Først Guds rige
Matth 6,24-34
Søg først Guds rige. Søg Guds rige først.
I 1981 blev Ole Lund Kierkegaards nyklassiker Gummi Tarzan fra 1975 filmatiseret af Søren Krag-Jakobsen. Filmen handler som bogen om Ivan Olsen, der går grusomt meget igennem. Han bliver mobbet af de store i skolegården. Hans dummer sig på sportspladsen og kan ikke følge med i timerne. Derhjemme kan han slet ikke leve op til sin fars forventninger om, at han skal være lige så stærk som Tarzan. Han er en rigtig Gummi Tarzan, der ikke kan noget og ikke duer til noget. Men en dag sker der noget. Han får hjælp af en lidt mystisk mand og får overhånden over de store og sætter sin far på plads. Det kan selvfølgelig ikke vare ved, og det gør det heller ikke. Men Ivan har fået en ven. Denne nye ven lærer ham, at der altid er noget, man er god til, man skal bare finde ud af, hvad det er. Ivan er god til at sætte drager op. Når han gør det, forsvinder alle bekymringerne. Det er afslutningen. Ivan Olsen har fundet det, han er god til.
I 2012 kom en ny filmatisering. Det er en animationsfilm, hvilket er det tegnefilm hedder, når de er lavet på computer. Den hedder Gummi-T, fordi Disney har rettighederne til navnet Tarzan. I er Ivan Olsen også en sympatisk, men stakkels dreng, der er udsat for sine jævnaldrenes ondskabsfuldheder og navnlig sin faders ulidelige indgreb i hans liv. Filmen udstiller, hvordan forældrenes forhold til deres børn på godt og ondt er afgørende for deres velbefindende. Ivan Olsens far er forvandlet til en hjemmegjort coach, der skal indfri Ivans potentiale, men i virkeligheden bearbejder sine egne traumer og kompenserer for sine egne nederlag. Det er påfaldende, hvordan denne nutidige version af historien ser relationen mellem forældre og børn bestemme børnenes udvikling. I denne film får Ivan magisk hjælp mod sine plageånder. Han får en kort tid overhånden, men til slut vender alt tilbage til det normale, og Ivan får buksevand. Men i den historie er der indskrevet en kærlighedshistorie mellem Ivan og pigen Lotte. Deres forhold overlever alle genvordighederne, så kærligheden til sidst står som den magt, der kan overvinde alting. Til sidst er det de menneskelige relationer, der redder Ivan Olsen. Således ender det alligevel bedre end det begyndte.
Den type fortællinger kender vi fra folkeeventyr og mange andre genrer. Helten må gå så grueligt meget igennem, før han til slut får prinsessen og det halve kongerige. I de moderne fortællinger svarer prinsessen altså til at have fundet sit potentiale eller opbygget sit netværk, som Ivan gør i filmene. Til slut ved han, hvad han er god til. Eller han har fået de relationer, som skal bære ham gennem livet. På den måde er der en udvikling i fortællingen om Ivan Olsen, som der er i enhver fortælling. Den græske filosof Aristoteles siger, at en fortælling har en begyndelse, midt og afslutning. Der nemlig sker en forandring i alle hele fortællinger. Er slutpunktet værre end udgangspunktet, er det en tragedie. Er afslutningen bedre end begyndelsen, er det en komedie. Tror vi, at Aristoteles mener, for hans bog om komedien er faktisk blevet væk, så man kender kun hans opfattelse af tragedien. Men det skal nok passe, for det lyder banalt, og det gør Aristoteles tit. Men hos ham er det banale ikke banalt, men fundamentalt.
Faktisk så fundamentalt, at det er vanskeligt ikke at forstå alting som fortællinger med en udvikling. Uvægerligt opfatter man tilværelsen på samme måde. Den må have et mål og en retning. Der må være en udvikling og en forandring, så vi udfolder vores potentiale og udvikler vores kompetencer. Så vi opbygger vores netværk og udlever vores ambitioner. Der må være udvikling, fremdrift og forandring. ”Står man stille, står man ikke stille, så bevæger man sig baglæns” – siger man i erhvervslivet og mange andre steder. Udviklingskonsulenter, forandringsledere og coaches kan hjælpe med at skabe den ønskede fremdrift og optimere udbyttet. For fremad må det gå, ellers går det tilbage, og bag os ligger ulykken, foran os lykken. Åbenbart. For sådan er det ifølge den grundlæggende struktur, som vi opfatter tilværelsen på grundlag af. Og sådan er det i sproget, hvor opad og fremad altid betegner noget godt, mens nedgang og tilbagegang altid er noget dårligt. Vi har svært ved ikke at opfatte alt andet end udvikling som en fiasko, en tragedie, en ulykke.
Sådan må det sikkert være i en virksomhed eller en organisation eller et samfund. Men når man anvender udviklingsstrukturen til vurderingen af et menneskeliv og anlægger optimeringstankegangen på et livsforløb, skaber det ulykke og fiasko. Det kan man se i den oprindelige bog om Gummi Tarzan.
For bogen er anderledes end filmene. I den får Ivan Olsen ved en heks’ mellemkomst overhånden over sine plageånder, men kun eet døgn. Da det ene magiske døgn er gået, er alt normalt. Ivan går atter en skoledag i møde med buksevand og mobning, og kommer igen hjem til sin fars ydmygelser. I bogen er der ikke noget med at lære, hvad man er god til. Og Ivan Olsen stilles langt fra i udsigt, at han er god til noget. Hvis han er god til noget, så er det at være mobbeoffer og få buksevand. Bogen indeholder heller ingen romantiske spor eller søde venner og veninder. Ivan er alene og venneløs i begyndelse og er det igen til slut. Bogens afslutning er nøjagtigt det samme som begyndelsen. Der er ingen udvikling, ingen forandring og intet at lære. Bogen er helt uden håb, så det kan undre, at den er blevet så populær blandt børn og deres forældre. Der er ingen nåde og barmhjertighed. Ivan kan ingen ting andet end få tæsk af de store. Ivan er en fiasko. Han er en taber, når man anlægger udviklingstankegange på hans tilværelse og forandringsstrukturen på hans liv.
Lige så nedslående den konklusion er, lige så realistisk er den. Coaching-kulturens succeskriterier om optimering og fremgang dumper Ivan til. Han er en fiasko. Hans liv er ikke blot ikke-lykkeligt; det er tabt, fortabt, håbløst, nådesløst. Så slemt er det altså, at filmskaberne ikke kan holde det ud, men må sukre det til i ideer om skjulte evner og forestillinger om den uovervindelige kærlighed, så det alligevel ender godt. Men evangeliets ord er et andet. Evangeliet lyder: Søg først Guds rige. Søg først Guds rige. Søg det først. For Guds rige kan ikke vente. Guds rige venter ikke på, at man finder ud af, hvad man er god til, så man kan realisere det potentiale i sit liv og leve lykkeligt derefter. Guds rige kommer ikke som konsekvens af en udvikling eller som resultat af en forandringsproces. Guds rige er ikke et potentiale, der skal indfris, eller et talent, der skal udvikles. Gud rige kommer ikke som en følge af eller et resultat af noget. Man skal ikke finde noget, opnå noget eller lære noget, for så at søge Guds rige. Det er ikke kærlighedsrelationer eller venskabsforbindelser. For det er ikke afhængigt af noget og er ikke udtryk for noget. Hvis Guds rige skal komme, må det komme først. Det må komme til den enkelte først som grundlag for livet, der leves. For Guds rige kommer til en; det modtager man, før alt andet. Gudsriget modtager man, som et lille barn. Guds rige er evangeliets ord, der lyder i dåben og nadveren. Det må søges først, for det må være grundlaget for livet. Det kan ikke være konsekvensen eller resultatet. Guds rige er udgangspunktet.
Med det grundlag kan selv Gummi Tarzans liv ikke være en fiasko. Uanset hvor stor en taber han er, er hans liv aldrig tabt. For i Guds rige er han som markens liljer og himlens fugle. De kan nemlig ikke være andet, end det de er. Deres skønhed og deres lykke er intet andet end at være Guds skabning under Guds himmel. Og således Gummi Tarzan, når han modtager Guds rige først. Så er der ingen grund til at forsukre hans ulykkelige liv, som skulle drageflyvning være den ypperste lykke. Det er ikke nødvendigt at tilskrive hans historie sødladne romancer og sentimentale kærlighedsforhold. Hans historie kan få lov at stå lige så ulykkelig, den er, fordi dens grundlag er det Guds rige, der må komme først. For i Guds rige er han markens lilje og himlens fugl. Det bliver han hverken mere eller mindre, uanset hvor mange successer han opnår eller nederlag han lider.
Og således, når Guds riget kommer først, er der ikke grund til at bekymre sig om livet og tilværelsen, for andet end dets eget skyld. Livet bliver hverken mere eller mindre af at blive udviklet og optimeret. Det kan leves som markens liljer og himlens fugle, der ikke bekymrer sig om at være andet, end de er. På deres tilværelse giver det ikke mening at anlægge et udviklingsperspektiv eller en forandringsstruktur. De kan ikke være andet, end de skal være. Således, når Guds rige er fundet først. Så er vi deri, som vi skal være. Så skal vi ikke bekymre os om vores livs udvikling og forandring. Vores bekymringer kan i stedet rette sig mod alle dem, der har behov for, at vi bekymrer os om dem. Alle verdens tabere og fiaskoer; alle, som har brug for vores hjælp. Ikke for Guds rigets skyld, for det må komme først for dem og for os, men for deres skyld og for vores skyld, når vi med Guds riget som grund har frihed og frimodig til ikke at bekymre os om os selv, men om hinanden.
DDS 5 – 42 – 616 — 36 – 41 – 52