Barmhjertighedsforhold
Luk 6,36-42
Indimellem hører man om at have god karma. Det er vist blevet et udtryk for, at noget godt sker for en. Men man er ikke bare er heldig. Hvis man har god karma, har man på en måde fortjent det gode, der sker. God karma er gode gerninger, der kommer igen. Man gør godt, så der kommer godt tilbage. Sådan bruges det i hvert fald af reklameindustrien, hvor man kan få god karma af at købe diverse produkter. Alt fra chips til sengemøbler kan være forbundet med god karma. Meningen må være, at de pågældende ting kan forbedre ens tilværelse på en sådan måde, at gode ting fortjent kommer til en. Det er god karma.
Naturligvis er det bare reklameindustriens forfladigelse af sproget. I dette tilfælde er det endog en forfladigelse af anden eller tredje grad, for allerede udtrykket god karma er en forfladigelse. Begrebet karma stammer fra østlige religioner, som gennem en lang årrække har tiltrukket sig opmærksomhed i vesten. I en tilpasset, forfladiget udgave har de fået en vis popularitet. Således måske især buddhismens ideer om reinkarnation og karma.
I buddhismen selv indgår reinkarnation og karma imidlertid i et meget kompliceret system. Det indeholder et univers med 31 forskellige niveauer. På de øverste 26 befinder guderne sig. Under dem er mennesket, under det igen er der titaner, spøgelser og dyr i den rækkefølge. Allernederst er helvede. Gennem reinkarnationer kan man flytte sig mellem niveauerne. Det er ganske attraktivt og svært at blive genfødt som menneske, hvorimod det ikke er så godt at komme tilbage som et dyr eller et spøgelse. Grundlaget for reinkarnationen er det, man har gjort i tidligere liv. Men det handler ikke blot om at gøre godt eller ondt. Det handler om det moralske valg og den moralske hensigt, der ligger bag handlingen. Derfor kan man ikke sige, at man i buddhismen er god og gør godt for at få en god karma og dermed en god reinkarnation. Hvis det var formålet med handlingen, ville den ikke være moralsk god. Det er sande moralske handlinger, som bestemmer den næste inkarnation. Eller sande umoralske, som medfører ubehagelige reinkarnationer, som dyr, spøgelser eller svage mennesker. Men selv om ens skæbne beror på ens tidligere handlinger, er en ulykkelig reinkarnation ikke grund til foragt fra andre menneskers side. Tværtimod. For dels er fortidige liv fortid; dem kan man ikke bebrejde nogen i nutiden; dels ville det netop være et dårligt moralsk valg at foragte andre deltagere i reinkarnationscirklen. Faktisk ligger der et stærkt incitament i buddhismen til at handle moralsk korrekt over for både mennesker og dyr – og spøgelser, for den sags skyld, for de er også resultater af reinkarnation. Karma-tanken er således den moralske garant i en tankegang, der grundlæggende handler om at blive fri for såvel moral som tilværelsen i øvrigt. For det ultimative mål er Nirvana, hvor der er slukket helt for både menneskets personlighed og dets handlinger.
På baggrund af buddhismens sofistikerede reinkarnationstanker og konsekvente karma-teori kan Jesus i dagens evangelium forekomme en smule banal. ”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes”, ”fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes”, ”tilgiv, så skal I tilgives”, ”giv, så skal I gives”. ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.” Det kan næsten lyde som en forfladiget vestlig version af karmatanken: Gode ting kommer til dem, der gør godt. Men ser man nærmere efter, er det en forfladigelse af tankegangen i evangelieteksten, for den handler ikke om, hvordan den enkelte klarer sig bedst i tilværelsen (og naturligvis slet ikke om, hvordan efterlivet bliver mest behageligt). Den handler ikke om de gode gerninger, der skal til, for at få godt retur. Den handler om to typer menneskelige relationer.
I den ene, hvor man dømmer og fordømmer, står man på afstand af eller over den anden. Man kan kaste sit vurderende blik på vedkommende og bedømme hans handlinger og person, hans væren og væsen, og forkaste det. Vedkommendes indsats bedømmes som utilstrækkelig, eller hans person vurderes som kritisabel. Så afbrydes fællesskabet. Forholdet opsiges. Den pågældende udstødes og forvises. Fællesskabet krakelerer og bryder sammen i mistillid og mistro; i kritik og afstandstagen.
Den anden menneskelige relation er tilgivelsens og gavens. Når man giver opretter man relationer. I gaven forbindes man med den anden i et forhold. Samhørighed bliver til og bekræftes gennem gensidige gaver. Tilgivelsen sikrer, at forholdet består. Når man tilgiver, vedkender man sig forholdet til den anden trods dennes gerninger. Trods hændelser, der truer relationen. Det gjorte og skete får ikke lov til at ødelægge forholdet, når man tilgiver. Så opbygges fællesskabet gennem forpligtende relationer. Det styrkes af fælles forbindelser.
De to forskellige menneskelige relationer handler om fællesskabet. Om det skal ødelægges eller bevares; om man frasiger sig forholdet til de andre eller vedkender sig det. Der er ingen tvivl om, hvad barmhjertigheden er. Det er den, Jesus opfordrer til at realisere i tilgivelsen og gavegivelsen, dvs. i det forpligtende fællesskab til de andre. Jesus taler ikke om, hvordan man skal gebærde sig for at kunne forvente det gode; men hvordan men skal leve, for at have en del i det gode.
På et tidspunkt kort efter kristningen af Island, dvs. lige efter år 1000, er landet i overhængende fare for at bryde sammen i borgerkrig. To lejre står over for hinanden. På den ene side Flose og hans mænd. De har ugerninger på samvittigheden og er mødt op til retsopgøret med en hær. På den anden side Njals familie, for Njal er blevet brændt inde af modstanderne og nu skal det hævnes. Midt i mellem står Hall fra gården Sida, derfor kaldes han Siduhall. Han er beslægtet med Flose og bør egentlig støtte ham. Men han holder sin hær udenfor. Han frygter krigen. Med sig har han sin søn Ljot. Det lykkes at foranstalte en mægling og kampen standses. Men mens der forhandles, rammer et kastespyd Ljot i brystet. Han synker død sammen på jorden. Næste dag står Siduhall frem. Nu er han involveret i krigen, men han vil vise sig fredelig og opfordrer alle til at indgå forlig. Men det virker ikke. Det hele er ved at bryde sammen i hævntørst og voldslyst. Så står Siduhall atter frem og taler: ”Alle kender den sorg, jeg har lidt, nu da Ljot min søn er død,” siger han ifølge Martin A. Hansen og fortsætter: ”Og mange vil vel mene, at han af alle de mænd som her har maattet lade livet var den, der burde bødes dyrest for. Men saa meget vil jeg sætte ind paa, at det forlig kan blive sluttet, at jeg vil sige mig villig til at lade min søn ligge ubødet og dog tilsige alle de mænd tryghed og fred, som er mine modstandere.” Der blev fred. Island blev reddet fra at falde fra hinanden i en dødelig voldsspiral. Det var Siduhalls fortjeneste. Han havde mistet sin søn og efter en lang, forfærdelig nat havde han besluttet at forlade de gamle traditioner, hvor en slægt kun kunne få fred ved blodhævn. Indtil en ugerning var gengældt, havde slægten ufred. Efter sin søvnløse nat byder Siduhall med det princip. Han får fred for sit tab ved at lade sin søn ligge uhævnet. Få år forinden havde Siduhall omvendt sig til kristendommen. Kan man spekulere i, at det er den nye kristentro, som var i hans tanker natten efter hans søns død? Var det den, der fik ham til at lade nåde gå for ret? Var det evangeliet om Guds søn, der fik ham til at vise barmhjertighed for at vinde fred? I hvert fald så han ved dagsgry klart, at smerten ved hans søns død ikke kunne lindres ved drab af andres sønner. Så viste han barmhjertighed og fik fred i Island – og tyder hans historie på – med sig selv.
Siduhalls historie viser, hvad barmhjertighed, tilgivelse og gave er. Det er oprettelse af fællesskab; det er bilæggelse af strid; det er at skabe fred i forhold. Det modsatte af dom og fordømmelse. Således bliver resultatet, at Siduhall og de andre islændinge kan leve sammen i fred. Det er ikke gode gerninger, der kommer tilbage. Det er selve den gode gerning, som stifter et forhold bestående af gode gerninger. Ligesom dommen, fordømmelsen og hævnen splitter forhold og tvinger mennesker til at leve i strid og ufred; gør barmhjertigheden det modsatte. Den etablerer fredsfællesskaber og tilgivelsesrelationer, når den findes.
Derfor skal I være barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig, opfordrer Jesus. Det er ikke et spørgsmål om at skabe sig god karma i forventningen om, at barmhjertigheden kommer retur om ikke i dette liv, så i det næste. Det er et spørgsmål om at skabe det fællesskab, som livet kan leves i nu. For det gode liv skal hverken vente til nye inkarnationer eller andre liv på andre niveauer. I kristendommen leves det nu, når faderens barmhjertighed tager sig skikkelse i det menneskelige fællesskab, som opstår af den barmhjertighed, vi viser hinanden.