Joh 8,30-36
Sandheden skal gøre jer frie. Det er evangeliet i dag; og det er dommen i dag. Det er evangelium, for det er Jesus, der siger det. Han, der sidste søndag sagde, at han er sandheden, vejen og livet, siger nu, at sandheden skal gøre fri. Den sandhed, som han er, fordi han gør og siger, som han har lært af faderen. Den sandhed, som vil blive åbenbar, når han er blevet ophøjet, så det står klart, at han er som faderen, og faderen er som ham. Den sandhed skal gøre os frie. Det er evangeliet. Som for Paulus i læsningen fra alteret. Der mødte den opstandne og måtte blive en helt anden. For det han troede var sandhed, viste sig at være usandhed. Han mente, at han var i frihed, men var trælbundet af det, han troede var sandhed. Det er dommen. Hvis sandheden skal gøre os frie, så er vi ufrie. Så er vi slaver, bundet i usandheden. Hvordan kan man acceptere det? Jøderne i evangeliet kan ikke. De er Abrahams børn og kan derfor ikke være slaver for nogen. De er frie. Den værste ufrihed, siger filosoffen Slavoj Zizek, er den, der opleves som frihed. Den værste form for usandhed, kan man tilføje, er den man tror er sandhed.
Lige så svært det er at acceptere, lige så angstprovokerende er det. Det går som en urovækkende understrøm gennem den vesterlandske kultur, at det vi oplever som frihed, faktisk er slaveri. At sandheden skal vise sig at være usandhed. Man kan finde det fremstillet i sofistikerede filosofiske systemer, og man kan se det illustreret i lettilgængelig populærkultur, og man kan opleve det promoveret gennem populistiske politiske bevægelser. Det ligger som et usikkert grundlag for hele vores verden, at den måske ikke er, hvad vi tror.
Den nyklassiske science fiction-film The Matrix fra 1999 er en af populærkulturens mere intelligente fremstillinger af det. Filmen vil være mange bekendt. Den foregår i det 22. århundrede og handler om hovedpersonen Neo, der er computerhacker. Han opdager, at mennesker i den verden han lever i, inklusive ham selv i begyndelsen, ikke selv har de oplevelser, de har, og ikke selv gør de handlinger, de gør. Eller rettere det har de, men de har det gennem et computersystem, som de alle er tilkoblet. Det system er the matrix, som egentlig betyder livmoder og er det sted, hvor alt kommer fra. Alle følelser, erfaringer, tanker og gerninger finder i virkeligheden sted i en computerskabt virkelighed og overføres til de tilkoblede mennesker gennem elektroder. Da Neo erkender det, gør han sig fri af den usande virkelighed og tilslutter sig en modstandsbevægelse. Vi lærer, at Neo er et ordspil på the one, den ene, og den nye, som er en frelserskikkelse, der skal gøre alle frie. Filmen har nemlig dybe forbindelser til tidlige kristne forestillinger, om at Jesu egentlige bedrift er at levere den erkendelse, der skal frisætte os fra den falske verden, som vi lever i. I filmindustrien er de ideer altså blevet til forestillingen om, at vi alle styres af en computer, der holder os som slaver, selv om vi tror, at vi er frie.
Når filmen er forbi, kan man glæde sig over dens dygtige brug af disse gamle myter sat ind i et nyskabende billedsprog, mens man tænker på, at det nu trods alt ikke når at blive sådan i det 22. århundrede, at vi ikke har kontakt til virkeligheden, selv om vi jo godt ved, at den sandhed vi ser i TV er tilrettelagt på redaktioner, og de ting vi ser på internettet er tilpasset vores præferencer og søgemønstre, og de reklamer, der kommer op på vores skærm, hænger sammen med, hvad vi vores telefon har hørt os sige. Den telefon, der i øvrigt altid hele tiden ved, hvor vi er. Vi fandt jo også ud af, at man kan bruge sociale medier til at påvirke demokratiske valg, hvis man har de rette oplysninger. Alt sammen noget, som indgår i en stor verdensomspændende økonomi, der gør enkelt personer svimlende velhavende og tilsvarende magtfulde. Alt det ved vi, og så vi jo ikke slaver af det. På den anden side: Det er jo bare det, vi ved. Hvem ved, hvad vi ikke ved?
Nogle samfundsgrupper lægger så meget vægt på det, de ikke ved, måske fordi de oplever at være udelukket fra den viden, som samfundets ledende grupper har, at gør deres egen uvidenhed til grundlag for deres opfattelse af samfundet. Det var en kringlet måde at sige, at disse grupperinger mener, at samfundet i virkeligheden er styret af hemmelige kræfter. De mener faktisk, at virkeligheden er usand. At der er en stor konspiration, som bedrager alverden med det formål at bevare magten og holde de magtesløse – som disse konspirationsteoretikere reelt er – uden for indflydelse. En af de mere farverige af disse bevægelser er grundlagt af den tidligere professionelle engelske fodboldspiller og TV-kommentator David Icke, hvis bøger oversættes til mange sprog og sælges i hundredetusindetal. Ligesom han samler tusindvis af tilhørere til sine foredrag overalt i den vestlige verden. Hans budskab omhandler en verdensomspændende magtelite af krybdyr, der på forskellig og ikke helt gennemskuelig vis har kunnet overtage indflydelsesrige politikere og kulturpersonligheder, så de reelt styres af disse krybdyr, hvis de da ikke selv er sådanne reptiler. Dronning Elizabeth, mener David Icke at vide, er i hvert fald en af dem, hvilket bliver tydeligere og tydeligere jo ældre hun bliver. Det afgørende i kampen mod krybdyrene er selvfølgelig at erkende sandheden om dem, så man ikke lader sig inficere af dem – og i øvrigt ikke lader dem trænge ind i sig selv gennem de indsprøjtninger, som var det egentlige formål med corona. Kun når man kender sandheden, kan man gøre sig fri at deres tyranni.
David Ickes mange tilhængere kommer fra vidt forskellige grupper, fra det yderste politiske højre til gamle hippier, UFO-dyrkere og New Age religiøse. Trods deres tilsyneladende store forskellighed, er de imidlertid ens på et område: De befinder sig alle på kanten af eller helt uden for det etablerede samfund både økonomisk, socialt, uddannelsesmæssigt og på mange andre måder. Når man således altid og i alle sammenhænge må se sig udelukket fra indflydelse og aldrig oplever sig integreret i det samfund, som vi kalder normalt. Så er det måske ikke så underligt, at en teori om, at det såkaldt normale samfund i virkeligheden er unormalt og styres af fremmede magter, kan virke attraktivt. Vi andre kan så ryste mere eller mindre overbærende på hovedet og håbe, at det ikke udvikler sig til angreb på kongresser eller andre demokratiske institutioner, som vi bruger til at fordele magten imellem os. Selv om vi nok godt ved, at samfundene er således indrettet, at de vil blive ved med at ekskludere bestemte og måske flere og flere udsatte samfundsborgere og hele gruppe af marginaliserede personer, så grobunden for konspirationsteorier, der i virkeligheden er udtryk for disse gruppers desperation og opgivelse af fællesskabet med resten af samfundet, ikke bliver mindre. Ganske vist kan vi måske ikke helt gøre rede for, hvordan og hvorfor det sker, i hvert fald er det ikke os personligt, der forårsager det, men krybdyr eller mærkelige marsmænd er det helt bestemt ikke.
Men sagen er, at vores virkelighed er et net af systemer og strukturer, som ved mere om os, end vi bryder os om at vide. Vi indgår i et samfund, der kan opleves så uigennemskueligt og tilfældigt, at det lige så godt kunne være kontrolleret af marsmænd.
Vi mener, at vi er frie, og vi tror, at vi kender sandheden. Men faktisk er vi indlejret i en menneskeskabt virkelighed, som vi knap kender, og med konsekvenser, som vi ikke kan overskue.
Til os i den virkelighed lyder det, at sandheden skal gøre os frie. For sandheden åbenbares, når vores tilværelse afsløres som usandheden. Når den kommer til os og viser os Gud, som den, der giver sig selv hen for os. For den åbenbaring er ikke bestemt af hverken strukturer eller systemer, men kommer ude fra som det helt uventede, som vi ikke kunne sige os selv. Når det er sandheden, er vores tilværelse usandheden. Friheden består i at leve i den sandhed, som kommer til os i Jesu åbenbaring af Guds kærlighed. Den sandhed frigør os ikke fra de systemer og strukturer, som vi lever i. Den frigør os til at leve i dem, så de ikke definerer sandheden om andre og os selv. For på baggrund af åbenbaringen af Guds kærlighed til verden gennem sin søn, kan man ikke frasige sig fællesskabet med de andre mennesker i denne verden, man kan ikke afvise dem som inficerede af krybdyr, som skal bekæmpes. Og man kan ikke afskrive dem, der mener sådan, som utilregnelige fanatikere, med hvem man ikke har noget til fælles.
Det er det, Paulus’ historie viser. Da Guds søn åbenbarede sig for ham, måtte han ændre sit liv, så det han før troede, var en urokkelig sandhed, nemlig at jøder og hedninger var to forskellige menneskeracer, som skulle holdes adskilt, nu var usandheden. Han kunne ikke længere undslå sig fællesskabet med hedningerne, men måtte bringe dem evangeliet om Guds søn, fordi han selv havde oplevet den. For det er sandheden, der sætter fri: at opleve Guds kærlighed gennem hans søn og leve ud fra, at den åbenbaring omfatter alle. Så er den virkelighed, som vi befinder os i ikke en løgnagtig konspiration, der skal afsløres som falsk, men den virkelighed, i hvilken Guds kærlighed til os alle skal leves ud, fordi vi selv må opleve den. Det er sandheden. Alt andet er usandhed.
DDS 5 – 338 – 249 — 690 – 230 – 243