Matth 3,13-17
Der findes et amerikansk udtryk, der direkte oversat betyder ”at bringe retfærdigheden”. Som regel betyder det at slå nogen ihjel, når man bringer retfærdighed til vedkommende. Det er en såkaldt eufemisme for et politisk eller militært betinget drab. George W. Bush talte om at bringe retfærdigheden til terroristerne bag 11. september. Barack Obama kunne sige, at retfærdigheden blev bragt til Osama bin Laden. Israelske politikere kan annoncere, at retfærdigheden er blevet bragt til militante palæstinensere. Man kan se logikken i omskrivningen for sig: De pågældende vil ikke møde op til en retfærdig rettergang og stå til ansvar for deres gerninger, så må man bringe retfærdigheden til vedkommende. I disse tilfælde viser det sig altid, at retfærdigheden er lig med at gennemtvinge retten. Det er formentlig i mange forbindelser både fornuftigt og forsvarligt, men kan det kaldes retfærdigt?
På dansk lyder det noget kønnere at ”retfærdigheden sker fyldest”. Det er anderledes end den amerikanske version, for retfærdigheden sker både fyldest, når en straf eksekveres, og når en uskyldig frikendes. I det danske udtryk optræder retfærdigheden som et overordnet princip, som den faktiske udøvelse af retten kan være mere eller mindre i overensstemmelse med. Retfærdigheden sker fyldest, når udførelsen af retten lever op til det højere princip om retfærdighed. Når retfærdigheden sker fyldest, bringes retfærdighed ind i verden gennem en handling. Straffen eller frifindelsen kan begge lade retfærdigheden ske fyldest, for gennem dem kommer retfærdigheden.
Det er to forskellige måder at betragte retfærdighed på. Enten som noget, som magthaverne råder over og bringer over de skyldige. Eller som noget, der opfyldes i handlinger, når princippet om retfærdighed bliver omsat konkret i tilværelsen.
I det græske drama Antigone er retfærdigheden blevet bragt til Antigones broder, Polyneikos. Det mener i hvert fald borgerne i byen Theben, hvor Kreon er konge. Sagen er den, at Polyneikos med sin hær har angrebet sin egen by, hvor hans broder Eteokles var konge. Polyneikos ville selv have kongemagten, men i kampen kom han til at stå over for sin egen broder. Begge faldt. Derfor tog den angribende hær flugten. Theben var reddet og den døde konges onkel, Kreon, overtog magten. Eteokles er en helt, der har ofret sit eget liv for byen. Han skal have en heltebegravelse, så han kan få al den ære, som undersåtterne bør give deres døde konge. Navnlig da, når han er død for deres skyld. Polyneikos derimod er en skændsel. Han har sat sig op mod sin egen broder og ført krig mod sin egen by. Han er landsforræder, kongemorder og brodermorder i et. Intet kan være mere skamfuldt. Og skam skal han få ifølge Kreon og byens love. Retfærdigheden bringes til ham, når hans lig får lov at ligge ubegravet, så byens hunde og store fugle kan tage sig af det. Sådan skal han være til skræk og advarsel for enhver, der ikke respekterer byens love og adlyder dens konge. Retfærdigheden er blevet bragt til ham, som han ligger der uden ære.
Men det er min broder, siger Antigone. Min broder skal ikke vanæres. Byens love kan være, som de være vil. Det må andre tage sig af. Men min broder skal begraves. Så tager Antigone retten i egen hånd. Vel vidende hvilken straf, der vil vente hende, når hun trodser kong Kreon, gør hun det, hun finder retfærdigt, for det handler om hendes broder. Om natten går hun ud til liget og gennemfører begravelsesritualet med nogle håndfulde jord. Nu har Polyneikos fået sin begravelse, og Antigone må tage straffen for at have brudt byens love. For det handlede om hendes broder. Hensynet til lov og orden måtte vige for hendes forpligtelse over for broderen. Skete retfærdigheden fyldest, da Antigone begravede sin broder? Satte hendes handling retfærdigheden ind i verden på trods af lovgivningen? Kreon mener det ikke. Han lader hende straffe, for man kan ikke lade hånt om ret og rimeligt og man kan ikke suspendere lov og orden, blot fordi det handler om ens broder. Kreon bringer retfærdigheden til Antigone, som han ville gøre det til Polyneikos. Men underlægger han så den højere retfærdighed, som Antigone står for, under hans egen ide om retfærdighed? Kreon har retten på sin side, men har Antigone retfærdigheden på sin?
Johannes Døberen har også ret, når han vil forhindre Jesus i at blive døbt i Jordan. Det er åbenlyst uret, at Jesus skal døbes med dåben til syndernes forladelse. Det synes Matthæus i hvert fald, for Jesus er jo allerede Guds søn. Han er undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria. Hvorfor skulle han døbes som almindelige mennesker? Han er jo den retfærdige, der lider for uretfærdiges skyld, som vi hørte fra Første Petersbrev. Så det er klart, at Johannes Døberen i Matthæusevangeliet ikke mener, at han skal behandles som alle andre. Det ville da virkelig ikke være retfærdigt! Tværtimod burde han, Jesus, den syndfrie, døbe Johannes. Det ville være retfærdigt. For sagen er for Johannes, at synd er det, der adskiller Gud og mennesker. Synd pådrager mennesker sig i deres almindelige, daglige menneskeliv, så de fjerner sig fra Gud. Derfor må deres synder vaskes af, så de kan nærme sig det guddommelige. Ellers, det er tanken, bringes retfærdigheden til dem. Det er, hvad Johannes Døberen forestiller sig. Guds retfærdighed står lige for. Snart vil den blive bragt til dem, der ikke har omvendt sig og ladet synderne afvaske i Johannes’ dåb. Men det skal Jesus selvfølgelig ikke, for han er Guds søn, han har ikke brug for at blive døbt. Det ville ikke være ret og rimeligt. Johannes har retten på sin side, for guder skal ikke behandles som mennesker.
Men Jesus insisterer. Han sætter ret og rimeligt ud af kraft for at opfylde al retfærdighed, som det sømmer sig for dem. Så sker retfærdigheden fyldest, når Guds egen søn opfylder al retfærdighed. Ved den handling bringes nemlig retfærdigheden ind i verden. Den består i, at han gør sig delagtig i menneskelivet. Ved at tage dåben til syndernes forladelse på sig som et almindeligt menneske, begiver han sig ind i menneskelivet og deler dets vilkår. ”Det er min søn,” lyder det så, og dermed bliver netop det menneskeliv, som hans søn lever til Guds egen tilstedeværelse på jorden. Det menneskeliv, der går gennem lidelse og død til opstandelse, er det guddommelige liv på jorden. I det sker al retfærdighed fyldest. Og omvendt. Når Jesus ved at døbes går ind i menneskelivet og gør det til udtryk for Guds nærvær på jorden, bliver det liv vi døbes til, til et liv som Guds børn. Over vores dåb lyder det samme ”Det er mit barn,” som lød over Jesu dåb. Ved at lade sig døbe med menneskers dåb, gør Jesus den menneskelige dåb til sin dåb, så vi døbes med hans dåb og derigennem gøres til Guds børn, som han er Guds søn. Og dermed sker al retfærdighed fyldest, så kommer retfærdigheden ind i verden som det liv, der leves ud af dåben.
Så er det døbte liv et liv i retfærdigheden, for den er sket fyldest med os. Vi skal ikke bekymre os om, at retfærdigheden vil blive bragt til os, så retfærdigheden kommer over os som en dom over vores handlinger. Retfærdigheden er at leve det liv, som dåben indsætter i. Eller retfærdigheden er at tro på sin dåb. Luther siger det i sin dåbssalme, at dåben befrier for al synd, så den, der ikke tror det, stadig er i sine synder og fordømt til Helvede. Sådan må det være, hvis man forventer, at retfærdigheden bringes til en, for så må man bestandigt frygte, hvad den består i. Derfor hjælper ikke den hellighed, man selv kan præstere intet. Men hvis man tror, at retfærdigheden skete fyldest i dåben, skal man intet præstere, så er man allerede i retfærdigheden og kan leve i den. Så kan man med Grundtvig tage afstand fra alt i os, der siger ”jeg”, for retfærdigheden skete fyldest uden vores fortjeneste ved at vi blev døbt med Guds søns dåb og fik status som Guds børn. Retfærdigheden bringes ikke til os som dom over vores liv. Retfærdigheden skete fyldest, da vi modtog dåben.
Livet leves derfor ud fra en retfærdighed, der er sket fyldest. Opgaven er at lade den retfærdighed være grundlag for vores handlen i verden, så vi i vores handlinger omgås hinanden efter det, som er sket med os i dåben. Luthersk forstået kommer handlingerne således inde fra retfærdigheden og skal ikke gøre os retfærdige, men fortsat lade retfærdigheden ske fyldest. Derfor kan vi ikke fælde en kristelig dom over Antigone. Udefra kan vi ikke sige, at hendes tilsidesættelse af retten lod retfærdigheden ske fyldest. Ligesom vi ikke udefra kan sige, at hun ikke lod retfærdigheden ske fyldest, da hun tog retten i egen hånd. Antigone viser os, at retfærdigheden sker fyldest, når man lader sig selv og sit liv bestemme af retfærdigheden, så handlingen kommer indefra den. Retten kan vurdere den udefra. Men retfærdigheden sker fyldest indefra. Vi er døbt til det liv, som leves inde fra retfærdigheden.
DDS 443 – 441 – 142 — 108 – 307 – 162