14.s.e.trin.: Joh 5,1-15 (Vartov, 6.9.26)
En 16-årig fransk kunstner skriver et brev til sin udgiver. Det er Arthur Rimbaud. Brevet indeholder en sætning, som verden ikke glemmer. Den lyder: Jeg er en anden. Med fare for at blive afsløret i snobberi er jeg nødt til at udtale den på fransk: Je est un autre. For så kan man høre, at det ikke er Rimbaud, der er en anden. Men hans jeg, der er en anden. Hans jeg er en anden end ham selv.
I den unge digters ikke ringe selvbevidsthed er udtalelsen et opgør med den romantiske kunstforståelse. Romantikerne mente nemlig, at kunsten var udtryk for kunstnerens jeg. Den geniale kunstner omsatte sit eget geniale jeg til kunst. Digtet var udtryk for digterens forståelse af sproget, verden og livet, ja hele eksistensen blev til digt gennem digterens jeg.
Men ikke sådan for Rimbaud. Ikke fordi han tænker mindre om sig selv end romantikerne. Tværtimod faktisk. For hans jeg er ikke hans eget. Det er en anden. Derfor er det noget andet end ham selv, der omsætter sig i kunst. Hvordan er det med messing, kan han sige i brevet. Hvis det bliver til en trompet, er det jo ikke metallets skyld. Sådan er det med kunstneren. Hvis kunstneren kan frembringe kunst, er det ikke kunstnerens eget jeg’s skyld. ”Jeg ser mine tanker udfolde sig,” kan han sige. ”Jeg slår et slag med buen, men symfonien kommer selv på scenen.” Digteren må derfor blive en seer, der er forbundet med sproget, verden og livet, ja hele eksistensen, for det er den, der kommer til orde i digtet.
Rimbaud er ikke beskeden. Han giver ikke æren videre til en anden. Slet ikke, for han mener, at hans egen digtning er udtryk for noget, der er meget større og finere end nogen kunstners jeg selv kunne skabe. Noget som forbinder kunstneren med sproget, verden og tilværelsen, med selve eksistensen. Derfor er der et andet jeg i ham. Det siger han, når han siger, ”jeg er en anden”. Med festivalen Himmelblås ord: Det er ånden, der virker i ham. Ånden forbinder ham med eksistensen. Ånden er hans jeg, som skaber kunsten gennem ham.
Evangelieteksten er behageligt befriet for fransk selvfølelse og pastoralt snobberi. Ikke desto mindre er der en sætning, der er mindst lige så mindeværdig som Rimbauds. Det er spørgsmålet: ”Vil du være rask?” Også det handler nemlig om et jeg. Jesus spørger manden, der har været syg i 38 år: ”Vil du være rask” eller ”Vil du være en anden”?
Spørgsmålet falder i den barokke scene, som Johannesevangeliet udmaler for os: Omkring Bethesda Dam ligger syge, blinde, lamme og krøblinge. Fra tid til anden kommer vandet i oprør og et grotesk kapløb begynder. Alle kæmper om at komme først i vandet. Hvis man ser situationen for sig, ligner det nærmest noget fra en Monty Python film. Jeg tænker, at evangelisten med vilje har gjort det komisk for at udstille det latterlige i at sætte sin lid til magisk vand. Men det ændrer ikke ved de syges situation. Hele deres identitet, ja deres eksistens er ene og alene bestemt af deres sygdom. År ud og år ind har manden været syg, så det har fyldt alt for ham, al hans tid, hele hans tilværelse. Hvad er han, hvis han ikke er syg. Ham spørger Jesus: ”Vil du være rask?” ”Vil du være en anden?”
Hans svar er ikke et ubetinget ja. Faktisk forbliver han i sin sygdom, når han svarer. ”Jeg har ingen til at hjælpe mig.” At han kunne være en anden end den syge, synes ikke at være en mulighed for ham. For sygdom har det med at optage al ens energi og udfylde hele ens horisont. Blot man har tandpine, mener man ikke, at man kan skrive en prædiken, selv om man jo ikke skriver med tænderne. Men smerten fylder det hele, og man kan ikke koncentrere sig om andet. Ved alvorligere sygdomme fyldes dagene med undersøgelser og prøver. Energien bruges på behandlinger og genoptræninger, så man bliver fuldtidssyg. Sygdommen kan blive den, man er. Og hvem er man så, hvis man bliver rask. Så ville man blive en anden. Måske er det i virkeligheden mest trygt at være den syge og skulle beskæftige sig uafbrudt med sin egen sygdom. Sådan skal manden, der har været syg i 38 år nok forstås. Han har hele sin eksistens i sin sygdom. ”Vil du være rask,” bliver et spørgsmål om at blive en anden.
Det er ikke anderledes, hvis man ikke er syg. Selv hvis man ved fuld førlighed og hører til blandt de lærdeste i verden. Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges har skrevet en lille tekst med titlen ”Borges og jeg”. I den skriver han om Borges, der er ham selv, og ”den anden Borges”. Han fortæller: ”Det er for den anden, for Borges, at tingene sker. Jeg selv går rundt i Buenos Aires og standser op, af og til uden at tænke over det, for at se på en porthvælving og en gitterlåge; om Borges får jeg nyt gennem posten, og jeg ser hans navn på en liste over tre indstillede professorer eller i et biografisk leksikon.” Han skriver videre om forholdet mellem sig selv og Borges: ”Det vil være en overdrivelse at sige, at vort forhold er præget af fjendskab; jeg lever, jeg lader mig selv leve, for at Borges skal udtænke sine værker; og disse værker retfærdiggør min eksistens.” Så vidt jeg forstår den bevidst kryptiske – ja, irriterende mystiske Borges, skelner han mellem et privat selv, som er hans eget og skjult for andre, og en offentlig person, som består i hans værker. Derfor kan han med en vis falsk beskedenhed sige om den anden Borges: ”Jeg indrømmer gerne, at han har formået at skrive nogle få vellykkede sider, men disse sider kan ikke frelse mig, måske fordi det gode ikke længere tilhører nogen, end ikke den anden, men derimod sproget og traditionen.” Nej, alt det Borges producerer, kan ikke frelse ham, for han forsvinder for altid, siger han. Lærdommen indtager samme funktion for Borges som sygdommen gør i evangeliet. Den fylder hele eksistens, men der er ikke frelse i den.
Uanset om det er sygdom eller lærdom, der bestemmer, hvem man er, lyder Jesu spørgsmål: ”Vil du være rask?” Vil du være en anden? Vil du være din sygdom eller din lærdom, eller vil du være en anden?
I evangelieteksten får manden ikke lov til at svare rigtigt. Jesus helbreder ham og gør ham til en anden. Nu er han ikke defineret af sin sygdom, ligesom Borges selv ikke kan være defineret af sin lærdom. Nu er han en anden, så han med Rimbaud kan sige ”jeg er en anden”, for den han er, har han fået skænket. Det kan han sige nu: Mit jeg har jeg fået givet. Det er ikke min sygdom og det er ikke min lærdom, der bestemmer, hvem jeg er. Det er heller ikke mig selv, der bestemmer, hvem jeg er. For den jeg er, er jeg i kraft af ham, der har skænket mig et jeg, så det gamle jeg, der var bestemt af sygdom eller lærdom er dødt, mens et nyt jeg er blevet til. I epistelteksten lød det: ”For er vi døde med ham, skal vi også leve med ham.” Man kan også sige det med Himmelblås ord, at det nye jeg er at modtage den ånd, som forbinder med sproget, verden, tilværelsen, eksistensen. Det, der forbinder os med hinanden.
Jesu sidste ord til den helbredte kan lyde faretruende: ”Synd ikke mere, for at noget værre ikke skal ramme dig.” Men synden er ikke andet, end dette at forlade det, som man har fået givet for uophørligt at søge sin egen eksistens i sin egen sygdom eller lærdom eller hvad man nu måtte fylde sig med. Og det, der er værre, er ikke andet, end at leve sit liv som et man selv skal skabe og sikre, når man uafladeligt skal finde sin identitet i det, der adskiller fra alle andre, så identiteten altid skal være det unikke, som man er helt alene om. Ens jeg forbliver kun ens eget.
Men i evangeliet tilbyder Jesus et jeg som en anden, han tilbyder at blive en anden ved hans ord, ja ved ham selv. Så opstår den kriste-lighed, som vi skal synge om under nadveren. For i den får vi et jeg, der forbinder med sproget, verden, tilværelsen og eksistensen, med Kristus og med hinanden. Sådan et jeg, der for Rimbaud fik udtryk i kunsten, men for os kommer til udtryk i kærlighedens ånd, som vi skal synge om. Den giver is på en gang vores egen identitet og forbinder os i et fællesskab. Det kalder vi ånd.
DDS 2 – 52 – 395 — 157 – 321 – 31