Luk 17,11-19
Jeg så engang et TV-program om forældre og børn, børneopdragelse eller juletraditioner, jeg husker det ikke, for programmet var langt fra mindeværdigt, men en enkelt scene har bidt sig fast. En fader fortalte med en vis selvfølelse om en juleaften, hvor et af hans børn var blevet skuffet over en gave, hun havde modtaget, og nægtede at sige tak. Det skulle hun ifølge forældrene, så konflikten eskalerede, og det endte med, at barnet tilbragte resten af aftenen på sit værelse. Historien foregik ikke i halvtredserne, men i halvfemserne, og den pågældende fader indrømmede da også, at det havde været en ganske hård juleaften og afslørede dermed en sympatisk usikkerhed. Men taknemmelighed skulle hans datter altså lære at vise. Og man må da også indrømme, at det er en god social kompetence at kunne sige tak, selv om man ikke får præcist, hvad man ønsker sig. Om den kompetence så skal indøves konsekvent juleaften er nok en pædagogisk afvejning, som der kan findes to meninger om.
Men historien illustrerer, hvad der også er på færde i taknemmelighed. Kravet om taknemmelighed indgår i et magthierarki, hvor den overlegne forlanger taknemmelighed af den underlegne. Og teksten om dydsmønstret samaritaneren kan, hvis den læses på den måde, optræde som begrundelse for kravet om taknemmelighed. Sådan er den sandelig ofte blevet læst og udlagt som en formaning om at være taknemmelig over for dem, der har givet en noget, og sige tak til de overordnede. Hør hvad augustinermunken Thomas a Kempis i slutningen af det fjortende århundrede skrev om taknemmelighed:
”Vær derfor taknemmelig for det mindste, og du vil blive værdig til at modtage det større. Lad selv det mindste for dig være noget såre stort, og agt det en særdeles gave, selv hvad der synes ubetydeligt. Betænker man giverens værdighed, da vil ingen gave synes for liden eller ringe, som skænkes af Gud, den allerhøjeste. Selv om det, Han tildele os, er straffe og tugtelser, bør det være os kærkomment, fordi hvad som helst Han lader komme over os, lader Han det altid komme til vor frelse. Den, som ønsker at bevare Guds nåde, han være taknemmelig, for den ham skænkede nåde og tålmodig, når den atter unddrages ham. Han bede, at den må komme igen; han være varsom og ydmyg, at han ikke skal miste den.”
Thomas a Kempis taler om taknemmeligheden til Gud, men kravet om taknemmelighed meget ofte er gået ind i den kristne morallære og blevet brugt i opdragelse af børn og formaning af voksne, så de har skullet vise ydmyghed og taknemmelighed over for forældre og foresatte og dermed acceptere deres underordnede position i hierarkiet. Og fra den kristne moralisering er det gledet over i den sekulære opdragelse, som eksemplet fra den spolerede familiejul viste. Billedet toner frem af anonyme masser, der afkræves taknemmelighed for den beskedne løn, som de har tjent, eller den nødvendige hjælp, som de har modtaget, for så bliver magtforholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager klart, ligesom det gør mellem dem, der har behov for hjælp, og dem, der er i stand til at yde den. Og for mig krystalliseres billedet af taknemmelighed i missionshusets sindrigt indrettede indsamlingsboks, der er konstrueret således, at en lille figur af sort dreng ydmygt bøjer hovedet i taknemmelighed, hver gang en mønt puttes i.
Svært er det ikke at se, hvordan evangelieteksten til i dag kan bruges på den måde. Ti spedalske helbredes. Kun en vender tilbage og udtrykker sin taknemmelighed. Han er frelst af sin tro, siger Jesus. Og så var han endda samaritaner. Så hvis selv en samaritaner kan finde ud af at vise taknemmelighed, hvor meget mere skulle alle andre så ikke kunne, synes tekstens logik at være. Men det er værd at se lidt nærmere på, hvad der sker, for samaritaneren er ikke den eneste, der tror i teksten. Det gør faktisk alle de spedalske, da de først beder Jesus om at forbarme sig og derpå på hans bud går til præsterne for at blive undersøgt. For det er først på vejen derhen, at de helbredes. Således viser de alle tillid til Jesu ord, og alle renses de for deres spedalskhed på vejen til præsterne. Alle ti modtager således livet igen og inkluderes i samfundet, som de før var ekskluderet fra på grund af deres spedalskhed. Så hvorfor fremhæves samaritaneren, der kommer tilbage og takker Gud for sin helbredelse, ja kaster sig underdanigt til jorden i ydmyghed, fordi han er blevet renset?
Det lette svar er, at han alene anerkender den religiøse dimension. Mens de andre skulle have oplevet en mirakuløs helbredelse, som nu har givet dem deres liv igen, så de kan integreres i samfundet og leve et normalt liv som alle andre. Samaritaneren underkaster sig, når han giver Gud æren, hvorved hans helbredelse ikke blot er mirakuløs, men et Guds under. Således bliver hans tro et ekstra lag i hans liv. Den har frelst ham, fordi han ikke blot lever i samme tilværelse, som han kom fra, og som de andre vender tilbage til, men får en helt anden tilværelse i kraft af sin tro. I hans liv, var det Gud, der greb ind, fordi han troede det. Man kan sige, at troen, der giver Gud æren, er et ”ad-on”, som det hedder, til hans liv. Det er en ekstra dimension at lade sig bestemme af det guddommelige. Det har mer-værdi i forhold til det ganske almindelige liv. Således er han blevet helbredt af Jesus, men frelses af sin tro, da han giver Gud æren.
Den opfattelse svarer til den måde, religion praktiseres i de bølger af religiøse vækkelser blandt borgerskabet, som vi har oplevet gennem de sidste 30-40 år. Nogle gange er det kendisser, der lader sig døbe; andre gange er det intellektuelle, der erklærer sig som religiøse. Ofte er det netop tilværelsens ekstra dimension, der fremhæves som religionens attraktion. Man kan kalde det en genfortryllelse af virkeligheden. For virkeligheden er ikke magisk, det ved man godt. Den kan stort set forklares rationelt og logisk med naturvidenskabelige teorier og modeller. Men man kan vælge at underkaste sig en religiøs tolkning og vise taknemmelighed til Gud for sit gode liv. Så får den almindelig, jævne virkelighed en ekstra dimension og et mytisk skær, fordi man fortolker verden omkring sig religiøst. Så bliver tilværelsen mere dyb og mere indholdsmættet end andres, fordi man ydmygt og lydigt påtager sig en religiøs tilværelsestolkning, når man giver Gud æren. Så kan man forstå begivenhederne i sit eget liv som udtryk for Guds indgriben og handling. Så er ens liv da helt konkret pladsen for Guds ageren i verden. Og så må man være taknemmelig, fordi Gud vælger at lade sine velgerninger ramme ned i ens tilværelse.
Men hvis samaritaneren skal forstås således, kan det være svært at forstå, hvorfor Jesus sender ham hjem. Så skulle han da snarere forblive sammen med Jesus. Derfor tror jeg ikke, at det er sådan, det skal forstås. Det er ikke et spørgsmål om, at samaritaneren i sin ekstraordinære taknemmelighed modtager en ekstraordinær dimension til sin tilværelse, så han i dobbelt forstand er helbredt, både som renset og som frelst. Tværtimod må det være sådan, at troen for ham var udgangspunktet. Den er ikke en ny mirakuløs fortryllelse af hans tilværelse, som er forårsaget af hans mirakuløse helbredelse. Troen har hele tiden været grundlag for hans liv. Som han som rask nu priser Gud i taknemmelighed, har han før som syg anråbt Gud i fortvivlelse. For den tro, der frelser, er ikke en særlig tolkning af specielle begivenheder; den er ikke den ekstra dimension til tilværelsen eller en fortryllende fortolkning. Troen må være det, som hele levet leves igennem, så alt er omfattet af den.
I evangeliet viser det sig ved, at der intet sker i samaritanerens liv, som ikke er sket i de ni andres liv. Guds velgerninger er ikke forbeholdt de troende, og samaritaneren underkaster sig heller ikke Gud i ydmyg taknemmelighed, fordi han har været genstand for et enestående mirakel. Han lever derimod sin tro ud i det liv, der på intet tidspunkt har været adskilt fra Gud. Som han før klagede sin nød til Gud, priser han nu Gud. Det er den tro, der frelser, fordi den sætter hele livet i forhold til Gud og altid lever livet ud af den tro. I den tro er taknemmeligheden ikke en underkastelse under en overordnet eller en accept af en underordnet placering i et magthierarki. Taknemmeligheden er den umiddelbare ytring, der svarer til velbehagelige hændelser i livet, ligesom anråbelsen er den naturlige reaktion på ubehagelige begivenheder i tilværelsen. For det er den tro, som Jesus omtaler som frelsende: Altid og i enhver situation at være bestemt af Gud, så enhver ytring stammer fra dette forhold. Ikke som fortryllende svar på ekstraordinære hændelser, men som udtryk for et gudsforhold, der omfatter hele livet.
Derfor skal taknemmelighed ikke ytres i selvfornægtende ydmyghed og selvudslettende ærbødighed, som Thomas a Kempis gav udtryk for, men i lovsang, lige så vel som nøden skal udtrykkes i bøn og begge dele skal være til Guds ære.
DDS 739 – 644 – 508 — 489 – 738 – 12