5. søndag efter påske (1)
v.23 »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. v.24 Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.
v.25 Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen.
v.26 Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, v.27 for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. v.28 Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.«
Joh 16,23b-28
Tekstens forhold til de andre evangelier
Heller ikke denne tekst fra Johannesevangeliets afskedstale har nogen direkte parallel i de andre evangelier. Men selvfølgelig taler Jesus også om bøn i dem. Særligt i Bjergprædikenen, hvor Jesus lærer tilhørerne Fadervor, for at de ikke skal bede ligesom hyklerne i synagogerne, der beder med mange ord (Matth 6,5-13; jf. Luk 11,1-4). Lukas har endog en lignelse, der skal illustrere den pointe, nemlig om farisæeren og tolderen (Luk 18,9-14). Farisæeren gør netop, som Matthæus advarer imod i sit evangelium. Han brøster sig i templet, mens tolderen går afsides for sig selv og beder ydmygt. Ingen af disse tekster er dog direkte forbundet med Johannesevangeliet tale om at bede i Jesu navn, hvilket ingen af dem nævner.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Som sagt er teksten fra afskedstalen, som teksterne de foregående søndage. Jesus tager afsked med sine disciple og forbereder dem på tiden efter sin bortgang. Den tid skal kvalitativt overgå tiden, mens Jesus var nærværende. Det bliver også pointen i denne tekst.
Umiddelbart forud for teksten har Jesus set frem mod den glæde, som skal blive disciplene til del, når de ser ham igen (jf. teksten til 3. søndag efter påske). Dette temaer griber ind i denne tekst, hvor den fuldkomne glæde også nævnes (v. 24). Umiddelbart efter teksten fortsætter disciplene temaet om at tale i gådetale. Nu mener de, at han taler tydeligt. Det får imidlertid Jesus til at pege hen på den situation, at de atter vil forlade ham. Deres indsigt og forståelse er altså endnu ikke klar. Det bliver den først efter påske.
Udover at være en del af overgangstemaet er temaet bøn og bønshørelse også gennemgående i afskedstalen. Flere steder nævnes det, at disciplenes bønner vil blive hørt (Joh 14,13-14; 15,7.16). Det er et af de fremtidige forhold, som Jesus peger på om tiden efter påske.
Tekstens detaljer
Der er tilsyneladende to temaer i teksten: Bøn og Jesu tale i hhv. ”billeder” og ”ligeud”. De hænger selvfølgelig sammen, for så vidt de begge er en del af det overgangstema, som er gennemgående for hele afskedstalen. Jesus taler om, hvordan situationen skal være, når han har forladt disciplene, og gør derved rede for, hvorfor han skal forlade dem. Herhen hører også ideen om den fuldkomne glæde, som er behandlet i det umiddelbart foregående. Hvad, der siges i denne tekst om bøn og klar tale, er altså en del af den glædessituation, som åbnes ved Jesu bortgang.
v.23b: Indgangsformlen ”sandelig, sandelig” er en oversættelse af ”amen, amen”, der er en hebræisk formulering, som er taget med i den græske tekst. Ordet ”amen” betyder på hebræisk noget i retning af ”det står fast”, ”det er sandt”, ”det er sikkert” e.l. Det har været brugt tidligt i de kristne menigheder som en liturgisk formel i forbindelse med bøn, som det også er tilfældet i Det Gamle Testamente, fx Salme 41,14. Brugt i forbindelse med almindelig tale refererer det på hebræisk tilbage til noget, der allerede er sagt, som man så bekræfter. Jesus bruger det i Det Nye Testamente ret ukonventionelt som indledning på sin tale for at understrege dens sandhed. Nogle vil mene, at det i Johannesevangeliet har den særlige nuance, at Jesus ved brug af ”amen, amen”-formuleringen understreger, at han det han siger, er i overensstemmelse med faderen. Jeg er ikke sikker på, at det er så sofistikeret og tænker faktisk, at Jesus altid i Johannesevangeliet er i overensstemmelse med faderen. Når han bruger ”amen, amen”, er det snarere for at pointere vigtigheden af sit udsagn, præcist som i de andre evangelier.
Det vigtige, som Jesus indfører her, er bøn i hans navn. ”Hans navn” er et vigtigt udtryk i Johannesevangeliet. De troende kan tro på ”hans navn” (Joh 1,12; 2,23; 3,13), de kan bede ”i hans navn” (Joh 14,13-14; 15,16; 16,23.26), helligånden sender faderen ”i mit navn” (14,26) og de kan have liv ”i hans navn” (Joh 20,31). Ligeledes skal Jesus åbenbare Guds navn for dem (Joh 17,6.26) og bevare dem i det navn (Joh 17,11-12). Selve udtrykker ”i nogens navn” har selvfølgelig med autoritet at gøre, som i den kendte forestilling, at nogen sendes i en andens navn (jf. Joh 5,43). Jesus siger om sig selv i Johannesevangeliet, at han er sendt i faderens navn, gør ting i hans navn (Joh 5,43; 10,25) og han herliggør hans navn (Joh 12,28). At være ”i Jesu navn” og bede ”i Jesu navn” må altså betyde at være underlagt ham, at have ham som autoritet og dermed være inkluderet i fællesskabet med ham. Det betyder, at bønnen til faderen sker ud fra eller gennem fællesskabet med Jesus. Den bøn, som er funderet i det fællesskab, vil blive hørt af Gud.
v.24: Jesus indsætter bønstemaet i den overgang, som hele afskedstalen handler om. Hidtil har de ikke bedt i hans navn. Med bydemåden ”bed!” henviser Jesus til deres fremtidige bøn, som det vil blive muligt at foretage i hans navn. Det har de ikke tidligere gjort, men den mulighed åbnes i den nye periode.
Den periode henviser også den fuldkomne glæde til. Umiddelbart ovenfor er det blevet præsenteret, at i den nye situation, hvor disciplene efter en kort tid ser Jesus igen, vil glæden afløse smerten, og ingen vil tage deres glæde fra dem (Joh 16,22). Til den fuldendte glæde hører det altså at bede i Jesu navn, for glæden er udtryk for det fornyede fællesskab med ham, hvortil altså hører den bøn, der udspringer af dette fællesskab.
Formentligt er det rigtigt, at der i denne sammenhæng tænkes på den fælles gudstjenestelige bøn, eftersom der tales i flertal til gruppen af disciple. De konstituerer et fællesskab, der er inkluderet i fællesskabet med Jesus. Derfor kan de bede i hans navn direkte til faderen.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad den johannæiske Jesus mener med, at faderen vil give det, der bliver bedt om i hans navn. Den teologiske tolkning vil nok være, at en bøn i Jesu navn allerede er bønhørt, fordi den finder sted i det fællesskab, som er det eneste, man bør bede om. Bønnen i hans navn er allerede det, man ønsker, fordi det er i hans navn, at livet findes. I Johannesevangeliets optik er der altså ikke noget tilbage at bede om, når man kan bede i hans navn. Derfor er glæden fuldkommen, idet den er den fulde overensstemmelse med livet, nemlig livet i hans navn (jf. Joh 20,31).
v.25 forlader tilsyneladende bønstemaet. Atter er der tale om en overgang. Med et typisk johannæisk udtryk kaldes det ”timen”. Den taler Jesus om gentagne gang i Johannesevangeliet. Man kan sammenfatte det således, at ”timen” indeholder hans korsfæstelse, død, opstandelse og herliggørelse (Joh 2,4; 7,30; 8,20; 12,23; 17,1), som derfor indtræder, når påskebegivenhederne begynder (Joh 13,1). Derfor er det også det tidspunkt, hvor der fældes dom over verden og de troende får evigt liv (Joh 5,25). Ligeledes er det den time, hvor den rette gudsdyrkelse i ånd og sandhed indtræder (Joh 4,21). Samtidig udestår endnu en time, hvor de døde skal opvækkes fra gravene (Joh 5,28). I denne sammenhæng er timen altså en time med en overgang fra billeder til forkyndelse ligeud. De græske formuleringer er bedre. Jesus har brugt billedtale, nu skal han bruge klar tekst. Meningen er en overgang fra det uklare til det klare, fra det dunkle til det tydelige, fra gådetale til ren tale. Formentlig er forskellen ikke forskellige udtryksformer eller genre, som om Jesus tidligere havde talt i lignelser og nu ville tale uden billeder. Der er snarere tale om, at forståelsesbetingelserne ændrer sig. Jesus har tidligere været mystisk for disciplene, i den forstand at de ikke har kunnet forstå meningen med hans ord (jf. fx Joh 2,22), men har gjort det efterfølgende. Således kan man sige, at hele Jesu tale og virke under hans jordeliv har været gådefuldt, men vil blive tydeligt i lys af opstandelsen. Det er pointen med denne overgang. Efter opstandelsen vil disciplene blive i stand til at forstå Jesu tale om faderen, fordi de forstår den i lys af opstandelsen. Derfor finder ”forkyndelsen ligeud” sted i ”timen”. På baggrund af denne tolkning er forkyndelsen ligeud om faderen altså heller ikke en anden forkyndelse, end den Jesus hele tiden har forkyndt, for det er forståelsen, der ændrer sig. I ”timen” efter hans herliggørelse gennem korsdød og opstandelse kan de forstå, at han hele tiden i sin tale og sit liv har åbenbaret faderen for dem.
v.26: ”På den dag”, følger det så umiddelbart efter, hvorved ”den dag” identificeres med ”timen”, skal de bede i hans navn og han skal ikke bede faderen for dem. For på det tidspunkt vil de være helt inkluderet i fællesskabet mellem fader og søn, så der ikke er behov for, at nogen beder for dem. Det er jo netop pointen, at i bønnen i Jesu navn er de allerede der, hvor de skal være. Det udfoldes i det følgende.
v.27: For faderen selv elsker dem. Det er klart, det udsagn gør enhver tale om, at nogen skal gå i forbøn for dem overflødigt. De er selv det direkte objekt for Guds kærlighed. Årsagen følger i de næste sætninger: De har fattet kærlighed til Jesus og er kommet til tro på, at han stammer fra faderen. Således er det altså forholdet til Jesus, i den forstand at det er erkendelse af hans oprindelse og kærligheden til ham, der afgør forholdet til faderen. Derfor er disciplene helt inkluderet i fællesskabet mellem fader og søn og har ikke behov for, at nogen beder for dem.
v.28: Jesus udfolder i dette vers, hvad de har erkendt om ham, når de er kommet til tro på, at han er udgået fra faderen. Verset er en sammenfatning af den grundlæggende struktur i Johannesevangeliet: Udgået fra faderen, kommet til verden, forlader atter verden og kommer til faderen. Det er bevægelsen i Johannesevangeliet. De, der har erkendt dette, og altså i Jesu død ser et skridt på vejen til faderen, har erkendt, hvem han er. Det er disciplenes situation på ”den dag”.
Som det fremgår tydeligt af v.29-33, ser Jesus med udtalelsen i v. 27-28 frem på situationen efter overgangen, hvor den nye epoke indtræder med fuld erkendelse, bønshørelse og umiddelbart fællesskab. Det er ikke under hans jordeliv, at det kan indfris. Det kræver, at timen kommer og den dag oprinder.
Tekstens fortolkning
Som sagt flere gange er denne tekst som andre fra afskedstalen en fremstilling af den situation efter påskebegivenhederne, hvor den fulde tro, den hele erkendelse, den fuldendte glæde, det umiddelbare fællesskab, den klare tale og altså den rette bøn i Jesu navn skal være til sted. Den dag kommer som en konsekvens af timen. Mange andre steder udtrykkes det også som Talsmandens, sandheds ånd eller helligåndens nærværelse. Det er kort sagt et blik hen mod den fuldendte situation, som er menighedens situation i verden ifølge Johannesevangeliet. Den overgår langt tiden under Jesu tilstedeværelse, ja den er fuldbringelsen af hans liv og virke. Derfor skal læserne og tilhørerne til Johannesevangeliet forstå sig selv som privilegerede uden behov for andet end dette, at de kan bede i Jesu navn.