Fastelavn: Luk 18,31-43 (Immanuel/Vartov, 15.2.26)
”Se vi går op til Jerusalem.” I dag åbner vi fasten. Vi begynder at se frem mod påske med Jesu lidelse, død og opstandelse. Lukas åbner rejsen mod Jerusalem med evangelieteksten, hvor Jesus for sine uforstående disciple forudsiger, hvad der skal ske. ”Se,” er hans åbningsreplik. ”Se vi går op til Jerusalem.” Straks henledes opmærksomheden på synet, for der er noget, som disciplene skal indse. De skal se, at det, der kommer til at ske i påsken, ikke blot er, hvad det ser ud til. Hændelserne er opfyldelse af alt det, som profeterne har skrevet om Menneskesønnen. Hans lidelse og død indeholder budskabet om opstandelsen. For den, der kan se det, har begivenhederne et niveau, der overskrider det, som man umiddelbart ser. Rejsen mod Jerusalem åbner derfor en ny måde at se. Øjet skal åbnes, for det, som det tilsyneladende ser, er ikke hele virkeligheden. For der er noget, som det blotte øje ikke ser. Det gør Lukas stilfærdigt opmærksom på i sin åbningsscene, når han lader Jesus sige: ”Se!”
Langt mere voldsom er åbningsscenen i et af surrealismens hovedværker, filmen Den andalusiske hund. Muligvis er det den mest ubehagelige åbningsscene i filmhistorien, om end den har det underlige over sig, at den er mere ubehagelig at høre om end at se på. I allerførste scene af filmen ser man et øje helt tæt på. Så bliver det skåret op med en skalpel. Det virker umiddelbart frastødende, for øjet er et privat og personligt organ og et skrøbeligt og sårbart organ. Ingen, selv ikke de allernærmeste, lader man røre ved sit øje. Øjet er helt ens eget. Men samtidigt tilhører øjet verden. Gennem øjet får man adgang til sin omverden. I synet åbnes tilværelsen. Og ikke bare i konkret, fysisk forstand, men også i overført, metaforisk forstand, giver synet indsigt. Derfor er åbningsscenen til Den andalusiske hund programmatisk for en film, der bryder med traditionelle måder at se på. I Den andalusiske hund kan man ikke regne med alt det, som man ellers regner med. Handlingerne følger ikke logisk efter hinanden. Personerne agerer ikke naturligt. Billederne er ikke livagtige. Og der optræder slet ikke en hund i Den andalusiske hund. Filmen tager beskueren med ind i et drømmeunivers, der ikke svarer til noget, man ellers ser. Derfor må øjet indledningsvis skæres op, for det skal åbnes for at se noget, som man ellers ikke ser. Noget skal afsløres, som normalt er skjult for øjet. Virkeligheden ikke bare er det, som vi går rundt og ser. Det, der er synligt, er kun een del eller eet niveau af virkeligheden. Der er andre dele og andre niveauer, som ikke er synlige, men stadig virkelige. Det over-virkelige eller sur-realistiske, som ikke er synligt for øjet, skal gøres øjen-synligt i filmen. Derfor skal øjet indledningsvist åbnes for det ikke-synlige. Det, øjet ikke kan se af sig selv, vil Den andalusiske hund vise.
På den måde ved filmen fra 1929 det, som man altid har vidst. Virkelighedens vigtigste niveauer kan slet ikke ses med øjnene. Fra den tidligste europæiske litteratur og i sagnene før den, er den blinde, der ikke kan se virkeligheden, som de seende kan se, blevet fremstillet som den, der kan se den virkelige virkelighed. Den blinde har den sande indsigt, mens de seende kun kan se, hvordan virkeligheden tilsyneladende ser ud. Det er den blinde seer Tiresias fra de græske dramaer. Han, som kan se, hvordan virkeligheden virkeligt hænger sammen, selv om han er blind og ikke kan se, mens de seende er forblændet af virkelighedens tilsyneladende tilsynekomst og ikke kan se, hvordan den virkeligt er.
Men det kan også vende omvendt. Når den seende endelig indser, hvordan virkeligheden i virkeligheden er, kan han ikke holde ud at se den. Så blinder han sig selv. Det er den græske konge Ødipus, der stikker øjnene ud på sig selv, da han ser, at han er den, der har slået sin fader ihjel og indser, at han har giftet sig med sin mor. Så er virkeligheden så ubehagelig, at han ikke kan holde ud at se den. Fordi han har set den virkelige virkelighed, må han blive blind. For virkeligheden kan han ikke se i øjnene.
Og det går gennem historien, at virkeligheden har et niveau, som man lukker øjnene for, som man ikke kan eller ikke vil se, selv om det er den virkelige virkelighed. Mere virkeligt end den virkelighed, som man umiddelbart kan se. For den sande indsigt ser igennem det tilsyneladende til det, man ellers ikke ser. Derfor må øjet forvandles ifølge Salvador Dali og Luis Bunuel, der lavede Den andalusiske hund, så vi kan se alt det, som vi ellers lukker øjnene for.
Således også i Lukasevangeliet, når Jesus siger ”Se vi går til Jerusalem,” og fortæller sine disciple, at det de skal se, ikke blot er det, som man kan se. ”Se,” siger han, for de skal ikke lade sig forblænde af, hvordan virkeligheden umiddelbart tager sig ud. Det de kan se med det blotte øje, skal ikke alene bestemme virkeligheden. For virkeligheden er mere, end de kan se. Men disciplene kan ikke se det. Det er skjult for dem. De tror det ikke. Deres virkelighed er endnu begrænset af det, som de kan se. Og sådan kommer de i modsætning til den blinde ved Jeriko, som de møder efterfølgende. For hans virkelighed er netop ikke begrænset af, hvad han umiddelbart kan se. Hans frelse består i at give sig hen til det, som han ikke kan se. Således bliver han den seende, fordi han troede det, som han ikke kunne se. Hans tro har frelst ham.
I Lukasevangeliet er det troen, der forvandler øjet, der ser. Troen åbner det for det, der ikke umiddelbart kan ses. Hvis øjet bare ser det, som det kan se, bliver virkeligheden begrænset af øjet, der ser. Det gælder for disciplene, der ikke kan se det, som Jesus siger. I troen, derimod, åbnes øjet for mere end det synlige. Det gælder for den blinde, der ser mere, end hans øjne kan se. Hans virkelighed ikke er begrænset af hans syn.
Således er troen tillid til, at virkeligheden ikke er begrænset af vores evne til at opfatte den. At vores syn på verden, hinanden og os selv ikke bestemmer, hvordan det i virkeligheden er. Ellers ville vi kunne at stå som Ødipus og ikke kunne udholde det, som vores øjne ser. Troen er derimod tilliden til, at virkeligheden er mere end vi selv kan se, så Jesus ikke blot går op til Jerusalem for at blive pint og korsfæstes, men for at opfylde det, som profeterne har skrevet. Hans død er ikke bare en henrettelse, men er indledningen til hans opstandelse. Så kan der i det, der for vores øjne ser håbløst ud, være håb. Så er det, der ser fortabt ud, ikke er fortabt. Så er den dom, som vi fælder, når vi ser på os selv, ikke virkeligheden om os.
Håbløsheden, fortabelsen og dommen er, at være lukket inde i sit eget blik, at være begrænset af sine egne øjne, så virkeligheden bliver bestemt af en selv. Frelsen er troen på, at vores liv ikke er lukket inde, begrænset og bestemt af os selv.
”Se vi går op til Jerusalem,” siger Jesus, for i påsken i Jerusalem skal vores øjne forvandles, når vi indser, at det, der ser ud som lidelse og død skaber budskabet om opstandelsen.
Når vi har set det, kan vi leve i det, der ser håbløst, fortabt og fordømt ud i tillid til, at vores øjne ikke bestemmer, hvad der er virkeligt. For virkeligheden er, at der er tro, håb og kærlighed, selv om vi ikke kan se det. Ja, der er liv, hvor vi kun ser død.
”Se vi går op til Jerusalem,” for nu går vi frem mod påske, hvor vi skal se det.
DDS 176 – 201 -173 — 164 – 192 – 690