Lidelsesforudsigelse og helbredelse af den blinde ved Jeriko
v.31 Jesus tog de tolv til side og sagde til dem:
»Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: v.32 Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; v.33 de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.«
v.34 Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt.
v.35 Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. v.36 Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde.
v.37 De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.«
v.38 Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!«
v.39 De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille;
men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!”
v.40 Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham.
Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: v.41 »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?«
Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.”
v.42 Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.«
v.43 Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud.
Luk 18,31-43 (jf. Matt 20,17-19.29-34; Mark 10,32-34.46-52)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Alle synoptikerne kender både lidelsesforudsigelsen på vejen til Jerusalem og helbredelsen af den blinde ved Jeriko. Mellem de to tekster har Markus og Matthæus episoden om Zebedæussønnernes ønske om at få de bedste pladser i himmerige. Den har Lukas udeladt.
Tre ændringer i lidelsesforudsigelsen er særligt interessante. 1) Markus siger, at Menneskesønnen skal overgives til ypperstepræsterne og de skriftkloge (Mark 10,33), hvor Lukas siger, at han skal overgives til hedninger. Det er en lidt mærkelig ændring, da Lukas ellers gerne vil tækkes de romerske myndigheder. Men det er nok en konsekvens af, at Jesu virke i evangeliet er rettet mod jøder. Det ligger implicit, at det er dem, der overgiver ham til hedningerne, hvorved de forråder deres Messias, Davids søn. 2) Det siges, at lidelsen er en opfyldelse af profetierne. 3) Lukas understreger, at disciplene ikke forstår, hvad Jesus taler om.
I forhold til Markus’ version af helbredelsen af den blinde, har Lukas udeladt nogle detaljer, bl.a. mandens navn: Bartimæus, Timæus’ søn (Mark 10,46), hvilket Matthæus heller ikke har med; udvekslingen mellem skaren og manden (Mark 10,49); samt det forhold at manden smider kappen og springer op for at møde Jesus (Mark 10,50). Endvidere slutter Lukas med, at alle lovpriser Gud.
Ved at have fjernet teksten om Zebedæussønnerne og de bedste pladser er der sket to ting. 1) Jesus lidelse fungerer ikke længere som et eksempel på, hvordan den mindste skal være den største, og herren skal være alles tjener, som den gør i de to andre evangelier. 2) Helbredelsen af den blinde kommer i direkte forlængelse af lidelsesforudsigelsen og bliver dermed et svar på disciplenes uforstand.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
I alle evangelierne findes teksten på Jesu vej mod Jerusalem. Den er i Lukasevangeliet særligt langstrakt (Luk 9,51-19,44). Heri har han placeret meget af det stof, der er særligt for ham, men også meget af det, han har til fælles med Matthæus. Begge disse teksters placering følger dog Markusevangeliet bortset fra udeladelsen af teksten om Zebedæussønnerne, hvilket får en særlig pointe i forlængelse af lidelsesforudsigelsen.
Tekstens detaljer
Teksten er delt i to: Lidelsesforudsigelsen og helbredelsen. Helbredelsen kan yderligere underinddeles i v.35-36: Scenen sættes; v.37-39: Udveksling mellem den blinde og Jesu følge; v. 40-42: Udveksling mellem den blinde og Jesus samt helbredelsen; v.43: Afslutning.
v.31-34: Forudsigelsen af passionen stammer fra Markusevangeliet. Lukas har imidlertid tolket den på en måde, så den passer til hans teologi. For det første gøres den til en opfyldelse af profetierne. Jesu død og opstandelse er altså i overensstemmelse med det, der har været forudbestemt i Guds historie med det jødiske folk. Jesus udfører det, som er Guds plan. Han mister ikke kontrollen og bliver ikke overgivet i hedningernes hænder mod sin vilje. Lukas har ikke nødvendigvis bestemte tekster i tankerne. Han ved blot, at Jesus indfrier profetierne. Men visse gammeltestamentlige salmer (navnlig Salme 22 og 69) spiller en stor rolle for forståelsen af korsfæstelsen. Senere kommer også Es 53 til. For det andet er dette en privat discipelbelæring. Disciple burde altså på forhånd forstå, hvad lidelsen handler om. Det gør det bare ikke. Men det gør læseren, der får nøglen til forståelse i Jesu forudsigelse. Det bliver endnu tydeligere, når blindehelbredelsen følger efter. Læseren er klogere end disciplene og forstår Jesus.
v.35-36: Uden for Jeriko møder Jesus og hans følge en blind tigger. Jeriko er et naturligt sted at stoppe på vejen fra Galilæa til Jerusalem. Som handicappet er manden henvist til tiggeri og opholder sig uden for byen. Formentlig både fordi han tiggede ved hovedvejen, og fordi han som handicappet ikke var velset i byen. Han spørger om, hvem der går forbi ham.
v.37-39: Logisk er udvekslingen lidt mærkelig. På oplysningen, at Jesus af Nazaret går forbi, reagerer manden ved at kalde ham Davids søn og bede om hans barmhjertighed. Fra teksten ved læseren intet om, hvorfra manden skulle kende eller have hørt om Jesus. Men det er lige meget i fortællingen. Det afgørende er, at den blinde kan ”se”, hvad de andre ikke kan: at Jesus er den Davids søn, som profetierne om Messias handler om. For de forventninger om Messias, der findes i Det Gamle Testamente omhandler en fra Davids slægt, som var kongeslægten. Imidlertid har de kristne set meget mere i Det Gamle Testamente som profetier om Messias. Derfor kan Lukas også mene, at Jesu lidelse er forudsagt af profeterne. Her er det afgørende, at manden mener, at Jesus indfriert de forventninger om en fremtidig frelser, som findes i Det Gamle Testamente.
At han er ene om denne indsigt tilkendegives ved, at de andre forsøger at stoppe hans råb. Selvfølgelig fordi det er socialt upassende, at en tigger råber efter en på gaden. De mener, at det er pinligt for Jesus at blive antastet af den blinde.
v.40-42: Udvekslingen mellem Jesus og den blinde følger derimod en kendt logik. På Jesu spørgsmål beder den blinde om at måtte blive seende. Med det karakteristiske ”din tro har frelst dig” får han synet. Spørgsmålet rejser sig: Hvori består mandens tro? Er det hans ”bekendelse” af Jesus som Davids søn eller hans tiltro til hans evner? Svaret er naturligvis, at det er selv hans tillid til Jesus som både Messias, Davids Søn, og som helbreder, der frelser ham. Kort sagt, at han i Jesus ser sin frelser.
v.43: Reaktionen udebliver ikke. Manden følger Jesus, hvilket er den rette reaktion på at blive frelst af ham. Hele folket lovpriser Gud. Det sidste skal vel betyde: alle, der så og hørte om det.
Tekstens fortolkning
I helbredelsen af den blinde ligger naturligvis dette, at han kan ”se”, hvad de andre ikke kan se. Derfor får han synet, så det illustrerer, at han har indsigt. Han erkender nemlig, at Jesus er den lovede Messias. For læseren er det en særlig pointe. Den forestående lidelse er ikke en modsigelse af, at Jesus er Messias. Tværtimod, for ligesom Messias er forudsagt af profeter, er lidelsen forudsagt. Jesus opfylder det hele. Så ved læseren altså, at Messias, Davids søn, skal lide, dø og genopstå, for det er forudsagt i skrifterne. Endvidere ved de, at den, der har denne tro på ham, har den sande indsigt og frelses af denne tro.
Set fra et nutidigt perspektiv kan det være problematisk, at handicap bruges retorisk, som det sker i denne og mange andre nytestamentlige fortællinger. Den blinde med særlig indsigt er et yndet motiv i megen litteratur (fx seeren Teresias i de græske fortællinger), men at vedkommende helbredes for at bekræfte hans indsigt, og at denne helbredelse er at frelse ham, er mindre kendt. Det er helt utvivlsomt, at handicap dermed bliver et tegn på den ikke-frelste, fortabte, situation. Den, hvor man har brug for, at andre forbarmer sig. Det er ikke så let at overtage i dag. I hvert fald må man forholde sig til, hvad sådanne tekster gør for mennesker med handicap og forståelse af dem.