15.s.e.trin.: Luk 10,38-42 (Immanuel, 13.9.26)
I Lukasevangeliet har Jesus umiddelbart før teksten om Martha og Maria fortalt lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Der var en eller anden lovkyndig mand, der ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Svaret havde to led. Det første handlede om buddene i loven: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv. I næste led ville manden retfærdiggøre sig og spurgte: ”Hvem er så min næste?” Så fortæller Jesus lignelsen om den barmhjertige samaritaner og slutter med den direkte tiltale til den lovkyndige: ”Gå du hen og gør ligeså!” Herefter kommer teksten om Martha og Maria.
Hverken lignelsen om den barmhjertige samaritaner eller historien om Jesus hos Martha og Maria findes i de andre evangelier. De findes kun Lukasevangeliet. Det, der følger efter teksten om Martha og Maria, optræder derimod også i Matthæusevangeliet. Det er fadervor, som Jesus lærer sine disciple at bede.
Sådan står dagens evangelietekst spændt ud mellem en tekst, der åbenlyst handler om at gøre, nemlig gøre ligesom samaritaneren, der kom den nødstedte til hjælp. Det er forholdet til medmennesket, der er i fokus. På den anden side står så en tekst, der lige så åbenlyst handler om gudsforholdet, hvor Jesu tilhængere henvises til bestandig at henvende sig til Gud i bøn.
Midt mellem disse to tekster om forholdet til næsten og forholdet til Gud, man kan sige det dobbelte kærlighedsbud, optræder altså Martha og Maria som repræsentanter for henholdsvis den ene og den anden dimension af kristenlivet: Det aktive, udadvendte liv i tjeneste for næsten og det kontemplative, indadvendte liv i fordybelse for Gud. Med fortællingen om Martha og Maria vil Lukas bringe de to dele i det rette forhold. Han sætter tingene på plads, og spørgsmålet er, om man kan finde sin plads i det.
Jesus kom ind i en eller anden landsby, lyder det. Det kunne være hvor som helst, for stedet er ikke vigtigt. Der var to søstre, Martha og Maria. Det kunne være hvem som helst, for deres personer er ikke vigtige. Det vigtige er deres reaktioner, da Jesus kommer ind i huset. Maria sætter sig ved hans fødder og lytter til hans ord. Martha tager det på sig at sørge for ham. Man ser scenen for sig. Maria i elevens rolle ved mesterens fødder sammen med de andre disciple, hvor de ikke skal andet end lytte og tage imod. Dér for Jesu fødder er det ikke vigtigt, hvem man er, og hvad man kan. Her bliver alle til én menighed i modtagelsen af hans ord. I den menighed kan kvinderne være med blandt mændene. De unge blandt de gamle. De fattige blandt de rige. De fremmede blandt de kendte. Her er godt at være ved Jesu fødder.
Men så træder Martha ind på scenen, og stemningen bliver en helt anden. Man forestiller sig, at hun træder ind i husets største rum fra køkkenet, der ligger tilbagetrukket. Hun kommer fra det skjulte og går ind i det åbne. Hun var der, hvor man ikke skulle ses, og træder frem, hvor man bliver set. Alene den bevægelse er afslørende og hendes udsagn er anklagende: Er du ligeglad, spørger hun Jesus, med at min søster har forladt sin plads som kvinde sammen med mig i de rum, som ikke skal ses, og lader mig alene om det arbejde, som er skjult. Således bringer hun ikke alene sin søsters manglende solidaritet frem i lyset, hun kaster overhovedet lys på alt det arbejde, der er nødvendigt, men ikke overses. Alt det, centrale magthavere nyder godt af, men ikke ser, fordi det foregår i rum, hvor de ikke kommer; på steder, hvor de ikke færdes; og foretages af mennesker, som de ikke kender. Martha får lov at lægge stemme til protesten mod uligheden, forskelsbehandlingen, uretfærdigheden. Er du ligeglad med det, spørger hun?
Sådan har det gennem mange årtier været kvinders rolle at sætte ord på diskriminationen og eksklusionen, som ubekymrede mænd i magtfulde stillinger ikke har kunnet se. Navnlig ikke, hvis der blandt mændene har været en kvinde, der har opført sig ligesom dem og derfor fået plads iblandt dem. Kvinder har påpeget, at mænd helt selvfølgeligt har fyldt mere i klasseværelser og undervisningslokaler, på pensumlister og chefgange. Kvinder har undersøgt, at selv i kvinders prædikener fylder mænd og mænds erfaringer mere end kvinder. Er I ligeglad med det, kan de sige.
Det kan de så ikke være. Men så opstår det fænomen, som i feministisk litteratur kaldes ’kill joy’. Det er den strategi, at den, der påpeger problemet, gøres til problemet. Problemet er ikke diskriminationen og forskelsbehandlingen, men de kvinder, som krænkes af den. Problemet er ikke uligheden, men de personer, der mener at blive dårligt behandlet. Dermed gøres det, der er strukturelt individuelt; det, der er en udfordring for samfund, gøres til et problem for den enkelte. Giver man stemme til et problem, bliver man problemet. Det er logikken, som kan ses i meget lille målestok, når nogle påtaler sexistiske tendenser i højskolesange, og i meget stor målestok, når nogle vil flytte fra deres land i Afrika til et af vores lande i Europa.
I det sidste tilfælde har de pågældende end ikke en stemme til at påpege problemet, alene deres vilje til at forlade deres fattige hjemland og søge mod rigere regioner, gøres til et problem. For flygtninge er et problem, er man enige om, årsagerne til, at de vil flygte, nævnes ikke. Uligheden og uretfærdigheden ser man ikke, man ser kun flygtningestrømmen. Kan man stoppe den, forsvinder problemet, mener man.
Lukasevangeliet lader Martha fremstå som ’kill joy’ på alles vegne. Hun giver stemme til alle dem, der ikke har en stemme, fordi de befinder sig i køkkenerne, i kældrene, i minerne og på markerne, hvor de ikke kan påtale uligheden og uretfærdigheden, forskelsbehandlingen og diskriminationen. Hun taler for dem, der ville blive gjort til problemer, hvis de ødelagde den gode stemning ved at kræve at blive hjulpet og taget hensyn til. Hun står frem for dem, der ikke er inviteret med til bordet, til uddannelsen, til stillingerne, som altid befinder sig i margin og aldrig kan komme ind i centrum. Er I ligeglade med det, siger Martha på deres vegne.
Jesus svarer: Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Det lyder som om Jesus som en rigtig mand lægger problemet tilbage til den, der påpeger det. Du bekymrer dig og er urolig, men ét er nødvendigt, siger han, og den gode del har Maria valgt. Martha er ’kill joy’. Hun skal bare holde op med at tage det så tungt og lade være med at ødelægge stemningen.
Sådan lyder det for en overfladisk betragtning, men i Lukasevangeliets sammenhæng handler det snarere om, at hun skal overveje, at hun er ved at afbryde et fællesskab omkring Jesus. Eller rettere: Hun må besinde sig på, hvorfor hun bekymrer sig og er urolig for mange ting. Hvordan kan hun tale på alle de ekskluderede og marginaliseredes vegne? Hvad er grundlaget for hendes protest? For hvorfor er det, at hun må give stemme til dem, der ingen stemme har, og lade det komme frem i lyset, som er fortrængt til mørket? Hvorfor er det overhovedet et problem, at der er uretfærdighed og ulighed, forskelsbehandling og diskrimination? Hvorfor skal man ikke være ligeglad med det?
Svaret er den gode del. Fordi der er et sted, hvor forskellene ikke bestemmer relationen. Hvor ulighederne ikke afgør forholdet. Hvor de ekskluderede og marginaliserede ikke skal stå tilbage. Et sted, hvor det ikke er ens meritter og fortjenester, der afgør ens placering. Hvor det ikke handler om, hvem man er, og hvad man kan. På det sted har Maria fået plads sammen med mændene. Slaverne med de frie. Jøder og hedninger sammen. Det sted er den gode del, som Maria i fortællingen har indtaget ved Jesu fødder. Det kan ikke tages fra hende, for hvis det ikke fandtes, ville der intet grundlag være for at protestere, så ville Marthas stemme ikke have nogen substans. Maria viser i Lukasevangeliet, at gudsforholdet er forudsætning forholdet til medmennesket. Uden det forhold til Gud, hvor der ikke findes ulighed og uretfærdighed, kunne man være ligeglad med uretfærdigheden og uligheden alle andre steder.
Maria har valgt den gode del, som ikke skal tages fra hende, for hun har valgt det sted, som alle har brug for. Det sted, hvor uretfærdigheden og uligheden ikke findes. Det sted er nødvendigt at have del i for at ikke kan være ligeglade med alle de steder, hvor uretfærdigheden og uligheden findes. Når man har fundet ro på det sted, kan man bekymre sig og være urolig for alle andre steder.
DDS 743 – 20 – 441 — 411 – 46 – 474