Hysteri
Matth 8,18-26
En kvinde har haft blødninger i tolv år. I antikken ville en sådan sygdom sætte hende uden for samfundslivet. Hun var ikke i stand til at være moder eller hustru og var derfor ikke rigtigt nogen. Hun var næsten som en død på kanten af samfundet. I samtiden var man klar over, at den slags lidelser var forbundet med livmoderen. Da livmoder på græsk hedder hysteria, kaldte man den slags sygdomme hysteri. Typisk for ældre lægevidenskab blev fysiske og psykiske fænomener knyttet sammen. Man mente, at livmoderen havde revet sig løs og bevægede sig rundt i kvindens krop. Således blev hysteri opfattet som en sygdom, kun kvinder kunne få. Gennem tiden har man ændret forklaring på årsagerne, men symptomerne var altid været upassende for samfundet. Hysteriske kvinder kunne ikke fungere i samfundet på de betingelser, der gjaldt. De var for følelsesladede, for ukontrollerede, for opfarende, kort sagt: for hysteriske. De passede ikke ind. Op gennem middelalderen blev de udsat for behandlinger, der nærmest havde torturlignende karakter. Langt op i historien var indespærring en behandlingsform. Først med opkomsten af den moderne psykologi og i særlig grad med psykoanalysen ændrede behandlingen karakter. I begyndelsen tilskrev man sygdommen traumer i barndommen. I den forbindelse kunne man i det 20. århundrede udbrede diagnosen til også at omfatte mænd. Siden ændrede diagnosen karakter. Problemet er ikke, at patienten selv har en indre ubalance, som viser sig ved at vedkommende ikke kan passe ind i samfundet. Det er snarere tilfældet, at patienten ikke kan passe ind i samfundet, og derfor kommer i ubalance. Sygdommens årsag ligger altså ikke i patientens defekte krop eller traumatiserede sjæl, men i mødet med samfundet. Personen bliver hysterisk, fordi vedkommende ikke kan eller vil passe ind i de roller, som kulturen tilskriver. Hysteri er resultat af sammenstødet mellem individ og samfund. Det er en reaktion på de forudgivne pladser og traditionelle roller, som et samfund giver dets medlemmer. Som barn og voksen, pige – dreng, mand – kvinde, moder – fader, ægtehustru – ægtemand, forældre – barn osv. Man kunne derfor i den marxistiske psykoanalyse høre den opfattelse, at hysteri ikke er en sygdom, men en sund reaktion på et sygt samfund.
I dag kan man ikke diagnosticeres som hysterisk. Diagnosen findes ikke længere i lægevidenskaben. Til gengæld passer den til dominerende tendenser i samfundet. Navnlig hos unge, som i mødet med samfundets normer og forventninger reagerer hysterisk. Måske helt bevidst hysterisk. På bogmessen hørte jeg betegnelsen anvendt om en særlig form for litteratur, der skrives af unge hovedsageligt kvindelige forfattere. Deres forfatterskab har en umiskendelig hysterisk tone, fordi de udtalt og højlydt gør oprør mod de traditionelle roller, som de mener, at kultsamfundet tildeler dem. Måske endda påtvinger dem. Det gælder også rollen som voksen. De vil ikke være voksne og udtrykker det i barnlige litterære former med dårlig håndskrift og stavefejl. De vil ikke være kvinder, i hvert fald ikke i den traditionelle kvinderolle og foretager forskellige eksperimenter med deres køn og seksualitet, som de åbenhjertigt beskriver i bøger og på hjemmesider. De vil ikke være mødre og skriver detaljeret om deres sammenbrud, hvis de bliver de. Eller de vælger udtalt moderrollen fra i et for forfatteren Christina Hagens vedkommende bombastisk, men humoristisk oprør mod at skulle defineres i forhold til denne den mest traditionelle af alle kvinderoller. ”Jeg har ikke børn og bliver derfor kaldt frivillig barnløs,” fortæller hun. ”Men det må være på samme måde, som hvis jeg ikke har en burger. Så er jeg frivillig burgerløs!” Burgeren er ikke mere definerende for hende end barnet, uanset om hun har det eller ej.
Forfatternes oprør mod det, samfundet opfatter som normalt, følges af et liv på grænsen til det normale set fra samfundets side. Flere af dem har psykiske diagnoser. Endnu flere har en fortid eller nutid med selvskade og spiseforstyrrelser. Andre, som Olga Ravn, Cecilie Lind og Asta Olivia Nordentoft, er meget udtalte om deres selvoplevede ophold på psykiatriske afdelinger og mangeårige konfliktuelle forhold til det etablerede sygehussystem. Personligt har de den placering i samfundet, som den psykiske syge altid har haft. Den psykisk syge er den, man er nødt til at sætte uden for, for at resten af samfundet kan være rask. Man må spærre den gale inde, for at resten af samfundet kan tro på, at det er fornuftigt. Hvad der er specielt ved disse forfattere er, at de på den ene side er bevidste om deres sygehistorie; på den anden side ikke accepterer den syges plads. Tværtimod vil de fra deres egen position være med i samfundet og lade deres stemme lyde til samfundet. For de vil være der som dem de er med spiseforstyrrelser, selvskader og skrøbelighed, i opposition til alt, der forventes af dem: voksenhed, forældreskab, ægteskab, kvindelighed, osv.
Nu ville disse forfattere slet ikke være interessante, i hvert fald ikke i denne sammenhæng, hvis de ikke udtrykte en mere almen tendens i samfundet. Men det gør de i den forstand, at deres tilgang til sig selv og til samfundet er et velformuleret udtryk for det, der gør sig gældende i mange andre sammenhænge. Således er forfatterne også bestemt af kulturen, samtidig med de gør oprør mod den. I samfundet som helhed kan man også finde en dyrkelse af det barnlige, fordi det forbindes med det frie, der endnu ikke er lagt ned i samfundets kasser og konventioner. I barndommen er der ikke forventninger om at være på en bestemt måde, synes man at mene. I barndommen kan man udfolde sig frit. Derfor vil visse unge ikke være voksne, men forblive børn. Som det fremgår af talrige eksempler fra psykisk skrøbelige og sårbare teenagere. I barndommen er der ikke alt det, som Asta Olivia Nordentoft ikke vil vide af, når hun siger: ”Vi gider ikke blive voksne; det er bare kedeligt – og umuligt.” Og således udtrykker hun, hvorledes livet bliver umuligt, når man skal finde et nyt liv for at undgå det gamle, kedelige. Så bliver man hysterisk.
I den sammenhæng kan evangelieteksten også være kedelig – og umulig. For Jesus giver to kvinder, et barn og en voksen, livet. De to kvinder spejler hinanden. Pigen, ved vi fra de andre evangelier, er tolv år gammel. Så længe hun har levet, har den voksne kvinde været plaget af sin sygdom. Pigen er død fra livet; kvinden er død i livet. For hun kan ikke deltage i det. Den hun skulle være, kan hun ikke blive; den rolle hun skulle have, kan hun ikke tage, for hun kan hverken blive moder eller hustru. Hun er ingen, for ingen relationer definerer hende. Hun bringer sig ud af sin situation ved at søge frelsen hos Jesus. I stedet for alle de identiteter og roller, som hun ikke kan have, søger hun en anden. Hun vil være frelst. Derfor rører hun ved Jesu kappe.
Til hende siger Jesus, ”din tro har frelst dig” og det stopper hendes lidelser. Ligesom pigen opvækkes til liv, sættes den modne kvinde i stand til at leve. Det liv, der før var som dødt, fordi hun ikke kunne indtage de konventionelle roller eller leve op til de traditionelle forventninger, er nu åbent for hende. Det er frelsen. Hun frelses til det liv, som hun før ikke kunne deltage i. Det kan hun nu på en ny måde, for grundlaget for hendes liv er blevet et andet. Hun skal ikke længere være nogens hustru eller nogens moder for at være nogen. Hun er i live, fordi hun er kommet i relation til den, der har frelst hende. Fra den relation udspringer nu hendes liv. I den relation er hun nogen. Præcis som pigens liv tager en nye begyndelse, da Jesus giver hende livet tilbage. Det er grundlaget for at være frimodig. Det er netop Jesu opfordring til kvinden med blødninger: ”Vær frimodig”, for din tro har frelst dig. Frimodig kan hun være, fordi hun ikke længere skal være bestemt af det hun ikke kan, men heller ikke af det hun nu kan. Frimodig kan hun være, fordi hun er bestemt af det liv, som hun har fået i troen, der har frelst hende.
Det betyder ikke, at tilværelsen med alle dens krav og forventninger ændrer sig. Det betyder ikke, at det pludseligt bliver let for unge – og ældre – at finde sig til rette i og med de roller, som man ikke selv har defineret. Uanset om man kan leve op til forventningerne og indfri kravene eller ej, kan det være frustrerende at være bestemt af dem. Uanset om man accepterer dem eller protesterer mod dem, kan de være begrænsende. Man kan blive hysterisk af at møde dem. Evangeliets budskab er, at man kan indtage rollerne eller gøre oprør mod konventionerne med frimodighed. For i forholdet til ham er der en position uden for de forventninger og forestillinger, som man kan eller ikke kan og vil eller ikke vil leve op til. Troen giver frimodighed til at til at leve livet i dem eller mod dem, fordi livet ikke kommer fra dem. Det er livet i frimodighed.
DDS 406 – 42 – 671 — 387 – 538 – 233