Opfylde al retfærdighed
Matt 3,13-17
Hvor gerne ville man sige som Jesus i denne tekst? ”Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.” Tænk at kunne sige sådan. At vide, hvad retfærdigheden er, og opfylde den. Tænk engang, ikke at være i tvivl; ikke tøve; ikke fortryde, men blot handle i henhold til retfærdigheden.
”Således bør vi opfylde al retfærdighed.” Hvis bare man vidste, hvad retfærdigheden er, og ”hvorledes”, man skulle gøre ”således”. Så ville det ikke være så svært. Så skulle man bare komme i gang og gøre det – således!
Historien og litteraturen er fuld af eksempler på kvinder og mænd, der kunne. Mennesker, som ved, hvad retfærdigheden er og handler derefter. De havde – og har – ikke svært ved at sige, ”således”. De ved ”hvorledes”, de udfører dette ”således”. Hvis bare man selv kendte retfærdigheden og dens hvorledes: ”Således bør vi opfylde al retfærdighed.” Havde man den indsigt, ville det være så svært.
Men let ville det jo heller ikke være, for det er selvfølgelig krævende at opfylde retfærdigheden. Det kræver mod, ihærdighed og viljestyrke. Det ser vi på alle heltene. Tankerne går til Gandhi, Martin Luther King, Mother Teresa og andre af samme kaliber. Sådanne, der kendte retfærdigheden og dens således. Uanset omkostningerne. Mindre heltemodig, men stadig fascinerende var en tidligere leder af det psykiatriske hospital i Risskov i Århus. Han fortalte i et radioprogram, at han egentlig var uddannet gartner. Som relativt nyuddannet arbejdede han i et gartneri i Sverige. En dag under arbejdet fik han en hallucination. Den bestod både af syn og lyd. Han fik i den oplevelse det indtryk, at han skulle tage til Århus og blive psykiater. Det var ganske vist en større opgave, for han måtte først tage præliminæreksamen for at komme ind på studenterkursus. Efter studentereksamen måtte han læse medicin for siden at uddanne sig til psykiater. Ikke desto mindre forlod han straks efter sin oplevelse gartneriet. Tog til Århus og påbegyndte sit uddannelsesforløb. Hele tiden med det mål for øje at blive psykiater. Det blev han og endte altså som leder i Risskov.
Selvfølgelig, fortalte han i radioprogrammet, var han ofte blevet spurgt, om han havde haft en åbenbaring og fået et kald. Om det var Gud, der greb ind og bad ham om at blive psykiater. Men det kunne han ikke sige. Han havde naturligvis tænkt grundigt over, hvad han havde oplevet, men han kunne ikke sige, at det var Gud. Han kunne ikke komme det nærmere, end at det var en hallucination. Men altså en hallucination, der var så stærk, at den øjeblikkeligt bestemte hans livsbane. Tænk, alligevel, Gud eller ikke Gud, at være så sikker, at man fra det ene øjeblik til det andet ændrer sit liv pga. en enkelt, tvivlsom, oplevelse. Således skal du opfylde al retfærdighed, kunne det have lydt i hallucinationen. Og så gjorde han det. ”Lad det nu ske!”
Jesus ved også, hvad retfærdigheden er ifølge evangelieteksten fra Matthæusevangeliet. Han stod ved begyndelsen på sit virke og kunne netop lade det ske, som måtte ske. På trods af at det ikke er indlysende, at han skal lade sig døbe af Johannes. Johannes prøver selv at hindre ham i det. ”Jeg trænger til at blive døbt af dig,” siger han. For Johannes giver det ikke mening, at Jesus skal døbes af ham på samme måde som alle andre. Jesus er så meget mere end Johannes og overgår ham på alle måder. Hvorfor skulle han døbes med vand til omvendelse? Jesus svarer med den misundelsesværdige sikkerhed: ”Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed.” Retfærdigheden består ikke i at udføre store heltegerninger eller gennemføre lange uddannelsesforløb. For Jesus er al retfærdighed at lade sig døbe på samme vilkår som alle andre og dermed overtage de almenmenneskelige vilkår. Jesus tager dette på sig og indleder sit virke ved at gøre sig solidarisk med mennesker i almindelighed. I dåben deler han menneskelivet, for derved kan hans liv få betydning for mennesker. Det hørte vi om for alteret: ”Kristus led én gang for menneskers synder, som retfærdig led han for uretfærdiges skyld for at føre jer til Gud,” lød det fra Første Petersbrev. For Jesus er al retfærdighed at overtage menneskelivets vilkår, så hans gerning kan bestemme menneskelivet. Det, der gælder for os, skal gælde for ham. Så hvad der gælder for ham, gælder for os. Således opfylder han al retfærdighed.
Derfor bliver hans dåb gennemsigtig for vores dåb. Vi kan se vores egen dåb i hans dåb. Jesus døbes ikke med en særlig dåb, specielt tilrettet for ham. Tværtimod, er dåben den samme dåb, som vi alle bliver døbt med. For i dåben oprettes skæbnefællesskabet med Jesus Kristus. Han påtager sig menneskers vilkår i sin dåb. Vi får vilkår med ham i vores dåb. Det, der sker for ham i hans dåb, sker for os i vores dåb. I dåben lyder det om Jesus: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!” Det siges nemlig om ham, fordi det ikke skal være rettet eksklusivt til ham, men udtales over enhver, der døbes. På den måde er Jesu dåb transparent for vores dåb. Hvad der sker for ham, sker for ethvert dåbsbarn. Således opfylder han al retfærdighed.
Og så går det op for en, at retfærdigheden ikke handler om, hvad man skal gøre, men om hvem man skal være. I dåben pålægges ikke et hverv, som man skal udføre. Dåben er ikke en opgave. Den er en gave. Her får man en identitet, som man skal være. Og hvad mere er: den identitet består i et forhold, et gudsforhold. Gud skænker Helligånden som er den udbrydelige forbindelse til ham livet igennem. Dermed sættes det forhold, som skal bestemme liv og virke herefter. For det er, hvad dåben er. Den er Guds udsagn til os om, hvem vi er i forhold til ham, og hvem han er i forhold til os. Så kan vi leve vores liv i det forhold, som tydeligt kom til udtryk i vores dåb. ”Lad det nu ske! For således opfylder vi al retfærdighed.”
Så kan det godt være, at vi det ville være bekvemt og behageligt, hvis al retfærdighed gjaldt alle livets enkeltheder. At man kunne finde ro i at vide præcist, hvordan man skal handle og hvad man skal gøre. Eller modtage en hallucination om uddannelsesvalg og erhvervskarriere som psykiateren fra Århus. Men sådan er det ikke. For psykiateren har ret. Gud bryder ikke ind i vores liv og fortæller os, hvordan vi skal leve. Det er hallucinationer. Retfærdigheden opfyldes ikke, når vi udfører opgaver eller gennemfører livsforløb. Retfærdigheden opfyldes, når vi i dåben bliver dem, vi skal være. Det giver os ikke en stålsat vilje og helteagtigt mod. Tværtimod bliver vi med al vores tvivl og tøven, al vores usikkerhed og vægelsind, og for den sags skyld alle vores urealistiske drømme og ambitioner, inkluderet i fællesskabet med Guds søn og ved Helligånden sat i forhold til Gud selv. Ud fra det forhold skal vi leve vores liv. Retfærdighed er ikke det, vi gør; men den identitet vi får. Al retfærdighed opfyldes ikke ved at vi gør noget; men når noget sker med os. ”Lad det nu ske! For således opfylder vi al retfærdighed.”
Man spørger, om det er nødvendigt, at det sker i dåben. Gælder det ikke under alle omstændigheder for Gud, at vi er hans elskede børn? Sikkert! Men jeg vil vide, at det gælder for mig, så jeg kan være usikker på alt i livet uden at være usikker på dette. Det sker i dåben. Derfor bruger vi så store ord om dåben, at de fejer al tvivl bort. Vi bruger altomfattende formuleringer, for der skal ikke være plads til usikkerhed. Dåben bestemmer hele vores virkelighed.
Grundtvig udtrykker det så dybt og omfattende, som det er muligt, når han i den salme, vi om lidt skal høre, lader Guds stemme lyde til dåben:
Alle mine kilder skal være hos dig!
Af dig genfødes skal jord og himmel,
folks og tungers og stjernes vrimmel
med alt, hvad jeg evig bar i mig!
For ”alt, hvad han evig bar i sig”, er netop det fællesskab mellem fader, søn og Helligånd, som den døbte genfødes ind i. Således opfyldes al retfærdighed. Lad det nu ske!
DDS 443 – 142 – 206 — 441 – 388 – 446