- s.e.trin.: Matt 5,43-48 (Vartov, 28.6.26)
Fredsforskeren Isabel Bramsen, der i år modtog demokratistafetten ved Grundlovsfejringen her i gården, har siddet med ved en lang række internationale fredsforhandlinger. Hun holder foredrag om det og har skrevet en bog ved navn Fredens logik. I de forhandlingslokaler, hvor hun har været til stede, mødes repræsentanter for parter, som hader hinanden så intenst, at de ikke alene er klar til at slå de andres børn ihjel. De er også klar til at lade deres egne børn blive slået ihjel i kampen for at udslette fjenderne. Forskeren er naturligvis interesseret i, hvad der skal til for, at sådanne forhandlinger går godt.
I det foredrag, jeg hørte af hende, fortalte hun bl.a. om en forhandling i Mellemøsten, som blev ledet af en amerikansk kvinde. Samtalerne stod på længe og bølgede frem og tilbage. Indimellem trak parterne sig tilbage og overvejede deres krav. Så mødtes man igen og fortsatte drøftelserne. Langsomt nærmede man sig hinanden. Efter måneders forløb var man meget tæt på en aftale. Enkelte små detaljer skulle afklares på det sidste møde, men så kom den ene part pludselig med en lang liste med nye krav. Forhandlingslederen blev så rasende, at hun havde svært ved at bevare besindelsen. Selvfølgelig vidste hun som en erfaren diplomat, at det var uprofessionelt at vise følelser, så under bordet borede hun neglene ind i sine hænder for ikke at komme til at græde. Lige lidt hjalp det. Tårerne stod hende synligt i øjnene. Da de mellemøstlige forhandlere så det, reagerede de prompte: Sådan var det heller ikke ment. De kunne godt frafalde de nye krav og underskrive aftalen.
Bramsen konkluderer, at det er gavnligt for fredsforhandlinger, hvis modparten afslører sig som et menneske. Hvis der kommer almindelige menneskelige følelser og reaktioner frem, som kan nedbryde det meget diplomati og skabe en venskabelig stemning, fremmer det processen. Hvis det kan lykkes at etablere en personlig relation mellem parterne, nedbryder det fjendskabet. Det er svært at hade, hvis man kan græde og grine sammen. Den slags er sprækker for fredens logik.
Den logik er jo i sig selv ikke overraskende. Enhver, der ved, hvad en forløsende latter er, kunne have sagt det. Men det påfaldende er måske, at den almenmenneskelige logik også findes i de mest formelle, diplomatiske sammenhænge på allerhøjeste niveau. Eller måske er det ikke så påfaldende for selv i den fredens logik handler det om at udslette fjenderne.
Det viser en anekdote om den amerikanske præsident Abraham Lincoln. Efter den amerikanske borgerkrig holdt han en tale til den besejrede sydstatshær, hvor han i milde vendinger tiltalte dem som medmennesker, der blot havde taget fejl og været på den forkerte side i konflikten. Efter talen blev han passet op af en vred kvinde. Hun mente ikke, at man kunne omtale fjenderne på den måde, efter at de havde forsøgt at udslette nordstaternes soldater. Lincoln svarede: ”Kære frue, udsletter jeg ikke mine fjender, når jeg gør dem til venner?” Og det ser man i praksis i Bramsens studier: Når venskabet opstår, forsvinder fjendskabet. Og venskabet opstår dér, hvor man deler noget sammen. Der, hvor man kan genkende noget af sig selv i den anden. Der, hvor det menneskelige bryder igennem, så et fællesskab kan opstå af medmenneskelighed og næstekærlighed. Det er fredens logik, om end også den handler om at udslette fjenderne.
Derfor er det så voldsomt radikalt, hvad Jesus siger i dagens tekst. Han taler nemlig ikke om at udslette sine fjender, hverken på den ene eller den anden måde. De skal ikke fjernes fra jordens overflade med had, men heller ikke forvandles af kærlighed. De skal ikke gøres til brødre, der hilser på os. De skal ikke ændres til venner, der elsker os. De skal elskes som fjender. Her er der ingen magtkamp på spil. Det handler ikke om at finde det fællesmenneskelige på trods af konflikter eller at se medmennesket på trods af uoverensstemmelser. Det handler om at være fuldkommen ved at elske både venner og fjender, som solen står op over onde og gode, og det regner på retfærdige og uretfærdige.
Det bryder ikke bare med fredens logik. Det bryder med enhver logik, som forsøger at udslette de andre ved at få dem til at ligne en selv. Det er ellers de logikker, som almindeligvis anvendes for at skabe fred og sikkerhed i verden. Det er de logikker, der mener, at man må oplyse og uddanne, så alle bliver lige så oplyste og uddannede, som vi selv er. Det er de logikker, der mener, at man må hjælpe og bistå, så alle bliver lige så rige og tilfredse, som vi selv er. Det er de logikker, der mener, at man må støtte og påvirke, så alle bliver lige så demokratiske og frie, som vi selv er.
Jesu bud om at elske sin fjende bryder med enhver logik om, at den anden skal gøres lig med os selv for at være gode nok til at elske. Det bryder overhovedet med den logik, der gør os selv til standarden, som andre måles efter. Den bryder med forestillingen om, at vi er de gode og retfærdige i verden, og de andre er vores fjender. For buddet går på at elske fjenden, som ikke er en af os og ikke ligner os og ikke skal gøre det. For i Jesu ord er vi ikke de gode og retfærdige, men de onde og uretfærdige, som Guds sol alligevel skinner på, og som Gud ikke desto mindre lader det regne på. Vi er dem, der helt ufortjent og uden vores egen indsats lever som Guds skabninger og af Guds nåde.
Forstår man Jesu udsagn sådan, at vi ikke er de gode og retfærdige, der med rette lever under Guds sol og Guds himmel; men derimod skal se os selv som de onde og uretfærdige, der af nåde nyder Guds sol og af barmhjertighed får gavn af hans regn, så er hans bud om at elske sine fjender en følge deraf. Så er det en konsekvens af, at ingen – heller ikke vi – i os selv er så fuldkomne, at vi skal underlægge os alle andre. Så kan ingen – heller ikke vi – stræbe efter at udslette fjenden, hverken med morderisk had eller venskabelig kærlighed. Så må også vi erkende, at vi ikke er de gode og retfærdige, som har ret til at udslette fjenderne med vores godhed og retfærdighed.
Det er det voldsomt radikale i Jesu ord i dag i varmen: Vi er ikke gode og retfærdige. Det siger han til os her lige før sommerferien: Vi er ikke fuldkomne, men hans himmelske fader er fuldkommen, når han lader sin sol stå op over os, selv om vi er onde, og lader det regne på os, selv om vi er uretfærdige. Derfor skal vi også leve i verden med kærlighed til dem, der ikke er som os; ja selv dem, der hader os. For deri er det fuldkomne: at leve i den nåde, at vi ikke er fuldkomne, så vi ikke skal udslette vores fjender. Det ville være det fuldkomne, hvis fjender ikke ville udslette hinanden, som Gud ikke udsletter de onde og uretfærdige.
Hvis man kunne føre fredsforhandlinger på det grundlag, så det ikke kun er, når man kan genkende sig selv i den anden, når det almenmenneskelige bryder frem, at der åbner sig en sprække for fredens logik, men også når den anden er den helt anden, som man slet ikke kan forstå og slet ikke kan genkende. Hvis også det kunne være en sprække for respekt og anerkendelse, fordi man elsker fjenden som fjende, så ville det ikke være fredens logik, men nådens logik. Den logik, som Jesus kalder fuldkommen, og så ville der næppe være behov for så mange fredsforhandlinger.
DDS 749 – 289 – 691 — 587 – 446 – 674 – 695 – 290