Det doksologiske overskud
Luk 17,11-19
Gud skal have æren. Ikke ansvaret og ikke skylden, men æren. Det at give ære, lovprisning, kaldes doksologi. For efterhånden mange år siden talte en af de for tidligt døde teologer om livets doksologiske overskud (se B. Hahn, Hermeneutik og Religionsfilosofi København 1979, s. 68.92). Hans, Bent Hahn hed han, hans pointe var, at tilværelsen indeholder fænomener, der peger ud over sig selv. Livet selv indeholder en henvisning til Gud. Det er den henvisning, man følger i lovsangen. Hahns pointe var, at mennesket i de væsentlige forhold i livet befinder sig mellem frihed og afhængighed. Fx i sproget. Sproget er vi afhængige af. Men vi har samtidig frihed til at bruge det, som vi vil. Vi kan tage magten over det og tie stille. Det er den ekstreme frihed. Eller vi lade det få magt over os og tale hele tiden. Det er den ekstreme afhængighed. I den rette balance imidlertid, viser sproget, at vi er en del af noget, som vi ikke skylder os selv. Når sproget fungerer, har hverken det eller vi magten. Sproget er der ikke uden os. Vi kan ikke sige, at det kommer fra nogen af os. Det er imellem os. Sproget viser, at livet er større, end vi selv er. Det er det doksologiske overskud, som vi realiserer, når vi lovsynger med vores mund og indre.
Er andet eksempel er kærlighedsrelationer. I dem er vi afhængig af den elskede og har frihed til at være os selv. I den ekstreme afhængighed går vi selv til grunde i forholdet til den anden, så vedkommende helt overtager vores person. I den ekstreme frihed bryder vi relation og ødelægger forholdet. I den rette balance er kærlighedsrelationen begge parters livsfuldbyrdelse. Ingen af dem producerer for kærligheden. Den, kærligheden, er der ikke uden dem, men den kommer ikke bare fra dem. Det er kærlighedens doksologiske overskud, der må lovsynges med tak.
Endelig for det tredje selvfølgelig forholdet til naturen, som vi er afhængige af i vores liv og har frihed til at bruge. Den ekstreme afhængighed viser sig, når naturen destruerer os, hvilket den jo gør fra tid til anden. Friheden viser sig, når vi destruerer naturen, hvilket vi er godt i gang med. I balance er naturen gavmild mod både sjæl og legeme. Det er et doksologisk overskud. Vi lovsynger det, når vi priser det sted, hvor menneskebørnene bygge.
Udtrykket doksologisk overskud er så godt, fordi det rammer den erfaring i tilværelsen, at den er fyldt af overskud, som man kun kan modtage i taknemmelighed. Det overskud peger selv væk fra os hen mod det, vi ikke skylder os selv. Lader man det være grundlaget for liver, bliver tilværelsen en tilværelse af overskud. Man kommer til at udleve livets overskud i sit eget liv, hvilket får betydning for både livet med hinanden og forholdet til sig selv. For det liv, der leves som en konsekvens af Guds gavmildhed, er anderledes end det liv, der leves som resultat af menneskets egenvilje. Det første åbner sig af overskud; det andet lukker sig i underskud. Som for den helbredte samaritaner, hvis tilværelse blev åbnet for lovprisningen af Gud, så han af Jesus sendes ud i et liv, der er bestemt af forholdet til en anden end manden selv.
Således er lovsangen det rette udtryk for livet i forholdet til Gud. Lovsang er meget mere end blot en taksigelse. Når livet leves af det doksologiske overskud, bliver hele tilværelse til en lovprisning af Gud. For livet skal leves ud af Guds gavmildhed. Det skal være et udtryk for, at Gud har æren. Ikke ansvaret eller skylden, men æren, for det er hans overskud, det leves i.
Indtil selvfølgelig lovsangen forstummer. For det gør den. for mange mennesker. Ikke alle kender det doksologiske overskud, og langt fra alle kan erkende det hele tiden. Nogle gange melder livet sig på en måde, så man ikke kan se, at den skulle have et overskud og slet ikke være grund til lovsang. I depressionen fx
Jeg tror ikke, at jeg ved, hvad det vil sige at være deprimeret. Jeg ved, hvad det er at være i dårligt humør. Jeg ved også, hvad det er at være i dårligt humør længe. Men depression kender jeg nok ikke, måske kun i små glimt. Heldigvis. Jeg har tænkt på, om jeg kender kunstneriske fremstillinger af depressionen. Der er mange værker om deprimerede mennesker. Der er mange repræsentationer af det mørke, som depressionen er. Men på en måde synes jeg, at det altid er en udvendig fremstilling. I retning af: Sådan skal I forestille jer, at depression opleves. Man oplever ikke depressionen selv. Selv ikke i Munchs billeder. Det er noget andet med kærligheden. I tusindvis af kærlighedsdigte og lige så mange malerier og anden kunst kan man mærke kærligheden til den elskede. Man er i den, så at sige. Sådan er det ikke med depressionen. Den betragter man udefra. Jeg tror, at begrundelsen er, at man ikke kan skabe noget i depressionen. I den dybe depression kan man ikke producere noget, man kan ikke lave noget, der vender væk fra en selv ud til andre mennesker. For i depressionen er man helt alene isoleret fra andre i sit eget sorte univers. Derfor må fremstillinger af depressionen være af en anden type. De kan ikke være om depressionen, men komme fra den. Så får de en anden karakter. De handler ikke om noget. De er noget: Et råb om hjælp. Et af dem findes i den gammeltestamentlige salme 88. Det er måske den mørkeste tekst i hele Bibelen. Der er intet håb, kun klage. Den indledes: ”Herre min frelses Gud, dag og nat råber jeg til dig; lad min bøn nå dig, vend dit øre til min klage!” Men i modsætning til andre salmer kommer intet svar, og til sidst i salmen står der: ”Din harme slår ind over mig, dine grusomheder gør det af med mig; de omslutter mig altid som vand, de slår sammen over mig” (Ps 88,17-18). Billedet af det kolde vand, der overskyller den person, der råber om hjælp, tror jeg, er beskrivende for hans depressive situation. Han kan ikke længere holde hovedet oven vande. Som bølger slår ulykkerne ind over ham, som vand, der trænger ind alle vegne, er grusomhederne. De overvælder ham, så han mister fodfæstet; de overmander ham, så han ikke kan trække vejret. At lide druknedøden i mismod, sådan føles en depression måske. Ville det ikke være et overgreb at bede den deprimerede se tilværelsens doksologiske overskud i sit mørke? Kan man tillade sig at tale om taknemmelighed til den, der kun kan mærke det kolde vand omkring sig?
I et radioprogram hørte jeg engang Asger Baunsbak-Jensen tale om sine depressioner. Han måtte, når de var værst forlade familien og isolere sig i sit sommerhus. Han talte om det, så salmistens ord fra salme 88 atter er en passende illustration: ”Blandt de døde er jeg spærret inde, som de dræbte, der ligger i graven, dem du ikke længere husker, for de er revet ud af din hånd” (Ps 88,6). Og helt som salmisten fortalte Asger Baunsbak-Jensen, at han til sidst ikke kunne andet end skrige sin smerte ud over det tavse hav, trygle om hjælp til Gud, der ikke ville høre. Og her dybt nede i det gudsforladte mørke var vendepunktet, for her oplevede han, at netop det at kunne råbe sine anklager mod Gud, slog en sprække i det mørke, der omgav ham. For klagen til Gud blev en åbning til noget andet, end det vand af mismod, der dækkede ham. Det var ikke en mirakuløs helbredelse. Det var en retning ud mod noget andet, som lidt efter lidt gav hans liv den åbne horisont, som var blevet lukket i depressionen.
Dette fænomen har ingen kaldt et doksologisk overskud. Men i virkeligheden er det det samme. For også erfaringerne af dyb ulykke kan rumme en henvisning til noget andet end os selv. For også her oplever man at stå i forhold til noget andet end sig selv. I depressionen er den sidste rest af det forhold nødskriget. Råbet om hjælp, der viser at vi står i et forhold til en anden. Som de spedalske i evangelieteksten, der ikke kunne andet end råbe om barmhjertighed. Reaktion på de fænomener i livet, der truer med at knuse os, er ikke lovsang, men klagesang; det er ikke taknemmelighed, men anklage. Men begge dele sker inden for et forhold til en anden. Begge dele viser os livet som mere end os selv. Så livet har en horisont, der ikke kommer fra os.
I evangeliet er der eksempler på begge typer erfaringer. Nødskriget om barmhjertighed; jubelråbet i taknemmelighed. Den dybe ulykke, der giver sig udslag i bøn om hjælp. Og den store lykke, der omsætter sig i tilbedelse. I ingen af tilfældene får Gud skylden, som om han forårsager ulykken eller lykken. Gud tildeles ikke ansvaret, som om han styrer tilværelsen. Men i begge tilfælde får Gud æren. Så livet kan leves i troen på, at vi har modtaget det. Det sendes samaritaneren ud for at gøre. Hans liv er ikke længere hans. Han tror, at han har fået det skænket. Den tro har frelst ham. Frelst ham fra det liv, der kun rummer ham selv.
Så kan man sige, at ulykken såvel som lykken rummer et doksologisk overskud. I nogle tilfælde er doksologien en klagesang, i andre som en lovsang. Begge dele er en lovprisning, der giver Gud æren. For lovprisning er den eneste måde at leve livet på, når det leves i troen på, at det er os skænket.
DDS 3 – 375 – 488 — 12 – 466 – 31