- s.e.trin.: Joh 4,46-53 (Vartov, 9.11.25)
”Grønne ideer sover vredt i himlen”.
Det er en berømt sætning, som jeg har lært mig udenad, for i nogle kredse er det lidt smart at kunne den. Men den betyder ingenting. Det er selve pointen, for den er vistnok konstrueret af en kendt lingvist for at illustrere forholdet mellem syntaks og semantik eller grammatik og vokabular eller lignende. For sagen er, at sætningen ”grønne ideer sover vredt i himlen” er fuldstændig korrekt, selv om den er meningsløs. Ordene står grammatisk rigtigt og har de rigtige former. Der er et subjekt og et verbum. Der er et adverbium og en præpositionsforbindelse. Det er grammatisk helt efter reglerne. Men sætningen giver ingen mening. Meningsmæssigt er det helt forkert, selv om det grammatisk er helt rigtigt.
På den måde får sætningen alligevel en slags mening, for den er så usædvanlig, at den leder opmærksomheden hen på det sædvanlige. Fordi den er opsigtsvækkende, får man øje på det, man ellers overser. Den er så underlig, at den viser os det forunderlige.
For det er jo et af de forunderlige forhold i sproget, at der under ordene ligger et system, som man kan kalde grammatikken, der bestemmer, hvordan ord kan kombineres og forandres. Der er regler for, hvordan man laver ental om til flertal. Nutid om til datid. Og det underlige er jo, at reglerne og systemerne ikke omfatter alle forhold, for i naturlige sprog er der altid undtagelser fra reglerne.
Endnu mere forunderligt er det så, at man ikke behøver at kende den grammatik, man bruger. Hvis man kan et sprog, har man ikke brug for at kunne grammatikken. Kun når man skal lære nye sprog, har man brug for reglerne. Når først man kan sproget, behøver man dem ikke længere.
Helt forunderligt bliver det, hvis man følger børns naturlige sprogindlæring. Underligt nok lærer de sprogets grammatik, før de kan sproget. Det viser deres fejl. Når de for eksempel bøjer ”en mus” flere ”muser” eller lignende, så viser de, at de kan bruge de grammatiske regler, men blot ikke kender undtagelserne. Men de kender selvfølgelig ikke grammatikken. De kan bare bruge den. Sådan som vi alle kan på vores modersmål.
Først det underlige som sætningen ”grønne ideer sover vredt i himlen” gør opmærksom på det forunderlige, at grammatikken sædvanligvis fungerer uden at man tænker over den. Det er usædvanligt at være opmærksom på den, selv om den er det system, der får det hele til at hænge sammen.
For så vidt handler teksterne i dag om troens grammatik. For de handler om usædvanlige situationer, hvor det system, som får alting til at holde sammen, dukker op på overfladen. Underne er som sætningen ”grønne ideer sover vredt i himlen”, der afslører det forunderlige, men sædvanlige.
Men både i fortællingen om syreren Na’aman og i evangeliet om den kongelige embedsmands søn fornemmer man en vis modvilje mod det underlige og usædvanlige, som de handler om.
I begge tekster bliver hovedpersonerne korrigeret. Na’aman er ikke tilfreds med profeten Elisas råd om at bade sig syv gange i Jordan. Skulle det ikke være mere mystisk, siger han, hvis det skal være overbevisende. Kan det passe, at han skal gøre noget så almindeligt som at bade sig i Jordan. Og Jesus siger til den kongelige embedsmand og alle omkring ham: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Og det er som om, at begge tekster helst vil lede opmærksomheden væk fra det underlige og usædvanlige for at pege på det forunderlige, men sædvanlige som troen er.
Det er ikke særligt populært, hverken for syreren Na’aman eller for den kongelige embedsmand, eller for mange andre mennesker, som mener, at man skal kunne fremvise sin tro, holde den op, vende og dreje den, så man kan tale om den. Man skal allerhelst kunne pege på de forskelle, som troen medfører, fordi man skulle få det bedre og blive bedre i kraft af troen. Så kan man pege på, at man har fået mere ro og stabilitet i sit liv, højere selvværd og lavere stressniveau, fordi man har troen. Men så er troen blevet det ekstraordinære og spektakulære, det underlige og usædvanlige, som man kan komme på afstand af og forholde sig til. Er det ikke det, som Jesus forholder sig skeptisk til, når han siger ”hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”? Ligger der ikke heri en henvisning til, at troen skal være det forunderlige, men sædvanlige, som får alt til at hænge sammen uden underlige undere og usædvanlige tegn?
For tegn og undere dukker op på livets overflade og gør opmærksom på sig selv, så man skal forholde sig til dem. Som sætningen ”grønne ideer sover vredt i himlen”, der springer i øjnene og gør opmærksom på den underliggende grammatik, der gør sætningen korrekt, selv om den ikke betyder noget.
Men troen er ikke de usædvanlige hændelser og underlige begivenheder på livets overflade. Troen er den forunderlige grammatik, der får det hele til at hænge sammen og er betingelsen for at det kan give mening. Uden den ville både Na’amans helbredelse og helbredelsen af den kongelige embedsmands søn være usædvanlige og underlige oplevelser, men uden sammenhæng til Israels Gud eller hans søn. Troen er den forunderlige grammatik, der ligger under, som giver erfaringerne mening og forbinder dem med betydning, så tegnene i Johannesevangeliet peger på Jesus som Guds søn, og miraklet ved floden Jordan henviser til Israels Gud.
Men netop fordi troen er den underliggende grammatik, behøver den ikke give sig udtryk på overfladen som særlige oplevelser og specielle erfaringer. Måske er det det underlige og usædvanlige, der gør opmærksom på det forunderlige, men sædvanlige, som troen er. Troens grammatik er ikke noget ekstraordinært og spektakulært, men det, der ligger under det elt almindelige hverdagsliv og gør det til et sted, der viser ud over sig selv. Troens grammatik gør livet under den daglige solopgang til et liv i Guds skabelse. Den sætter livet med venner og familie i lys af Kristi selvhengivende kærlighed. Den lader livet med mindet om de afdøde være et liv i de helliges fællesskab. Troens grammatik skaber en sammenhæng, der lader dagliglivet være et kristent liv, fordi det altid og hele tiden er mere, end vi selv kan gøre det til.
Som i sproget fungerer grammatikken sædvanligvis uden at man tænker over den og uden man kan redegøre for alle dens detaljer. Forunderligt nok virker den alligevel og skaber sammenhængen og etablerer meningen i livet uden at vi skal anstrenge os for det. Vi modtager den i dåben, fastholdes i den i nadveren, synges ind i den af salmerne og lever i den i menighedens fællesskab, så vores almindelige liv altid er mere end bare vores.
Når troen er det kristne dagliglivs grammatik, forekommer helbredelserne i dagens tekster som ”grønne ideer, der sover vredt i himlen”, nemlig som underlige, usædvanlige hændelser, der bryder med hverdagen og træder ud af det sædvanlige. Men livet er ikke kun det sædvanlige, dagligdags liv. Livet er også det usædvanlige. Livet er også kriser og ulykke, som det er fester og lykke. I de situationer bliver man særligt opmærksom på den grammatik, som findes under alting. Ligesom sætningen ”grønne ideer sover vredt i himlen” gør en særlig opmærksom på den sproglige grammatik, gør livets yderpunkter en særlig opmærksom på troens grammatik, for det bliver ekstra tydeligt, at vi har brug for den til at skabe mening og sammenhæng i livet.
Det gælder, når man i den største lykke, ikke kan andet end vise taknemmelighed mod den guddommelige sammenhæng, som man skabt ind i. Det gælder, når man i den største ulykke, ikke kan andet end anråbe om hjælp fra den samme guddommelige sammenhæng, som man er frelst ved. I de usædvanlige situationer mærker man troens grammatik, som ellers kan skjule sig i det sædvanlige liv. Men det er den samme grammatik. Det er den samme meningsgivende sammenhæng, man er indlejret i og får mening af, fordi den forbinder alt det, man oplever i livet med den virkelighed, der overskrider ens egen.
Helbredelserne i dagens tekster er ”de grønne ideer, der sover vredt i himlen”. De er underlige og usædvanlige ligesom lykken og ulykken, kriserne og festerne. De tvinger os til at forholde os til det forunderlige, der sædvanligvis holder vores liv sammen. Evangeliet er, at det er det samme, som holder vores liv sammen hver dag, hvor vi bare lever i det, sædvanligt, men forunderligt.
DDS 410 – 308 – 496 — 580 – 576 – 418