Talsmanden og verden
Joh 16,5-15
I dag vender tiden. Vi har siden påske ligesom i dag hørt tekster fra Johannesevangeliets afskedstale. De har indtil i dag set tilbage på påsken og efterbehandlet hans død og bortgang. Nu vender det. Nu vender vi blikket frem mod pinse, hvor Helligånden skal komme og fylde det fravær, som Jesus død har efterladt med et fornyet nærvær. Helligåndens nærvær. Eller Kristi nærvær gennem Helligånden. Det skal vi høre om de næste søndage indtil pinse. Vi begynder i dag med teksten om Talsmanden. Jesus tager afsked med sine disciple og forsøger at lindre den sorg, der har fyldt deres hjerte. Den fortælling hører vi, når den læses op. Vi lever os ind i situationen, så vi kan gennemleve deres sorg opleve deres trøst. For meningen er naturligvis at vi skal føle med disciplene i deres bedrøvelse over Jesu fravær og lettes med dem ved løftet om Talsmandens komme.
Den græske filosof Aristoteles siger i sit værk om tragedien, at gode tragedier skal vække følelserne frygt og medlidenhed for at skabe renselse af sådanne følelser. Det er omdiskuteret, hvad han mener, men mon pointen ikke er, at man ved at leve med i personernes historier frygter, at der skal tilstede dem ulykke, og når der sker, har man medlidenhed med dem. Efter dramaet har man altså gennemlevet disse følelser og har lært dem bedre at kende, så man bedre kan kontrollere dem i virkeligheden. På den måde har tragedien en opdragende virkning. Den danner følelserne og lærer tilskuerne at håndtere dem i deres eget liv. Det kan siges at være formålet med al litteratur, at man skal leve sig ind i forskellige personernes liv og gennemleve de følelser, som deres skæbne vækker, for at lære disse følelser bedre at kende og på den måde lære sig selv og menneskelivet bedre at kende.
Johannesevangeliet har et lignende formål uden dog at være en tragedie eller et andet litterært værk i traditionel forstand. I Johannesevangeliet konfronteres læserne gang på gang med problemet om Jesu fravær. Det er særligt karakteristisk i de evangelietekster, som er taget fra afskedstalen. Har taler Jesus hele tiden om sin snarlige bortgang og dens betydning for disciplene. Deres reaktion kaldes sorg, men det er meget mere end den følelse, der fremkommer, når man tager afsked med en kær person. Sorg er den følelsesmæssige smerte, som opstår, når man mister orienteringen i tilværelsen. Sorg er smerten ved at være i livet, når man ikke synes, at man kan holde det sammen og få det til at give mening. Det er den smerte, der rammer disciplene i evangelieteksten. Smerten over, at Jesus forlader dem, og meningen synes at gå tabt med ham. Den smerte skal læserne genkende og gennemleve, når de hører om disciplenes situation. Fordi de kender den. For Jesus er jo netop fraværende i deres situation. Han er der ikke. Det skulle være anledning til sorg.
Fordi læserne i disciplenes sorg genkender deres egen smertelige forvirring over Jesu fravær, skal de også gennemleve den trøst, som Jesus giver udtryk i sit løfte om Talsmandens komme. Talsmanden skal komme i hans sted, sandhedens ånd, som ikke blot er hans repræsentant, men som er mere end det. Den er den fulde effekt af hans liv og virke; hans fuldbragte gerning, som den har betydning for os. Talsmanden er den virkelighed, som troen sætter. Det er den fortsatte forbindelse ham, for Talsmanden viderefører hans forkyndelse, for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale. Talsmandens tilstedeværelse i forkyndelsen af Jesus Kristus og den tilsvarende tro, er den ubrudte forbindelse til ham. Derfor kan Talmanden først komme, når Jesus har forladt verden. Først når åbenbaringen af Guds kærlighed til verden er kommet til udtryk i den korsfæstedes død for sine venner, kan Talsmanden komme. Så er den til gengæld det fuldendte resultat af Jesu virke. Talsmanden er evangeliet, forkyndelsen, troen og fællesskabet om den. Talsmanden kommer, når Jesu fuldbragte gerning gør sin virkning for den enkelte og for fællesskabet. Når livet får retning og mening af den åbenbaring, som er Jesu Kristi gerning på jorden, så er Talsmanden til stede. Så selvfølgelig er det bedre, at Jesus går bort, for ellers kan Talsmanden ikke komme. Det er trøsten, Jesus må være fraværende, ellers kan hans liv og virke ikke få betydning.
Ved at gennemleve disciplenes smerte og føle trøsten skal evangeliets tilhørere og læsere komme til rette med deres egne følelser og selv blive trøstet. Men det er ikke det eneste. Her er forskellen mellem Johannesevangeliet og et almindeligt drama eller et ordinært stykke litteratur. Dets anliggende er ikke alene at gennemspille følelsesmæssige reaktioner for at lære læserne at forholde sig til disse følelsker. Johannesevangeliet anliggende er skabe den virkelighed, hvor trøsten er. Det er i den verden, hvor evangeliet lyder, at Talsmanden er til stede. Der er en direkte sammenhæng mellem det løfte, som Jesus giver i evangelieteksten og den virkelighed, som evangeliets læserne befinder sig i. I deres verden er Talsmanden, for evangeliet forkyndes for dem, derfor er deres situation bedre, end da Jesus var til stede. Derfor er der ingen grund til sorg over hans fravær, men til glæde over Talsmandens nærvær.
Så er vi som læsere og tilhørere til Johannesevangeliet inkluderet i den verden, hvor Talsmanden er til stede i verden. Det sker, når evangeliet forkyndes og modtages i tro. Da forsvinder sorgen over Jesu fravær; da er den afløst af glæden i evangeliet. Det er Johannesevangeliets påstand. Det er den virkelighed, som det vil skabe. Johannesevangeliet vil lyde i verden og skabe glæde for enhver, der hører det.
Vi er vant til at tale om, at den glæde har trange kår i verden. Man kan bare læse Brorsons salmer. Med evangeliet følger en selvfølgelig modsætning til verden. Talsmanden står i modsætning til verden, for den er det evangelium, som verden ikke vil vide af. Det var let at se på Johannesevangeliets tid, hvor evangeliet blev forkyndt i en hedensk verden med fare for forfølgelser og chikane fra omverdenen. I dag forkyndes evangeliet i en verden, hvor modstanden i hvert fald lokalt i Danmark er vanskelig at få øje på. I stedet kan vi finde modsætningen i forfølgelser af kristne rundt omkring i verden. På den måde kan man stadig finde den forskel mellem verdens fyrste og Talsmanden, som Johannesevangeliet præsenterer. Og på den måde introduceres et kristent hierarki mellem menigheden og verden, mellem kirken og samfundet. Kristendommen og dets evangelium er det gode, der trænges af de onde omgivelser. Uanset hvordan de kristne har reageret på denne modsætning gennem tiden, fx ved tilbagetrækning fra verdens ondskab eller ved korstog for at undertvinge den onde verden, har modsætningen været grundlæggende for den kristne selvforståelse. Men i teksten er fokus modsat. Det er ikke verden, der står imod Talsmanden; det er Talsmanden, der står imod verden. Verden står som syndig og domfældt foran Talsmanden, for den er evangeliets videreførelse af den åbenbaring, som endte på korset i verden.
Glæden over Talsmandens komme er forbundet med en forpligtelse til at videreføre denne forkyndelse i verden på en måde, så verden ikke slipper ud af sin modsætning til evangeliet. Evangeliet vil modsige og overbevise den verden, der står for modsætningen til den korsfæstedes åbenbaring. Det er ikke korstog for at implementere kristne værdier i samfundet. Det er ikke et politisk projekt, der skal oprette den kristne stat. Det er videreførelsen af den åbenbaring af Guds kærlighed til verden, der fandt sted i hans søns død på korset. Den åbenbaring vil altid modsige den verden, der lukker sig om sig selv og kun kender sit eget perspektiv. For det er evangeliets anliggende i verden at modsige den, når den kun kender sine egne love og logikker. Når verdens regler og retningslinjer tenderer mod at antage karakter af uomgængelige lovmæssigheder og det kræves, at de skal behandles sådan. Når overtagne traditioner og videreførte fordomme bliver fremstillet som eviggyldige sandheder, er evangeliet forpligtet over for verden i en modsigelse af den. For i verden er der altid perspektiver, der er undertrykt; altid hensyn, der afvises. Men Talsmanden vejleder i hele sandheden, så evangeliet forpligter til at anlægge de perspektiver, der i øvrigt fornægtes, og tage højde for hensyn, der ellers negliceres. Det er resultatet af, at hele sandheden er den åbenbaring, der både er rettet til verden og radikalt modsiger den. For i den er indholdet Guds søn, der både er sendt til verden og korsfæstet af verden.
DDS 10 – 297 – 393 — 600 – 281 – 298