I de mange år, hvor Østtyskland var gemt bag muren, gik det i glemmebogen for de fleste af os her i vesten, hvor meget af den tyske kultur der var knyttet til områderne i DDR. Det var derfra Hans Tausen og Peder Palladius hentede Luthers ny forståelse af kirke og kristendom til Danmark Det var her Øhlenschlæger først rejste hen på sin dannelsesrejse, og det var der H.C. Andersen vandt sig et internationalt ry.
I jerntæppetiden havde vi ikke glemt Luther, Bach, Goethe og Schiller, men vi havde glemt den kontekst, de hørte hjemme i. En rejse over Potsdam til Wittenberg i Sachsen Anhalt og til Weimar og Erfurt i Thüringen er en lejlighed til med egne øjne at se de landskaber, byer, floder og skove, som de så. Det giver krop til den åndelig, vi har fra tysk kultur og historie.
I Wittenberg ser man Luther placeret i sin samtid. Man går ad de gader, han gik ad, og man ser de bygninger, han så. Man ser, hvorledes Lucas Cranach oversætter det ny kristendomssyn til billeder. I Torgau, i slottet og i slotskirken, ser man, hvorledes den ny arkitektur i denne første lutherske kirke giver rum til reformationens gudstjeneste, og man kan lytte sig frem til, hvorledes organisten Johan Walter med sine melodier til Luthers salmer tolkede reformationen i toner.
På Wartbug ser man hele den tyske historie samlet – fra landgreven Ludvig der Springer, der anlagde sin borg her i 1000-tallet, over den tid, hvor minnesangere som Walter von der Vogelweide og Ofterdingen i slottet udkæmpede den berømte sangerkrig, til den hellige Elisabeth af Thüringen, en af de højest elskede helgener i Tyskland. Her var det, Luther, da han blev efterstræbt af kejser og kirke, var skjult som Junker Jörg, og hvor han oversatte Det ny Testamente til et levende tysk. Goethe genopdagede borgen, da den var sunket i glemsel, og han tog initiativet til at restaurere den. Ved reformationsjubilæet i 1817 blev Wartburg de tyske studenters samlingssted, hvor den nationale vækkelse efter Napoleons-tiden blev bundet sammen med Luthers nationale betydning som den, der løsrev Tyskland fra romersk-pavelige undertrykkelse.
I parken ved Sans Souci i Potsdam og i Wörlitzparken ved Wittenberg mærker man, hvordan traditionen fra reformationen flød sammen med oplysning og humanitet i det 18.årh. I Weimar mærker man med Goethe, Schiller og Herder, hvorledes historie, natur, følelse og religion sprænger den selvkloge rationalisme og peger frem mod romantikken og en ny forståelse af folk og frihed.
I Slotskirken i Wittenberg møder man det sidste preussiske kejserdømmes vilje til at integrere Tysklands historie med protestantismen i det fællestyske nationale projekt. ´
I Bad Frankenhausen findes Werner Tübkes gigantiske rotundebillede, der i en selvstændig kunstnerisk udgave skulle levere en marxistisk DDR-tolkning af Tysklands samfundsdrama i renæssance-perioden og reformationstidens religiøse drama forstået som Frühbürgerliche Revolution – og man mærker, hvorledes tolkningen bliver sprængt indefra.
Man skal være galvaniseret på sjælen, hvis man ikke bliver revet med, når man sådan møder den tyske arv på åstedet.
