Joh 16,23b-28
”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig,” siger Jakob i den gammeltestamentlige tekst om Jakobskampen, som jeg læste for alteret. ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” Han står i en overgang, hvor han gennem denne overgang bliver en anden. Han var Jakob, nu bliver han Israel. Velsignelsen skal være en bekræftelse af den nye identitet. En livsbekræftelse, så han kan leve som Israel med livsmod og livskræft. For det er det, det er, en velsignelse. En bekræftelse af den person, som man er, så man kan leve som den, man er, med livsmod og livskræft. Jakob får velsignelsen efter en kamp på liv og død, for han går ind i en ny fase af sit liv.
Sådanne livsovergange er farlige. Man forlader det kendte og begiver sig ind i det ukendte. Man skal ikke længere være den, man var, men blive en anden, som man endnu ikke ved, hvem er. Derfor kæmper Jakob. Han kæmper for at blive sit nye selv. Det bliver mærket ind i hans krop ved slaget på hofteskålen, så han altid ved, at han blev til Israel gennem kampen på liv og død.
Så længe der har været mennesker, har religionerne varetaget de store livsovergange. De har med ritualer sørget for, at mennesker kunne forlade deres fortidige identitet og komme godt ind i den nye. Når et barn bliver født, træder religionen til og sørger rituelt for, at barnet kommer til live i verden og bliver indlemmet i familiens og samfundets fællesskab. Når barnet bliver voksen, sikrer religionen, at det kommer ind i de voksnes rækker gennem et ritual, der skal vise, at det nu kan stå for sig selv. Når den voksne vil stifte familie, træder religionen til igen. Og måske det allervigtigste: Når familien bliver et medlem mindre, er religionen der og kan formidle overgangen fra liv til død, så de efterladte kan leve videre i livet.
Ritualerne indeholder gerne en symbolsk kamp på liv og død for at blive sig selv. Ofte indledes de med, at man adskilles fra den, man tidligere var. Måske foregår adskillelsen blot symbolsk, ved at man iføres andet tøj, så man ikke længere er den, man før var. I så fald slutter ritualet med, at man iføres en ny klædning, som skal passe til den nye identitet. Mellem de to iklædninger skal man så gennemføre ritualet med dets prøver for at blive klar til at blive en anden. Man kan finde det forløb i ritualer, der er langt ældre end kristendommen. Man kan finde den i kulturer, der er meget fremmede for vores vestlige verden. Men det mest overraskende er, at man kan finde den lige her midt i den sekulariserede, moderne verden. I fredags havde gymnasieeleverne i 3.g. sidste skoledag. Mange steder foregår det ved at de kommer i skole i udklædning, hvorved de markerer, at de ikke længere er dem, de var. De har aflagt deres gamle identitet som elever. Hvad de skal blive, ved de ikke helt endnu. Herefter følger den lange eksamensperiode, hvor kampen for den nye identitet prøves. Til slut følger iklædningen af den symbolske hue, der afslutter overgangen fra elev til student. Nu er de blevet noget nyt.
Ganske vist er det efterhånden sjældent, at de nyudsprungne studenter udlever deres nye identitet og faktisk bliver studerende umiddelbart efter studentereksamen. Ind har skudt sig den nye periode ”sabbatsår”, som netop for mange på den ene side er bestemt af en radikal frihed, løst fra tidligere identiteter som skoleelev, hjemmeboende osv. På den anden side ofte opleves som præget af skrøbelighed, usikkerhed og rådvildhed, fordi man ikke rigtigt ved, hvad det er man skal, og hvem man er, når man nyder friheden. Sjovt nok, er man ved at løse det problem, fordi det ”at være på sabbatsår” simpelt hen er blevet en ny livsfase. Muligvis som en forlængelse af de prøver, som afslutter skoletiden. I ”sabbatsårene” fortsætter kampen på liv og død, for man skal vise, at man kan være voksen og stå på egne ben. Den fase afsluttes, når man optages på en uddannelsesinstitution og gennemgår introduktionsarrangementerne, der traditionelt indebærer – ja selvfølgelig: udklædning, for nu skal man blive studerende.
For overgangene gælder det, at det er en kamp på liv og død, der først kan afsluttes, når det bliver til velsignelse, at forlade den gamle fase og gå ind i den nye. Så overgangen bliver livsbekræftende. Måske er det tilsvarende derfor, at det kan være svært at forlade arbejdsmarkedet. For den overgang virker ikke bare livsbekræftende. ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig,” lyder det så, for først, når overgangen bliver en velsignelse med bekræftelse af den, man gerne vil være, kan den helt gennemføres.
”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig,” gælder det for de store livsovergange, når man skal blive en anden, tage en ny identitet på sig og træde ind i en ny livsfase. Når man gennem kampen på liv og død skal finde den livsbekræftelse, som man skal leve i. Det er de store, eksistentielle overgange. Men i virkeligheden er andet end store livsovergange. Hele tiden er vi i gang med en eller anden overgang, for hele tiden er der noget, der står foran os. Hele tiden er der noget, vi skal. Noget vi skal gennemføre og gennemgå. En fremtid, der er usikker på grund af en enkelt eksamen, en jobsamtale, en graviditet eller en undersøgelse. Fremtiden er ukendt og usikker, og der er ikke overgangsritualer til at formidle os sikkert igennem den næste udfordring eller den næste opgave. Altid er der noget, vi skal tage livtag med og kæmpe med. ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig,” kan det så lyde i enhver situation, som man står i. Hver gang man skal igennem noget, for at komme videre, må man kæmpe med det, indtil det bliver til livsbekræftelse, indtil man kan gå derfra med livsmod og livskræft.
Og så ønsker man, at man kunne give nogle klare anvisninger på, hvordan man kæmper med sine opgaver og udfordringer, med alt, hvad der rammer en i livet, så det bliver til velsignelse, så man kan vinde livsbekræftelse og leve videre med med det livsmod og den livskræft. Men der er ingen klare anvisninger at give, for det kan være svært at se klart, hvad det rigtige er. Ofte handler det blot om at holde fast, som Jakob gør. Holde fast og være i kampen, når det er dagligdagens hverdagsagtige gøremål, som skal gøres til livsbekræftelse for os selv og hinanden. Men navnlig også når tilværelsen synes at smuldre og alting falder fra hinanden. Så man må holde fast i sig selv og hinanden, så Jakobs udsagn bliver til et løfte: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” Først når, først hvis det bliver til velsignelse at slippe dig, lader jeg dig gå. Indtil da holder jeg dig fast.
Evangelieteksten handler om den situation. Jesus tager afsked med sine disciple. Han slipper dem og forlader dem, for det bliver velsignelse for dem. For når han går bort, bringes de over i en ny livsfase. I den er der fuldendt glæde, i den forkynder han ligefremt for dem, i den kan de bede i hans navn. For når Jesus, som han siger senere i Johannesevangeliet, vender tilbage til ”min Gud og jeres Gud, min fader og jeres fader”, så er disciplene bragt over i en ny fase. De er ikke længere dem, de var. De er nu blevet nogle andre, for de har fået en ny identitet gennem relationen til den Gud, som Jesus kalder sin over deres fader. Det er velsignelsen, for det er det livsbekræftende tilsagn, at de nu må leve deres liv i troen på, at dem de er, er bestemt af den, Jesus er. Er han Guds søn, er de nu Guds børn.
Bønnen i hans navn efterlader han dem, som udtryk for det. I skal bede i mit navn, siger han. Førhen har I ikke bedt i mit navn. Og det er selve velsignelsen. I den bøn bekræftes nemlig det liv, der leves i troen på ham. Så bekræftes den nye identitet, som Jesus har overgivet sine disciple. Når bønnen bedes i hans navn, så er den bedende den, der har lov at bede i hans navn. Det er selve velsignelsen. Derfor kan bønnen være dette ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” Og i selve denne bøn, ligger livsbekræftelsen, for bønnen handler ikke om dette eller hint, som man godt kunne tænke sig. Bønnen handler om at måtte leve i velsignelse, med livsmod og livskræft, hvilket kommer af at måtte leve som dem vi er, i den identitet, som vi har fået gennem Jesus Kristus, Guds søn.
Så er bønnen heller ikke en særlig religiøs fromhedsøvelse. Bønnen i Jesu navn er, at leve sit liv med dets store og små overgange i bønnen, ”jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig”. Først når det bliver til livsbekræftelse, livsmod og livskræft, slipper jeg. Først, når kampen på liv og død bliver til livsglæde, slipper jeg. Den bøn er bønnen i Jesu navn. Den er altid opfyldt for at kunne bede den, er den fuldkomne glæde.
DDS 743 – 56 – 293 — 587 – 281 – 52