På vej
Joh 4,46-53
Johannesevangeliet kaldes det fjerde evangelium. Det er på grund af dets placering i Det Nye Testamente, hvor det er det fjerde og sidste af evangelierne. Men meget tyder på, at det også er det, der blev skrevet til sidst. Nogle vil endda mene, at evangelisten Johannes kendte de andre evangelier, da han skrev sin egen udgave af Jesu historie. Og den blev ganske meget anderledes end de tre andre evangelier, for Johannes var ikke interesseret i at fortælle historierne om Jesus. Han var interesseret i at fortælle om meningen i historierne om Jesus. Han er interesseret i at forkynde evangeliet. Han prædiker. Faktisk er hele Johannesevangeliet en prædiken om Jesus, hans død og opstandelse.
Historien om den kongelige embedsmands søn er en sådan prædiken. Evangelisten Johannes har kendt en historie om Jesus, der blev kontaktet af en højtstående person, fordi en af hans nærmeste var syg og lå for døden. Jesus helbredte den syge uden selv at være til stede hos ham. Johannes ved, at fantastiske helbredelser og store undere ikke finder sted. De hørte Jesu tid til, ville han sige. I vores tid sker de ikke. Men hvad skal man så med en historie om Jesu mirakler? Det har Johannes spurgt sig om og genfortæller så historien på en måde, som han mener, giver mening. Det kunne han have gjort på mange måder. Han kunne fx have fortalt om, at embedsmanden skyndte sig hjem og konstaterede, at underet var sket. Men det gør han ikke. I Johannesevangeliets fortælling foregår det hele på vejen.
Den detalje appellerer til fantasien. Omtrent midt i historien står: ”mens han var på vej hjem”. Det er fascinerende. Den kongelige embedsmand er på vej, efter Jesus har sagt ham: ”din søn lever”. Hvis man har tendens til at tænke i billeder, kan man se ham på vejen fra landsbyen Kana til den store provinsby Kapernaum i Galilæa. På det tidspunkt har han har endnu ikke mødt sine tjenere. Han går, fordi han tror. Man skal passe på med at digte alt for meget videre på de bibelske fortællinger, men det er vanskeligt at tøjle fantasien i dette tilfælde. Hvordan er der dér på vejen? Hvordan oplever han livet dér på vejen i troen på, at hans søn lever? Prøver man at leve sig ind i det, kommer man frem til de situationer i livet, hvor alting er ekstra intenst. Når en begivenhed, et møde er det som regel, bryder gennem hverdagens almindelige grå tristesse og pludselig sætter alt i et andet lys. Så man synes, at man før kun har levet halvt, som i en døs, hvor alt er sløret. Nu erkender man livets sande værdi. Man ser tilværelsens detaljer som livets små mirakler. Pludselig kan man se og føle, at livet er værdifuldt og værd at leve. Så køber man blå hyacinter, stormer ud og køber øl, leger i livstræets krone.
”Det år, da alt blev stærkt og klart/og vildt og fyldt med tøbrudsfart/og alting råbte: lev det!”, sådan beskriver Jens Rosendal oplevelsen.
Sådan kan man forestille sig den kongelige embedsmands tur på vejen. For der er sket noget særligt. Han tror, at hans søn lever. Før var tilværelsen bestemt af sønnens forestående død; nu er den bestemt af livet, for hans søn lever. I den tro er han på vej. For på græsk står der faktisk ikke engang, at han var på vej hjem. Han er bare på vej.
Oversættelsen kan ikke lade være med at ændre det. Den vil have, at han er på vej hjem. Vejen må have en retning og et mål. Man skal være på vej til noget. Det er svært ikke at tænke sådan. For man opfatter uvilkårligt livet som en vej. I livet er vi på vej. Derfor kan man have modgang og fremgang i livet, eller det kan gå tilbage for en. Man kan fare vild og komme på afveje, ja man kan ende i en blindgyde eller side fast og kan ikke komme videre. Alt det, fordi livet forstås som en vej. I den danske oversættelse af Bibelen er det en vej hjem.
En meget berømt bog fra 1600-tallet fremstiller kristendommen på den måde. Den hedder ”En pilgrims vandring” eller faktisk ”En pilgrims fremgang”, for den handler nemlig om, at hovedpersonen, der selvfølgelig hedder Christian, er på vandring i livet og skal sørge for at komme sikkert hjem. På vejen møder han alle slags fristelser. Fx passerer han ”forfængelighedens marked” og bliver fanget i ”tvivlens slot”. Det er meget tydelige billeder, bogen arbejder med, så læseren lades ikke i tvivl om, hvad der er rigtigt at gøre. Til sidst når Christian sikkert hjem. Han har klaret prøvelserne og modstået fristelserne. På trods af at hans tidligere synder trækker ham ned, kommer han sikkert gennem dødens flod og når hjem til den himmelske by på Zion-bjerget, hvor hans belønning for en vel gennemført livsvandring venter.
I Christians liv kommer meningen af det, der ligger forude. Hans liv har værdi, når det tjener det kommende liv. Det kaldes pilgrimsmyten, som vi også kender fra salmebogen. Den findes også i sekulære udgaver. Hvor historien forstås som en stræben efter et idealsamfund, så denne tid og dette samfund kun har værdi, fordi det skal føre til utopia, hvor alt er godt for alle. Men forholdene nu har ikke betydning i sig selv.
Det er tydeligt socialistiske samfund, hvor en periode med ufrihed og diktatur er nødvendigt for at nå frem til det ideelle samfund, hvor der skal være fred, frihed og lighed. Det er mindst lige så tydeligt i kapitalistiske samfund, hvor den personliges ret til at skabe sin egen lykke vil medføre en så stor værditilvækst, at det vil komme alle til gode. I mellemtiden må man acceptere den store ulighed, som det frie marked medfører.
Eller i øvrigt alle mulige andre politiske systemer, der nok formelt anerkender det enkelte livs værdi, men reelt accepterer en grundlæggende udnyttelse af de fattigste lande i verden. Nok vil man sige, at de pågældende mennesker ikke gøres til midler for vores mål. Og man vil ikke tøve med at kræve menneskerettigheder indført i deres lande. Men man er ikke indstillet på at ændre på de økonomiske strukturer, der ligger til grund for den globale ulighed. Så kan vi sige, at alle mennesker er lige værdige og har lige megen værdi. Men er den konkrete virkelighed ikke, at store dele af verden og dens befolkning bruges som midler for at opbygge rigdom i vores verden? Kan man forsvare det, om overhovedet, som andet end et skridt på vejen mod det store mål, hvor alle nyder godt af hele verdens velstand? Hvis man da kan tro på, at det mål nogensinde kan nås. I mellemtiden accepterer vi gladelig den ulige fordeling af goderne.
Men embedsmanden er på vejen. Jesus sagde til ham, at hans søn lever, og nu er han på vejen i den tro. Alting har fået en ny mening og en ny værdi i den tro. Selve livet er blevet nyt. Hans søn var døende, nu lever han. Den tro giver mening til hele livet. Sådan et liv, et liv, hvor hans døende søn har fået livet tilbage, kan ikke gøres til middel for et helligt mål. Det kan ikke sættes i en større sags tjeneste, for hvilket mål kan være mere helligt end at leve det liv nu? Hvilken sag kan være større end livet selv, når det liv er et, hvor hans søn fik livet tilbage? Det er ikke blot psykologiseringer over, hvordan en fader til en helbredt søn må opfatte vejen og livet. Det er konsekvensen, når livet bryder gennem døden. For så gælder det nu, at det ene enkle liv, hvor livet viste sig stærkere end døden, må leves nu. Dets værdi kommer ikke af et mål i fremtiden. Den er der nu, fordi det leves i troen på, at livet vinder over døden.
Og der midt på vejen bliver embedsmanden bekræftet i sin tro. Med minutiøs nøjagtighed endda konstateres det, at underet er sket. For de kan ikke tro uden at se tegn og undere, som Jesus sagde til dem. For sådan er det i Johannesevangeliet før Jesu egen død og opstandelse. Før da kan mennesker ikke tro, uden at deres eget individuelle liv er blevet udsat for tegn og undere og dermed blevet gjort særligt værdifuldt. Som nu embedsmandens liv, der får absolut værdi, fordi hans søn lever.
Men efter Jesu opstandelse er tegn og undere ikke længere nødvendige. Så er livet i sig selv blevet gjort værdifuldt gennem hans overvindelse af døden. Hvad der gælder specielt for embedsmanden eget liv, gælder derfor generelt for alle liv. Mirakuløse helbredelser og underfulde tegn skal ikke give livet værdi. Heldigvis. For Jesu opstandelse skænker livet mening, derfor er livets værdi ikke afhængig af, hvordan det enkelte liv udformer sig, og under hvilke vilkår det leves. For hans opstandelse har givet mening og værdi til ethvert liv. Så kan ethvert liv leves som embedsmandens på vejen med ekstra intensitet og i bevidsthed om dets absolutte værdi og i stadig anfægtelse, når vi handler som om denne indsigt kun gælder vores egne individuelle liv. For grundlaget for vores tro er ikke individuelle tegn og undere. Grundlaget er Kristi opstandelse, som giver værdi til livet selv og til ethvert liv. I den tro er livet, ”livet værd,/på trods af tvivl og stort besvær/på trods af det, der smerter.” Sådan må vi leve det, nu og her, på vejen, uanset hvor vi er på vej hen.
DDS 739 – 631 – 576 — 580 – 27 – 673