Jesus og Johannes (Døberen)
v.25 Nu kom Johannes’ disciple i diskussion med en jøde om renselse, v.26 og de gik hen til Johannes og sagde: »Rabbi, han, som var hos dig på den anden side af Jordan, han, som du har vidnet om, han døber nu selv, og alle kommer til ham.« v.27 Johannes svarede:
»Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen. v.28 I kan selv bevidne, at jeg sagde: Jeg er ikke Kristus, men jeg er udsendt forud for ham. v.29 Den, der har bruden, er brudgom; men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme. Det er min glæde, og den er nu fuldkommen. v.30 Han skal blive større, jeg skal blive mindre. v.31 Den, der kommer ovenfra, er over alle; den, der er af jorden, er jordisk og taler jordisk. Den, der kommer fra himlen, er over alle; v.32 hvad han har set og hørt, det vidner han om, og ingen tager imod hans vidnesbyrd. v.33 Den, der har taget imod hans vidnesbyrd, har dermed bekræftet, at Gud er sanddru; v.34 for han, som Gud har udsendt, taler Guds ord; Gud giver jo ikke Ånden efter mål. v.35 Faderen elsker Sønnen, og alt har han lagt i hans hånd. v.36 Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.«
Joh 3,25-36
Tekstens forhold til de andre evangelier
Intet andet evangelium har en tekst svarende til denne. Selv om der er småting, der kan sammenlignes med synoptikerne (fx diskussion med jøder, fremstillingen af Jesus som brudgom) er det en helt og aldeles johannæisk tekst.
Hvad der er interessant i forbindelse med forholdet til synoptikerne, er, at Johannes (Døberen) og Jesus her optræder samtidigt. Det siges eksplicit umiddelbart før teksten, at Johannes (Døberen) endnu ikke var sat i fængsel (Joh 3,24). Det er stik modsat synoptikerne, hvor Jesus begynder sin virksomhed, da Johannes Døberen sættes i fængsel (Mark 1,14). Spørgsmålet er, om dette er et af de få steder, hvor Johannesevangeliet indeholder en mere historisk oplysning end synoptikerne. Hos dem er der et klart frelseshistorisk skema, hvor Johannes Døberen er forløber og vejbereder, så Jesus først kan overtage, når han har afsluttet sin gerning. Måske er det en teologisk tolkning, som ikke nødvendigvis stemmer med den historiske virkelighed. Imidlertid er det nok en lige så teologisk tolkning, at Johannes (Døberen) ikke skal have afsluttet sit virke, før Jesus kan begynde sit, for det viser jo, at Jesus ikke er afhængig af Johannes (Døberen). Og det er en pointe i Johannesevangeliet Så det er ikke til at sige, hvem der er tættest på de historiske fakta.
Jeg skriver ”Johannes (Døberen)” med Døberen parentes, når det handler om personen i Johannesevangelier, fordi Johannes kaldes ikke ”Døberen” i Johannesevangeliet. Det er endnu en måde at nedtone hans betydning på, hvilket er en væsentlig del af anliggendet i Johannesevangeliets tolkning af ham.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Hvis Johannesevangeliet overordnet kan deles i tegnenes bog = Jesu offentlige virke (kap. 1-12) og herlighedens bog = afskedstalen og passionshistorien (kap. 13-20/21), findes denne tekst altså under Jesu offentlige virke. Den indgår endvidere i et afsnit, der kan kaldes fra Kana til Kana (kap. 2-4), hvor Jesus er i dialog med forskellige personer, fx sin mor (kap. 2), jøderne på tempelpladsen (kap. 2), Nikodemus i Jerusalem (kap. 3), den samaritanske kvinde i Samaria (kap. 4), den kongelige embedsmand i Galilæa (kap. 4). Dette afsnit er nærmest et intermezzo i fortællingen om Jesus, for han optræder jo ikke selv i det. Der indledes med at fortælle, at Johannes (Døberen) var i Ænon nær Salem, fordi der var meget vand, for han var endnu ikke sat i fængsel (Joh 3,23-24). Til gengæld lyder det umiddelbart efter, at Jesus fik flere disciple end Johannes (Døberen), og de blev døbt. Dog døbte Jesus ikke selv; det gjorde hans disciple (Joh 4,1-2). På den måde passer teksten ind i konteksten, for den umiddelbart forudgående samtale med Nikodemus har bl.a. handlet om dåb (under betegnelsen ”at blive født igen/at blive født fra oven” Joh 3,5.8) og den efterfølgende samtale med den samaritanske kvinde vil omhandle ”levende vand” (Joh 4,10-14). Derfor er striden om renselse og Johannes (Døberens) disciples spørgsmål angående Jesu rolle velplaceret i sammenhængen, selv om Johannes (Døberens) svar går noget længere end blot at udtale sig om dåben.
Tekstens detaljer
Det er en uhyre kompliceret tekst. Det er meget underligt, at Johannes (Døberen) holder en tale om Jesus, der til forveksling ligner noget, han selv kunne have sagt. Der er da også en tradition i forskningen for at sige, at hele stykket v. 31-36 er fejlplaceret. Egentlig skulle det høre til i en af Jesu taler (fx den tidligere i kapitler, der er foranlediget af samtalen med Nikodemus), men af den ene eller anden grund (måske fordi papyrussiderne er kommet i uorden) har det skiftet plads. Den opfattelse er med rette ikke populær for tiden, men den siger noget om, hvor vanskelig teksten er.
Endvidere er der udtryk i teksten, som er svære at forstå. Fx billedet af brudgommen og hans ven. Er det en henvisning til en skik, som vi ikke kender i dag? Hvad med at blive større og blive mindre? Hvad er det billede på? Og at give ånden efter mål. Det er heller ikke klart, hvad der menes.
Strukturen er derimod ikke kompliceret på overfladen. En situationsangivelse med spørgsmål til Johannes (Døberen) (v.25-26), hans svar på spørgsmålet (v.27-30), der går direkte over i en uddybende tale (v.31-36). Men man skal kun lidt dybere, før klarheden fordunkles. Hvorfor får en strid om renselse Johannes’ disciple til at spørge om Jesus? Første del af Johannes (Døberens) svar passer til spørgsmålet, men den efterfølgende tale synes at give Johannes (Døberen) en viden om Jesus, som slet ikke giver mening inden for fortællingen. Hvor har han al den indsigt fra? Jf. teorien om, at det i virkeligheden er Jesus egen tale om sig selv, der fejlagtigt er lagt Johannes (Døberen) i munden. Der er altså problemer nok at gå i gang med.
v.25-26: En strid mellem Johannes’ disciple og jøder om renselse giver for så vidt god mening. Jøderne havde i samtiden forskellige opfattelser af renselse, fx har arkæologiske fund vist, at der blev konstrueret mange stenkar til renselse netop i århundrederne før vor tidsregnings begyndelse. Formentlig har det særligt været det farisæiske parti, der lagde vægt på rituel renselse. Johannesevangeliet afslører i perikopen om brylluppet i Kana kendskab til sådanne renselseskar (jf. Joh 2,6). Johannes Døberens dåb var en omvendelsesdåb til syndernes forladelse og kunne således sammenlignes med en rituel renselse. Så man kan forestille sig, at striden kunne handle om spørgsmålet om renselse og Johannes Døberens dåb i forhold til Jesus og hans forkyndelse. Men i Johannesevangeliet skal notitsen om striden ikke andet end give anledning til, at disciplene spørger Johannes (Døberen) om forholdet til Jesus.
Spørgsmålet refererer til situationen i kap. 1, hvor Johannes og Jesus mødes. Disciplene forundres åbenbart over, at Jesus nu på egen hånd døber og ”alle kommer til ham”. Skal det betyde, at han har mere succes end Johannes (Døberen), selv om han ifølge disciplene skulle være Johannes (Døberen) underlegen? Man kan forestille sig, at de har ment, at Jesus selv havde været blandt Johannes (Døberens) disciple. Derfor undrer de sig over, at han nu forkynder på egen hånd. Det passer ganske vist overhovedet ikke med det, der skete i kap. 1, og heller ikke med det forhold, at disciplene selv siger, at Johannes (Døberen) vidnede om ham, for det var, hvad han gjorde i kap. 1, da han utvetydigt tilkendegav, at hans egen rolle som døbende med vand var afledt af Jesu rolle som døbende med Helligånden. Men det kan passe med de historiske forhold, hvor Jesus meget vel kan have tilhørt gruppen omkring Johannes Døberen, før han begyndte at forkynde selv. Nogle forskere vil derfor mene, at dette vers afspejler en konflikt mellem Johannes’ disciple på den ene side og Jesu disciple på den anden. Johannesevangeliet vil med Johannes (Døberens) svar skjule, at der har været et misforhold og i stedet udtrykke, at Johannes (Døberen) fra begyndelsen så sig selv som underlegen.
v.27-30: Det er så det, Johannes (Døberen) siger i sit svar. Han bruger forskellige udtryk om det, så svaret indeholder forskellige udsagn, der alle skal tilkendegive, at Jesus er overlegen og Johannes (Døberens) funktion er helt afledt af ham, nemlig som et vidne.
For det første siger han dette ved at bestemme, hvor autoriteten kommer fra. Begges roller er bestemt fra himlen (v.27). For det andet henviser han til sit eget udsagn i kap. 1, som hans disciple kan bevidne. Hans rolle, som den er givet ham fra himlen, er netop ikke at være Kristus. Det maksimale, Johannesevangeliet kan sige, om Johannes (Døberen) er, at han er udsendt før ham for at vidne om ham. Andet skal han ikke. For det tredje siges det med billedet af brudgommen og hans ven. Gommens vens rolle er blot at glæde sig over gommens succes. Han har ikke en selvstændig funktion i brylluppet (han har ikke bruden), men er der kun på grund af gommen. Derfor er hans glæde fuldendt, når gommens lykke er gjort. Om der ligger et bryllupsritual eller en folkelig skik ved bryllupsfester bag dette udsagn, er muligt, men den er ikke længere kendt. Endelig for det fjerde kan han udsige rangforholdet mellem dem. Jesus skal blive større; han skal selv aftage. Derfor giver det mening, at alle nu kommer til Jesus, for Johannes (Døberens) vidnefunktion er udspillet, når Jesus selv er til stede. I øvrigt er dette vers årsagen til, at Sankt Hans-dag hedder Sankt Hans (= Sankt Johannes), for det er vendepunktet, hvorefter dagene bliver kortere.
v.31-36: Som antydet, synes jeg, at dette afsnit er et af de allervanskeligste i Johannesevangeliet. Overordnet betragtet trænger det grundlæggende budskab fint igennem, men detaljerne er svære at få rede på.
Det første vers (v. 31) må i konteksten handle om, at Johannes (Døberen) er den fra jorden, der derfor taler det jordiske, mens Jesus er kommet fra himlen og derfor over alle. Tydeligere kan rangforholdet ikke bestemmes. Men det er ikke rigtigt klart, hvad det betyder at tale det jordiske. Måske er det simpelt hen Johannes (Døberens) vidnesbyrd, der er jordisk, fordi han er menneskelig i modsætning til Jesus. Det er i øvrigt ikke helt sikkert, at ”er over alle” oprindeligt har været en del af teksten. Der er flere vigtige manuskripter, der ikke har det med.
Det næste vers (v. 32) må så handle om Jesu vidnesbyrd. Han har jo himmelsk indsigt, og hvad han forkynder er guddommeligt autoriseret. Men ingen tager imod hans vidnesbyrd. (Jesus har selv sagt noget lignende i samtalen med Nikodemus: ”Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om den himmelske?” (Joh 3,12).)
Men den, der modtager det, bekræfter (egtl. besegler), at Gud er sand (v.33). Faktisk er det sværeste ved dette vers tanken om, at modtagelsen af budskabet skulle have betydning i forhold til Gud. Er Gud ikke sand, uanset om budskabet bliver modtaget eller ej? Men det er selvfølgelig ganske klart: Modtager man ikke budskabet, accepterer man ikke Guds sandhed; så er budskabet løgn for en, og man får ikke glæde af det. Accepterer man det, bliver det sandheden for en. Derfor bestemmer forholdet til Jesus og hans budskab ikke blot, hvem Gud er, men hvem man selv er. Ved modtagelsen af budskabet bliver man begunstiget af det; ved afvisning er man det modsatte.
At Gud er autoriteten bag Jesus, og man derfor forholder sig til ham, når man forholder sig til Jesu vidnesbyrd, understreges nok engang (v.34). Det begrundes med, at Gud ikke giver ånden efter mål, men fuldt ud. Sådan må det forstås. Jesus er i fuld besiddelse af Guds ånd. Derfor er han helt og aldeles repræsentant for Gud. Ja, han er for så vidt Gud, eftersom han har Guds ånd, selv om han også er menneske. Det udtrykkes ved, at Gud har givet alt i hans hånd (v.35).
Hermed konklusionen (v.36): De, der modtager Guds søn, bliver begunstiget af hans budskab og accepterer Gud, som sin Gud, hvorved de kommer i samme forhold til ham, som Jesus er. Det er det evige liv, for det forhold kan selv ikke døden ødelægge. Omvendt forbliver de, der afviser ham, i en situation, hvor Gud ikke deres Gud, og døden derfor hersker i deres liv (= de ser ikke livet). Det kaldes Guds vrede.
Tekstens fortolkning
Som sagt er teksten kompliceret med mange vanskelige detaljer. Men den overordnede formål er tilstrækkeligt let at bestemme. Den skal 1) afklare forholdet mellem Jesus og Johannes (Døberen): Johannes (Døberen) er i et og alt bestemt af Jesus. Han har ingen selvstændig funktion. Derfor stammer hans glæde fra Jesus. Han skal vige pladsen for ham (jf. det modsatte hos synoptikerne, hvor Jesus overtager Johannes Døberens plads). Således er indholdet af Johannes (Døberens) vidnesbyrd nu kommet i Jesus; 2) Johannes (Døberen) udtrykker, hvorfor Jesus langt overgår ham: Indholdet af Jesu vidnesbyrd er det himmelske, som Gud selv er autoriteten bag, derfor får man af sit forhold til dette vidnesbyrd et forhold til Gud selv. Det kan være positivt, så kommer man i samme forhold til ham, som Jesus er. Det er det sande og evige liv, hvilket intet kan nedbryde. Det kan være negativt, så forbliver man i den situation, hvor man ikke kan se det sande og evige liv, men forbliver i en pseudo-tilværelse uden forhold til den, der står bag livet selv.