gør Jesu fødder våde. Så tørrer hun dem med sig hår, og til sidst salver hun dem med olie. Proceduren forekommer som en grotesk pedicure. Tænk her også på fodvaskningen i Johannesevangeliet kap. 13, hvor Jesus overtager denne slavefunktion for sine disciple. Kvinden udtrykker dels den yderste hengivenhed for Jesus, dels den totale underlegenhed, dels behandler hun ham i overensstemmelse med hans værdighed.
Kvindens handlinger er grænseoverskridende. At hun berører en mand i offentlighed, er lettere skandaløst, at hun ovenikøbet gør det på en måde, der kan opfattes erotisk, er endnu værre. Det udslåede hår er gerne tegn på sorg og anger, men kan nok også være et erotisk islæt. I hvert fald er et løst hår mere privat, end det burde være i offentlighed.
v.39: Simon tanker gengives som en forfatterkommentar. Efter hans opfattelse burde Jesus have afvist at blive berørt af den syndige kvinde. Formentlig er det det farisæiske træk, der kommer frem. Kvindens syndighed gør hende uren, og derfor bør man ikke have fysisk kontakt med hende. Simon tænker, at Jesus skulle have afsløret hende, hvis han er en profet.
v.40: I Jesu henvendelse til Simon viser han sig netop at have profetiske evner, for han ved, hvad Simon tænker og vil svare derpå.
v.41-43: Lignelsen om eftergivelsen af de to skyldnere lægger op til Simons svar. Tankegangen er enkel. Jo mere man har fået eftergivet, jo mere taknemmelig er man. Men det er i tekstens logik vigtigt, at det er eftergivelsen af gælden, der skaber taknemmeligheden, så man på taknemmeligheden kan se, om gælden er eftergivet.
v.44-47: Det bruger Jesus nu i sin tale til Simon om hans og kvindens forhold til ham. Simon har modtaget ham som en gæst, dvs. han har optrådt som en overordnet patron, da han indbød og modtog ham som en klient. Han ikke behandlet ham som en overordnet, der kom på besøg, men tværtimod som en underordnet, der blev indbudt. Derfor har han ikke fulgt skikkene for modtagelse af fornemme gæster. Han har ikke ladet slaver vaske hans fødder, han har ikke givet ham et velkomstkys, han har ikke salvet hans hoved. Man kender ikke en praksis, der præcist svarer nøjagtigt til denne behandling. Fodvaskning er en oplagt værtsgestus i Palæstina, mens et kys som hilsen måske stammer fra græske sammenhænge. At salve hovedet er ikke kendt som en velkomst, men er tydeligvis en luksuriøs æresbevisning, som man kan se i de synoptiske paralleller. Men den nøjagtige baggrund for netop disse handlinger er heller ikke så vigtig. Det vigtige er, at Simon ikke har behandlet Jesus, som han burde behandles. Kvinden har med sin gerning overbudt, Simons forsømmelse. Hun har vasket Jesu fødder med tårer og tørret dem med sit hår. Hun kysser ham uafladeligt. Hun har salvet hans fødder. Sagen er, at hun har behandlet Jesus som en overordnet Herre, hvem hun er helt hengiven.
Så giver v.47a mening som udtryk for, at man på hendes store kærlighed kan se, at hun har fået mange synder tilgivet. Ikke således, at hun får mange synder tilgivet, fordi hun har elsket meget. Her er tidsforholdene mellem verberne afgørende. Tilgivelsen er udtrykt i perfektum, hvilket betyder, at det er en handling i fortiden, hvis virkninger rækker ind i nutiden. Hun er blevet tilgivet, derfor kan nu handle som en tilgivet. Hun har elsket meget er formen aorist, der markerer en punktuel begivenhed. Hun har fattet stor kærlighed, kunne det også oversættes. Derfor er forholdet mellem de to sætninger, at kvindens mange synder blev tilgivet, hvilket kan konstateres ved, at hun har fattet stor kærlighed til Jesus. Det svarer til logikken i lignelsen. Denne store kærlighed har hun vist Jesus i sine handlinger. Modsætningen i v.47b er at blive tilgivet få synder, hvortil svarer en lille kærlighed. I sammenhængen må man nok betragte farisæerens Simons holdning som udtryk herfor. Af hans handlinger over for Jesus, kan man konstatere, at han ikke er meget taknemmelig. Ikke fordi han ikke har behov for tilgivelse, men fordi han ikke kan modtage den og derfor ikke forvandles, som kvinden er forvandlet.
Hele dette afsnit er henvendt til Simon. Det er ham, der skal lære af kvinden, for han kommer til at være den, der elsker lidt, fordi han ikke kan modtage tilgivelsen fra Jesus, og derfor ikke modtager ham som overordnet herre, men som en underordnet gæst.
v.48: Nu taler Jesus til kvinden og gentager, at hendes synder er forladt. I denne udtalelse er den egentlige adressat nok hverken kvinden eller Simon, men de andre tilstedeværende, som da også reagerer.
v.49: Syndsforladelsen vækker forundring. I Markusevangeliet kaldes det endda blasfemi, fordi kun Gud kan tilgive synder (Mark 2,7). Således har tilhørerne forstået det rigtigt, at Jesus tiltager sig en magt, som kun Gud kan have.
v.50: Hvor er den tro udtrykt, som har frelst kvinden? Er det hendes kærlighedshandling over for ham, som er den tro. Eller ligger det uden for fortællingen ligesom forladelsen af hendes mange synder? Måske er det netop helheden, at syndsforladelsen har forvandlet hende til Jesu hengivne tjenerinde, der er denne tro. Det skal være de andre i lokalet og læserne til forbillede.
Det sidste tilsagn til kvinden oversættes ”gå bort med fred”, men det er nok mere rigtigt at oversætte ”gå bort til fred”, hvorved det bliver det liv, som hun herefter skal leve, der karakteriseres ved fred. Fred er ikke i denne sammenhæng fravær af krig og uroligheder eller for den sags skyld en indre fred, som at have fred med sig selv. Fred er den tilstand af velsignelse, der opstår i en ret relation til Gud. Det er den lykkelige situation ifølge den gammeltestamentlige religion. Det skal altså være kvindens fremtidige liv, fordi hun er i et ubetinget hengivent forhold til Jesus.
Tekstens fortolkning
Temaet i teksten er forholdet til Jesus. Simon har ikke forstået sin relation til ham, fordi han ikke mener at have behov for tilgivelse. Han skal kun tilgives lidt – i sine egne øjne – derfor elsker han kun lidt. Kvinden er modbilledet, som han skal tage ved lære af. Hun fremviser den totale hengivelse til Jesus som sin herre, der er konsekvensen af at have fået fuldstændig syndsforladelse. Mener man, at man kun skal tilgives lidt og ikke fuldstændig, bliver resultatet heller ikke totalt. Således skal Simon lære, at kun den totale hengivelse til Jesus svarer til den totale forladelse.
Kvinden i teksten er anonym, men hun identificeres i traditionen med Maria Magdalena, der nævnes i det følgende, som den kvinde syv dæmoner fór ud af (8,3). Det er næppe Lukas’ opfattelse, men ifølge denne udlægning bliver Maria Magdalena dermed til den arketypiske synderinde, der står som modpol til den lige så arketypiske rene kvinde, Maria, Jesu moder. Maria Magdalena er den bodfærdige synderinde, der angrer sine synder i mødet med Jesus, på hvem hun kaster al sin kærlighed. Gennem kirkens historie har disse to kvindetyper, madonna og luderen, lagt grunden for en moral, hvor kvinders seksualitet var ildeset, for i ingen af de to kvindeidealer havde den hjemme. Enten var kvinden helt uden seksuel aktivitet, således Jesu moder, eller hun forlod og gjorde bod for sin overdrevne seksuelle aktivitet, således kvinden her, der altså gøre lig med Maria Magdalena. Netop i den sammenhæng er det vigtigt at se, at teksten ikke handler om kvinden. Jesus henvender sig til Simon og de andre tilstedeværende mænd, for at de skal tage ved lære af hende. Faktisk vil den slet ikke sige noget til kvinder og heller ikke om kvinder – i hvert fald ikke som kvinder.