- s.e.trin.: Matt 6,24-34 (Vartov, 28.9.25)
Af alle de provokerende ting, som Jesus bliver citeret for at sige i evangelierne, er dette en af de mere provokerende: I skal ikke bekymre jer! Enhver dag har nok i sin plage!
Det er voldsomt provokerende i dag, hvor man med rette kan spørge, om Gud har glemt den pagt, som han ifølge den første læsning fra alteret har indgået med mennesker om aldrig mere at lade jorden oversvømme. Hvor befolkningen skal forberede sig på, at stå uden vand og strøm i en periode. Skulle bekymring ikke være præcist den rigtige reaktion i en sådan tid, hvor krise har fulgt på krise i årevis?
Det er provokerende at henvise til liljerne på marken og fuglene i himlen, der lever det bekymringsfrie liv og alligevel finder føde at spise og får klæder på kroppen. For deres trusselsbillede er trods alt anderledes. Vores er komplekst, hedder det. Vores sikkerhed angribes hybridt af kapable aktører. Vores klima forandres af menneskeskabte faktorer. Vores verdensorden fornyer sig på en måde, der ligner uorden. Bekymringsgrundlaget er helt uoverskueligt, så det er provokerende at få at vide, at man ikke skal bekymre sig.
Men det har det formentlig altid været. Uanset hvor meget mere kompliceret vores tilværelse er i dag, uanset hvor meget mere der påvirker vores liv, så er det grundlæggende de samme forhold, der skaber bekymring: Om vi har mad til at spise os mætte. Om vi har tøj, så vi kan holde os varme. Om vi selv og vores nærmeste er i sikkerhed. Og uanset kompleksiteten i udfordringerne af vores moderne samfund og uanset hybriditeten i truslerne mod vores nutidige tilværelse, så er vi stadig blandt de generationer i verdenshistorien, der har haft lettest ved at holde os mætte og varme. Vi er stadig en af de få generationer, der ikke har været tvunget til at sende vores sønner i krig. Og alligevel forekommer Jesu opfordring til ikke at bekymre sig mindst lige så provokerende, som den altid har gjort.
For opfordringen handler ikke om, at det ikke er vigtigt at have mad at spise og tøj på kroppen, for det er det. Selv himlens fugle, der bekymrer sig, får alligevel mad at spise hver eneste dag. Selv markens blomster er smukkere klædt ned nogen, der bekymrer sig om sit tøj. Men bekymringen bringer ikke mad på bordet og tøj på kroppen. Ved at bekymre sig kan man ikke forlænge sit liv med en eneste dag, for bekymringen bringer intet med sig. Bekymringen kredser om sig selv og lukker den, der bekymrer sig inde i mindre og mindre cirkler, så bekymringen til sidst fylder det hele, uanset om man har mad på bordet og tøj på kroppen. Bekymringen udretter ingen ting, for den er indadrettet, så den bekymrede er fortabt i sin egen bekymring og ikke kan se andet end den. Som man er, når man i årevis har bekymret sig for uhyggelige konflikter og diffuse trusler. Når man i sin bekymring forstår de unge, der er for bekymrede til at sætte børn i verden. Når man er så bekymret, at man helst ikke følger med i nyhederne. Så er man i bekymringens fortabelse, for så har man ladet sig egen bekymring bemægtige sig livet, så man har sat sig uden for det. Så skulle det ikke være provokerende at høre, at man ikke skal bekymre sig. Så skulle det være befriende at høre om himlens fugle og markens blomster, for de er ikke fortabte. De har fortabt sig, så de ikke kan bekymre sig.
Når man har fortabt sig, bekymrer man sig ikke. Som når man har fortabt sig i livet, som børn i leg, der ikke ænser andet end denne leg. Som når forældre og bedsteforældre, der er så optaget af deres børns leg, at de ikke kan løsrive sig. Som når man skriver tidligt om morgenen og egentlig vil stoppe kl. 10, men først rejser sig kl. 16, så fortaber man sig, og så bekymrer man sig ikke. Som musikeren Peter Bastian engang fortalte, at han havde hørt en nordsjællandsk frue tale højt og skingert og stærkt irriterende om sig selv og sine hunde i lobbyen før en koncert. Og efter koncerten havde hun stået helt alene, kæmpende med at få sin minkpels på, fordi hun havde stukket armen i det forkerte ærme, mens hun ikke ænsede noget omkring sig. Hun havde fortabt sig så helt i musikken og kunne nu ikke bekymre sig om at få sit tøj på. Når man fortaber sig, er man ikke fortabt i bekymringer. Derfor Jesu opfordring: I skal ikke bekymre jer. I skal fortabe jer.
Som han selv. Alt hvad vi måtte vide om Jesus tyder på, at han havde fortabt sig. Ingen steder i de tekster, som handler om ham, hører vi, at han lægger strategi eller udregner risici. Han tæller ikke på knapper og laver ikke budgetter. Han er ét med sin sag, så hans liv bliver lig med sagen selv. Fra de tidligste kilder hører vi, at han forkyndte: Omvend jer, gudsriget er kommet nær. Så meget ét med den forkyndelse blev han, at man kunne se dette gudsrige bryde igennem i hans ord og gerninger. Hele hans liv var opfyldt denne forkyndelse. Den fyldte alt for ham, så han helt fortabte sig i den. Han blev så meget ét med den, at han til sidst helt forsvandt i den og måtte lade livet for den. Hvad han selv havde forventet i påsken i Jerusalem, ved vi ikke. Men resultatet blev, at han blev henrettet som en forbryder, for han var helt fortabt i sin sag, så selv den konsekvens kunne han ikke undgå.
Når man bekymrer sig om sit liv, er man fortabt. Når man fortaber sig i sit liv, får man alt andet givet i tilgift. Derfor skal I ikke bekymrer jer, siger Jesus, I skal fortabe jer og give jer hen til livet, dér skal I søge gudsriget. Den opfordring har altid skullet være befriende og frisættende, men den har altid været provokerende, for hvem tør fortabe sig, når der skal mad på bordet og tøj på kroppen?
Men selv om man ikke skal bekymre sig om at få mad på bordet og tøj på kroppen, er den provokerende. Måske mere provokerende og angstfremkaldende end nogensinde. Måske har det aldrig været sværere at fortabe sig. I hvert fald tyder den uendelig mængde af biografisk litteratur på det. I den er der ikke er en detalje, der er for privat til ikke at blive endevendt litterært, og der er ikke en bagatel, der er for ordinær til ikke at blive udfoldet på skrift. Man kan kalde det autofiktion eller kvinde-, mande-, mødre-, fædrelitteratur, men man kunne også kalde det bekymringslitteratur, for det helt grundlæggende træk er den bekymring, der får forfatterne til at betragte deres eget liv udefra, at analysere og fortolke det. De kan fortabe sig i beskrivelsen af de mest intime dele uden at fortabe sig til det liv, de beskriver. For forfatterne er for bekymrede om deres liv til at de tør fortabe sig i det. Altid har den bekymrede distance til sig selv og altid vurderer de bekymret sig selv. Intet får de givet i tilgift, for de er bekymrede for hver eneste detalje og hver enkelt bagatel.
Til dem tror jeg, at det er ekstra provokerende at høre Jesu opfordring om ikke at bekymre sig, for de bekymrer sig allerede om, at de bekymrer sig. De er bekymrede for, at de bekymrer sig i stedet for at fortabe sig. Jesu opfordring om ikke at bekymre sig er blot endnu en ting, som de kan bekymre sig for. Det er provokerende, ja det er værre end det.
Ligesom det gør ondt værre at sige til samtidens angst-diagnosticerede unge, at de ikke skal være bange; således bliver det for de bekymrede en kilde til bekymring, at de ikke skal bekymre sig. De bekymrer sig allerede for at de er fortabte, fordi de ikke fortaber sig. Til dem er det bare provokerende, bekymrende og angstfremkaldende at sige, at de ikke skal bekymre sig. Jo mere de formanes, jo mere fortabte er de.
Men faktisk endte den Jesus, der giver formaning også som fortabt. For nok havde han fortabt sig helt til sin forkyndelse af gudsrigets komme, så han blev et med sin forkyndelse, men da han kom til Jerusalem, kom gudsriget ikke. Han blev henrettet som en forbryder, og da han hang på korset, var han helt forladt og fortabt. Han havde fortabt sig, men tilsyneladende til en fantasi, som forduftede, så han endte som en fortabt taber. Og ham lod Gud opstå på den tredje dag, for selv den fortabte tabers liv, var ikke så fortabt, at det ikke kunne få alt givet i tilgift. Og det er ikke provokerende, det er frisættende, at uanset hvor fortabte i bekymringer man måtte være, er man ikke så fortabt, at man ikke kan få alt givet i tilgift. Den forvisning ligger bag Jesu opfordring til ikke at bekymre sig for livet, men fortabe sig i det, at uanset hvor fortabt man måtte blive i sine bekymringer, vil Gud give alt i tilgift.
DDS 729 – 392 – 44 — 41 – 46 – 6