- s.e.trin.: Luk 7,36-50 (Vartov, 16.8.26)
I Det Nye Testamente er det kun i Lukasevangeliet, at man kan læse om en kvinde, der lever i synd. I de tre andre evangelier er der også en kvinde, der salver Jesus med dyr olie, men her er der intet om, at hun skulle leve i synd. De fortæller heller ikke noget om, at hun bliver tilgivet eller elsker meget. Hvis man skal sige kvinden og hendes synd, er man altså overladt til fantasien.
Og hun har pirret fantasien, denne kvinde. Mon ikke det er kombinationen af en syndig kvinde og hendes overvældende fysiske berøring og følelsesmæssige udbrud, der har tiltrukket sig opmærksomhed i både kirke, kunst og kultur. Hun er blevet opfattet som en kvinde, der er i sine følelsers vold og ikke har kunnet styre sit legeme. Man har så umiddelbart sluttet, at hendes synd også er af en kropslig karakter. Hurtigt er man gået skridtet videre og tænkt, at synden har med kvindens kønsliv at gøre.
Det bliver i hvert fald tydeligt senere i traditionen. Helt præcist i 591 bliver kvinden af pave Gregor identificeret med den Maria Magdelene, som Jesus i Lukasevangeliet har uddrevet syv onde ånder af. Og den dæmoniske ondskab, som hun har været besat af, bliver dermed årsag til hendes synd, som også sidder i hendes krop. Fremstillingerne af hende lader ikke tvivl om, at hun har syndet med sin krop, oftest som prostitueret, i hvert fald som et overdrevent kønsligt væsen.
På den måde bliver synderinden Maria Magdelene i den kirkelige og religiøse kunst et modstykke til Jesu morder Maria. Hvor al kønslighed underdrives i hende, så hun forbliver den evige jomfru, overdrives kønsligheden i Maria Magdelene, så hun bliver den bodfærdige synderinde.
For det er selvfølgelig pointen i middelalderens fremstillinger af hende, at hun må angre og fortryde sin kropslige kødelighed, så Jesus kan gøre en dydig kvinde ud af hende ved at tilgive hende hendes mange synder.
Således producerer den kirkelige tradition to forbilleder for kvinder: den evige jomfru og den bodfærdige synderinde, som begge fornægter deres krop og køn. Og de mandlige malere har haft en fest med at fremstille billeder af de to. Den ene næsten umenneskelig og uopnåelig. Den helt menneskelig og alt for opnåelig. Ingen af dem havde plads for faktisk kvindelig kropslighed.
Grundtvigs salme, som vi skal synge om lidt, står på den ene side i samme tradition, når det i de første to strofer fremstilles, hvordan kvinden er både skamfuld, har hjertet sønderknust, rødmer og beder om at ynkes og spares. Man ser nøjagtigt idealet om den angerfulde kvinde, der skal fritages for sin beskidte synd af den rene mand, der sidder til bords hos farisæeren. På den anden side og heldigvis lader Grundtvig det ikke blive ved det. I tredje strofe gør han personligt synderindens tilstand til sin egen, når han selv ”rødmer, blegner, føler vånden / eftergør det alt i ånden / sukker: Herre, ynkes, spar!”
Og lad det blot være sagt med det samme. I sidste strofe bringer Grundtvig evangeliet i dagens tekst til udtryk på en måde, som næsten overgår Lukasevangeliet selv, når han beder: ”Mine synder, dine domme / bundløst dyb at tænke på! / Lad din nåde til dem komme / og i dybde overgå! / Når af den jeg er oplivet, / jeg, hvem meget er tilgivet, / elske vil dig evig ømt.”
Når Grundtvig personligt overtager synderindens position og gør både hendes synd og hendes tilgivelse til sin egen, da er vi her langt hinsides en synd, der kan lokaliseres til kroppen. Synden er jo hverken en hånd eller en fod eller ansigtet eller nogen anden del af kroppen, for nu at parafrasere Shakespeares unge Julie, da hun står på sin balkon og tænker på sin Romeos fortræffeligheder.
Nej, synden sidder ikke længere i kroppen. Hvis, der er noget man kan blive enige om i dag, er det at kroppen ikke er syndig. Om end det omvendt nærmest betragtes som en synd ikke at tage sig af sin krop, men mishandle den med fedt og sukker, røg og alkohol. Kroppen selv er syndfri, og vi fejrer dens frisættelse som en af civilisationens største fremskridt. Som et kriterium man kan dømme enhver kultur efter, for der er nærmest intet, som kroppen er i stand til, som den ikke skal have lov til. Der er ikke en kønslig identitet, der ikke skal være plads til. Skam få den, der tænker andet derom.
Skam får vitterligt den, der tænker anderledes derom. For efter at synden har forladt kroppen, er den flyttet ind i sindet.
I nutiden er det ikke hverken kroppen eller kønnet, der fremkalder fordømmende fordomme som den, farisæeren Simon har i Lukasevangeliet. Lykkeligvis tænker vi ikke nedsættende som han, ”hvad det er for en slags menneske, at det er en, der lever i synd,” når nogle lever anderledes end os selv. Samfundet rummer let alle, der finder ud af at leve på den måde, som de vil. Ingen levemåde er synd.
Men noget tyder på, at samfundet har svært ved at rumme dem, der tænker som Simon. Faktisk ser man i offentligheden nøjagtig de reaktioner, som farisæeren giver udtryk for i Lukasevangeliet, over for de befolkningsgrupper, som ikke har samme frisind som den dominerende kultur. Så bliver det på forskellig vis sagt, at vi godt ved, hvad slags mennesker det er. Det er de kristne, siger nogle. Det er de religiøse, siger andre. Det er muslimerne, siger atter andre. Man siger ikke, at de lever i synd, men det kunne man have sagt. For det er det, de mener. Anderledes tænkende forbryder sig mod fællesskabets normer. Og det fremkalder forargelse. Synden er at tænke forkert. Samfundet reagerer præcist som Simon reagerer over for kvinden i evangelieteksten: Vi ved, hvad slags mennesker det er, det er sådanne, der lever i synd. For synden sidder for nutidens samfund i tankerne. Vi kan leve så forskelligt, vi vil, men vi skal tænke ens. Tidens forståelse af synd er ikke at mene det samme som de andre.
Kan Jesu belæring til Simon lyde ind i denne tid? Kan man forestille sig Jesus tage synderen i forsvar over for moderne farisæerne, der ikke vil have fællesskab med nogle, der ikke deler de rigtige meninger og ikke tænker lige så frisindet, som de selv gør? Kan man lade Jesus tale imod fordømmelsen af dem, der tænker anderledes, og insistere på, at også de kan elske meget? Kan man gøre det uden at blive lige så farisæisk fordømmende som farisæeren Simon?
Så må man gøre Grundtvigs bøn til sin egen, når han i det citerede vers gjorde sig ét med både synderinden og farisæeren i bevidsthed om, at ”mine synder, dine domme” er et ”bundløst dyb at tænke på”. For i den syndserkendelse bringer man sig i fællesskab med alle dem, man måtte være uenig med: alle dem, der tænker anderledes end en selv; alle, der som en selv er syndere. Så kan man nemlig i næste skridt bede: ”Lad din nåde komme”, så kan man, som den, der selv er tilgivet meget, tale de andre imod. For den nådige tilgivelse, der bliver alle syndere til del, skaber et fællesskab, der kan rumme alle forskelle. Tilgivelsen omfatter nemlig enhver synd, uanset om tiden definerer den kropsligt og kønsligt eller tankemæssigt og intellektuelt. Inden for det fællesskab af tilgivne syndere er der plads til enhver. Også dem, man er uenige med, for de er syndere, som man selv er. Så kan man afvise deres holdninger uden at afvise dem.
DDS 10 – 435 – 397 — 151 – 446 – 674 – 695 – 396