Luk 10,38-42
En af indsigterne fra såkaldt poststrukturalistisk filosofi er, at modsætninger aldrig er ligestillede. I en struktur med to modsatte, vil den ene altid være den anden hierarkisk overordnet. Rask over for syg; voksen over for barn; ung over for gammel; inden for over for uden for; kultur over for natur. Sammenhængen kan skifte, så vurderingen af modsætningen skifter. I nogle tilfælde er det kultiverede at foretrække frem for det uciviliserede; i andre er det naturlige bedre end det kunstige. Ung er tit bedre end gammel i vores kultur. I andre kulturer er det omvendt. Modsætningen mellem mand og kvinde behøver jeg slet ikke nævne, for den kan man ikke slippe for at blive konfronteret med. Projektet i poststrukturalismen er bl.a. at forstyrre vores forudindtagede forestillinger ved at vise, at hierarkierne kunne være anderledes. Den del af modsætningsparret, som vi selvfølgeligt antager for at være underordnet, kunne være overordnet, og så ser verden pludselig anderledes ud.
Evangelieteksten bygger tydeligt på modsætningsstrukturer: Manden Jesus over for kvinderne; at høre over for at gøre; bekymringer og uro over for tillid og ro. Den gode del over for den anden del. Passivitet over for aktivitet. Det sidste er påfaldende. For uanset hver gerne man vil komme den aktive Martha til undsætning og anerkende hende for hendes store indsats med de nødvendige gøremål, så er det ikke, hvad Jesus gør. Når Martha laver en modsætning mellem sine egne aktiviteter og søsterens passivitet, og beder Jesus acceptere den rangorden, tager han Marias parti. Hun har valgt den gode del. Den skal ikke tages fra hende. Martha mener, at man må yde, før man kan nyde. Aktivitet må komme før passivitet. Men Jesus vender det om. Passivitet må gå før aktivitet. Først må man nyde, så kan man yde.
Det er en overraskende omvurdering. Aktiv er et af vor tids absolutte plusord. Aktivitet er godt. Aktive seere og lyttere, var der engang noget der hed. De var den selvbevidste modsætning til alle de passive, der ukritisk så fjernsyn og holdningsløst lyttede til radioen. I børnehaverne har man aktivitetsplaner. I skolerne skal eleverne være aktive i undervisningen. Studenterne skal være studieaktive, inden de går over til at have en aktiv erhvervskarriere og kan holde aktiv ferie, for derefter at få et aktivt otium. I alle aldre og i alle dele af livet skal man være aktiv. Hvis man ikke kan finde ud af det selv, bliver man sat i aktivering. I den gode pensionisttilværelse holder man sig aktiv. For ikke at sige, at det gode liv i almindelighed forstås som et aktivt liv. Man skal være aktiv for at leve så godt som muligt så længe som muligt. I modsætningen mellem aktivitet og passivitet er aktiviteten på livets side. Dødens side må så tilsvarende være passivitet. Og det giver jo god mening, for de mange råd og opfordringer om at holde sig aktiv er jo begrundet i, at passivitet fører til forfald. Holder man sig ikke aktiv, vil man forfalde fysisk og psykisk – og menneskeligt. Man kan næsten se det for sig, hvordan døden lettest indhenter de passive, mens de aktive er langt foran, hvor de spiller oldboys-fodbold, er på kulturrejser eller i gang med et kursus på folkeuniversitetet. For man må endelig ikke gå i stå og synke hen i passivitet, så kommer døden snigende; ja, den passive er vel allerede en lille smule død.
Jesus vender det helt om i evangeliet. Han siger til den aktive: ”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men et er fornødent. Maria har valgt den gode del.” Passiviteten overordnes aktiviteten. Forholdet er omvendt den aktivitetsforjagede kultur, der bekymrer sig om at være i form til at løbe fra døden og er urolig for følgeskader af at sidde stille. Aktiviteten er på bekymringernes og uroens side. På den side hvor døden også er. Den, som aktiviteten hvileløst flygter fra. ”Et er fornødent”, siger Jesus, og placerer passiviteten på livets side, hvor den er den gode del. Den skal ikke tages fra Maria. Ved at være passiv er hun på livets side, hvor der er ro og ingen bekymring.
Den serbiske performancekunstner Marina Abramovic fik i 2010 et næsten folkeligt gennembrud med værket The Artist is Present på museet Moma i New York. Titlen er dobbelttydig. Den kan både betyde ”kunstneren er til stede” og ”kunstneren er nærværende”. Og det er selvfølgelig pointen. Værket bestod i al sin enkelthed af et bord med en stol for hver ende. På den ene stol sad kunstneren, Marina Abramovic iført en lang kjole. Hun sad der uafbrudt hver dag i perioden 14 marts til 31 maj i hele museets åbningstid. Kunstværket bestod i, at publikum kunne sætte sig på stolen over for hende og således være present, til stede og nærværende sammen med hende. Det gjorde i alt over 1500 personer. Nogle i få minutter. En enkelt i syv timer. Værket blev overordentligt populært. Tusindvis af mennesker stod i kø for at være med. Hen mod slutningen af perioden overnattede gæster foran museet for at komme først i køen. Der opstod næsten tumultagtige scener, når dørene blev åbnet. For kunstneren selv var det en omvæltende begivenhed. Ikke blot fordi det var så fysisk anstrengende at sidde stille mellem 7 og 10 timer om dagen, at hun var tæt på at skade sig selv. Men navnlig fordi hendes relation med publikum var så intens, at hun næsten ikke kunne overkomme det i længden. Resultatet var med kunstnerens egne ord en omvæltende. Det samme berettede mange af de besøgende. At være til stede med Marina Abramovic gav en helt særlig oplevelse. Ikke blot af hende, men af dem selv. At indtræde i relationen til Marina Abramovic og dermed blive en del af et kunstværk, var omvæltende, selv om de for så vidt bare sad der helt passive ligesom Marina Abramovic var helt passiv. Men sammen skabte de kunstværket. Uden publikum ville Marina Abramovic blot ville være en 64-årig dame på en stol. Hvis ikke nogen satte sig over for hende og var nærværende sammen med hende, ville det ikke være et kunstværk. Det ville ikke engang være en fiasko. Det ville slet ikke være, for uden den anden ville det ikke findes. Når den anden tager del i det, opstår værket, som ikke er noget den aktive kunstner giver det passive publikum, men som bliver til i deres passive nærvær sammen. Titlen på værket bliver derfor endnu mere tvetydig. Men er egentlig kunstneren, som er nærværende og til stede? Det er i lige så høj grad publikum selv, der ved at sætte sig på stolen og indtræde er kunstneren, for kunsten bliver først til, når de træder i relation til Marina Abramovic’ nærvær. Det er stadig hendes værk, men det ville ikke findes uden den anden, der passivt indgår i værket.
Jesus fremhæver den passive Maria på den aktive Marthas bekostning, fordi det, han står for, bliver til i relationen mellem ham og mennesket. I den relation er der ikke mange bekymringer og megen uro, for den er sat af hans nærvær. Kristentroen begynder med passivitet. Den begynder med at indgå i den relation, som Jesus tilbyder, som vi passivt modtager i dåben, hvor han skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv. Når man indgår i den relation, bliver kristentroen til virkelighed.
Passiviteten må derfor nødvendigvis være grundlaget og udgangspunktet, for i passiviteten accepterer man at indgå i noget, som man ikke selv er årsag til og ikke selv har magt over, men ikke desto mindre først bliver til, når man modtager det. For det gør kristustroens virkelighed. I den passive modtagelse bliver den til som virkelighed. Det er stadig Jesu virkelighed, men den ville ikke findes uden den, der modtager den. Passiviteten er det ene nødvendige. I den bliver den kristne virkelighed til. Så er der i den virkelighed hverken bekymringer eller uro. I den er der ingen grund til at holde sig aktiv for at holde døden på afstand eller at leve aktivt, fordi det er den måde, man viser, at man er i live på. Den virkelighed, der er sat i relationen mellem Jesus og den passive troende, er omfattet af livet, for i den er livet skænket.
De poststrukturalistiske teorier, som jeg indledte med, har vist, at modsætningspar aldrig er lige, men altid er hierarkisk ordnede. Jesus vender hierarkiet mellem aktivitet og passivitet om, så passiviteten bliver grundlag og udgangspunkt. Men de samme postmoderne teorier ved også, at modsætningsparrene ikke bare kan ophæves og den ene del afvises. Modsætningerne lever af hinanden. Passiviteten står i modsætning til aktiviteten. Derfor kan Jesus ikke udelukkende afvise aktiviteten til fordel for passivitet. Men det gør han netop heller ikke. Han omvender hierarkiet. Aktiviteten er ikke centrum. Handling er ikke udgangspunkt. Passiviteten er centrum. Modtagelsen er oprindelsen. Aktiviteten følger efter passiviteten, for med passiviteten som centrum og oprindelse har aktiviteten fået et nyt mål. Målet for aktiviteten er ikke at skabe livet, for det er skænket, når det modtages i tro. Det er ikke at holde døden borte, for døden er overvundet i den virkelighed, som bliver til i relationen til Jesus. Målet for aktiviteten er den tilværelse, som udspringer af den relation, hvor vi ikke skal andet end være til stede. Derfra kan den aktive tilværelse være i glæde uden uro og bekymringer, for den er funderet i den gode del, som ikke kan tages fra os, fordi vi har fået den ved ikke at være andet end passive.
DDS 41 – 309 – 441 — 616 – 46 – 401