Matt 6,24-34
”Det eneste, jeg kan være, er mig selv. Hvem det så end er!” Sådan skulle Bob Dylan have sagt og man kan tænke, at han ikke bare taler for sig selv, men alle mennesker. For det er jo netop opgaven som menneske: at blive sig selv og ingen anden. Men hvem er det, spørger man sig. Hvem er det, man skal være, når man skal være sig selv.
Jeg kan spørge mig om det i alle mulige situationer. Fx i en situation, som jeg oplever flere gange om året, men navnlig lige før jul. En situation, som jeg nærmest vil betegne som indbegrebet af et moderne menneskes situation i Danmark. Jeg træder ind i en butik og begynder at regne ud, hvor meget den gave, jeg skal købe, må koste. Den skal sådan cirka koste det samme, som jeg kan forvente, at modtageren vil give mig. Medmindre gaven er til et barn, så skal den koste cirka det samme, som gaverne til de andre børn. Først begynder jeg at lede efter gaven. Tit kan det tage lang tid, for som regel er der ingen, der ønsker sig noget. Så ender det med, at jeg køber et eller andet tilfældigt, som er lidt dyrere, end jeg havde tænkt, for så skulle det være i orden.
Jeg føler mere og mere ubehag ved situation, for i den bliver det tydeligt, at unødvendigt overforbrug i vores verden er en integreret del af vores menneskelige relationer. Og hvem er jeg i den situation? Skal man udtrykke det positivt, er jeg i hvert fald en person, der ikke skal bekymre sig for, hvad man skal spise og drikke, eller hvordan man får tøj på kroppen. Ligesom alle andre i vores overflodssamfund ikke behøver at bekymre os om de mest basale fornødenheder.
Vi kunne faktisk være som himlens fugle og markens liljer, der ikke bekymrer sig og alligevel får både føde og klæder. Vores bekymringer burde omhandle, hvordan vi tøjler vores overforbrug. Men i øvrigt burde vi være ubekymrede som himlens fugle og markens liljer, for ”føden og klæden nok du får/ af ham i morgen som i går”, som vi skal synge om lidt.
Sådan skulle vi være os selv helt ubekymrede. Men det er vi ikke. Selv om vi kan være trygge, er vi mere ængstelige end nogensinde. Det ser i hvert fald sådan ud, hvis man ser på samtidens sygdomsmønstre. Formentlig er der flere personer med en diagnose end nogensinde før. Det er ikke fysiske skavanker og svagheder, men forskellige former for psykiske udfordringer og sociale problemer. Diagnoserne findes i en lang række bogstavkombinationer, ADHD, OCD, PTSD og mange andre, som kombineres på forskellig vis, så det nu er almindeligt at have dobbeltdiagnoser. Noget af det ene, men også lidt af det andet. Når man er en midaldrende, relativt rask mand, kunne man let forfalde til at være bedrevidende og gøre sig morsom over situationen, for i gamle dage var det heller ikke rart at gå i skole, men dengang pjækkede vi i stedet for at lide af skolevægring. Men det er helt misforstået, lyder det fra dem, der kender smerterne på egen krop. I hvert fald den unge kvinde jeg hørte i et radioprogram, der havde lidt af anoreksi og på et tidspunkt havde været i livsfare. Det er ikke et spørgsmål om at tro at tilværelsen er let og uden bekymringer. Det er et spørgsmål om gerne at ville være menneske. Det sagde hun, for hun syntes, at hun og alle andre unge blev reduceret til samfundets ressourcer, som hurtigt skal realiseres på arbejdsmarkedet, når de presses gennem uddannelsessystemet, mens pensionsalderen sættes op. Den hun gerne vil være, når hun skal være sig selv, er et menneske. Men måske er det, hvad der er så svært for mennesker: at være mennesker. Hendes bekymring er, at hun ikke kan være menneske.
Psykologer og psykiatere siger tilsvarende, at der under de forskellige diagnoser ofte – måske altid – ligger en form for ængstelse eller bekymring. Netop i et samfund, hvor man ikke burde have bekymringer, viser ængstelsen sig, fordi man gerne vil være menneske. Så kan man netop ikke være ubekymret som himlens fugle og markens liljer. For himlens fugle og markens liljer er ubekymrede, fordi de ikke skal bekymre sig om at være fugle og liljer. Det er, hvad der udmærker dem i forhold til os. Mennesket skal som det eneste væsen forholde sig til at være menneske. Fuglene forholder sig ikke til, at de er fugle. Det er de bare, så de skal ikke bekymre sig om, hvordan de er fugle. Liljerne er bare liljer og bekymrer sig ikke om, hvordan de er liljer. Mennesket må forholde sig til, at det er menneske. Det må bekymre sig om, hvordan det skal være menneske. Derfor kan mennesket være befriet for at bekymre sig om, hvad det skal spise og drikke og hvordan det skal få tøj på kroppen, uden at blive fri for at bekymre sig om at være menneske. Noget tyder endda på, at jo mindre bekymringen for fødevarer og beklædningsgenstande bliver, jo større bliver bekymringen for at skulle være menneske.
Fuglene og liljerne kan finde ud af at være fugle og liljer, ja de kan ikke finde ud af at være andet. Mennesket kan ikke finde ud af at være menneske, og derfor må det hele tiden spørge sig selv, hvordan det skal være menneske. Mennesket bekymrer sig, fordi det ikke ved, hvordan det skal være menneske. Denne bekymring kan ligge til grund for megen mistrivsel i den moderne verden, men det er næppe et moderne fænomen. Snarere er det sådan, at mennesket altid har bekymret sig om, hvordan det skal være menneske, og om det er godt nok som menneske. For der er jo ingen, der kan fortælle mennesket, hvordan det skal være menneske. Hvem skulle det være andet end mennesket selv? Så skulle det jo være Gud.
Men mennesket kan ikke være Gud for sig selv, selv om det gerne vil. Så ville det være ubekymret som himlens fugle og markens liljer, der ikke kan andet end være gode nok som fugle og liljer, for de kan ikke være andet. Men det kan mennesket ikke. Derfor bekymrer det sig. Og måske bekymrer unge mennesker sig i særlig grad i det moderne samfund, hvor de ikke skal bekymre sig om at spise eller drikke eller få tøj på kroppen, men i stedet presses til at være Gud for sig selv, når de skal bestemme, hvem de selv er, og helst gøre det hurtigt i studievalg og erhvervsvalg, for de er den ressource, som samfundet skal leve af. Samtidig er de under det konstante pres, at klodens fremtid afhænger af dem. På den måde presses de til at være Gud ikke bare for sig selv, men måske også for os.
Kristendommens svar på det skal vi høre om lidt, når vi holder dåb. For i dåben får mennesket at vide, at det ikke selv skal være Gud. Tværtimod er dåben Guds tilsagn til det menneske, der ikke selv kan finde ud af at være menneske, fordi det skal være Gud for sig selv. Dåbens tilsagn er, at netop det menneske er Guds menneske, og derfor skal det ikke bekymre sig om selv at være Gud. For dåben er ikke en befaling om, hvordan man skal være menneske. Tværtimod er tilsagnet, at uanset hvordan mennesket er, er det menneske for Gud og skal ikke selv være Gud. Vi kalder det at være Guds barn.
Med det tilsagn forsvinder alle bekymringerne om, hvordan man skal være menneske ikke. Det bliver man som menneske ved at bekymre sig om livet igennem. Uanset om man står over for at vælge efterskole, eller ungdomsuddannelse, eller studieretning, eller man bare står i en butik og skal købe en gave. Mennesket skal selv finde ud af at være menneske. Men med dåbens udsagn kan mennesket vide, at det ikke skal bekymre sig om at være noget andet end menneske. Derfor kan det også tage fejl og vælge forkert og være dårlig til at være menneske, for sådan er mennesker, og andet skal det ikke være over for Gud. Det kalder vi syndernes forladelse.
Og sådan kan den døbte leve livet som menneske. Ubekymret om at skulle være andet end menneske med alt, hvad det indebærer af usikkerhed og utryghed, fejl og forvirring, for netop sådan er det menneske, som Gud har skænket sin kærlighed. Vi siger, at Gud har skænket mennesket Helligånden, så det er hans barn og har sine synders forladelse. Så skal man ikke bekymre sig om at være andet end sig selv, for man er blot et menneske.
Når man står bekymret i en butik og leder forvirret efter en gave og ikke kan finde ud af, hvem man selv er, er dette dåbens svar: Selvfølgelig kan du ikke selv finde ud af, hvem du er, for sådan er det at være menneske, men det skal du ikke bekymre dig om, for i dåben har du fået at vide, hvem du er. Det er det menneske, som du skal være, når du skal være dig selv. Stol på det.
DDS 750 – 163 – 44 — 41 – 441 – 674 – 319 – 730