Jesu sidste bøn
v.1 Sådan talte Jesus; og han så op mod himlen og sagde:
»Fader, timen er kommet. Herliggør din søn, for at Sønnen kan herliggøre dig, v.2 ligesom du har givet ham magt over alle mennesker, for at han kan give evigt liv til alle dem, du har givet ham. v.3 Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus. v.4 Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre. v.5 Fader, herliggør mig nu hos dig med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden var til.
v.6 Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du gav mig fra verden. De var dine, og du gav dem til mig, og de har holdt fast ved dit ord. v.7 Nu forstår de, at alt, hvad du har givet mig, er fra dig. v.8 For de ord, du gav mig, har jeg givet dem, og de har taget imod dem, og de har i sandhed forstået, at jeg er udgået fra dig, og de er kommet til tro på, at det er dig, der har udsendt mig.
v.9 Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; v.10 alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. v.11 Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.«
Joh 17,1-11
Tekstens forhold til de andre evangelier
Man kan ikke tænke sig en mere johannæisk tekst end denne. Den har selvfølgelig ingen paralleller hos synoptikerne.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Kapitel 17 i Johannesevangeliet går traditionelt under navnet ”Den ypperstepræstelige bøn” eller i nyere udgaver af Bibelen blot ”Jesu sidste bøn”. Den afslutter afskedstalekomplekset (kap. 13-17) og står således som Jesu sidste ord, inden passionsbegivenhederne går i gang.
Om hele Johannesevangeliet har mange sagt, at det er skrevet i retrospektiv, dvs. Jesus taler, som om hans liv og død allerede er afsluttet, og han bærer dets betydning med sig. Det er efter min mening lidt for forenklet, for sagen er nok nærmere, at Jesus er helt anderledes end i de andre evangelier. For kapitel 17’s vedkommende gælder det dog, at Jesus ser tilbage på hele sit liv inklusive sin korsdød, som han ved forestår. Når han siger: ”Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig” indbefatter det altså korsdøden, mens det næste vers: ”Herliggør mig nu med den herlighed…” skal være Guds reaktion på Jesu fuldførelse af gerningen.
Teksten er uhyre velkomponeret og udtrykker essensen af johannæisk teologi, derfor samler den en række tråde fra evangeliet. Ikke mindst herlighed/herliggørelsestemaet går som en grundlæggende struktur gennem evangeliet fra tiden i evigheden hos faderen til ophøjelsen til ham efter opstandelsen. Det udtrykker tillige alle led i Jesu historie fra inkarnationen til opstandelsen og tiden efter, hvor herliggørelsen skal foretages af de mennesker, der er kommet til tro på ham. Temaet viser således også samspillet mellem Jesus, der herliggør Gud; Gud, der herliggør Jesus; og de troende, der skal herliggøre dem begge. Hele den johannæiske teologi ligger i det begreb.
Der er andre typiske johannæiske temaer: timen, det evige liv, verden, enheden. Teksten er som sagt indbegrebet af Johannesevangeliet.
Tekstens detaljer
Teksten hænger godt sammen og er én tanke. Man kan alligevel inddele den i v.1-5: Sønnen og faderen; v.6-8: Sønnen og mennesker; v.9-11: Sønnen, faderen og mennesker i verden.
v.1: Første halvvers er årsagen til, at man kalder teksten en bøn. Jesus løfter blikket mod himlen og tiltaler Gud. Der er selvfølgelig andre indikatorer på, at det er en bøn. Navnlig når han beder om, at de troende skal bevares i verden.
Andet halvvers er usædvanligt indholdsmættet. Timen er det johannæiske begreb for påskebegivenhederne med korsdød og opstandelsen, som til sammen kan kaldes herliggørelse. Det tidspunkt er indtrådt nu, i den forstand at begivenhederne er sat i gang som kulminationen på Jesu virke. Derfor beder Jesus om, at Gud skal herliggøre ham, hvilket v. 5 bestemmer som at herliggøre med den herlighed, som han havde fra evighed. Tillige er formålet med den herliggørelse, at Jesus skal herliggøre Gud. For at forstå det må hele temaet om herlighed/herliggørelse kort behandles.
Ekskurs: Herlighed/herliggørelse i Johannesevangeliet
Herlighed kan betyde ære. Herliggørelse kan betyde indsætte i ære og værdighed. Jeg synes, at begrebet anerkendelse er bedre, når det forstås således, at anerkendelse er noget, man kan give hinanden, og noget, man kan have. Ja, det er noget, man kan være, for herlighed bruges om Guds væsen og hans måde at vise sig på. Herlighed er udtryk for guddommelighed, så herliggørelse er at gøre guddommelige eller indsætte i guddommelighed eller anerkende som guddommelig.
Man skal forstå Johannesevangeliets grundlæggende struktur således: Ordet er i begyndelsen hos Gud, da er det helt i herlighed: Det fremtræder og er guddommeligt. Ved inkarnationen, hvor Ordet bliver kød, kommer det i den situation, at det er guddommeligt (herlighed), men fremtræder som et menneske (kød). Derfor kan man ikke umiddelbart konstatere, at Jesus er Gud. Men han kan åbenbare sin herlighed, dvs. vise sin guddommelighed, hvilket han gør i underne, der jo kaldes tegn i Johannesevangeliet, nemlig tegn på, hvem han er. Når Jesus gør det, åbenbarer han sin guddommelighed, men viser derved også, hvordan Gud er. Således skaber han anerkendelse af, hvem Gud er. Han herliggør Gud. Den afgørende begivenhed er korsdøden, hvorigennem Jesus viser Guds kærlighed til verden. Formålet med hans virke er, at åbenbare Gud som en, der giver sig selv for mennesker, og skaffe menneskers anerkendelse af, at Gud er sådan. Den anerkendelse er tro, og således herliggør mennesker Gud og hans søn. Imidlertid kan det ikke lykkes, før Gud herliggør sin søn, når han lader ham vende tilbage til den tilstand af guddommelighed, dvs. både i væren og fremtræden, som han havde før inkarnationen. Det er nemlig sådan, at han kan komme til syne for disciplene efter korsdøden og med sine korsmærker vise, at Gud selv er blevet mærket af sin kærlighed til mennesker. Så kan Gud forstås, som han vil forstås. Han anerkendes som Gud, og så er han Gud for dem, der anerkender ham. De har forstået, hvem Gud i virkeligheden er, og sådan er han Gud for dem.
Som det er tydeligt, fletter de forskellige led af herliggørelsen sig sammen. Faderen skal herliggøre sønnen, for at sønnen kan herliggøre faderen. Og sønnen har herliggjort faderen, for at han kan blive herliggjort af ham. Og bag det hele ligger de troendes herliggørelse af faderen og sønnen, som er det egentlige formål, fordi den sætter dem alle i relation til hinanden.
v.2-3: Denne relation er det evige liv. Det er meget karakteristisk for Johannesevangeliet, at det evige liv ikke ligger ude i fremtiden, men findes nu og her i troen. Det vil sige, at den erkendelse af Gud, som Jesus foranstalter, og som de troende anerkender, er det evige liv. Det evige liv findes nemlig i den overbevisning, som herliggørelsen foranlediger. Her kommer begrebet anerkendelse til sin ret. For anerkendelsen er ikke blot en accept af en anden. I anerkendelse opstår en relation, hvor begge involverede parter defineres i forhold til hinanden. Således bliver de troende i deres anerkendelse af Gud som den fader, der elsker verden, så han giver sin søn for den, til hans børn, og han bliver til deres far. Dermed inddrages de i herlighedsfællesskabet mellem fader og søn (Joh 17,22). Det fællesskab kan ikke påvirkes af noget, heller ikke af den fysiske død (illustreret ved opvækkelsen af Lazarus i kap. 11), derfor er det evige liv nu i troen på den eneste sande Gud og hans søn, Jesus Kristus.
Omvendt kan afvisningen af Jesu åbenbaring ikke være andet end det modsatte: død, evig død, fortabelse, som end ikke det fysiske liv ændrer på. Derfor er den evige død nu uden for troen på Jesus Kristus. Så radikalt er det i Johannesevangeliet. Dommedag er nu i forholdet til Jesus. Derfor har han magt over alle mennesker (alt kød), for alles skæbne afgøres i forholdet til ham.
v.4-5: Her er det tydeligt, at perspektivet er retrospektivt. Jesus ser foregribende tilbage på sit afsluttede virke, som indbefatter hans død. Hele hans virke har dette formål: at herliggøre Gud ved at skaffe ham anerkendelse som den, han er, nemlig hans egen fader, der giver sin søn for liv i verden.
Så kan han bede om at blive indsat i sin tidligere tilstand i herlighed hos faderen, for det er forudsætningen for, at han kan fuldføre herliggørelsen. Så er der nemlig ikke længere tvivl om hans identitet, ligesom der ikke vil være tvivl om Guds væsen, for det er et og det samme. Guds væsen er i Jesu identitet og omvendt.
v.6-8: I disse vers udfoldes det, hvad Jesu gerning er bestået i. Han har gjort Gud kendt. De, der har modtaget ham, har netop forstået dette: Gud er, som Jesus er. Det, han siger, er det, Gud siger. Det, han gør, er det Gud gør. Derfor har de erkendt, at han i sandhed er udgået fra Gud og udtrykker, hvem Gud er. Det er troen. Dem, der har den, bevarer Jesu ord, som formentlig skal forstås som den ånd, som de troende får. Dvs. i og med at de kommer til tro, får de ånden, som forbinder dem med faderen og sønnen. Den er det ord, som de bevarer og bevares i.
Men de troende omtales som en særlig gruppering: Dem, der er givet af faderen. Rent logisk står de i modsætning til dem, der ikke er givet af faderen. Men denne modsætning er ikke prædestinatorisk, så det fra evighed skulle være bestemt, at en gruppe mennesker ikke skal komme til tro og derfor forblive i døden og mørket. Tværtimod, bliver det afgjort i forholdet til Jesus, om man tilhører den ene eller anden gruppe. Derfor er det ikke på forhånd givet, at bestemte mennesker ikke er ”givet af faderen”, men det er givet, at ikke-troende ikke tilhører den gruppe. I Johannesevangeliets radikale tankegang kan det ikke være anderledes. Men det betyder omvendt, at den, der kommer til tro, ikke selv kan rose sig af det, for det viser blot, at vedkommende er givet af faderen. Til syvende og sidst kan mennesker selv kun være taknemmelige, når de får lov at modtage Jesu åbenbaring af Gud i tro.
v.9-11: Dette lille afsnit indeholder en tankerække. 1) v.9: Troen adskiller fra verden; derfor er de troende i verden, men ikke af verden, for verden står for det modsatte af troen, nemlig afvisning af Jesus. Derfor kan han ikke bede for den. 2) v.10: For de troende i verden udgør et særligt fællesskab, som er forbundet med faderen og sønnen. I det fælles er Jesus herliggjort, for deri er han anerkendt som Guds søn. 3) v.11: Derfor beder han nu for dem og ikke for verden, for nu er de i verden, mens han ikke er. Han beder om, at de må blive bevaret i det fællesskab. Det er nemlig det eneste, der kan bedes om, når fællesskabet er det fuldkomne fællesskab med faderen og sønnen. De skal indgå i det navn, som faderen har givet ham, så de bliver en enhed ligesom faderen og sønnen, for de er alle forenet i Guds magt, som hans navn er udtryk for.
Tekstens fortolkning
Som sagt er dette kvintessensen af johannæisk teologi. Gennem Jesu åbenbaring etableres det fuldendte fællesskab af de troende, som indgår i fællesskabet mellem fader og søn. Det findes i verden, men det står i modsætning til verden, derfor vil det altid trænges af verden. Men fællesskabet er samlet om anerkendelsen af Gud, som Jesu Kristi fader, hvorfor han også er fader for de troende. Det kan intet ændre på, hverken verdens trængsler eller legemets død. Derfor er det det evige liv allerede nu.
Med denne fremstilling viser det sig, at de troende overtager Jesu plads i verden. Han er ikke længere i verden, men de er i verden. De har nu den tvetydige eksistensform, som han havde. De fremtræder som mennesker, men er Guds børn. Således skal de også videreføre hans virke ved at herliggøre faderen og sønnen. Kort sagt overgiver Jesus ved sin afsluttede gerning sit opdrag om at gøre faderen kendt til de mennesker, der tror på hans navn. Det er således nu i den troende menighed, at det skal blive klart, at Gud er en Gud, der elsker verden således, at han giver sin søn for at mennesker ikke skal dø, men have evigt liv i troen, og dermed frigøres fra den ikke-troende verden. Altså er det gennem de troende, at det åbenbares, hvem Gud er. Således har han givet sit navn til de troende, for at det skal findes i verden mellem de troende.