4.s.e.trin.(1)
Splinten i din broders øje
Jesus sagde:
v.36 »Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. v.37 Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. v.38 Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.«
v.39 Han fortalte dem også en lignelse:
»Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften?
v.40 En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester.
v.41 Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? v.42 Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.«
Luk 6,36-42 (jf. Mark 4,24; Matth 5,48; 7,1-2; 15,14; 10,24.25; 7,3-5; Joh 13,16; 15,20; Thom 32)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Denne tekst er et godt eksempel på alle vanskelighederne i det såkaldt synoptiske problem, som man kalder spørgsmålet om de tre første evangeliers forhold til hinanden. Næsten alt i teksten har nærmest ordrette paralleller i Matthæusevangeliet, men ikke i Markusevangeliet, der alene indeholder en version af ordet om at få efter det mål, man selv måler med (Mark 4,24). Johannesevangeliet har to paralleller til det almindelige billedord om disciplen og læremesteren (Joh 13,16; 15,20).
Imidlertid findes parallellerne mellem Lukas og Matthæus på forskellige steder i Matthæusevangeliet. Så spørgsmålet er: Hvis man accepterer, at lighederne er så store, at man ikke kan forestille sig, at de to evangelier ikke er forbundne, hvordan er de så forbundne? Som nævnt flere gange er den mest almindelige teori, at de har kendt en fælles, i dag forsvundet kilde (kaldet Q), som har været en samling af Jesu ord. Lukas skulle have bevaret den oprindelige rækkefølge bedst, mens Matthæus har sammenstillet dem i sine store taler. Tanken er, at Lukas ikke ville have haft en så tilsyneladende usammenhængende tekst som denne, hvis han ikke havde fundet den sådan i sin kilde. Matthæus har skabt en bedre sammenhæng ved at flytte Luk 6,39-40 og skabe én tekst ud af Luk 6,37-38 + 6,41-42 (således i Matth 7,1-5). Det er en god forklaring. Men man kan spørge, hvorfor han ikke har taget ordene om fordømmelse og tilgivelse med (Luk 6,37), og hvorfor han har flyttet det første vers i teksten (Luk 6,36) væk fra Luk 6,37-38 og formuleret det ”vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen” (Matth 5,48)? Og han har adskilt ordet om de blinde, der leder blinde (Luk 6,39; jf. Matth 15,14) fra ordene om forholdet mellem mester og lærlinge (Luk 6,40; jf. Matth 10,24-25). Det kan man måske også forklare, men det er da også muligt at forklare det sådan, at Lukas i Matthæusevangeliet har fundet ordene spredt rundt omkring og kombineret dem på den måde, vi finder i teksten. Dog vil jeg gerne indrømme, at netop dette eksempel ikke er det bedste for den teori.
Thomasevangeliet indeholder ordet om splinten i broderens øje (Thom 32), om en blind, der leder en blind (Thom 34) i helt korte versioner.
Indholdsmæssigt kan man nøjes med at sige, at de udsagn af Jesus, som hos Matthæus står placeret i en helt anden sammenhæng, naturligvis også får en ganske anden betydning. Derimod er sammenhængen for ordet om splinten i broders øje i Matthæusevangeliet så tæt på sammenhængen i Lukasevangeliet (s.n.), at der ikke opstår de store indholdsmæssige forskelle.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Teksten er en del af ”sletteprædikenen” (Luk 6,20-49). Det er Lukas’ version af ”bjergprædikenen” (Matth 5-8). Den findes i Lukasevangeliets første del under Jesu virke i Galilæa. Den består af ”saligprisninger” og ”ve-råb” (Luk 6,20-26), ”om fjendekærlighed” (Luk 6,27-35), så er det et spørgsmål om ordet om at være barmhjertig som faderen (Luk 6,36) afslutter dette afsnit (således i den danske oversættelse af bibelen) eller indleder det næste ”om at dømme andre” (Luk 6,37-42) (således i alterbogen), herefter kommer stykket om ”træet og dets frugt” (Luk 6,43-45), og hele talen slutter med ”lignelsen om huset på klippen og huset på sand” (Luk 6,46-49). Talen optræder i Lukasevangeliet på en måde en sammenfatning af Jesu forkyndelse i Galilæa.
Teksten er altså en del af en større etisk belæring, der skal fortælle læserne, hvordan Kristus-troen tager sig ud i praksis. Det er særligt vigtigt, at afsnittet om fjendekærlighed kommer før denne tekst, for det udvider tekstens anliggende. Eftersom de etiske forpligtelser er udvidet til at omfatte fjender, bliver de anvisninger, som den følgende tekst indeholder, ligeledes orienteret mod andre end ens venner, dvs. menighedsmedlemmer.
Efter teksten følger endnu to lignelser, først om træet og dets frugt så om huset bygget på hhv. sand- og stengrund. Begge disse lignelser siger noget generelt om dem, der lever efter anvisningerne i sletteprædikenen. De vil som det gode træ give god frugt, og som huset på stengrund stå sikkert fast.
Det skal måske tilføjes, at problemerne med at placere vers 36, dvs. om det hører sammen med vers 27-35 eller vers 37-38, opstår, fordi de græske håndskrifter ikke er inddelt i afsnit. Overskrifterne i den danske oversættelse stammer alene fra oversætterne i 1992. Kapitel- og versinddelingen er heller ikke original, men har dog en lang tradition (det har jeg gjort rede for tidligere).
Tekstens detaljer
Som antydet har oversætterne af bibelen i 1992 med en overskrift markeret, at teksten handler om ”at dømme andre”. Imidlertid består den af flere dele: v.36 er en slags indledning (hvis det ikke er afslutning til det foregående afsnit), v.37-38 handler om sammenhængen mellem at dømme og blive dømt; v.39-42 er tre illustrerende lignelser om sammenhængen den, der leder og den, der ledes; om eleven og læremesteren; og om splinten in broderens øje. Lignelserne demonstrerer sammenhængen mellem at dømme og blive dømt.
v.36: Som sagt, er det vanskeligt at placere dette vers. Det kan afslutte afsnittet om fjendekærlighed eller indlede det om at dømme. Måske er det faktisk et sådant overgangsvers, der hører til begge steder. Dets indhold er temmelig radikalt. Opfordringen er at ligne Gud selv. Som han er barmhjertig, skal Jesu tilhængere være barmhjertige. Man kan også sige det på den måde, som bliver tydeliggjort i det følgende, at den barmhjertighed Gud viser dem, skal de leve ud i forholdet til deres medmennesker.
Lukas vælger ordet ”barmhjertig” om Gud. Matthæus bruger i parallellen ”fuldendt”. Det svarer til det grundlæggende træk i den lukanske teologi, at Gud og Jesus er den, der opsøger det fortabte og tager imod den hjemkomne. Således skal alle i menigheden altså grundlæggende forstå sig selv som modtagere af Guds barmhjertighed. Heraf kommer opfordringen om at leve i overensstemmelse med det, de er i kraft af Guds barmhjertighed. Dette kan både være konklusionen på opfordringen til fjendekærlighed og indledningen på advarslen mod at dømme. Sådan skaber verset overgangen.
v.37-38: Sammenhængen mellem Guds væren og menneskers handling udfoldes nu. Ens handlinger over for andre kommer tilbage til en selv. Det er tydeligt, at Gud må være subjekt for de passive verber. Altså er logikken: Hvad du gør ved dine medmennesker, gør Gud ved dig: Dom, fordømmelse, tilgivelse. Det samles i billedordet om målet, som man selv måler med. Grundlaget for det billede er et måleinstrument, fx et litermål, som man kan fylde mere eller mindre op, når man tilmåler til andre. Målets indhold hældes ud i favnen på modtageren (jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid forestillet mig et mål korn, der rystes og presses for at få så meget som muligt med, for til sidst at flyde over og hældes ud i forklædet på den købende). Pointen er altså, at som man tilmåler til andre, skal der tilmåles til en selv.
Man kan sige, at det er overraskende, at Gud umiddelbart før beskrives som barmhjertig og i disse vers fremstilles som nøjeregnende, gengældende Gud. Sagen er sikkert, at det skal forstås som en formning internt i menigheden, dvs. til dem, der allerede har modtaget Guds barmhjertighed og derfor skal leve op til den. Det handler altså i mindre grad om Guds endelige dom og i langt højere grad om den indbyrdes tilværelse.
v.39-42: Herefter følger lignelser, der illustrerer forholdet mellem en selv og de andre. I alle tre tilfælde er pointen, at man selv må have sine forhold i orden, før man kan forholde sig til andre.
v.39: Det siges først med et kendt billedord, at en blind ikke kan lede en blind. Derfor må man sikre sig, at ens egne ”synsforhold” er i orden, før man kan påtage sig ansvar for andre.
v.40: Det næste er spørgsmålet om forholdet mellem discipel og lærer. Det er formentlig i sammenhængen et spørgsmål om, hvordan man bliver ”seende”, nemlig ved at være oplært af sin læremester, som er Jesu belæring. Man kan endog sige, at den sammenhæng, der er mellem Guds barmhjertighed og Jesu tilhængeres barmhjertighed, netop er et eksempel på, hvorledes de skal være oplært af deres mester.
v.41-42: Det tredje billede er splinten og bjælken. Atter handler det om at have sine egne forhold i orden, før man beskæftiger sig med andres.
Tekstens fortolkning
Som sagt er teksten et afsnit af sletteprædikenen, der indeholder etiske anvisninger, som er grundlaget for at være som det gode træ og bygge på den faste grund. Det skal vise, hvordan troen på Kristus leves ud i det mellemmenneskelige dagligliv. Det sker ved at leve op til Guds barmhjertig og derfor ikke fælde dom, men sikre sig at have sine egne forhold i orden for at kunne lede andre.
Et spørgsmål, som ofte kommer op i denne forbindelse, er, om forfatteren her anstiller et ideal, eller det er konkrete anvisninger. Ideen om at være barmhjertig som Gud selv, kan nok virke uoverkommelig. Men jeg tror faktisk, at Lukas mener, at de kristne skal kunne leve op til den barmhjertighed, som de har mødt. Det er faktisk sådan, at han mener, de kristne skal være og leve. Men han er også realist nok til at vide, at også de kristne har lettest ved at se de andres fejl. Derfor denne formaning.