Joh 1,19-28

Jeg kender en ung mand, der er på sabbatår, som årene efter studentereksamen hedder. Han er på sit andet sabbatår vist ud af flere. Efter at have forskellige steder og plejet sine interesser, er han nu rejst om på den anden side af jorden.

Man sender jo ikke postkort eller breve mere. Man sender heller ikke emails. Facebook er for de gamle. Man skal være heldig, hvis man kan holde personlig kontakt via Messenger, ellers må man gå ind på hans Instagram-profil, hvor han har oprettet en story-line, tror jeg det hedder. Den har et navn. Den hedder ”finder mig selv”.

Det er et stort projekt, synes jeg. Hvorfor har han i det hele taget gemt sig i Asien, så det er der, han skal søge efter sig selv? Kommer han hjem til jul, hvis han pludselig løber ind i sig selv? Og hvad, hvis det ikke lykkes. Hvad vil han så gøre?

Jeg ved ikke rigtigt, hvad man skal ønske for ham. Måske er jeg ærligt talt lidt bekymret for, om det lykkes ham at finde sig selv så langt hjemmefra. Tænk, hvis hans selv ikke vil med hjem.

Men det jo er et velafprøvet koncept. Utallige er de romaner, der handler om, at helten må rejse ud for at vende hjem. Ved at rejse bort fra hjemmet bliver hovedpersonen klar over, hvem han er, så han kan vende hjem igen som sig selv, hvilket han altså ikke var, da han rejste ud. Eller han må erkende, at han først bliver sig selv, når han vender hjem, for det var hjemme, at han var sig selv. De største danske romanhelte er skåret over den læst: Lykke-Per, Niels Lyhne og mange andre. De kæmper for at finde sig selv og blive sig selv. Nogle bliver det ved at kæmpe sig til at blive en anden, end de var. Andre bliver det ved at acceptere, hvem de er. Sådan er det en livsopgave for enhver: at blive sig selv og ingen anden.

De mest indflydelsesrige filosofiske retninger fra det tyvende århundrede handler om dette. Om at være kastet ud i livet med den ene opgave at blive sig selv, hvilket kræver dette ene: at forholde sig til sig selv. Man kan forholde sig til så meget andet, siger filosofferne. Man kan forholde sig til så meget andet. Man kan forholde sig til den familie og slægt, man kommer fra; til den funktion, man har i tilværelse; til sin rigdom eller sin fattigdom; til andres opfattelse af en, hvad enten man foragtes eller hædres; osv. osv.

I alt dette kan man søge at finde et sikkert holdepunkt for, hvem man er. Og i intet af dette bliver man sig selv og ingen anden, for det er i hvert tilfælde noget andet og nogen andre, der så bestemmer, hvem man er. Selv når man gør oprør mod deres opfattelse af, hvem man er, lægger man deres vurdering til grund. Vil man være sig selv, må man forholde sig til sig selv, siger filosofferne. Enhver kan leve uden selv at forholde sig til, hvem man selv er. Så glider man bare bevidstløst med strømmen. Skal man leve det egentlige liv og blive et autentisk jeg, må man derimod blive sig selv og finde sit selv ved at forholde sig til sig selv.

Det behøver man ikke rejse om på den anden side af jorden for. Det kan man lige så godt gøre ved sit skrivebord eller på den lokale café (og det var vist det filosofferne gjorde, i hvert fald dem i Paris). For det handler om at tage sit eget liv på sig som sit liv. Ikke hvad alt muligt andet gør det til, eller hvad alle mulige andre mener om det, men som sit eget liv, som man kun kan leve og dø selv. På den måde har man kun brug for sig selv for at leve det egentlige liv med sit eget autentiske selv.

Johannes i evangelieteksten får spørgsmålet: Hvem er du? Han afviser alt det, andre måtte sige om ham. Ingen af de kendte kategorier med et forud givent indhold kan bruges om ham. Han er ikke Kristus, han er ikke Elias, han er ikke Profeten. Ingen af dem er han, for det var alle personer, der var defineret i Det Gamle Testamente. De havde bestemte roller i historien, så de skulle optræde før Guds endelige dom. Kristus er han ikke, for Kristus er den, der skal komme med den endelige frelse. Elias er han heller ikke, for Elias skulle komme og berede vejen for Kristus. Profeten kan han heller ikke være, for profeten er en som Moses, der skal føre folket. Johannes passer ikke ind i nogle af rollerne, for hvem han er i Johannesevangeliet, er ikke bestemt af de andre. Derfor må han selv svare på spørgsmålet: Hvem er du? Hvad siger du om dig selv?

Men Johannes reagerer ikke som det tyvende århundredes filosoffer, der selv tager ansvaret for at finde sig selv og blive sig selv. Han skaber ikke sig selv. Han forholder sig ikke til sig selv. Han svarer med et citat: ”Jeg er en stemme, der råber i ørkenen.” Eller som det rettelig burde oversættes: ”Jeg er en stemme af en, der råber i ørkenen.” For han er faktisk end ikke en, der råber i ørkenen. Han er blot dennes stemme. Eller lyden af en, der råber i ørkenen. Som sådan er han det mest flygtige og luftige, man kan tænke sig. Han er blot en lyd, der lyder et øjeblik for så at forsvinde. Nogen selvstændig status har han ikke, for han er slet ikke den, der udbringer lyden. Faktisk er han, hvis man skal være meget sprogligt nøjeregnende, bare en lyd. Lyd af en, der råber. Han har ingen mening i sig selv. Selv er han er blot meningsløs lyd.

Han er så langt fra at være sig selv, som man kan komme. Han er slet ikke ved at blive sig selv og ingen anden. Han prøver ikke at finde sig selv og tager ikke sit liv på sig for at blive sig selv. Tværtimod er han kun noget og nogen på grund af en anden. Han er kun noget, fordi der er en midt iblandt dem, som de ikke kender. Kun ved ham er Johannes noget.

For den anden er ikke lyd. Han er ordet, der giver lyden mening. Således opfylder han det, som Johannes skal være. Johannes kan ikke være nogen uden at henvise til ham. Skal Johannes finde sig selv, må han finde den anden, som giver hans liv indhold. Skal han blive sig selv og ingen anden, kan han kun blive det ved at modtage det fra denne anden. Alene er Johannes ingen ting.

Helt modsat det tyvende århundredes filosoffer, der mente, at de kunne blive sig selv helt alene og helt uafhængigt af andre, ja netop blev sig selv ved at adskille sig fra alle andre og selv tage ansvaret for sit liv. Johannes kan kun blive sig selv i forholdet til den anden. Ikke en hvilken som helst anden, men den anden som fylder hans liv med mening. Derfor er han sindbilledet på adventstiden, hvor vi venter og ser frem mod den, der skal komme og fylde livet med mening. Gøre livet egentligt, autentisk og ægte ved at sætte sig i forhold til os.

Man kan sige, at hele adventstiden er som barnet, der bæres til dåben, og den voksne, der går til døbefonten, for de går frem mod at få at vide, hvem de er af en anden end sig selv. De bliver sig selv og ingen anden af den, der kommer til dem i dåben. Eller adventstiden er som gangen op mod alteret, hvor vi i nadveren får at vide, hvem der forener sig med os, for at vi skal blive dem, vi er. For inden vi begynder at lede efter os selv, har vi allerede fået at vide, hvem vi er. Skal man finde sig selv, skal man altså ikke opfinde sig selv, for man er allerede nogen. Skal man finde sig selv, må man finde ud af, hvad det betyder, at man er den, som får mening af en anden.

Så hvad skal man ønske for den unge mand på den anden side af jorden og alle de andre unge mennesker, der vil finde sig selv. Og alle os andre, der prøver at blive os selv og ingen andre. Jeg kan ikke håbe andet end, at de finder sig selv sammen med dem, der giver deres liv mening, og dem, hvis liv de giver mening. For det er konsekvensen af selv at have fået mening af en anden.

DDS 268 – 74 – 86 — 91 – 71 – 90