- marts 2025: Matt 3,13-17
Som præst og prædikant i den danske kirke kan man nogle gange opleve, at man har svært ved at komme til orde. Salmerne fylder gudstjenesten med den ypperste poesi og med dybeste teologi, så man ikke kan bidrage med noget. Selv om man gør sit allerbedste, kan man ikke andet end sænke det sproglige niveau og forfladige det kristelige indhold. De dage er man ved at kløjs i sine ord. De bliver ordene siddende i halsen. Man kan ikke komme i gang og slet ikke komme videre.
I dag er sådan en dag. Som en fortolkning evangeliet om Jesu dåb skal vi om lidt synge en af salmebogens mest elskede dåbssalmer: Grundtvigs ”Alle mine kilder skal være hos dig” eller ”Livs-kilden i dåben”, som han oprindeligt kaldte den. Det er et grandiost digt, som spænder en bue ud over hele verdenshistorien fra ”de gamle dage” i det jødiske folks historie til det tidspunkt, hvor jord og himmel genfødes. Guds plan fra udvælgelsen af det folk, ”som bar på vor Herres moder hos sig”, indtil selv ”stjernes vrimmel” står nyt og forklaret som genfødt af Gud selv. Alting hænger sammen i de kilder, som både er skabelsens kilde, templets kilder, fødselsvandet, dåbsvandet, åndens strømme og menneskets egne livsstrømme. Omdrejningspunktet er dåben: Jesu dåb og vores dåb.
Med en sådan udlægning er der ikke noget at tilføje. Man kan bare ødelægge den dybe sammenhæng, hvis man begynder at udlægge evangelieteksten i Matthæus’ udgave af Jesu dåb med historiske redegørelser og sammenlignende analyser. Mine ord ville lægge teksten død, mens Grundtvigs ord gør det modsatte. Han gør evangelieteksten levende. Faktisk gør han den så levende, at vi bliver levende i den. ”Alle mine kilder,” synger vi, ”skal være hos dig”.
Selve udtrykket, ”alle mine kilder skal være hos dig”, har han hentet fra den gammeltestamentlige salme 87, hvor det israelitiske folk glæder sig over templet på Zion. Dansende synger de: ”Alle mine kilder er i dig,” for templet er det sted, hvorfra al velsignelse strømmer ud over landet og ud over folket. Når man har alle sine kilder i templet, stoler man på, at alt godt kommer derfra. Det er en tillidsytring til den Gud, som templet er bygget fra. Til Gud overgiver man alt, så alt godt kan komme fra Gud.
Således den gammeltestamentlige salme. Grundtvig gør noget andet med udtrykket. I stedet for at lade det være folkets jublende tilråb Gud, bliver det Guds tillidvækkende tilsagn til folket. ”Alle mine kilder skal være hos dig”, siges det i gamle dage til et ”folkefærd uden mage”. Uden lige er det folk, fordi det udvælges blandt alle jordens folk til at modtage pagten og velsignelsen. Israels folk forbinder Gud sig særligt med, for af det kommer Jesu moder, som skal føde Guds egen søn. Netop hos det folk har Gud alle sine kilder,
Det hører man i næste strofe om Jesu fødsel, for da lyder ordet ”alle mine kilder skal være hos dig” til jomfru Maria selv. For hos hende er det barn, som skal bære hele Guds velvilje. Barnet, der fødes julenat i tidens fylde, så den udvælgelse, der gjaldt folket, nu er til stede i Jesu barnet. Menneskebarnet Jesus er det sted, hvor Guds velvilje skal strømme.
Det gøres helt konkret og personligt ved Jesu dåb. Nu lyder ”alle min kilder skal være hos dig” fra røsten fra himmel åben. For nu er alle Guds løfter, pagten og velsignelsen til stede i hans søn, som er Marias barn og kommer fra Nazareth i Galilæa. For ved Jesu dåb er det fader-røsten, der lyder: Min søn, jeg har velbehag i dig.
Om end: Sådan lød det faktisk ikke i evangelieteksten fra Matthæusevangeliet, som jeg læste. Grundtvig digter på Markusevangeliets version af begivenheden. I Matthæusevangeliets udgave lyder stemmen fra den åbne himmel ikke som et tilsagn til Jesus selv, men som et udsagn om ham: ”Denne er min søn, den elskede, i ham har jeg velbehag.” Og inden da har Johannes Døberen forsøgt at hindre Jesus i at blive døbt. ”Jeg har behov for at blive døbt af dig, og du kommer til mig,” siger Johannes og må sættes i rette af Jesus: ”Lad os opfylde al retfærdighed.” For det er al retfærdighed, at Guds søn deler vilkår med mennesker og lader sig døbe på samme måde som dem.
Med god grund har Grundtvig valgt at forholde sig til Markusevangeliet, hvor der ingen diskussion er. Alligevel er der noget umiddelbart forståeligt ved Johannes Døberens forsøg på at stoppe Jesus. Hvorfor skal Guds søn, født af en jomfru, gennemgå den samme dåb som alle syndige mennesker? Selvfølgelig vil Johannes Døberen stoppe ham i det, for han er en forløber og en vejbereder for Guds frelse. Han baner Herrens vej i Matthæusevangeliet og forkynder, at Himmeriget er kommet nær. Han kan ikke acceptere, at Herren kommer og Himmeriget kommer nær i en person, der deler vilkår med mennesker og er underlagt den jordiske tilværelse. Han forventer en frelser, der bryder de menneskelige vilkår og frelse fra den jordiske tilværelse. Johannes Døberens modvilje mod at døbe Jesus udtrykker den holdning, som man ofte støder på – ikke så sjældent hos sig selv – at religion skal være en genvej gennem livet. Gennem religionen skulle man få del i noget, der ville frigøre fra de menneskelige vilkår og den jordiske tilværelse. En magisk teknik, så man kunne blive fritaget for smerte og lidelse. Johannes Døberen mener ikke, at vi har brug for, at Guds søn underlægger sig de samme vilkår, som vi alle lever under. Langt hellere skulle han være hævet over vores begrænsninger, så han kunne vise os ud af de begrænsninger, som vi er underlagt.
Ikke desto mindre er det al retfærdighed ifølge Jesus i Matthæusevangeliet. Det er al retfærdighed, at Guds søn ikke giver sig til kende i forskel til vores tilværelse, men netop kan findes i vores tilværelse. Det er al retfærdighed, at han gør de menneskelige vilkår til sine vilkår. For at Guds søn blev mennesker lig og tog den samme dåb på sig som alle andre, er forudsætning for det næste, der sker i Grundtvigs salme.
”Alle mine kilder skal være hos dig,” lyder det nemlig igen i den fjerde strofe, men denne gang til det åndsbad, hvormed Kristus etablerer sin kirke på jorden. Når ånden udgydes over alle i pinsen gennem det bad, som er uden mage, fordi det ikke kender forskel på mennesker. Alle kan få del i den, og derfor ophæves skellet mellem den udvalgte folk og alle andre folkeslag. Nu er der adgang for enhver til den relation, som Gud etablerer ved at give sit løfte og oprette sin pagt.
Hvilket han gør i den dåb, som er ”i jordens dale”. Den dåb, som stammer fra Jesu egen dåb og nu er til stede her hos os. Til den dåb lyder det nu: ”Alle mine kilder skal være hos dig.” Gud Faders den høje tale har lydt gennem hele historien fra Israels udvælgelse over Jesu fødsel og dåb til åndens udgydelse over mennesker, indtil det samme løfte nu gentages over enhver, der bliver døbt og lader netop den person være kulminationen på historien. For nu er alle Guds kilder hos denne døbte.
Så ser man, hvorfor al retfærdighed måtte opfyldes, da Guds søn lod sig døbe med Johannes’ dåb til syndernes forladelse og dermed delte skæbne med mennesker. For derved blev dåben til det sted, hvor mennesker får skæbnefællesskab med Guds søn. Dermed blev det liv, som vi lever under menneskelige vilkår og med jordiske begrænsninger til det sted, hvor vi sammen med Guds søn står under Guds tilsagn: ”Alle mine kilder skal være hos dig.” Det er al retfærdighed.
Alle døbte kan nu synge og juble som i den gammeltestamentlige salme, der har inspireret Grundtvig, og sige: ”Alle mine kilder skal være hos dig.” I den sidste strofe vender perspektivet nemlig. Nu er det den døbte, der taler til Gud. ”Af dig,” siges det til Gud, ”genfødes skal jord og himmel”. I en storslået vision ser den døbte for sig, hvordan hele universet med jord og himmel, folk og tungers og stjerners vrimmel skal forvandles ”med alt, hvad jeg evigt bar i mig”. For nu kommer skabelsens inderste mening til indfrielse. Så bliver alt, som det er skabt til at være. Derfor kommer også det evige i menneskets inderste fuldkomment til udtryk. Skabelsen fuldendes for den døbte, som har modtaget Guds løfte og overgivet sin tillid og begge dele i ordene: ”Alle mine kilder skal være hos dig.”
Og når vi om et ganske kort øjeblik synger den strofe, er det os, det gælder. Så er det os døbte, som har skæbnefællesskab med Guds søn og er indføjet i Guds historie, så vores liv bliver det sted, hvor alle Guds kilder er, og vi kan have alle vores kilder hos Gud.
Således udlægger Grundtvig Jesu dåb og vores dåb. Til det kan man ikke tilføje andet end …
DDS 192 – 309 – 388 — 441 – 142 – 173