11.s.e.trin.(1)
Lignelsen om farisæeren og tolderen
v.9 Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse:
v.10 »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. v.11 Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. v.12 Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. v.13 Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig!
v.14 Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«
Luk 18,9-14
Tekstens forhold til de andre evangelier
Der er ingen parallel til denne lignelse i de andre evangelier. Der optræder selvfølgelig farisæere og toldere mange steder, og de to vi møder i denne lignelse, svarer meget godt til det generelle billede i evangelierne. Farisæerne fremstilles som selvretfærdige. Tolderne er derimod syndere, der ofte viser sig villige til omvendelse (jf. fx Zakkæus i Luk 19).
Det siger selvfølgelig en del om Lukas’ ærinde, at han har valgt at lade Jesus fortælle denne lignelse, der udpræget nedgør det jødiske parti, farisæerne, og fremhæver tolderne, der samarbejdede med den romerske besættelsesmagt. Lukas vil distancere sig fra jøderne og tækkes romerne.
Sidste halvdel af v. 14 findes også i Luk 14,11 og har en parallel i Matth 23,12, hvor det også er i sammenhæng med en voldsom kritik af farisæerne. Man kan forestille sig, at Matthæus’ polemik mod dem har inspireret Lukas, hvis han har kendt Matthæusevangeliet. Imidlertid er der også en indholdsmæssig parallel til Paulus, som vi kommer tilbage til.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Teksten optræder under den lange rejseberetning i Lukasevangeliet, hvor Jesus er på vej til Jerusalem (Luk 9,51 – 19,27). Under den vandring har Lukas placerer meget af det materiale, som han har fælles med Matthæus og meget af det, der er særligt for ham, fx mange af de store lignelser. Imidlertid er der også afsnit, der forekommer lidt rodede. Som om Lukas har placeret sit materiale lidt tilfældigt. Det er tilfældet i kap. 18, der indledes med lignelsen om enken og den uretfærdige dommer. Herefter vores lignelse. Så perikopen om Jesus og de små børn, som Lukas har fælles med Matthæus og Markus. Så en samtale med en rig rådsherre. Så en lidelsesforudsigelse. Det, der binder de forskellige afsnit sammen, er temaet, at den sårbare, syndige eller umyndige ophøjes, mens de magtfulde, retfærdige, voksne eller rige ydmyges.
Tekstens detaljer
Teksten falder naturligt i tre dele: En indledning (v. 9), lignelsen (v. 10-13), afslutning (v. 14).
v.9: Jesus taler til nogle personer, som er sikre på sig selv. Det, de er sikre på, er at være retfærdige. Retfærdighed i denne sammenhæng (modsat fx Luk 18,6) må betyde at stå i en ret relation til Gud. Således anvender Paulus begrebet på baggrund af Det Gamle Testamente. De pågældende er altså forvisset om at have Guds velbehag, fordi de er sikre på at stå i en sikker relation til ham, formentlig fordi de er jøder og derfor er inden for Guds pagt, som de lever op til ved at overholde loven. På grund af deres selvsikkerhed ringeagter de andre. Man kan forestille sig, at det er mennesker, som de mener har forbrudt sig så grelt mod loven, at de er faldet ud af pagten (fx skøger, toldere og (andre) syndere). Verbet lader i øvrigt tydeligt fremgå, at de ikke bare føler sig overlegne og tænker ringe om andre, men optræder overlegent og nedgør de andre. Til dem fortæller Jesus lignelsen.
v.10-13: Lignelsen er komponeret som en sammenligning: En farisæer og en tolder går begge til templet for at bede. De stiller sig sikkert i mændenes forgård. Men de beder forskelligt, og resultatet bliver forskelligt.
Farisæeren: Farisæerne var en gruppering i den antikke jødedom, mens det andet tempel stod (indtil år 70). Da templet var faldet, havde de andre grupper mistet en så væsentlig del af deres identitet, at de havde svært ved at videreføre arven. Farisæerne kommer derfor til at udgøre grundlaget for den rabbinske jødedom, der opstod i slutning af det første århundrede. Når farisæerne var i stand til det, var det formentlig fordi det var en lægmandsbevægelse, som delvist løste jødedommen fra tempelkulten. Farisæerne udbredte nemlig de regler i Moseloven, der gjaldt for templet, til resten af livet. Dvs. renhedsregler og andre kultiske regler kom til at gælde i andre sammenhænge også. Lidt karikeret har man illustreret det ved at sige, at en farisæisk husfar optrådte som ypperstepræst ved sit eget spisebord. På den ene side virker dette jo som en gevaldig stramning af den religiøse lovgivning, fordi dens anvendelsesområde udvides betragteligt. Den skal regulere hele tilværelsen, ikke kun forhold omkring templet. Samtidig kan det med protestantiske øjne forekomme hyklerisk, fordi det jo netop handler om ”ydre” former for renhed, dvs. rituel afvaskning og rengøring af husgeråd o.l. På den anden side er denne frigørelse af det religiøse liv fra templet en slags folkeliggørelse af religionen. Det er ikke kun præster, der skal have den særlige renhed, som det kræver at være i Guds nærvær. Alle skal være rene, fordi alle er lige tæt på Gud, ville man kunne sige med protestantiske formuleringer. Derfor kan netop farisæerne klare sig uden templet. De har hverken brug for det særlige sted, de særlige funktioner, fx præsterne, eller de særlige institutioner, fx uddannelsesinstitutioner, der findes der. Igen med en lidt misvisende sammenligning er farisæerne som en pietistisk bevægelse i den antikke jødedom. De breder religionen ud til at gælde hverdagen i alle detaljer. Særdeles vigtigt er det at understrege – især over for en traditionel protestantisk bedømmelse af den slags fromhed – at der for farisæerne ikke er tale om at gøre disse ting for at blive retfærdige eller gøre sig fortjent til Guds nåde. Tværtimod er loven et udtryk for Guds nåde. Når den skal gælde for hele tilværelsen, er det altså for at leve inden for denne nåde. Ikke for at komme ind i den, for det er de allerede, men for at forblive indenfor. For det er i sig selv en nåde at måtte leve inden for loven.
Når farisæeren beder i lignelsen, viser han sig netop som en sådan pietistisk from. Han takker for, at han er inden for det rette religiøse gudsforhold, og ikke lever som syndere uden for loven. Det giver for så vidt god mening, set fra farisæerens perspektiv. Han er netop taknemmelig for, at han står i og kan praktisere en ret relation til Gud i modsætning til mange andre mennesker. Det takker han Gud for. Den praksis, som han fremhæver, svarer til traditioner fra den antikke jødedom. Visse kilder nævner to frivillige fastedage om uge (mandag og torsdag), og tiende skulle betales til templet. Det snyder han ikke med, men betaler af hele sin indtægt. Han er i egne øjne en eksemplarisk farisæer, der er taknemmelig for sin status, som han bestræber sig på at leve op til. I Lukas’ øjne derimod er han prototypen på de personer, som Jesus kritiserer i Luk 11,39-44:
»I farisæere renser bæger og fad udenpå, men indeni er I fulde af rovlyst og ondskab. Tåber! Han, som har skabt det ydre, skabte han ikke også det indre? Men giv det, der er indeni, som almisse; så er alting rent for jer. Ve jer, farisæere! I giver tiende af mynte og rude og af alle slags grønsager, men kommer let om ved ret og kærlighed til Gud. Det ene skal gøres og det andet ikke forsømmes. Ve jer, farisæere! I holder af at sidde øverst i synagogen og lade jer hilse på torvet. Ve jer! I er som grave, der ikke er afmærkede, og som folk går hen over uden at vide det.«
Farisæernes fromhedspraksis bliver således gjort til eksemplet par excellence på den hykleriske adfærd, der kun har et overfladisk forhold til Gud, fordi den kun bekymrer sig om overfladisk renhed. Sådan oplevede de det ikke selv.
Tolderen: Som tidligere nævnt havde toldere forpagtet toldinddragelsen til romerne, hvilket de finansierede ved at lægge private afgifter på. De var ugleset både som kollaboratører med romerne og som griske og uvederhæftige personer, der udnyttede deres status på almindelige menneskers bekostning.
Tolderens bøn er indbegrebet af en ydmyg bøn. Han løfter ikke blikket, som det var almindeligt i templet. Han slår sig for brystet, hvilket var et udtryk for sorg. Han beder en enkelt bøn om Guds nåde. Hans bøn lyder mere ordret oversat: ”Gud, forson dig med mig synder.” Den oversættelse gengiver bedre tolderens ydmyge bøn om, at Gud vil tage initiativ og genoprette den brudte relation mellem dem. Det er ikke bare et spørgsmål om, at Gud skal vise medlidenhed. Han skal aktivt genetablere det brudte. Således er tolderen altså billedet på synderen med syndserkendelse, som blot kan ydmyge sig og bede Gud genoprette det nedbrudte. På den måde svarer han til den fortabte søn, der må vende hjem og bede om faderens nåde.
Farisæeren og tolderen er tydeligt stillet over for hinanden som modsætninger. Det er de også i den måde, de står på. Farisæeren står frem, mens tolderen står for sig selv. For sit indre blik kan man se, hvordan farisæeren udstiller sig selv og dermed bliver udstillet i lignelsen.
v.14: Jesu tolkning af lignelsen er for den kristne læser helt forventelig. Den, der kommer i en ret relation til Gud, var tolderen. Farisæeren var det tilsyneladende ikke og kom det heller ikke ved at bede, som han gjorde. Det havde man nok gættet. Men heri ligger der et helt opgør med den jødiske måde at betragte loven på. At leve i den er jo allerede at være retfærdig ifølge farisæeren. Jesus river tæppet væk under den opfattelse, når han siger, at farisæeren ikke er retfærdig.
Ved at fremhæve tolderen markerer han en helt anden opfattelse, nemlig den at alle er syndere og har brug for Guds forsoning. Det svarer helt til Paulus’ opfattelse, men er i komplet modstrid med den jødiske selvforståelse, ifølge hvilken det jødiske folk i kraft af pagten og loven ikke er syndere som de hedenske folk, men retfærdige.
Som afslutning på lignelsen udtaler Jesus noget, der næsten forekommer som et ordsprog: ”For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” Denne omvending af forholdene er fundamental i Lukasevangeliet. Noget lignende siger Jesus i Luk 14,11 og allerede Marias højsang har noget tilsvarende (Luk 1,52). Det er altså helt grundlæggende for Lukas, at hierarkierne vendes om, så de fornemme, fine, rige bliver ydmyget, og de udstødte, marginaliserede og fattige bliver ophøjet. Denne omvending af statushierarkierne kan man også finde hos Paulus, der bl.a. anvender på forholdet mellem jøder og hedninger. For Lukas er dette etniske statushierarki vel inden for horisonten, men den sker først i Apostlenes Gerninger. I Lukasevangeliet sker omvendingen inden for jødernes eget folk selv. Det er altså de udgrænsede jøder, fx skøger, toldere og (andre) syndere, der ophøjes af Jesus.
Tekstens fortolkning
Det er en vovet fortolkning, men man kan argumentere for, at lignelsen er bygget over Paulus’ teologi i Romerbrevet. Her argumenterer Paulus for, at der ikke er forskel mellem jøder og hedninger: ”Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus” (Rom 3,22-24). Når Paulus skal udfolde, hvordan de gøres retfærdige, taler han netop om Jesus som et sonoffer med et ord, der er beslægtet med det ord tolderen bruger i sin bøn.
Kort sagt, illustrerer lignelsen, at ingen er retfærdige over for Gud, før han har forsonet sig med dem – gennem sin søn, kan man så tilføje på baggrund af Paulus’ fremstilling. Det står der selvfølgelig ikke i lignelsen, men hvis tolderen skal være et forbillede i den tidlige kristne menighed, må det være meningen.
Den fortolkning viser faktisk en parallel til den farisæiske jødedom. Ifølge farisæerne var alle jøder lige for Gud, derfor skulle alle overholde hele loven, inklusive reglerne om templet. Ifølge Lukas og Paulus er alle lige for Gud og har brug for Kristus. I begge tilfælde er det et opgør med at nogen eller noget står mellem den enkelte og Gud. Således er begge ”pietistiske” bevægelser, der ikke har brug for templer eller præster. Måske er det, fordi farisæerne og de kristne ligner hinanden, at de nytestamentlige evangelier netop kritiserer farisæerne så skarpt.