Joh 3,25-36
”Min glæde er fuldkommen,” siger Johannes, der i de andre evangelier kaldes Johannes Døberen. Brudgommens ven fyldes med glæde over brudgommens ankomst og den glæde er fuldkommen, forklarer han sine disciple.
Glæde forbinder man ellers normalt ikke med Johannes Døberen. Han optræder mest som en dommedagsprædikant, der forkynder alt andet end glæde. ”Øgleyngel,” kalder han nogle steder sine tilhørere, og minder dem om, at øksen allerede ligger ved træets rod, så nu skal det snart omhugges. De skal omvende sig, prædiker han, ellers rammer Guds straffedom. Så drabelig og provokerende var hans forkyndelse, at han blev fængslet af kong Herodes. Han havde nemlig kritiseret, at Herodes havde giftet sig med sin brors kone, Herodias. Historien går, at netop Herodias opfordrede sin datter Salome til at ønske sig Johannes Døberens hoved på et fad, da Herodes var kommet for skade at love at opfylde alle hendes ønsker. Og således skete det. Den lille pige fik hans hoved bragt på et fad. Johannes Døberen forkyndte, at der skulle komme en efter ham. Han havde håbet, at han skulle gennemføre den dom, han forventede. Den kommende skulle udføre straffen over de uomvendte. Det handler ikke om glæde. Tværtimod.
Men i Johannesevangeliet er det anderledes. Her har Johannes en anden karakter. Han står helt i skyggen af Jesus, kan man sige, for han har slet ikke en selvstændig funktion. Men det vil være rigtigere at sige, at i Johannesevangeliet er det lyset fra Jesus, der falder på Johannes. Noget af det første, man hører i Johannesevangeliet, er, at Johannes ikke er lyset, men skal vidne om lyset. Han skal pege hen på lyset, som han ikke selv er. Hans betydning får han fra lyset. I sig selv er han ingen ting. Han er som en pil, der ikke er interessant, hvis den ikke peger på noget. Eller et tegn, der kun har betydning, fordi det betegner noget. Sådan er Johannes. Han er et vidne. Men hans vidnesbyrd ville være tomt, uden den han vidner om. Han ville selv være tom, hvis det ikke var for ham, der kommer. For hele hans identitet, hans liv og virke, er bestemt af den anden, som han står i forhold til. Uden ham er han ingen. Med ham er han den, han er. I forholdet til ham kan han leve sit liv på jorden, så det giver mening, selv om det ikke er glædeligt. Derfor er hans glæde fuldkommen, når han kommer. Vidnesbyrdet er fuldendt, når den, det handler om, er der. Glæden fuldkommen, fordi Jesus er kommet og fylder Johannes’ liv med mening og Johannes selv med glæde.
For sådan kan glæden være. Det er ikke en bralrende latter eller et fjoget grin. Den er ikke et øjebliks morskab efter en vittighed, der går forbi og aldrig høres igen. Den heller ikke en stund i behageligt selskab. Glæden kan være gennemgribende og alvorlig, når den ikke er en undtagelse i tilværelsen, men bestemmer forholdet til virkeligheden. Det er tilfældet, når glæden er resultatet af, at det man venter, indtræffer. Den glæde opstår, når det, man håber på, sker. Så forstås alt gennem den glæde, der nu er kommet til verden. Når et barn fødes, og glæden er så overstrømmende, at smerten glemmes af glæde over, at verden nu indeholder det nyfødte barn. Når den elskede ankommer, og det var hele ventetiden værd, for nu kan de elskende leve sammen.
Og i Johannesevangeliet er det endnu mere. For i evangeliet er glæden resultat af, at det, man ikke turde håbe, sker. Det, man ikke kunne forvente, indtræffer. Sådan, når den, Johannes vidner om, viser sig at være Guds lam, og Guds søn, der er lyset selv, og ikke en straffende dommer. Så fyldes Johannes af glæde. Det åbner hans tilværelse for mere, end han forventede, Når den korsfæstede opstår og møder sine venner, bliver de glade, for det er mere, end de turde håbe på. Det er en glæde af en anden verden; en glæde fra en anden verden. Den sprænger grænserne i deres liv. For nu skal de leve i en verden, hvor end ikke døden kan adskille dem fra Guds søn. Den glæde taler Johannes om, den fuldendte glæde.
Blandt de antikke filosoffer i Johannesevangeliets samtid var glæde også et nøglebegreb. I den stoiske filosofi mente man, at glæde var den eneste rette reaktion på aktuelle begivenheder. For hvis man havde den rette indsigt, ville intet i verden kunne give anledning til andet end glæde. Med den sande erkendelse ville den filosofiske vismand nemlig vide, at intet ville kunne give ham smerte og volde ham sorg. For smerte og sorg er ufornuftige følelser, som overmander en og tager magten fra en. Dem er vismanden fritaget for, for han har gennemskuet hele tilværelsen og lader sig ikke påvirke af den. Derfor er han altid glad, uanset hvad der måtte ske ham. Som filosoffen, der hørte, at hans søn var død og svarede: ”Jeg vidste, han var dødelig.” Tilværelsens realiteter kan ikke bringe filosoffen i affekt, for de er jo netop realiteter, som man ikke kan ændre på, så hvorfor skulle man have smerte og sorg over dem? Realiteter er realiteter, så dem må man glæde sig over, når man har gennemskuet, at det er sådan, tilværelsen er. Filosoffen kan ikke andet end at glæde sig. Hans liv er helt i overensstemmelse med tilværelsen, som den er. Intet kan påvirke ham. Det er hans glæde.
Men Johannesevangeliets glæde er fuldkommen. Den består ikke i at forholde sig nøgternt til livets realiteter eller tilpasse sig tilværelsens udsving. For den fuldkomne glæde udspringer ikke af, at tingene går, som de nu engang gør; eller at ens forhåbninger opfyldes og ønsker indfris. Den fuldkomne glæde kommer af, at livet kan forløbe anderledes, end vi regnede med; at det, vi ikke turde håbe på, kan ske. At det ikke er vores ønsker, der bliver virkelighed. Den fuldkomne glæde opstår, når det er Jesus, der er indholdet af Johannes’ vidnesbyrd; den blev til, da den opstandne viste sig for sine disciple. For da blev vores forventninger til tilværelsen brudt; livets grænser blev sprængt og viste sig at være anderledes end vi forudså. At have den tro og leve i det håb er den fuldendte glæde.
For tilværelsen selv er ikke nødvendigvis glædelig. Måske nærmer den sig et nyt kollektivt lavpunkt. Tristessen over en smitsom sygdom, som kræver ofre og skaber utryghed, spreder sig igen i denne tid, der skulle være glædelig. Restriktionerne hæmmer vores adfærd, begrænser pladserne i kirkerne og hindrer børnenes skolegang. Med nedlukning af kulturliv og forlystelser og aflysninger af sociale arrangementer kan det være svært at holde humøret oppe og finde fornøjelsen ved tilværelsen. Hertil kommer, at man i takt med krisens udvikling og bekæmpelsen af den, har set skel i vores samfund, som man ikke troede fandtes. Man oplever, at man lever sammen med befolkningsgrupper, der ser med dyb skepsis og mistro på et system, som man selv har næsten ubetinget tillid til. Det går op for en, at man lever i sin egen enklave, hvor det kan være hyggeligt, men hvor man mest står i forhold til dem, der ligner en selv. Og så er man dér. På alle måder fanget i sin boble, som ikke engang er fornøjelig, men snarere lidt grå og trist. Hvor skal man så finde glæden?
Men den fuldendte glæde skal man ikke finde. For den fuldendte glæde er mere end vores egen glæde. Derfor har vi aldrig den fuldendte glæde for os selv. Den har vi altid i forhold. Vi har den i det forhold, som tilbydes os gennem Guds søn. For i forholdet til ham står vi i forhold til andet end os selv. I det forhold har vi et forhold til ham, der er åbner vores tilværelse og sprænger grænserne for vores liv. I det forhold er den fuldendte glæde.
Lever man i det er glæden den afgørende og alvorlige tilgang til livet. Ikke fordi man affinder sig med tilværelsens realiteter, og ikke fordi man ser bort fra livets kendsgerninger, og slet ikke, fordi man altid er glad. Men fordi forholdet til livet er bestemt af et perspektiv, der ikke er vores. I evangelieteksten kaldes det himmelsk: ”Den, der kommer fra himlen, er over alle; hvad han har set og hørt, det vidner han,” lød det. I det vidnesbyrd modtager vi et perspektiv, hvor det ikke er vores forventninger og forhåbninger, der bestemmer rammerne for tilværelsen. I det perspektiv er den fuldendte glæde er bestemmende for livet på jorden. Så kan vi møde den jordiske tilværelse, som den er, uden at dens tristesse tager livsmodet fra os. For når vi lever i forhold til Guds søn, kan vi leve i håb om, at vi vil møde det, vi ikke turde håbe på. Så vi kan tage del i tilværelsen i tro på, at den rummer det, vi ikke forventer.
Det liv er livet, der tager imod hans vidnesbyrd. Det liv bekræfter, at Gud er sanddru, fordi det himmelske perspektiv giver os mod til at leve den jordiske tilværelse. Så lever vi livet på Guds sandhed, som den kom til os i det, vi ikke kunne forvente, men nu kan tro og håbe. Det er livet i fuldendt glæde.
DDS 78 – 74 – 325 — 76 – 72 – 90