Luk 18,31-43
En af mine første store læseoplevelser var en læselet-bogserie om en pige ved navn Djil. Det må have været i de første skoleår, for jeg kan huske glæden ved overhovedet at læse. At bogstaverne på papiret kunne blive til ord, der blev til billeder og handlinger i hovedet, så man kunne se dem for sig og leve med dem, så længe bogen varede. Jeg kan huske stoltheden over at læse en helt bog til ende og forventningen ved at åbne en ny. Få bøger af de mange bøger, jeg har læst siden, husker jeg så godt som bøgerne om Djil. Nogle scener står endnu levende for mig. Nogle replikker kan jeg næsten udenad.
I første bind af serien fik Djil en øjensygdom, der betød, at hun ville blive blind. I bogen følger man udviklingen, indtil hun helt mister synet. Man hører om både hendes og hendes forældres fortvivlelse over den uhelbredelige sygdom. Man hører, at Djil får sværere ved at klare sig uden hjælp. Man hører, hvordan familien efterhånden accepterer udviklingen og finder ud af at klare sig, da Djil mod slutningen af første bind ikke længere kan se. Herefter følger man i de næste bind Djils liv som blind. Hvordan hun lærer at bruge stok og læse blindeskrift. Hun får en hund og kommer i skole med andre blinde eller svagtseende. I en af de scener, jeg husker klart, taler de blinde om farverne. Djil, der jo engang har kunnet se, siger til en af sine venner, der er født blind, at farven sort er det, som han ser bag sine øjne. Vennen bliver rasende. Hvordan kan hun tillade sig at udtale sig om, hvad han kan se. Der sker mange ting i sit hoved, alverdens ting, på alverdens forskellige måder. Det er en fornærmelse at reducere det til fravær af farver, bare fordi Djil ved, hvad farver er.
Det sidste siger han ikke på den måde. Ikke desto mindre ligger den dybere pointe i scenen, selv om jeg ikke fangede den, dengang jeg først læste bogen. Den er en fremstilling i børnehøjde af en postmoderne erkendelsesteori, for den udstiller, hvordan man fra et bestemt synspunkt lægger sin egen forståelse af verden over i den anden og påstår af den anden mangler noget, hvis vedkommende ikke kan se verden, ligesom man selv gør. De blinde mangler farverne i deres syn på verden. Ligesom man kan sige, at de døve mangler lydene, de stumme mangler sproget. Men hvem er vi til at udtale sig om deres opfattelse af verden. Hvordan kan vi tillade os at udtale os om den i tabskategorier. Det siger Djils ven til hende – med lidt andre ord – og Djil må undskylde.
Pointen kan man føre videre, for det er ikke kun i forhold til handicappede, at et enerådende perspektiv får lov at bestemme, hvordan den rigtige opfattelse af tilværelsen er. Alle mulige teoridannelser med udgangspunkt hos marginaliserede eller undertrykte perspektiver, kvinders perspektiv, sortes perspektiv, fattiges perspektiv, syges perspektiv osv. har netop til formål at sige, at deres placering som kvinde, sort, fattige eller syge selvfølgelig præger deres opfattelse af virkeligheden, men ingen andre end dem selv kan tillade sig at sige hvordan. Og – og det er det vigtige – det perspektiv er ikke mindre rigtigt end den privilegerede, hvide, raske mands perspektiv. For også de vilkår bestemmer hans perspektiv på en måde, som ikke gør det mere rigtigt end andres. Men – må man så huske at tilføje – de gør heller ikke den rige, raske, hvide mands perspektiv mere forkert. Privilegierne gør det kun til det, det er: et privilegeret blik på tilværelse.
Her ved indledningen på fastetiden er det værd at erindre. Man kan ligefrem se den forestående faste i et sådant erkendelsesteoretisk perspektiv, hvor det at afstå fra sine privilegier i en periode kan minde os om, at vores virkelighed og opfattelse af virkeligheden faktisk er bestemt af de privilegier, som vi til daglig nyder. Hvad enten vi giver afkald på at spise kød eller ej i tiden frem til påske, ved vi, at vi er sådanne, der kan afstå fra at spise kød, fordi vi faktisk har råd til at spise kød. Mon ikke det og resten af vores overforbrug bestemmer vores syn på tilværelsen i en grad, så det næppe kan overtages af andre? Det kan nærmest være et overgreb at anlægge det privilegerede perspektiv på mindre privilegerede Fasten er tiden for at minde sig selv om det.
Tilbage til den blinde pige Djil og hendes blinde venner. Ingen kan tillade sig at sige, hvad den blinde ser. Slet ikke, at den blinde ingenting ser. Det er børnebogens pointe i den pågældende scene. Kulturhistorisk kan man tilføje, at det i mange sammenhænge heller ikke har været tilfældet. Ofte har den blinde netop indtaget rollen som den seende. Netop fordi den blinde ikke kan se, hvad flertallet kan se, har man ment, at den blinde har kunnet se sandheden. Det bedste eksempel er Teiresias fra den græske mytologi. Han blev gjort blind af guden Hera, men fik til gengæld evnen til at se ind i fremtiden af guden Zeus. Som sådan optræder han i en lang række græske myter og sagn som den, der ved, hvad der skal ske, selv om han ikke kan se det. Samtidig har de seende svært ved at forstå det, derfor bliver hans profetier ofte overhørt. Først bagefter kan de seende se, at den blinde havde set ret. Således undergraver den blindes perspektiv det dominerende perspektiv, som er de seendes. Nok ser de, men de ser forkert.
Evangelieteksten fremstilling af den blinde benytter begge opfattelser af blindhed. På den ene side er den blinde den marginaliserede, hvis perspektiv man ikke regner med. Han må opholde sig uden for byen, hvor han som tigger bogstaveligt talt lever på de seendes nåde. Det han ikke kan, nemlig at se, definerer ham fuldstændigt i de dominerende seendes perspektiv. I Djils termer ser han kun sort, fordi han er uden for de seendes fællesskab.
På den anden side er han den eneste, der kan se. End ikke de tolv disciple forstår, når Jesus siger ”Se, vi går op til Jerusalem” og fortæller dem alt, hvad der skal ske. Kun den blinde kan se, hvem han er, Davids søn, der kan forbarme sig over ham. Og derfor bliver han frelst, fordi han i Jesus, der er på vej til sin lidelse, død og opstandelse, ser sin frelser. ”Din tro har frelst dig.” siger Jesus til ham og gør derved hans perspektiv til det privilegerede på bekostning af disciplenes og skarens, som ikke kan forstå, hvad der skal ske.
Således har vi endnu et eksempel på den blinde seer, der viser, at de seende er blinde. Den figur, som vi altså også kender fra den græske mytologi, når Teiresias siger sandheden, som ingen vil se. Og den bevægelse, som postmoderne erkendelsesteorier vil lave, når de fremhæver det marginaliserede perspektiv på bekostning af det dominerende. I begge tilfælde kommer sandheden fra det sted og den person, som man ikke vil vide af, som man undertrykker og henviser til margin.
Men så er der alligevel noget i Lukasevangeliets tekst, der ikke går op. For har den blinde rigtigt forstået, hvem Jesus er? Jesus er Davids søn, men man kan ikke sige, at den betegnelse udtrykker fuld indsigt i ham. Han er meget mere end Davids søn. Man tænker også, at det netop er forståelse af Jesus som den Davids søn, der skal frelse Israel, der får disciplene og de andre til at føre ham i triumftog til Jerusalem. Hvad er det så, at den blinde kan se, som de andre ikke kan se?
Det er lige før man overser det, fordi man fra sit privilegerede perspektiv er lige så blind som de andre seende i evangeliet. Man leder efter den indsigt, som udmærker den blinde, men kan næsten ikke se det, på trods af at han råber det højt to gange: ”Forbarm dig over mig.” Den blindes indsigt er at se sin egen situation. Han kan se, at han har behov for, at Jesus forbarmer sig. Han kan se, at han har behov for ham som sin frelser. Mere end synet på Jesus er det synet på sig selv, der gør den blindes perspektiv privilegeret. Indsigten i at være i en situation, hvor Jesus er frelseren, gør den blinde seende. ”Din tro har frelst dig,” siger Jesus.
Så får han synet og bliver forbillede for alle, der mener at kunne se. Hans syn skal være det privilegerede, dominerende perspektiv på verden og virkeligheden, fordi det indser, at Jesus er frelser og uden ham er der ingen frelser. For med den indsigt kan man se, at intet andet perspektiv kan tilsidesætte de andres, uanset om man er mand eller kvinde, rig eller fattig, vestlig eller ej, handicappet eller ej. Ingen ser kun sort med sine blinde øjne, og ingen kan ser alt med sine seende øjne, for alle perspektiver må først indse, at Jesus er frelser for os alle. I den tro er vi frelst.
DDS 743 – 336 – 192 — 27 – 652 – 173