Den lamme ved Betesda dam
v.1 Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem.
v.2 Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. v.3 I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. [v.4 Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af.] v.5 Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år.
v.6 Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham:
»Vil du være rask?«
v.7 Den syge svarede:
»Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.«
v.8 Jesus sagde til ham:
»Rejs dig, tag din båre og gå!«
v.9 Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.
Men det var sabbat den dag; v.10 derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt:
»Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.”
v.11 Han svarede dem:
»Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.«
v.12 De spurgte ham:
»Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?«
v.13 Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet.
v.14 Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham:
»Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.«
v.15 Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.
Joh 5,1-15 (jf. Matt 9,1-8; 12,9-14; Mark 2,1-12; 3,1-6; Luk 5,17-26; 6,6-11)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Der er helbredelser af lamme i de andre evangelier. Der er også helbredelser på sabbatten. Men der er ikke en fortælling i de synoptiske evangelier om en helbredelse af en lam på en sabbat. Man kan gisne, om Johannes har konstrueret teksten på baggrund af de andre evangelier, eller han har haft sin egen tradition. Det er ikke til at vide, men det næsten ordrette sammenfald mellem v.8 og Mark 2,11 tyder på en forbindelse mellem skrifterne. I dette tilfælde bruger Lukasevangeliet et andet ord for seng og beder manden gå hjem (Luk 5,24), så forbindelsen kan ikke være til det evangelium. Hvis Johannes har forholdt sig til Markusevangeliet og evt. andre synoptiske evangelier, kunne man forestille sig, at teksten er blevet til ved en kombination af helbredelsen af den lamme i Kapernaum (Mark 2,1-12) og sabbatshelbredelsen af manden med den visne hånd (Mark 3,1-6). Så kan det opfattes som en teologisk fortolkning af, at Menneskesønnen har magt til at tilgive synder på jorden (Mark 2,10) og er herre over sabbatten (Mark 2,28). Ifølge Johannesevangeliet er det, fordi han er Guds søn.
Tekstens placering i Johannesevangeliet
Kapitel 5’s placering i Johannesevangeliet er lidt sjovt. I sidste del af kapitel 4 har Jesus befundet sig i Kapernaum i Galilæa. Kapitel 5 indledes med, at han går til Jerusalem til en af højtiderne. Efter helbredelsen er resten af kapitlet en tale, som jødernes reaktion på helbredelsen giver anledning til. Det hele foregår også i Jerusalem. I begyndelsen af kapitel 6 hedder det: ”Derefter gik Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø” (6,1). Det er en malplaceret bemærkning, for så vidt Jesus umiddelbart før var i Jerusalem. Der er knap 150 km fra Jerusalem til Galilæas Sø. Hovedindholdet af kapitel 6 foregår i synagogen i Kapernaum. Det ville være mere logisk, hvis kapitel 6 fulgte efter kapitel 4 og kapitel 5 efter kapitel 6. I kapitel 5 hører man jo, at jøderne begynder at forfølge Jesus (v.16) og vil slå ham ihjel (v.18). Jesu tale slutter med at være en voldsom udfordring af de jødiske modstandere. Derfor kunne det hænge godt sammen, at det næste kapitel indledes ”Derefter drog Jesus omkring i Galilæa; i Judæa ville han nemlig ikke være, fordi jøderne søgte at slå ham ihjel” (7,1-2). Man kan forestille sig, at kapitel 5 har været på ét papyrusark, som fejlagtigt er blevet placeret før kapitel 6. Meget typisk for Johannesevangeliet har denne teori dog ingen indflydelse på forståelsen af hverken kapitel 5 eller 6.
Som reaktion på Jesu sabbatshelbredelse begynder jøderne altså at forfølge Jesus (v.16). Det afføder en lang tale om sønnens fuldmagt og hans relation til faderen. Det afgørende udsagn følger i forlængelse af teksten: ”Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også” (v.17). Det forstår jøderne helt rigtigt, selv om de drager forkerte konklusioner: ”… han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv lig Gud” (v.18). For resten af kapitlet handler om, at Jesus har ret til at kalde sig Guds søn og agere med hans fuldmagt. Meget ofte i Johannesevangeliet er de konkrete handlinger, som Jesus gør, kun anledning for hans lange taler. Det er også tilfældet her, hvor helbredelsen på sabbatten netop skal illustrere, at Jesus optræder med Guds magt som Guds søn.
Tekstens detaljer
Teksten falder i en indledning med situationsangivelse (v.1-5), samtale mellem Jesus og den lamme med dennes helbredelse (v.6-9a), samtale mellem jøder og den helbredte (v.9b-13), samtale mellem den helbredte og Jesus (v.14-15).
v.1: De jødiske højtider spiller en stor rolle i Johannesevangeliet. Jesus går flere gange til Jerusalem for at deltage i fejringen. Oftest viser det sig, at festerne bliver ramme for en tale af Jesus, ifølge hvilken han overtager højtidens indhold. Logikken er, at det, som de er samlet for at fejre, er til stede i ham. Men i dette tilfælde tilkendegives det ikke, hvilken fest det er. Og sabbatten og ikke højtiden er i fokus i det følgende. Men det almindeligste gæt er, at festen er påskefesten. Fejringen af jødernes befrielse fra Ægypten og 38 års ørkenvandring skulle så korrespondere med befrielsen af manden fra 38 års sygdom.
I Johannesevangeliets forløb er dette allerede anden gang, Jesus går op til Jerusalem, I synoptikerne kommer han kun til Jerusalem i forbindelse med den afsluttende påske.
v.2-3: Beskrivelsen af en dam med fem søjlerækker svarer til en lokalitet nordøst for templet i Jerusalem. Udgravninger har vist, at der fandtes et sådant sted. Efter Jesu tid har der været en kult for Asklepios, den romerske gud for lægedom. Derfor er det ikke usandsynligt, at Johannes benytter lokale traditioner om dette sted i sin fremstilling.
Der er lidt uklarhed angående navnet. Nogle håndskrifter har Bethesda, som betyder nådens hus. Andre har Betzatha, som betyder olivenhuset.
Arkitektonisk har det sikkert været sådan, at dammen bestod af to bassiner. De har været adskilt af en søjlegang og omkranset af søjlegange til alle fire sider. Det giver fem søjlegange i alt.
v.4 findes ikke i de ældste håndskrifter. Det er helt sikkert tilføjet for at forklare mandens mærkelige svar til Jesus, som teksten forudsætter, at læseren forstår. Lidt interessant angående v.4 er det, at det lyder meget lidt johannæisk. Det fremstilles jo som et faktum, at en engel til tider steg ned i vandet og gjorde det oprørte vand helbredende. Det er klart, at noget sådant må være baggrunden og sikkert kendt af de oprindelige læsere. Men det er også tydeligt, at Johannes bruger det til at lave en grotesk scene af et kapløb frem mod det oprørte vand. Derfor undergraver teksten udsagnet i v.4. Det er næppe meningen, at læseren skal tro på, at der faktisk fandt helbredelser sted. I stedet udstilles troen på mirakelvandet, som de syge venter på. Sådan helbredes man ikke ifølge Johannesevangeliet. Sand helbredelse findes kun i forholdet til Jesus.
v.5: Når Johannesevangeliet bruger ordet ”menneske” er det typisk for at markere, at vedkommende ikke forstår, hvem Jesus er. Således er også denne person i udgangspunktet. At han har været syg i netop 38 år, refererer formentlig til ørkenvandringen, der også tog 38 år, selv om det ofte rundes op til fyrre. På den måde får manden og hans sygdom et symbolsk niveau. Måske kan de fem søjlegange tilsvarende symbolisere de fem Mosebøger, ligesom den samaritanske kvindes fem mænd kan gøre. Så er der altså tale om, at den lamme mand symboliserer jøderne, som tilbydes frelsen af Jesus.
Imidlertid er det vigtigt at sige, at det symbolske niveau ikke er afgørende. I første omgang – på det fortalte niveau – er det en helbredelsesberetning, der giver anledning til Jesu tale om sin autoritet. I anden omgang – på det symbolske niveau – siger den også noget om Johannesevangeliets opfattelse af jødedommen. Den er som manden fortabt, hvis den ikke modtager Jesu tilbud om frelse.
v.6: Derfor spørger Jesus: Vil du være rask. På det fortalte niveau er det udfordringen af den langtidssyge, der har fået en identitet i sig sygdom: Vil du forlade den identitet og have en anden? På det symbolske niveau er det en udfordring af jødedommen: Tør du erkende, at du ikke er rask?
v.7: Manden svarer i overensstemmelse med forestillingen i v.4. Bemærk, at han siger, at han ikke har ”et menneske” til at hjælpe sig, for det udstiller hans manglende forståelse. Han har netop ikke brug for et menneske, for et menneske kan ikke hjælpe ham. Det gælder både på den fortalte og det symbolske niveau.
v.8-9a: Helbredelsen finder sted på Jesu ord, som minder meget om udsagnet i den synoptiske fortælling om helbredelsen af den lamme (Mark 2,11). Ordet for at rejse sig bruges igen i v.21, hvor det handler om Jesu eskatologiske magt. Således er helbredelsen også en symbolsk foregribelse af den egentlige oprejsning, som Jesus har magt til i kraft af sin fader.
Det tilkendegives i øvrigt tydeligt i v.8, at man ikke er på vej nogen steder hen, men går omkring med sin seng. ”Sengen” er sikkert en slags måtte, der kan rulles sammen.
v.9b-10: Hvor første del af teksten er en helbredelsesberetning, skifter det nu til optakten til en stridssamtale. Årsagen er, at helbredelsen finder sted på en sabbat, så det angiveligt ikke er tilladt for den helbredte at bære på sin seng. Det er et brud på reglerne mod at arbejde på sabbatten, som de formentlig er blevet fortolket i den mundtlige tradition, der sidenhen nedfældes i Mishna og andre rabbinske skrifter. Det er altså i første omgang den helbredte, der møder jødernes kritik.
v.11-13: Denne forsvarer sig med, at han havde fået ordre til at bære sin seng af den, der helbredte ham. Jøderne vil vide, hvem det er, for så er det jo ham, der ringeagter sabbatten. Bemærk, at jøderne spørger, hvilket menneske der har helbredt manden. Det indgår i temaet menneske, som er gennemgående i teksten: Den lamme er et menneske, han har ikke noget menneske, og nu tror jøderne, at det er et menneske, der har helbredt ham. Til slut kaldes den helbredte atter et menneske. Det udspiller, hvorledes de slet ikke er på niveau med Jesus og derfor ikke kan få et sandt forhold til ham. Desværre har oversættelsen ikke helt set denne sammenhæng og oversætter derfor ikke konsekvent, men lader jøderne spørge: ”Hvem var den mand…” Men det har ikke noget med hans køn at gøre. Det vigtige er, at de tror, at det var et menneske.
v.14: Jesus finder den helbredte i templet. Mon ikke man skal forstå det således, at den helbredte er gået til templet for at takke Gud for sin helbredelse. Dér i templet finder Jesus ham. Således illustreres det forhold mellem Gud og Jesus som skal tematiseres i kapitlets sidste del. Jesus optræder for Gud som hans udsendte repræsentant. Når man søger Gud i templet, bliver man fundet af Jesus. Spørgsmålet er, om den helbredte mand kan forstå, hvad der sker for ham.
Jesu udsagn til den helbredte, da han møder ham igen, rejser problemerne: Hvordan er forholdet mellem synd og sygdom? Hvad er noget værre?
Hvis den synoptiske fortælling om helbredelsen af den lamme i Kapernaum ligger bag Johannesevangeliets fortælling, kan man forestille sig, at dette er Johannes’ version af forholdet mellem syndsforladelse og helbredelse, som behandles hos synoptikerne. Hos dem får den lamme først syndsforladelse og så beviser Jesus sin magt til at tilgive synder ved at helbrede ham. Men i Johannesevangeliet vender det helt bevidst modsat. Her helbredes han først. Derefter får han at vide, at han ikke skal synde mere. Spørgsmålet er, hvornår har han syndet?
I Johannesevangeliet defineres synd utvetydigt som det ikke at tro på Jesus (16,9), og der er eksplicit ingen sammenhæng mellem synd og sygdom (9,1-3). Af den grund er det åbenlyst, at manden synder, fordi han ikke ved, hvem der helbredte ham. Den synd er det værre, der kan ramme ham, for i Johannesevangeliet er den det modsatte af livet. Kun i troen på Jesus findes overvindelsen af døden og det evige liv. Det udfoldes i talen i sidste halvdel af kapitlet (v.24-30). Derfor er Jesu udsagn til den helbredte, at han nu skal tro på ham, ellers vil han blive ramt af den evige død. Sygdom og synd har ingen forbindelse. Sygdom har været den midlertidige død, som helbredelsen har befriet ham fra. Synd er den evige død. Troen, dvs. ikke at synde, skal befri ham fra den.
v.15: Af den grund må man opfatte dette vers som en bekendelseshandling. Nu ved han, hvem der har helbredt ham. Men han kaldes stadigt et menneske (i oversættelsen: manden). Som sagt, viser det, at han ikke har fuld forståelse for, hvem Jesus er. Hans tro er ikke fuldkommen. Det gælder hele evangeliet, at ingen kommer til den fuldkomne indsigt i Jesu identitet før hans opstandelse. Først ved opstandelsestilsynekomsterne kan den fuldkomne tro komme til stede. Det gælder også her. Tvetydigheden kommer til udtryk, når den helbredte på en gang bekender og angiver sin helbreder.
I teksten sammenhæng er det imidlertid kun vigtigt, fordi det leder frem til den følgende samtale mellem Jesus og jøderne. For det er i hans udfoldelse af sin autoritet som faderens fuldmægtige, at de johannæiske pointer kommer frem. Jesus kan helbrede på sabbatten, fordi han fuldender Guds skabelseshandling i sin gerning, der giver sandt og evigt liv til de troende.
Tekstens fortolkning
Typisk johannæisk handler denne tekst om at fremstille, hvem Jesus er. Det sker først i hans tale efter selve helbredelsen. Som sædvanlig i Johannesevangeliet er de konkrete mirakler, der jo kaldes tegn, kun symbolske udtryk for det, der fremgår af Jesu taler. Helbredelsen lægger op til talen, fordi Jesus optræder med Guds magt over sygdom og sabbat. Således på det fortalte niveau. På det symbolske niveau fremstilles det endvidere, hvorledes jøderne er som den lamme mand, hvis de ikke vil modtage helbredelsen fra Jesus. Det viser sig i det følgende, at det vil de ikke.
Pointen forbliver imidlertid på begge niveauer, at forholdet til Jesus må rive mennesket helt ud af dets identitet, så det kan få identitet i kraft af troen på ham. Det skal vise sig i det følgende, at det sker i en relation, der er livet og ikke berøres af døden. Det er det afgørende: at turde forlade sin identitet som ”menneske” og modtage identiteten som ”Guds barn” (1,14) gennem troen på Jesus Kristus, Guds søn. Derfor er det afgørende spørgsmål: Vil du være rask, for det betyder: Tør du slippe din gamle identitet for at få en ny, som du ikke selv er herre over. I denne tekst viser Johannes, at det sker ved at se Jesus som Guds repræsentant, hvilket også betyder at få en ny forståelse af Gud. Det kan jøderne ikke ifølge Johannesevangeliet, men det kan ingen, før de møder den opstandne.