24.s.e.trin.(1)
Synagoge forstanderens datter og kvinden med blødninger
v.18 Mens Jesus talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« v.19 Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple.
v.20 Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. v.21 For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« v.22 Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst.
v.23 Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, v.24 sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.« De lo ad ham; v.25 men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op.
v.26 Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.
Matth 9,18-26 (jf. Mark 5,21-43; Luk 8,40-56)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Teksten stammer fra Markusevangeliet, hvorfra de to andre evangelister kender den. Markusevangeliets version er ærligt talt bedre end Matthæus’. I den har synagogeforstanderen navn: Jairus. Pigen er ikke død ved fortællingens begyndelse, men først ved Jesu ankomst til huset. Jesus siger ”Talitha kum” til hende, da han tager hendes hånd, hvilket vækker hende til liv. Han befaler forældrene at give hende noget at spise. Ang. kvinden med blødninger mærker Jesus i Markusevangeliet, at der udgår en kraft fra ham, hvilket får ham til at tale til kvinden. Hun helbredes altså af at røre hans kappe. I det hele taget er Markus’ fortælling mere levende og dramatisk med mange flere detaljer. Lukas følger Markus meget tættere end Matthæus gør.
På denne baggrund ligner Matthæus-teksten nærmest en sammenfatning af Markusevangeliets tekst. De fleste detaljer er udeladt og den livagtige dramatik i fortællingen er forsvundet. Måske bl.a. fordi Matthæus syntes, at Jesus optrådte for meget som en magiker, når der kunne udgå en kraft til helbredelse fra ham, uden at han vidste det. Eller at ”talitha kum” næsten kommer til at lyde som en trylleformular. Alt det har Matthæus fjernet fra sin tekst. Kvinden frelses, når Jesus siger det til hende. Pigen kommer til live, når Jesus rejser hende op. Endvidere er Matthæusevangeliets ordvalg faktisk gennemsigtigt for en symbolsk tolkning. Matthæus taler om at blive frelst, hvor Markus taler om helbredelse. Jesus oprejser pigen i Matthæusevangeliet, mens hun selv rejser sig i Markusevangeliet. Her skal Matthæusevangeliets pointe nok findes.
Tekstens placering i Matthæusevangeliet
Helbredelserne indgår i et afsnit med flere helbredelsesberetninger. I kapitel 9 er der helbredelse af en lam i Kapernaum og helbredelser af blinde og besatte. Umiddelbart før teksten findes ordet om at komme ny vin på nye sække. Således bliver helbredelserne en illustration af det nye, der ikke kan rummes inden for det gamle. Men sammenhængen er lidt søgt. Man har indtrykket af, at Matthæus har sammensat forskellige helbredelsesberetninger for at få dem alle med uden at tænke meget over den indre sammenhæng på dette sted.
Tekstens detaljer
Opbygningen af teksten er på mange måder det mest interessante, fordi den sammenvæver to fortællinger. Fortællingen om pigens opvækkelse og om kvindens helbredelse. De to spejler hinanden: Den lille piges fysiske død over for den modne kvindes sociale død; den lille piges genindsættelse i livet over for den modne kvindes genindsættelse i kvindeligheden.
Strukturelt optræder helbredelsen af kvinden med blødninger som et intermezzo i helbredelsen af synagogeforstanderens datter.
v.18-19: Fortællingen knyttes sporadisk til den foregående tale, ved at Jesus bliver afbrudt af en ”leder” eller en ”embedsmand”. Der står ikke i Matthæusevangeliet, at det er en synagogeforstander, selv om det står i oversættelsen pga. Markus- og Lukasevangeliet. Matthæus vil ikke give den positive rolle, som faderen har, til en synagogeforstander. Han kaster sig tilbedende (igen et udtryk, der er gennemsigtigt for den symbolske tolkning) ned for Jesus og siger, at hans datter lige er død. Han beder Jesus komme og lægge hånden på hende for at få hende til at leve. På den måde bliver faderen faktisk endnu mere troende end i Markusevangeliet, hvor pigen ikke er død endnu. Jesus følger ham.
v.20-22: Den fortælling afbrydes som sagt af kvinden med blødninger. Det fortælles, at hun havde lidt af blødninger i 12 år. En blødende kvinde er uren og dermed udelukket fra samfundslivet. Hun rører kvasten på Jesu kappe, hvilket fortæller, at han er klædt som en lovtro jøde. Selve handlingen udtrykker bøn og underkastelse. Hendes egen motivation fremgår af den indre monolog, som refereres. Imidlertid sker helbredelsen ikke med det samme. Først da Jesus vender sig og siger til hende ”din tro har frelst dig”, sker helbredelsen. Men helbredelse kaldes frelse både i kvindens tanker, i Jesu tiltale og i forfatterens kommentar.
v.23: Ved ankomsten til huset ser Jesus et sørgeritual med fløjter og larm. Formentlig er det en gammel skik, der har skullet holde onde ånder væk fra den døde.
v.24: Jesus sender dem bort. Hans bemærkning, at pigen ikke er død, men sover, vækker skarens (hån)latter. Atter er teksten gennemsigtig for udlægningen: At hendes død fortolkes som en søvn, der skal afbrydes ved Jesu komme, svarer til de kristne forventninger om opstandelsen. Det er karakteristisk, at det forventning tager sig latterlig ud for den jødiske skare.
v.25: Jesus tager hende i hånde og rejser hende op. Således sker opvækkelsen, som faderen havde bedt om. Der er i modsætning til de andre evangelier ikke yderligere samtale eller anvisninger.
v.26: Til slut forfatterens bemærkning om, at rygtet om dette kom ud i hele egnen.
Tekstens fortolkning
I sammenligning med Markusevangeliets udgave af teksten er Matthæusevangeliets umiddelbart nærmest kedelig. Pointerne står tilsyneladende meget tydeligere i Markusevangeliet. Man får indtrykket, at Matthæus forudsætter, at man kender det evangelium, så han kan nøjes med at sammenfatte. Men der kommer også en særlig pointe hos Matthæus. Hans fortælling om den lille pige er transparent for en forkyndelse af den kristne forventning om opstandelsen. Det fremgår af ordvalget. Hans fortælling om kvinden er transparent for en forkyndelse om den kristne forståelse af frelsen. Det fremgår også af ordvalget. Nu opstår så spørgsmålet, hvordan de forholder sig til hinanden. Siger de to fortællinger det samme, når de spejler sig i hinanden? Eller er forholdet mere komplekst? Kvinden er ikke død, men sættes fri af det, der begrænser hende og hindrer hendes frimodige omgang med andre, når hun frelses. Hun sættes fri til livet, når hun fritages fra sin sygdom. Pigen er død og opvækkes til livet ved Jesu ankomst. Hvis det, som alt tyder på, skal forstås med henblik på den endetidige opstandelse, er der altså i fortællingen to aspekter af det kristne forhold til Jesus. Et omhandler det frisættende forhold i dette liv; et angår den endelige opvækkelse til det evige liv. De er begge til stede og spejler hinanden. Det er helt anderledes end i Markusevangeliet og viser nok en fornyet teologisk refleksion.