4.s.a.: Joh 3,25-36 (Immanuel, 21.12.25)
Historiens dom kan være hård. Den kan være hård over mægtige mænd, som kommer til at fremstå som tyranner og forbrydere. Folk, der i deres levetid blev hyldet, men eftertiden lægger for hån. For få kan det gå modsat, så de efter en tid i glemsel kommer til ære og værdighed. Nogle, hvis bidrag man ikke har regnet, kan senere komme til at tage sig betydningsfulde ud. Sådan kan historiens dom skifte over store personligheder.
Men historiens dom er endnu hårdere over de allerfleste. Dem, som i livet har tilhørt de anonyme masser af mennesker, der har passet deres opgaver og gjort deres pligt, men aldrig – hverken i deres levetid eller i eftertiden – har fået anerkendelse for det. Folk, som de er flest, får hverken i livet eller i døden særlig opmærksomhed. De optræder i bedste fald på lister som ubetydelige detaljer mellem andre ubetydelige detaljer i historien.
Sådan kunne det være gået for Johannes Døberen, som taler i den tekst, som jeg læste. Han optræder som en lidt kuriøs detalje hos den jødiske historiker Josefus. Josefus fortæller om Johannes Døberen, at han dyppede eller døbte folk, der havde omvendt sig, til renselse for alle deres synder. Samme Josefus fortæller også, at Kong Herodes lod ham henrette, fordi han var bange for, at han ville bruge sin indflydelse i folket til at lave oprør mod ham.
Det er noget at blive nævnt af Josefus. Alligevel kunne Johannes Døberen have været en uanselig note i historien, som kun specialiserede antikhistorikere havde interesseret sig for. Og de ville formentlig have fældet en hård dom over ham. De ville sikkert have sagt, at han havde været en ynkelig fiasko. Han ville stå tilbage som en af de mænd i historien, der har villet noget stort og godt, men blev slået hårdt ned af magthaverne. Josefus fortæller nemlig, at han prædikede for folk, at de skal vise retfærdighed mod hinanden og fromhed mod Gud. Men hans projekt blev til ingen ting. Han kunne have været en ubetydelig person i historiens uendelige række af ubetydelige personer.
Kun fordi Jesus kom til Johannes, lod sig døbe af ham og tog ham med ind i sin historie, blev det ikke sådan. For i historierne om Jesus er Johannes Døberen ikke en fiasko. Han bliver ikke betydningsløs, og hans liv bliver ikke indholdsløst. For meningen med ham og hans liv ligger i den person, der kommer til ham. Ham, som han er udsendt forud for og skal vidne om. Han er den, der giver Johannes’ liv indhold og betydning. Han kommer ikke til at stå i skyggen af sin store efterfølger. Tværtimod er det lyset fra Jesus, der skinner over Johannes Døberens liv og virke og lader det få mening og indhold.
På et af de mest kendte billeder af Johannes Døberen kan man se det. Det er Matthias Grünewalds Isenheimer alter i Colmar. På det står Johannes ved siden af korset og siger som i teksten her: Han skal blive større, men jeg skal blive mindre. Imens peger han på den korsfæstede og stærkt forpinte Jesus med en forbenet finger. Og på den finger falder lyset, for det er Johannes’ funktion: at vise væk fra sig selv hen mod den, han ikke selv er. Hans liv og virke er intet i sig selv – i sig selv er det en ubetydelig historisk detalje – men gennem Jesus får det indhold og mening. Historiens dom over Johannes Døber er nådig, fordi hans historie ikke handler om ham. Netop fordi han ikke selv var nogen og ikke gjorde sig til noget, fik han evigt liv i Jesu historie.
Og således taler historien om Johannes Døberen ind i det, der tilsyneladende er en frygt for mennesker på tværs af alle skel. Frygten for ikke at være nogen og ikke blive til noget.
Præsidenter holder lange taler for hundredvis af millioner af mennesker om dem selv og deres egne meritter. Alle problemer tilskrives alle andre end dem selv, mens de selv personligt tager æren for alt, hvad der måtte være godt. For det er åbenbart fuldstændigt afgørende for denne præsident, at alverden ved, forstår og anerkender, hvor meget godt han, helt personligt, har gjort for sit land, sit folk og for hele verden. Mit liv, mener han, har jeg selv fyldt med mening og indhold. Og insisterer på, at det skal være historiens dom over ham.
Det er helt anderledes for andre. Forleden hørte jeg en oplæsning af helt unge forfatterspirer, som havde skrevet tekster om ensomhed. En teenager læste sin tekst op og begyndte med at sammenligne livet med et regnestykke. Alle andre, skrev pigen, kender regnereglerne, men jeg ved ikke, hvordan stykket skal løses. Jeg står som den eneste og kan ikke regne det ud. Kun jeg fumler rundt uden mål og med. Mit liv har slet ingen mening og intet indhold, mener hun. Og frygter, at det vil blive historiens dom over hende.
Og det er let at gøre nar ad den stenrige, magtfulde præsident, der har behov for at fremhæve sig selv for alverden. Og det er let at belære den usikre, unge pige, der kommer til at nedgøre sig selv over for alle. Men sandheden er vel, at de begge er udtryk for den samme menneskelige eksistens, når den er overladt til sig selv. Mennesket helt alene, når det ikke har andre end sig selv, kan arte sig i megaloman selvovervurdering og i ydmyg selvudslettelse – og alt derimellem. For mon ikke de fleste kender forskellige dele af spektret, når man nogle gange selv synes, at man er så vigtig, at alle skal høre ens mening. Eller man synes andre gange, at man er så ligegyldig, at man ingen forskel gør overhovedet. Og måske kender nogle mest den ene del, andre mest den anden, men når vi er overladt helt til os selv, befinder vi os alle et eller andet sted mellem ekstremerne. Ja, selv når vi har et helt realistisk selvbillede, er det dér, vi er. Og tænk: I dagens evangelietekst bliver det kaldt at være under Guds vrede.
Guds vrede bliver over den, der ikke har andet end sin egen selvhævdende selvfølelse til at bestemme, at livet har mening og indhold. Eller kun har sin egen selvudslettende ydmyghed til at bestemme, at livet er tomt og ubetydeligt. Og alt det, der ind i mellem, hvor de fleste befinder sig, men hvor man alligevel ikke har andet til at bestemme, hvem man er, end sine egne og andres meninger. Det er Guds vrede ifølge teksten, som forbliver over den, der kun har sin egen histories dom over sit liv.
Så er det som Johannes Døberen, der overladt til sig selv ville være en tilfældig verdenshistorisk detalje, havde det ikke været for ham, der kom til ham og fyldte hans virke med mening. Således som han skal gøre for enhver. Og tænk: I dagens evangelietekst kaldes det evigt liv.
Evigt liv skal enhver nemlig se, der ikke bare er sig selv og ikke kun kan være sig selv, fordi Jesus selv kommer til os og forbinder sig med os og dermed siger ja til vores liv. Som Paulus sagde det fra alteret: I ham siges der ikke både nej og ja, i ham siges der kun ja, for han opfylder alle løfter om at være Gud med os, Immanuel. For det er det liv, der i Johannesevangeliet kaldes evigt: Ethvert liv, der ikke er overladt til ens egen eller andres eller historiens dom. For historien, de andre og en selv siger både ja og nej. Ja til noget, nej til noget andet. Men i Jesus er der kun sagt ja. Ja, til ethvert liv. Det liv er evigt liv, for i det liv skal man ikke frygte, at indholdet går tabt og meningen forsvinder. Det har allerede fået mening og indhold ved Jesu ja, Og så bliver livet, hvor ubetydeligt og tilfældigt det end måtte tage sig ud, et liv, der viser hen til ham, der har sagt ja til det.
Derfor ser vi frem mod julen, hvor han tager vores menneskelige historie ind i sin egen historie ved at blive født som et menneskebarn og derved viser, at uanset hvordan vores historiske liv måtte være, har det liv evig betydning ved at være en del af hans historie. For dommen i den historie er nådig.
DDS 79 – 74 – 72 — 86 – 78 – 90