Luk 7,36-50
Da jeg boede på Nørrebro, var jeg en meget tidlig efterårsmorgen ude at gå med min datter på omtrent halvandet år. Med børn i den alder er man ofte af sted efter morgenbrød før så mange andre. På vejen ser jeg en kvinde, der tydeligvis ikke er stået tidligt op, men tværtimod var på vej hjem efter en lang nat. Hun sad på fortovet og havde svært ved at komme på benene. Lidt tøvende går jeg hen til hende. Hun er klædt i en kort, ganske slidt pelsfrakke. Mascaraen hænger under øjnene, og der er en ram lugt omkring hende af parfume og alkohol. Det viser sig, at hun har mistet balancen, da hun forsøgte at få sine bukser af, for dem havde hun gjort våde. Jeg tager mig sammen og giver hende en hånd, så hun kan komme op at stå. På mit spørgsmål, om hun virkelig skal gå hjem uden bukser, svarer hun, at hun på bredt københavnsk, at hun da har underbukser på og forsikrer mig i øvrigt om, at hun godt kan finde hjem. Det får hun så lov til, mens min datter og jeg fortsætter turen til bageren.
Straks vi havde forladt kvinden mindede situationen mig om en scene i en af Martin A. Hansens tekster. Den foregår på Vesterbro, hvor han ser en kvinde iført en smudsig, pastelfarvet slåbrok og lyserøde, højhælede sko med fjerkvaster, hvoraf den ene ganske vist var faldet af. Makeuppen ligger i tykke lag på hendes ansigt, løbestiften var meget rød og lidt udtværet, og parfumen duftede billigt. Der var ingen tvivl om, at hendes erhverv var kvindens ældste. Hun var på vej til ismejeriet, for med sig havde hun en lille mælkejunge, hvor hanken var gået af, så hun måtte bære den i skødet. Så slog det ned i Martin A. Hansen: ”Hun har lige salvet Guds Søn!”
De to kvinder på Nørrebro og Vesterbro er lidt for meget. De kommer for tæt på og overskrider ens grænser, så man bliver forlegen og helst vil holde sig på afstand. Det er ikke, fordi de er urene eller smitter eller lignende, for den slags er vi jo helt ude over i vores kultur, men det bliver for privat. Man bliver påtvunget deres privatliv, fordi det udstilles i offentligheden.
Nu er det ganske vist en sondring, den mellem det offentlige og det private, der er under pres. Personligt, mener jeg, at det begyndte ved klipklapperne. De der tynde sandaler med en tynd gummerem over foden og en strop mellem tæerne. Da det for 10-15 eller flere år siden blev god stil at gå rundt i offentligheden med den fodbeklædning, så man ikke vidste, om man gik ind i et S-tog eller en svømmehal, skete der et skred. Offentligheden blev besat af privatlivet. Siden er det kun blevet værre. Biografsale er blevet til TV-stuer. Caféer et blevet til dagligstuer, og museer kan tage sig ud som legestuer. Kunne man ikke adskille det private fra det offentlige, spørger jeg mig selv.
Men det kan man vist ikke. Ikke i medierne i hvert fald. De populæreste tv-programmer handler om at komme under facaden på folk. Hvad enten man skal med ind i deres køleskab eller klædeskab, skal man så tæt på, at man lærer den pågældende privatperson at kende. Man har til tider det indtryk, at journalister opfatter det som et personligt nederlag, hvis et interview ikke indeholder tårer. Så er det ikke rigtigt ægte. Og jeg er endnu ikke kommet til diverse underholdningsprogrammer, der handler om at udstille detaljer fra deltagernes mest intime privatliv. Eller til de dele af internettet, hvor man lever af at indvi sine følgere i alt, hvad man gør og tænker. Så tænker jeg, om der da ikke er noget, som bedst bevares i privatlivet, og som man helst holder skjult for offentligheden.
Men det kan man åbenbart ikke. Det er tilsyneladende vigtigt, at alle detaljer både succeser og fiaskoer fremlægges for offentligheden. Succeserne skal fejres, helst med en tåre i øjenkrogen og et barn på armen. Fiaskoer skal begrædes, og først og fremmest skal der undskyldes offentligt. Man får det indtryk, at virkeligheden først er virkeligt virkelig, når den er udstillet i offentligheden, hvor den kan vurderes og bedømmes af andre, få likes eller dislikes, så offentligheden kan danne sin mening om det.
Tag nu sagen om navnefællen til farisæeren i evangeliet, den afdøde rejsekonge og hans eskapader med alt for unge piger. Er det sagen om en kollektiv dårlig samvittighed, som behandles i offentlighed for at finde skyldige og ansvarlige, fordi vi ikke vil vedkende os, hvem vi var engang? (Retfærdigvis må man i parentes bemærket undtage den kirkelige højrefløj og andre, der allerede dengang udtalte den moralske fordømmelse over det såkaldte frisind, som alle vist tilslutter sig i dag.) Under alle omstændigheder føres det som en sag for offentligheden, for det er gennem den kollektive opfattelse, at man skal finde en måde at forholde sig til sin fortid på. Så man kan komme af med den dårlige samvittighed over historiens fejltrin. Offentligheden fælder dommen. Den fordeler skyld og ansvar. Derfor bliver det først virkeligt virkeligt, når det findes i offentligheden. Og derfor kan intet holdes privat, for i privatlivet er det ikke virkeligt, tænker tiden tilsyneladende.
Så meget desto mere påfaldende er det, at det afgørende i evangelieteksten til i dag slet ikke omtales. Det vigtige i teksten findes ikke i den, for er sket før den eller uden for den. Hvis teksten handler om en offentlig begivenhed, er det fundamentale sket privat. Kvinden, der kommer til Jesus med en alabasterkrukke med olie, er nemlig tilgivet. Syndsforladelse sker ikke i offentlighed i Simon, farisæerens hus. Ligesom der ikke forlanges nogen syndsbekendelse over for de tilstedeværende. Kvindes mange synder er allerede tilgivet hende, da hun laver en scene under middagsmåltidet. Hun kommer ikke for at få noget af Jesus. Hun kommer i taknemmelighed over det, hun har fået. Hendes handlinger er konsekvenserne af det, der er overgået hende. Det er den store kærlighed, der udspringer af, at hun er blevet en anden.
For den, hun var i offentlighedens øjne, er hun ikke længere. I den by så alle hende gennem den synd, hun havde udøvet. Offentligheden havde fældet dommen over hende. Hun var synderinden. Det var det, hun var. Nu er et andet blik faldet på hende. Jesus har set hende og fældet en anden dom. Han har tilgivet hende alle hendes synder. Så er hun blevet en anden. Hun er ikke længere bestemt af sin synd. Hun er bestemt af sit forhold til Jesus. Det er sket uden for teksten, i det private, for det er netop ikke en sag for offentligheden. Den, kvinden er, er hun blevet i sit private forhold til Jesus.
Men det kan hun ikke lade det blive ved. Hvis det skal være virkeligt virkeligt, må hun tage det med ud i offentligheden. Hun må stille det til skue offentligt. Det gør hun med sine handlinger i Simon, farisæerens hus. Det er hendes store kærlighed, der ytrer sig i handlinger, der er for meget. De er alt for intime og private. Midt under middagsmåltidet, græder hun uhæmmet, så Jesu fødder bliver helt våde. Hun slår uden blusel sit hår ud og tørrer hans tæer med det. Hun skammer sig ikke ved at kysse ham overstrømmende foran de andre mænd. Det er krænkende. Den slags hører til i privaten.
Her er det, at jeg med min foragt for klipklappere og min i egne øjne klassiske stil har lettest ved at identificere mig med Simon, hvis grænser bliver overtrådt af kvinden. Hans blufærdighed bliver hensynsløst tilsidesat. Det er ikke så sært, at han bliver utilpas, for kvinden er for meget. Hun udstiller sig selv offentligt og burde gøre Jesus forlegen ved sine demonstrative kærlighedsytringer. Har han alligevel ikke bedre smag, kan man tænke med Simon, som ser skævt til både kvinden og sin gæst, Jesus. Men ikke nok med det. Jesus fremhæver den skamløse kvinde foran den stilfulde Simon. Han burde følge hendes eksempel. Og når han ikke gør det, er det, fordi den han er, ikke er fuldstændigt afhængigt af Jesus. Han er den, han er, i offentlighedens øjne. Han er ikke blevet en anden, derfor må han bevare stilen og holde på formerne, for at være den, han er. Han elsker kun lidt, og er kun tilgivet få synder, for han er forbeholden. Kvinden er uforbeholden. Derfor er hun forbilledet. Hun er tilgivet al sin synd, så hun elsker meget.
Så kan Jesus sende hende bort med fred eller til fred, for hun har det private forhold til ham, som hun kan give udtryk i offentligheden. For det er så virkeligt, at det også må være virkeligt offentligt. Ja, det kan slet ikke holdes privat, for det omfatter hele hendes person. Simon har ikke fred. Han må bekymre sig om god smag og klassisk stil. Men kvinden har fred, for hun kan være den hun er, uanset hvordan offentligheden bedømmer det. Det skal vi modtage, hvis vi modtager syndsforladelsen. Retten og modet til at være den, vi er, uanset hvordan vi er, når vi er det gennem vores forhold til Jesus Kristus.
På Nørrebro den efterårsmorgen for godt tyve år siden, da jeg gik med min datter i hånden på vej mod bageren, råbte den kvinde, som jeg indledningsvist fortalte om, efter mig: ”Der er mange, der ikke kan lide mig, fordi jeg er kristen!” Det kunne jeg ikke sige noget til dengang. Det kan jeg stadig ikke, men med Martin A. Hansen kan jeg ikke lade være med at tænke på, om hun havde salvet Guds søn den nat.
DDS 392 – 299 – 376 — 397 – 151 – 52