Luk 18,9-14
Når man læser denne tekst, kan man komme til at tænke på et af de mindre kendte ord i Bibelen. I Titusbrevet siger forfatteren ”Kretere lyver konstant, de er dyriske, griske og dovne”. Der er nemlig den finesse ved det udsagn, at det skulle stamme fra en kreter. Og så har man det kendte paradoks, at noget er sandt, hvis det er falsk, og falsk, hvis det er sandt. For hvis en kreter siger, at kretere hele tiden lyver, så må det jo være løgn, hvad han siger. Og omvendt: Kun hvis det er løgn, at kretere lyver konstant, er det, sandt at kretere lyver hele tiden. Den slags kan man more sig med. Den korte version er ”Det, jeg siger nu, er løgn”, hvilket jo er sandt, hvis det er løgn, og løgn, hvis det er sandt. Man må afgøre sig for, om det er sandt eller falsk, og så snart man har gjort det, viser det sig, at det ikke er sandt eller falsk. På den måde bliver man fanget af udsagnet.
Man kommer til at tænke på det, når man beskæftiger sig med lignelsen om farisæeren og tolderen. Den bliver man også fanget af. Man bliver inddraget i den, når man prøver at udlægge den og forstå dens budskab, og navnlig hvis man vil prøve at lære noget af de to personer i templet og finde ud af, hvordan skal være, hvis man gerne vil være som tolderen og ikke som farisæeren. Så finder man ud af, at det man siger bliver falsk, hvis man siger, at det er sandt, og omvendt.
Lignelsen handler om farisæeren, der priser sig, fordi han ikke er som alle andre. Han skal selvfølgelig illustrere dem, som Jesus taler til. Det var nogle, der stolede på, at de var retfærdige og foragtede alle andre. De ville udmærke sig på andres bekostning og hævde sig over for dem, fordi de er anderledes. Jeg er ikke som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér, siger farisæeren, og fortsætter: Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Farisæeren er den, han er, fordi han adskiller sig fra andre i sine handlinger. Således udmærker han sig og hævder sig på de andres bekostning, og er stolt af det. Han ophøjer sig selv.
Straks kommer man til at tænke på fromme grupper fra alle religioner, der netop skaber deres identitet ved at adskille sig fra andre og lægge distance til dem, fordi de mener sig bedre end dem. Det er de fordømmende og selvretfærdige, de er bedrevidende moralister og skinhellige. Dem, der udmærker sig ved at vide, hvem der er på den rigtige og forkerte side, og ikke viger tilbage fra at fordømme andre til helvedes evige pinsler, fordi de har en livsstil, der adskiller sig fra normen. Sådanne mennesker hævder sig ved at nedgøre andre. De er heldigvis ikke selv, som de alle andre mennesker, siger de og er stolte af det. De ophøjer sig selv.
Men samme logik findes vel blandt dem, som de fordømmer. Dem for hvem friheden til at adskille sig og retten til at definere sin helt egen identitet overbyder alting. Og det på en måde, hvor man højlydt kan kræve, at der tages særlige hensyn til netop den måde, som man selv adskiller sig fra andre på. Visse bøger kan ikke længere læses i skolen, fordi de er stødende for bestemte grupper. Slik skal have nye navne, fordi de gamle var fornærmende for nogle. For de kræver at omgivelserne indrettes efter deres særlige behov og tager hensyn til deres specielle identitet, for de er ikke som alle andre mennesker og stolte af det. De ophøjer sig selv.
Og straks man har sagt det, bliver det klart, at man er på vej til at lave nøjagtig den samme fordømmende vurdering og bedrevidende afvisning, som farisæeren gør. Næste skridt ville jo være at sige tak til Gud for, at vi ikke er som dem, der siger, at de ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige og så videre. Og det er jo, må man erkende som prædikant, en teknik, man ofte anvendes: At udpege bevægelser i nutidens samfund og tendenser hos samtidens mennesker, som man vil tage afstand fra, for så at sige, at her hos os i kirken er det heldigvis helt anderledes. Her har vi fællesskab, rummelighed, omsorg og næstekærlighed og alt det andet, som man synes, at den moderne verden mangler. Og så er det kun et spørgsmål om ord, før vi siger Gud, jeg takker dig, fordi vi ikke er som alle andre mennesker. Det er vi ikke og er stolte af, at vi ikke er det. Og så ophøjer man sig selv.
Det er det indledende paradoks: Det er falsk, hvis det er sandt, og sandt, hvis det er falsk. Hvis vi siger, at vi ikke er, som andre mennesker, og er stolte af det, og så er vi netop som alle andre mennesker. Så er vi nemlig som farisæeren, selv om vi gerne være som tolderen. Så snart vi siger, at vi ikke er som farisæeren, er vi netop som farisæeren, der glæder sig over ikke at være som alle andre mennesker og er stolt af det.
Og det er selve pointen i lignelsen, at man må erkende, at man bliver det, man vil tage afstand fra. Når man prøver at være som tolderen, ender man som farisæeren. Og så oplever man, at man deler vilkår med alle andre mennesker. Man kan ikke andet end at skabe sin identitet ved at adskille sig fra de andre og definere sig selv ved at hævde sig på de andres bekostning. Det sker, når man prøver at udlægge lignelsen. Hver gang man vil sige, at man handler som tolderen og ikke farisæeren, bliver man netop som farisæeren, der er stolt af ikke at være som de andre. Således er man fanget af lignelsen, der afslører ens trang til ikke at være som de andre. Til sidst kan man ikke andet end sige: Gud, vær mig synder nådig!
Og så er man blevet som tolderen ved at være som farisæeren. Ved at erkende, at man ikke kan være anderledes end alle andre mennesker, bliver man retfærdig. For det at være retfærdig ikke er at adskille sig fra alle andre mennesker og være anderledes end dem. Tværtimod deler den retfærdige vilkår med alle andre mennesker, og lader sig ikke bestemme af det, der er fælles. Både når det angår de fælles menneskelige mekanismer, der er grunden til, at mennesker hævder sig på bekostning af hinanden. Sådan som farisæeren gør i lignelsen. Og når det angår alle menneskers Gud, som tolderen henvender sig til. Ved netop at forstå sig som et menneske, der ved sine egne handlinger kun kan ende som farisæeren, bliver mennesket helt overladt til Gud som tolderen. Grundtvig siger det om lidt i næste salme: ”Læg som støv dig i Guds hånd! Da opliver dig Guds Ånd atter i Guds billed.” For da er det ikke forskellen mellem mennesker, der bestemmer, hvem man er, men ligheden i alle menneskers forhold til Gud.
Og det er den ydmygelse, som Jesus taler om i teksten, at skulle lægge alt det fra sig, der definerer os i modsætning til hinanden ved at adskille os fra hinanden i et utal af forskellige identiteter for kun at være det menneske, som selv ikke kan andet end lægge vægt på forskellene. Ophøjelsen er at høre, at de forskelle, som man selv hævder sig ved, ingen rolle spiller i forholdet til Gud. I det forhold skal man ikke adskille sig fra alle andre, men tværtimod være som alle andre, for i det forhold kan man ikke være andet end et menneske som andre mennesker. Det skal vi synge om i salmen under altergangen.
Og – tør man tro det – hvis man er det menneske, man er, i kraft af forholdet til Gud, så har man ikke brug for at adskille sig fra alle andre og definere sig i modsætning til alle andre for at være nogen. For så er man et menneske sammen med andre mennesker. Den ophøjelse er der grund til at være stolt af. Ikke alt det, der adskiller os og definerer os som noget særligt i modsætning til alle andre. Det vi skal være stolte af, er det, der er fælles for os alle. Det, der er fælles er, at vi, når vi selv prøver at definere, hvem vi er, altid ender på farisæerens plads. Og det, der er fælles er, at vi med tolderen kan sige: ”Gud, vær mig synder nådig”. Og det, der er fælles, er, at når vi kan sige sådan, er vi netop det menneske, som vi skal være sammen med alle andre mennesker. For det er, når vi ydmyger os selv, at vi ophøjes. Når vi erkender os som syndere, er vi retfærdige. Når vi er mennesker, er vi Guds børn.
DDS 31 – 598 – 397 — 609 – 493 – 518