Matth 14,22-33
Jesus kommer vandrende på den oprørte sø til sine disciple, der sidder i dødsangst i båden og kæmper mod bølgerne. Han er skræmmende, som han kommer dér på vandet og er ved at gå forbi båden. Som altid, når mennesker møder det guddommelige, vækker det frygt. Disciplene er skrækslagne. Jesus må give sig til kende og berolige dem. De skal blot tage imod ham. Tage ham op i båden, så er de i sikkerhed og kommer trygt i land. Sådan fortæller evangelisten Markus historien i det ældste af de fire evangelier, og man kan høre alle de prædikener, som det har givet anledning til. Ja, Markus’ egen version er vel egentlig i sig en lille prædiken eller i hvert fald en opbyggelig historie, for det er jo næsten svært ikke at høre fortællingens symbolske niveau om livets farefulde færd, hvor Jesus i nødens stund kommer og bringer os sikkert i havn. Således har allerede Markus sikkert tænkt over historien.
Men Matthæus gør det i hvert fald, da han genfortæller den i sit evangelium. Matthæus’ version er tydeligt påvirket af alle de prædikener og opbyggelige taler, der i mellemtiden er holdt, om dengang Jesus kom gående på søen til sine frygtsomme disciple. Hos Matthæus er der nemlig ændret små detaljer, der gør det entydigt, at historien i virkeligheden handler om kirken og kristentroen, når der ”står skum fra bølgetop/ og blæsten river ned og op”, så den vil sige, at ”nu kan alene kærlighed/ forhindre at vi synker ned”, som det hedder i en salme, vi ikke skal synge. Maritime metaforer står i kø for at beskrive, ”hvad det er for en snekke/ og liden flydebåd”, som tumler om for vind og vove. ”Det er Guds kirkesmakke”, som med Jesus ombord trygt siger: ”lad kirkeskibet få/ ti tusind stød på side/ dog skal vel Jesus vide/ hvor det sin havn skal nå”. For nu at sige det med en anden salme, som vi heller ikke skal synge i dag.
Men det er næsten for tydeligt. Ofte bliver fortolkerne en smule irriterede på Matthæus. Han gør Markus’ historier lidt for lette. De bliver for entydige og enkle med deres kristelige opbyggelighed og fromme formaning. I dette tilfælde har Matthæus endda tilføjet det lille intermezzo mellem om Peter på dybt vand, så det til overflod bliver klart, at det handler om troen på Jesus, tilliden til hans befaling. Det et den, der skal holde en oven vande i modgangs bølger. Når den svigter, synker man og står i fare for at gå til bunds midt i livets bølgegang. Symbolikken behøver man ikke udlægge, for Jesus siger det selv: ”Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?”
Men det ”rokker båden”, om man vil, for de alt for banalt opbyggelige formaninger. ”Hvorfor tvivlede du?” Ordet, som Matthæus bruger om at tvivle, optræder kun ét andet sted i Bibelen. Det er også i Matthæusevangeliet, i dets sidste kapitel, hvor den opstandne Jesus møder sine disciple på bjerget i Galilæa. De tilbeder ham, men – siges det – nogle tvivlede. Til dem proklamerer Jesus: ”Mig er givet al magten i himlen og på jorden,” og slutter: ”Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Dette tilsagn og denne forsikring lyder til de tilbedende og tvivlende disciple; ligesom Jesus rækker hånden ud til den tillidsfulde og tvivlende Peter.
Hvad er det for en tvivl, der blander sig med Peters tro og får ham til at synke? Hos Shakespeare er der en person, der mere end nogen andre står for tvivlen. Det er den ubetinget mest uhyggelige og ondskabsfulde af alle Shakespeares personer. Det er Iago fra stykket Othello. Othello har givet tragedien navn, for det er hans historie, det handler om. Men det er Iago, man husker. Han er ikke til at ryste af sig. Han er uafrystelig. Othello er den succesfulde soldat, der kæmper i den venetianske hær. Han er en mørklødet maurer. Men han trodser alle fordomme og vinder ved sine krigsbedrifter berømmelse og ære. Ved stykkets begyndelse er han avanceret til general. Ikke nok med det. Han i hemmelighed blevet gift med den unge, fornemme Desdemona, som han elsker højt og hun ham. Selvfølgelig vækker Othello mishag blandt de andre mænd. En er misundelig, fordi han ville giftes med Desdemona. En anden er skuffet, fordi Othello ikke udnævnte ham til sin næstkommanderende. Det er Iago. Så udbryder krig og hele selskabet tager fra Venedig til Cypern, som tyrkerne har angrebet. Den ydre krig skal imidlertid blot spejle den indre krig, der foregår blandt de angivelige venner, og vil det vise sig, den krig, der skal foregå i Othello selv. For Iago har tænkt sig at få hævn.
I tredje akt, midt i stykket, foranstalter han sit dæmoniske anslag mod Othello. Han vil så splid mellem ham og hans Desdemona. Scenen indledes med, at Othello erklærer sin kærlighed til Desdemona: ”Må min sjæl fortabes,/ hvis jeg ikke i sandhed elsker dig./ Den dag min kærlighed til dig forvinder,/ er kaos vendt tilbage.” Den dag står Iago for. Hans teknik er skræmmende og skræmmende effektiv. Han siger ikke noget. Han lader Othello sige det hele selv. Når Othello forledes til at spørge, om den mand, der besøgte Desdemona er pålidelig, svarer Iago: ”Pålidelig, min herre? Så vidt jeg ved.” Og Othello spørger: ”Hvad tror du?” ”Tror”, svarer Iago og bliver således uden at sige noget et spejl for Othello, der viser ham hans egne værste tanker. Og så kan han sætte sit sataniske angreb ind som en godhjertet advarsel: ”Tag Jer i agt for skinsygen, min herre,/ uhyret med de grønne øjne, som/ grumt leger med sit bytte.” For som han siger, hvor ulykkelig er ikke den, ”som elsker højt og dog i tvivl og mistro.” Og så er det sket. Tvivlen er sået i Othello, og han synker hjælpeløst mod bunden. Nu vil han have beviser, men det kan ikke lade sig gøre, for han ser alt gennem tvivlen, og intet bevis er utvivlsomt. Hans egen tvivl inficerer alting, så han ikke kan blive overbevist om andet, end det tvivlen på forhånd tilsiger ham. Derfor er det kun Iagos falske bevis, der bekræfter hans mistro, han kan acceptere. Det ender, som det må hos Shakespeare. Othello slår Desdemona ihjel, og da sandheden går op for ham, tager han livet af sig selv. Iago, derimod, er en af de få hovedroller i Shakespeares tragedier, der ikke dør til sidst. Han skal straffes behørigt på pinebænken, siges det. Men sandheden er, at Iago ikke kan slås ihjel, for han er ikke nogen. Han er bare et spejl af det værste i os selv. Derfor er han så uafrystelig uhyggeligt, for han kan ikke rystes af. Han er en del af os selv.
Matthæus bliver, som nævnt, sjældent fremhævet for det gode blandt evangelisterne, men den synkende Peter på den stormfulde sø er et præcist billede på tvivlens effekt. For der er naturligvis ikke tale om en ligegyldig tvivl om dette eller hint, om man nu kan tro på alle de kirkelige dogmer eller enhver af de bibelske beretninger. Der er tale om den grundtvivl på det gode, som Iago står for hos Shakespeare. Den tvivl, der inficerer alting, så man ikke kan se det gode, fordi det forvrænges af den dæmoniske troldsplint i ens eget øje. Den tvivl, der gør, at jeg mistænksomt spørger til den andens motiver, når vedkommende tilbyder sin bistand. Den tvivl, der får mig til at forstille mig, når en anden spørger til mit velbefindende. Den tvivl, der får mig til at blive alene, når jeg har brug for andre. Og det er den tvivl, der sætter grænser og bygger barrierer; fordi den får os til at tro, at vi er sikrest og tryggest, når vi isolerer os og forskanser os sammen med dem, der ligner os. Den tvivl, der hindrer, at tillid, åbenhed og barmhjertighed får plads. Peter er sindbillede på det i Matthæus’ tekst, for han står lige foran Jesus selv, og kun han selv foranlediger sit forlis. Hans tvivl får ham til at synke, for den inficerer hans forhold til det gode lige foran ham.
I den situation råber Peter: ”Herre, frels mig!” Midt i tvivlen, der trækker ham mod bunden, er hans nødråb rettet til den, han tror på, og viser os, at tvivlen og mistroen nok er en del af mennesket selv, men kun én del. For tvivlen udelukker ikke troen; mistilliden kvæler ikke tilliden; selvtilstrækkeligheden overvinder ikke barmhjertigheden. Mennesket indeholder begge dele. Vi bærer rundt på modstridende tendenser; vi har selvmodsigende karaktertræk, for mennesket er kompliceret, en kampplads for godt og ondt, rigtigt og forkert, tro og tvivl. Derfor kan Peter i sin angstfulde tvivl råbe på sin frelser. Og Jesus rækker armen ud og frelser ham og viser derved, at de uforenelige sider i mennesket ikke er jævnbyrdige og ligeværdige. Mistilliden udnytter tilliden; ubarmhjertigheden lukker for barmhjertig; tvivlen snylter på troen. For det er troen, der holder Peter oven vande.
Så har Matthæus skabt et uafrysteligt billede på det kristne menneske, der er lige så kompliceret og sammensat som alle andre, der står i fare for at synke og forsumpe i tvivl og mistillid; men den troende kan i sin tvivl råbe på sin frelser og få at vide, at det er tilliden, der skal bære dig. Det er barmhjertigheden, der skal holde dig oppe. Det er troen, du skal leve på. For, som den opstandne Jesus siger til de disciple, der tvivler: ”Mig er givet al magten i himlen og på jorden (…) Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.”
DDS 12 – 337 – 34 — 36 – 46 – 557