21.s.e.trin.(1)
Den kongelige embedsmands søn
v.46 Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin.
Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. v.47 Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden.
v.48 Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.«
v.49 Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.«
v.50 Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.«
Manden troede Jesus på hans ord og gik; v.51 og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. v.52 Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« v.53 Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.«
Og han og hele hans husstand kom til tro.
Joh 4,46-53 (jf. Matt 8,5-13; Luk 7,1-10)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Meget ofte kan man om tekster fra Johannesevangeliet sige, at de ikke har paralleller i de andre evangelier. Selve årsagen til, at man opererer med de synoptiske evangelier, er jo, at de på den ene side er så ens og på den anden side adskiller sig fra Johannesevangeliet. Mange har ment, at Johannesevangeliet har haft sin helt egen tradition. Nogle meget konservative forskere vil mene, at den går direkte tilbage til et øjenvidne, nemlig disciplen Johannes Zebbadæussøn. Andre vil sige, at Johannes selvstændigt behandler kilder, hvoraf nogle er ældre end de synoptiske evangelier. Atter andre anser Johannesevangeliet som forbundet med et eller flere – måske alle – synoptiske evangelier, som det har fortolket og genskrevet på sin egen måde. I øjeblikket er stemningen mest for det sidste, at Johannes har kendt og bearbejdet et eller flere synoptiske evangelier. Den største sammenhæng ser man mellem Johannesevangeliet og Lukasevangeliet. Jeg er ret sikker på, at Johannes har kendt Lukasevangeliet, men nogle argumenterer for det modsatte, at Lukas har kendt Johannes.
I dette tilfælde er det efter min mening ret tydeligt, at der er en forbindelse mellem evangelierne. Helbredelsen af den kongelige embedsmands søn har så mange ligheder med helbredelsen af officerens tjener i Kapernaum, at der må være afhængighed. Forskellene er dog også store. I begge synoptikere er der tale om en officer, dvs. en hedensk soldat, hvilket spiller en stor rolle. Officeren erklærer sig selv uværdig til at få besøg af Jesus og argumenterer med sine egne erfaringer som befalingsmand for, at Jesus blot skal sige et ord for at helbrede tjeneren. Dermed viser han altså anerkendelse af, at sygdom er under Jesu befaling. Man kan næsten lige så godt sige, at han betragter Jesus som herre over liv og død. Jesus svarer: ”Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogle i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal være gråd og tænderskæren” (Matt 8,10-11). Således bliver officeren i Matthæusevangeliet en af de eksemplariske hedninger, der udstiller, at jøderne ikke kender deres besøgelsestid, og således forbereder missionen til hele verden.
Hos Lukas er fortællingen som sædvanlig mere detaljeret. Fordi Lukas faktisk ikke beskæftiger sig særligt med hedninger før Apostlenes Gerninger, gør han meget ud af at fortælle, at officeren var velvillig mod jøderne. Det er jødernes ældste, der går i forbøn for ham hos Jesus, fordi officeren har ladet en synagoge bygge til dem i Kapernaum. Officerens afvisning af Jesu besøg er også mere udførlig end i Matthæusevangeliet. Den sker, ved at han sender sine venner til ham, så han end ikke selv møder ham. Jesus reagerer dog på næsten samme måde som i Matthæusevangeliet. Inden han helbreder tjeneren, siger han: ”Jeg siger jer, ikke engang i Israel har jeg fundet så stor en tro” (Luk 7,9). Bemærkningen er langt mindre kritisk end i Matthæusevangeliet, fordi den skal passe ind i Lukas’ frelseshistoriske skema, at Jesus først henvender sig til jøder, og først når de afviser ham, til hedninger.
Lighedstrækkene mellem disse perikoper og teksten i Johannesevangeliet er tydelige, og forskellene mellem dem understreger faktisk blot forbindelsen. Johannesevangeliets tekst foregår også i Galilæa, men i den lille by Kana, som Jesus allerede har været i. Officeren er nu en kongelig embedsmand, om det gør ham til jøde ville være sandsynligt, selv om flere kommentatorer mener, at der tænkes på en hedning. Men hvorfor, hvis ikke på grund af parallellerne i Matthæus- og Lukasevangeliet? På den anden side kan det give god mening i sammenhængen (s.n.). Nogle vil i øvrigt mene, at det forhold, at det er en kongelig embedsmand, viser, at Johannes selv stammer fra de øvre sociale lag. Det er nok spekulativt. Embedsmanden bor i Kapernaum i lighed med officeren i de andre evangelier, men han kommer til Jesus i Kana. Nok så interessant er det, at den syge er embedsmandens søn. I Matthæusevangeliet bruges et ord, der kan betyde både søn og tjener (den bedste oversættelse ville nok være ”dreng”, som bevarer dobbeltheden). I Lukasevangeliet står ”slave”, som man i oversættelsen har valgt at gengive ”tjener”. Hos Johannes er det entydigt et barn af embedsmanden. I øvrigt er der ikke i Johannesevangeliet som i de andre evangelier en vurdering af embedsmandens tro i forhold til andre. Historien slutter blot med, at han og hele hans hus kommer til tro. Det passer med en indledende meget karakteristisk johannæisk bemærkning, som Johannes lægger Jesus i munden. Jesus siger: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke” (Joh 4,48). Men Johannes har også ændret det afsnit, hvor officeren argumenterer for, at Jesus blot skal sige et ord for at helbrede tjeneren. Tværtimod siger embedsmanden, at Jesus skal komme med ham hjem. Jesus siger så selv, at manden skal gå hjem, for sønnen lever. Det er et udtryk for den johannæiske forståelse af Jesus. Han ved på forhånd alt og kan alt. Han kan ikke overbevises af nogen til at gøre noget. Derfor agerer han helt uden hjælp fra anden side. Johannes følger i øvrigt Matthæus i, at embedsmanden selv henvender sig til Jesus uden jøders mellemkomst som i Lukasevangeliet. Det er interessant, fordi Matthæus i øvrigt er det evangelium, som Johannes har mindst til fælles med.
Man må altså af sammenligningen konkluderer, at Johannes har fjernet det etniske tema, der dominerer i de andre evangelier, fra tekstens overflade (se dog nedenfor). I stedet har han lavet en fortælling, der handler om tro. Af samme grund har fortællingen fået et mere alment præg, idet den handler om en faders ønske om at helbrede sit syge barn.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Teksten afslutter en enhed i evangeliet, der går fra Kana til Kana, dvs. fra begyndelsen af kap. 2 til slutningen af kap. 4. Det begynder med det første tegn ved brylluppet i Kana og slutter med det andet tegn (jf. Joh 4,54). Herefter stopper tællingen. Mellem de to tegn har Jesus været i Jerusalem og lavet en aktion (tempelrensningen) på tempelpladsen, han har mødt og talt med Nikodemus i Jerusalem og den samaritanske kvinde i Samaria på vejen tilbage til Galilæa. Nu slutter denne afdeling, hvor Jesus har præsenteret sig selv over for jøder (Nikodemus) og halv-jøder (den samaritanske kvinde), så det giver måske mening, at den sidste fortælling er et møde med en hedning. I så fald er det bemærkelsesværdigt, at både mødet med halv-jøderne i Samaria og med hedningen i Galilæa slutter med tro, mens det natlige møde med Nikodemus ikke slutter sådan.
Tekstens detaljer
Afsnittet falder i indledning (v. 46-47), samtale (v. 48-50), konstatering af helbredelsen og reaktion (v.51-53).
v.46-47: Scenen sættes ved at Jesus ankommer til Kana i Galilæa og mødes af embedsmanden fra Kapernaum. Kana er man ikke helt sikker på, hvor var, men ifølge denne tekst ligger den nord for Kapernaum, selv om ”at gå ned” også kan betyde, at han skal konkret nedad.
Embedsmanden skal forstås som en del af forvaltningen hos Herodes Antipas (ikke Herodes den Store, som var konge, da Jesus blev født), der var tetrark i Galilæa. Han var accepteret som lokal hersker af romerne. Derfor var han ikke populær blandt jøderne.
Problemet, som Jesus skal løse, er embedsmandens barns sygdom. Han kommer ham selv i møde. Alvorligheden understreges, ved at han stod i begreb med at dø.
v.48 er muligvis tekstens vigtigste vers. ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Forståelsen er ikke helt lige til. Det kan betyde, at Jesu bebrejder dem, dvs. menneskene omkring sig, fordi de ikke kan eller vil tro uden at se tegn og undere. Det er nok det mest sandsynlige. Men nogle vil mene, at det er en anerkendelse af menneskers behov for tegn og undere for at kunne tro. Et behov, som Jesus opfylder. Jeg tror dog, at det første i evangeliets sammenhæng er det rigtigste. Med den nuance, at det faktisk er sådan, at under Jesu jordeliv kan mennesker ikke tro uden at have set tegn og undere. Det ændrer sig først, da Jesus ikke længere er til stede. Så er der nemlig tro uden at have set, som Jesus siger til Thomas i evangeliets afslutning (Joh 20,29). Når Jesus ikke længere er til stede, er tegnene nedfældet i evangeliet, ”for at I skal tro” (Joh 20,30-31).
Jesus siger imidlertid dette, allerede inden nogen har henvendt sig til ham. Man kan sige, at det er en lille ujævnhed i teksten, som er blevet til, fordi Johannes har redigeret en foreliggende skriftlig kilde og indføjet v. 48 på en lidt ufiks måde. Eller man kan sige, at det skal illustrere Jesu alvidenhed.
v.49-50: Men selv om Jesus henviser til en tro, der skal kunne finde sted uden tegn og undere, når han ikke længere er til stede, er han til stede i teksten og udfører derfor tegnet. Da embedsmanden kommer til ham, understeger han atter den faretruende situation. Jesus svarer, at han skal gå, ”din søn lever”. Det er første gang dette siges.
Embedsmanden tror på dette. Han kaldes i v. 50 ”mennesket”. Det er lidt usædvanligt, fordi ”menneske” i Johannesevangeliet som regel ikke er koblet sammen med tro, i hvert fald betror Jesus sig ikke til ”mennesker”, fordi han ved, hvad der er i ”mennesket” (se Joh 2,25; 3,1). Men her tror ”mennesket” altså hans ord uden at have set. På den måde bliver han delvist et forbillede for læserne, fordi han tror uden at have set. Man kan dog spørge om, hvordan denne tro forholder sig til den afsluttende tro, som han og hele hans hus kommer til (v. 53). Måske er sagen den, at der findes en indledende tro i Johannesevangeliet, som findes under Jesu jordiske liv, men denne tro er kun midlertidig og ufuldkommen. Den sande tro opstår efter Jesu død og opstandelse. Måske afspejler fortællingen her symbolsk disse trosformer, så mandens første tro svarer til den ufuldkomne og midlertidige tro, der består i en indledende tillid. Mens den afsluttende tro symboliserer den fuldkomne tro på Jesu identitet som Guds søn efter hans død og opstandelse. Men i så fald er det på et symbolsk niveau, for i fortællingen selv er Jesus jo endnu ikke død og opstanden. (Man taler nogle gange om tegn-fortællingernes to perspektiver eller niveauer. Dels fortæller de en helt normal helbredelsesfortælling. Det er det konkrete niveau. Dels afspejler de hele evangeliets historie med fokus på vendepunktet i Jesu død og opstandelse. Det er det symbolske niveau.)
v.51-53: Helbredelsen konstateres, da embedsmanden møder sine tjenere (slaver), som kommer ham i møde og fortæller, at hans dreng lever. Det er anden gang, at det siges, at han lever. Meget omstændeligt gøres der rede for, at det skete på præcis det tidspunkt, hvor Jesus havde talt. For tredje gang siges det, at sønnen lever.
Det slutter med, at embedsmanden kommer til (fuldkommen) tro, ligesom hele hans husstand. På det konkrete niveau må man sige, at det stadig er den ufuldkomne tro, der har brug for tegn og undere. På det symbolske niveau skal det illustrere den tro, der ikke kræver Jesu nærvær, men alene finder sted på grund af hans ord. Det er også læsernes tro.
Tekstens fortolkning.
Helbredelsen kaldes et tegn. Det betyder, at den henviser til noget andet end sig selv. Det er jo tegnets natur. Alle tegnene åbenbarer i kraft af det mirakuløse Jesu herlighed (jf. Joh 2,11). Det gør dette tegn også. Men desuden har tegnene andre niveauer. Som præsenteret siger denne tegnfortælling noget om forskellige former for tro. Den indledende tillid og den fulde tro, der ikke har behov for tegn og undere, svarer til hhv. tro under Jesu tilstedeværelse og tro under hans fravær. Den johannæiske Jesus sætter således med bemærkningen i vers 48 sine samtidige i forhold til læserne. De samtidige kan ikke tro uden tegn og undere, hvilket anføres som en konstatering, men også sætter dem i underlegenhed i forhold til dem, der kan tro uden tegn og undere, nemlig læserne. For i tiden efter Jesus sker ikke tegn og undere. Det synes teksten at være klar over.
På den måde er Johannes og Søren Kierkegaard helt enige. Det er bedre at tilhøre de senere generationer. Begrundelsen kan også ligne hinanden lidt. For Kierkegaard består problemet (vistnok) i, at de samtidige er for tæt på begivenheden til at kunne tro den. For dem vil det konkrete under og det faktiske menneske fylde det hele, så de ikke kan se åbenbaringen. De kan ikke se det som et tegn, ville Johannes sige (se Joh 6,26). De senere generationer har derimod afstanden og skal kun forholde sig til evangeliet, at guden er blevet menneske. Det skal de afgøre sig over for. På samme måde skal læseren forholde sig til Johannesevangeliet som en tekst, der fortæller om en åbenbaring: Er teksten sandhed eller løgn?
Kan man således sige, at der er endnu et niveau i teksten, hvor Jesus taler direkte til læserne: ”Hvis I ikke ser tegn og undere, kan I ikke tro”, hvorved han anerkender det vanskelige ved tro uden tegn og undere. Derfor skaber han et tegn, som kommer til at optræde i form af en fortælling for læseren. Jesu samtidige skulle tro på grund af hans tegn; de senere generationer skal tro på grund af fortællingen om tegnet. Men det giver samme spørgsmål: Er det sandhed eller løgn? Imidlertid er det ikke et historisk spørgsmål. Som vi har set, er Johannes meget lidt interesseret i historiske forhold, ellers havde han næppe ændret Matthæus’ og Lukas’ fortælling så meget, som han har. Spørgsmålet er eksistentielt: Er denne fortælling anledning til tro på Jesus som sandheden? Er hans ord tilstrækkeligt til at bringe liv, som det var for embedsmanden.