4. søndag efter påske (1)
Talsmanden
Jesus sagde:
v.5 »Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen?
v.6 Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg.
v.7 Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.
v.8 Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom.
v.9 Om synd: at de ikke tror på mig;
v.10 om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere;
v.11 om dom: at denne verdens fyrste er dømt.
v.12 Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu.
v.13 Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. v.14 Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer.
v.15 Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer.«
Joh 16,5-15
Tekstens forhold til de andre evangelier
Teksten fra Johannesevangeliet har som alle teksterne fra afskedstalen (Joh 13-17) ingen direkte paralleller i de andre evangelier. I Lukasevangeliet forudsiger Jesus også åndens komme (Luk 24,49), men på en helt anden måde end i Johannesevangeliet.
Udtrykket Talsmanden findes i Det Nye Testamente kun et sted uden for Johannesevangeliet, nemlig Første Johannesbrev 2,1, som imidlertid tilsyneladende befinder sig hos Faderen og er Jesus Kristus, den retfærdige. Det minder mere om Romerbrevet 8,34, hvor Paulus beskriver den himmelske Kristus Jesus, som en der går i forbøn for de troende ved Guds højre hånd. Der er ingen pendant til den johannæiske Talsmand andre steder i Det Nye Testamente, selv om den selvfølgelig identificeres med Helligånden, som optræder mange steder.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Vi er som nævnt i afskedstalen i Johannesevangeliet, hvor Jesus taler om sit forestående fravær og fornyede nærvær. Tekstens hovedperson er Talsmanden, som skal varetage Jesu nærvær, når han ikke er fysisk til stede. Den optræder også i 14,16; 14,26; 15,26. Flere steder identificeres den med ånden under navnet ”sandhedens ånd” (Joh 14,27; 15,26; 16,13) eller ”helligånden” (Joh 15,26). Den er derfor forbundet med den ånd, som Jesus overgiver disciplene ved sin opstandelse (Joh 20,22).
I det umiddelbart foregående har Jesus forudsagt, at de troende vil blive udelukket fra synagogerne (Joh 16,1-4a). Man kan overveje, om det næste afsnit faktisk begynder i 16,4b. I hvert fald danner dette halvvers en slags bro til det næste afsnit. Ligeledes diskuterer Jesus i den efterfølgende tekst forholdet mellem tiden uden ham til hans genkomst. Det står i umiddelbar sammenhæng med denne tekst om hans bortgang og Talsmandens komme. Det viser ikke mindst temaet ”sorg”, som indledes i v. 6 og tages op i det følgende (Joh 16,20-22).
Tekstens detaljer
v.5-6: Jesus proklamerer sin bortgang. Sendelsestemaet, det at han er sendt af faderen til jorden for at udføre en gerning eller overbringe en meddelelse, er et gennemgående tema i evangeliet. Jesu bortgang er altså inden for denne forestilling at vende tilbage til der, hvor han kom fra. Det svarer til det, man ofte betegner som den høje kristologi i Johannesevangeliet, fordi Jesus hele tiden optræder som Guds søn, der har været det fra evighed og bestandig er i direkte forbindelse med faderen.
Meddelelsen om hans bortgang fremkalder sorg hos disciplene. Dermed slås det tema an, der skal behandles i v. 20-22. Man skal nok passe på med i ordet ”sorg” at forstå det præcist som det vi kalder sorg. Sorg optræder på moderne dansk faktisk udelukkende i forbindelse med dødsfald som en bestemt psykologisk reaktion. Det græske ord lypê er bredere end det, og betegner alle mulige former for bekymringer og ærgrelser over noget aktuelt. Nogle vil oversætte det ”smerte”. I dette tilfælde er det altså Jesu bortgang, der er den aktuelle begivenhed, der fremkalder ”sorg”. Ydermere gælder det i den stoiske filosofi, som Johannesevangeliet ifølge flere danske forskere er påvirket af, at ”sorg” er en irrationel følelse, der er modsætningen til ”glæde”, som det også fremstilles i det følgende. Det vil sige, at ”sorgen” kun rammer disciplene, fordi de ikke har den rette indsigt. Den forsøger Jesus at give dem i det følgende.
v.7: Udgangspunktet for disciplenes ”sorg” er, at de mener at tabe noget. Jesu bortgang skulle altså indlede en mangel-situation, fordi han ikke er nærværende længere. Det modsiger Jesus. Den nye situation er bedre, end den nuværende. For den nye situation er bestemt af Talsmandens nærvær. Ham vil Jesus sende.
Talsmanden, på græsk paraklêtos, er et vanskeligt begreb, som nok optræder på græsk uden for Det Nye Testamente, men ikke har en helt præcis definition. Man kan måske sige, at det bruges om en, der træder ind på vegne for en anden over for en tredje. Altså i Første Johannesbrev 2,1 er det den himmelske Jesus Kristus, der træder ind over for Gud, hvis nogen synder. Derfor kan det også bruges om en tilkaldt forsvarer for en anklaget i retssalen, eller et vidne, der vidner for den anklagede. Mit eget bud for baggrunden for udtrykket i Johannesevangeliet er, at der i den tidlige kristendom har været en opfattelse af, at Kristus i sin himmelske skikkelse går i forbøn for de troende over for Gud (1 Joh 2,1; Rom 8,34). Den forestilling forvandler evangelisten Johannes ved at forbinde den med forestillingen om helligånden, der sendes til jorden. Talsmanden bliver mellemmand mellem det himmelske guddommelige fællesskab mellem fader og søn og de troende mennesker. Den er altså Jesus repræsentant i hans fravær og er Jesus selv.
Når tiden med Talsmandens nærvær er bedre end tiden med Jesu nærvær, hænger det sammen med, at Talsmanden netop først kommer til stede, når Jesu gerning er fuldbragt, når hans åbenbaring er fuldstændig, dvs. efter påskebegivenhederne. Således kan den repræsentere hele Jesu frelsesgerning og samtidig være løst fra et bestemt sted. Talsmandens tid er altså den tid, hvor resultatet af Jesu sendelse er gældende og til stede i Talsmandens virke.
v.8-11: Det fremgår af bestemmelsen af dens gerning. Den eller han (Johannesevangeliet omtaler Talmanden som både den og han) skal overbevise verden om synd, retfærdighed og dom. Alle de tre begreber defineres nærmere. Men det fælles for dem er, at de forudsætter Jesu afsluttede virke. At det netop er verden, der skal overbevises om dette, viser, at det er den negative del af Talsmandens virke, der nu bestemmes. Verden er nemlig i Johannesevangeliet defineret som det, der står Jesus imod. Modsætning er mellem verden og menigheden. Verden skal overbevises om synd, retfærdighed og dom.
Synd er i Johannesevangeliet ikke at tro på Jesus. Retfærdighed, der i øvrigt ikke anvendes ofte i Johannesevangeliet (modsat Paulus) er Jesu vej, nemlig at vende tilbage til faderen. Dommen fældes over verdens fyrste ved Jesu virke. De tre dele hænger således sammen. Verdens ikke-tro afsløres som falsk, når Jesus vender tilbage til sin fader, så verdens fyrste står tilbage som besejret. For pointen i denne udlægning er nemlig, at verdens fyrste står for modstanden mod troen på Jesus som Guds åbenbaring, derfor taber han, da Jesus opstår og beviser sin guddommelighed. Talsmanden viderefører dette i forkyndelsen af ham, så den står imod verden. Den Talsmand, der kommer, repræsenterer Jesu fuldendte budskab og gerning, og er således i frontal konfrontation med verden. Verden står nemlig for det modsatte, at Jesus ikke er gået til faderen og ikke-tro ikke er falsk.
v.12: Nu kommer Jesus til Talsmandens positive virke, nemlig over for menigheden. Jesus selv har mere at sige, men det kan ikke lade sig gøre, så længe hans virke ikke er afsluttet. Det må afsluttes, før de kan kapere det hele. Også derfor er tiden efter hans bortgang bedre end tiden før.
v.13: Talsmanden skal videreføre Jesu virke. Den kaldes nu sandhedens ånd. Den skal nemlig forbinde de troende med det guddommelige fællesskab og derfor forkynde sandheden. Sandheden er nemlig at gennem Jesu åbenbaring, som den videreføres af Talsmanden, forbindes de troende med det guddommelige fællesskab. I erkendelsen af faderen gennem sønnen inddrages de troende i det guddommelige fællesskab.
v.14-15: Det udtrykkes i herliggørelsestermer. Talsmanden skal herliggøre Jesus, som Jesus har herliggjort faderen, for han skal videreføre hans gerning. Med andre ord skal Talsmanden gennem forkyndelsen på jorden skaffe Jesus anerkendelse som Guds søn. Det har været hele Jesu anliggende: at herliggøre Gud ved at åbenbare ham på jorden og vinde anerkendelse af den åbenbaring gennem tro. Dette fortsætter Talsmanden og derfor er indholdet af hans forkyndelse ikke anderledes end Jesu forkyndelse, for begge har udgangspunkt hos faderen.
Tekstens fortolkning
Hovedpointen i denne tekst er at præsentere tiden efter påske, dvs. menighedens tid, som kvalitativt overlegen tiden under Jesu nærvær. Fordi det er tiden, hvor Jesu gerning er fuldbragt og resultatet er til stede i menighedens tro, er den bedre end tiden før. Det er grundlæggende i Johannesevangeliet, at evangeliets læsere ikke har haft personligt kendskab til Jesus, og derfor lever i en periode, hvor de er ”disciple på anden hånd”, som Kierkegaard siger det. Men denne position er ifølge Johannesevangeliet bedre end ”disciplene på første hånd”, for det er tiden for den fuldbragte åbenbaring. Nu er der ikke tvivl om, hvad sandheden er; den er i forkyndelsen af Jesus Kristus, Gud søn,
Talsmanden forbinder de troende til det guddommelige fællesskab, hvilket ikke var muligt, før han som helligånden, sandhedens ånd kom til jorden. Derfor er det ved modtagelsen af den, at de troende får ret til at blev Guds børn, hvilket er hele anliggendet med Jesu åbenbaring og Johannesevangeliet.