Matth 9,18-26
Et af kristendommens små mirakler med store konsekvenser findes i Det Nye Testamente. Det er ikke de mange beretninger om mirakuløse helbredelser, som findes i evangelierne. Men derimod det, at disse fortællinger findes i flere udgaver med forskellige perspektiver evangelierne. Kristendommens hellige skrifter indeholder som bekendt ikke bare én, men hele fire versioner af Jesu historie. Hvert evangelier har sin fremstilling med sit eget perspektiv. Nogle gange ligger de tæt på ad hinanden, andre gange er forskellene store. Markus-, Matthæus- og Lukasevangeliet ligner hinanden mest, mens Johannesevangeliet er noget for sig selv. Man regner med, at Matthæus og Lukas har kendt Markusevangeliet og delvist skrevet af efter det. Mange af historierne om Jesus findes derfor i alle tre evangelier og adskiller sig tilsyneladende kun i detaljer fra hinanden. Alligevel har kirken altså besluttet, at alle fire evangelier, og alle fire perspektiver skulle inkluderes i kanon.
Måske kan man kalde det kanons kubistiske princip, for kubismen inden for billedkunsten gjorde med Pablo Picasso i spidsen op med det perspektiviske princip. Billedet skulle ikke males fra ét perspektiv alene, fandt kunstnerne, for så ville det jo ikke vise andet, end hvad enhver kunne se fra det samme perspektiv. I sagens natur er det jo en begrænsning af sandheden. Kunstneren skulle vise hele sandheden og måtte derfor inddrage alle perspektiver på én gang. Kun således kan sandheden komme til udtryk. Sandheden kan ikke reduceres til et enkelt perspektiv. Sandheden består i alle perspektiverne til sammen, som derfor alle måtte optræde i maleriet på én gang. Resultatet er, at kubistiske malerier ikke ligner det, som de skal forestille. Den genkendelige verden bryder sammen, for mennesket kan kun genkende virkeligheden fra sit eget perspektiv. Det er den menneskelige begrænsning, som kubismen forsøger at ophæve.
Det er selvfølgelig lidt af en tilsnigelse at sammenligne Det Nye Testamente med kubismen, for i evangelierne optræder perspektiverne ikke samtidigt, men et ad gangen. Og det er en stor lykke, for så er Jesus i hvert enkelt evangelium genkendelig og bliver ikke til en underlig kubistisk figur. Men det er en endnu større lykke, at alle fire perspektiver er der, for det medfører, at der ligger en mangfoldighed af perspektiver til grund for kristendommen. Havde kirkefædrene udvalgt ét evangelium, eller endnu værre havde de skrevet de fire forskellige versioner sammen til én fortælling, så ville det have været meget lettere at ensrette kristendommen og bringe den på én formel. Nu må man i stedet leve med forskellighederne og forskellene, fordi sandheden ikke kan begrænses til et enkelt perspektiv. Det er mennesket, der er begrænset til ét perspektiv.
Evangeliet i dag er et eksempel på det. Vi hører historien fra Matthæus’ perspektiv. Det perspektiv virker som en forenkling og forkortelse af Markus’ udgave af den samme historie. Ofte får Matthæus skyld for at have været for hårdhændet. Markusevangeliet indeholder en meget længere fortælling med mange flere detaljer. Markus ved, at synagogeforstanderen hed Jairus, og i begyndelsen af historien er hans datter endnu ikke død, men er syg og ligger for døden, da hendes far beder Jesus om hjælp. Markus forklarer også, at kvinden med blødninger har døjet meget med sin sygdom. Hun har opsøgt læger og brugt alle sine penge på behandlinger. Og så fortæller Markus udførligt, hvordan hun rørte ved Jesu kappe, og straks stoppede blødningerne. I endnu flere detaljer får læseren at vide, at Jesus mærkede en kraft udgå fra sig og derfor spurgte, hvem der havde rørt ved ham. Disciplene fandt spørgsmålet komisk, for der var jo en stor folkemængde, der trængte sig på. Men kvinden kom skælvende af angst frem og gav sig til kende, og så sagde Jesus: ”Datter, din tro har frelst dig. Gå bort med fred, og vær helbredt for din lidelse.” På vejen videre kommer nogle fra synagogeforstanderens hus og fortæller, at datteren er død, så der er ingen grund til at besvære Jesus yderligere. Men Jesus tager til orde og siger: ”Frygt ikke, tro kun.” Da han endelig kommer frem til synagogeforstanderens hus, tager han den lille døde piges hånd og siger talitha kum. Det betyder: ”Lille pige, jeg siger dig, rejs dig op.” Så rejser pigen sig op og går omkring.
Alle disse detaljer har Matthæus udeladt. Hans fortælling har slet ikke samme dynamik og dramatik som Markus’. Hos Matthæus er den navnløse synagogeforstanders datter død fra begyndelsen, og Jesus siger ikke noget til hende, da han tager hende i hånden, så hun rejser sig op. Man hører heller ikke, at der udgår en kraft fra Jesus, da kvinden med blødninger rører ved kvasten på hans kappe. Han stiller ikke det lidt komiske spørgsmål om, hvem der i den tætstående folkemængde, der kom til at røre ved ham. Og man hører faktisk slet ikke, at kvindens blødninger stopper. Kun siger Jesus til hende: ”Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.” Således har Matthæus fjernet alt det fra Markusevangeliet, som giver fortællingen dramatik. Det er ikke med urette, at Matthæus får skyld for at have gjort historien kedelig. Nogle vil endda sige, at han har ødelagt den.
Det er rigtigt, at den er blevet mere prosaisk. Hvis Markus’ historie er magisk realisme, har Matthæus helt fjernet det magiske. Tilbage hos Matthæus er kun en lidt tør realisme. Men den realisme er til gengæld radikal. Langt mere radikal end Markusevangeliet. For det lyder måske godt, at Jesu kappe kan udsende magiske kræfter, der helbreder uhelbredelige kvinder, men det er bare mystisk. Det radikale er, at den syge kvinde kommer til Jesus, fordi hun tror, at han kan frelse hende, og hun får at vide, at hun er frelst alene ved den tro. Om hun bliver helbredt, får vi strengt taget ikke noget at vide om. Hun er frelst og kan være frimodig alene i troen på, at Jesus er hendes frelser. For sagen er, at hun hidtil har været helt defineret ved sin sygdom. At hun har haft blødninger har isoleret hende fra fællesskabet og marginaliseret hende i samfundet, for blødende kvinder var urene ifølge jødisk lov og kunne ikke deltage i aktiviteter sammen med andre. Hun kunne ikke være noget eller gøre noget, for hun var helt bestemt af sin sygdom set menneskers perspektiv. Nu ser Jesus hende fra et andet perspektiv og siger til hende, at hun er helt bestemt af sit forhold til ham. Ja, han kalder hende sin datter og giver hende derved en ny identitet, som ikke består i hendes sygdom. Derfor kan hun være frimodig. Den hun er, er bestemt af hans perspektiv. Det har ikke noget med hendes situation at gøre. Det har noget med hendes relation at gøre.
Når man læser videre, får man at vide, hvorfor hun kan være frimodig. Det fremgår, da Jesus endelig kommer frem til synagogeforstanderens datter. Igen har Matthæus forkortet drastisk. Mange detaljer er udeladt. Men dette er bevaret, at Jesus siger, at pigen ikke er død, men sover, og skaren griner ad ham. De bryder ud i grin, for han slet ikke har forstået, hvordan virkeligheden er. Når nogen optræder og udtaler sig fra et perspektiv, som man ikke kender, ler man uforstående. Det gør de ad Jesus. Han har slet ikke indsigt i verden og taler uden sans for realiteterne. Hans perspektiv er dem fremmed. Men han tager pigens hånd, så hun rejser sig op.
Matthæus lader det stå hen i det uvisse, om Jesus havde ret, og pigen faktisk ikke var død, men blot sov. For det er ikke afgørende. Det afgørende er, at det ikke er omgivelsernes perspektiv, der bestemmer virkeligheden. Det perspektiv, som for dem er så enerådende, at de ler enhver ud, der ikke deler det. Men Jesus kommer med et andet perspektiv. Han demonstrerer i Matthæus’ nøgterne fortælling, at virkeligheden ikke er begrænset af det menneskelige perspektiv. Jesus selv ser anderledes på livet og på mennesker, og det er i tillid til hans perspektiv, at man kan leve frimodigt i verden. I hans perspektiv er mennesket ikke begrænset af og ikke bestemt af sin egen situation og andres mening om den, men alene af sin relation til ham. Frimodigheden er at leve ud fra den i tillid til at den vil gælde hele livet og ud over det. Så kan man leve frit med mod på livet, frimodigt.
Således Matthæus’ version af historierne om kvinden med blødninger og synagogeforstanderens datter. Markus har en anden version og Lukas atter en anden, for et enkelt perspektiv er ikke tilstrækkeligt. Vores virkelighed er begrænset, fordi vi kun kan kapere ét perspektiv ad gangen. Det Nye Testamente tvinger os som kubisterne til at erkende, at sandheden består i forskellige perspektiver, fordi alting kan ses på forskellig måde fra forskellige perspektiver og man kan ikke ophæve et enkelt menneskeligt perspektiv til sandheden. Men evangeliet selv fortæller os, at der er et perspektiv på vores liv, som ikke er vores eget. Frimodighed kommer af at leve livet med det perspektiv på sig, så vi altid må tro, at vi er andet og mere end vi selv kan se. Ja, selv vores død bliver set fra et andet perspektiv og fra det perspektiv er den blot en søvn.
DDS 739 – 560 – 305 — 538 – 387 – 407