- s.e.trin.: Luk 17,11-19 (Vartov & Immanuel, 21.9.25,)
I 1962 hed Danmarks Radio Statsradiofonien. Deres fjernsynsafdeling var kun knap ti år gammel. Ikke desto mindre havde man allerede oplevet TVs store gennemslagskraft. Ved direkte udsendelser kunne man skabe fællesskab i landet på tværs af regionale og sociale grænser. Man kunne endda få det fællesskab til at strække ud over nationale grænser og få TV-seerne til at samles om noget, der foregik langt væk. Man havde prøvet det i 1957, da man foranstaltede hele tre store indsamlingsshow til fordel for de ungarske flygtninge med Volmer-Sørensen som den legendariske vært. Det viste sig, at den slags underholdning faldt i danskernes smag. Man kunne ringe ind og give sit bidrag. På den måde blev man selv en del af programmet. Således blev det næsten et socialt medie.
I marts 1962 ville man gøre det igen som en del af den Landsindsamlingen Danmarks U-lands-hjælp, der faldt sammen med vedtagelsen af Danmarks første lov om U-lands-bistand. Kongen opnåede indsamlingen og folkekære Volmer-Sørensen var atter vært. Nu skulle der samles penge ind til de fattige lande. Helst flere end det lykkedes at samle ind til Ungarn.
Man havde ved samme lejlighed bedt den i Danmark verdensberømte PH, den kulturradikale Poul Henningsen, om at skrive en vise. Den er i dag nummer 204 i Højskolesangbogen. Det tjener Danmarks Radio til ære, at den blev uropført den pågældende aften. For sangen river tæppet væk under den godhedsindustri, som ved det TV-transmitterede underholdningsshow fejrer sig selv.
”Det er næsten for meget”, lyder dens refræn, og det samme kan man sige til sangens ubarmhjertige kritik, for det er næsten for meget, når PH på den ene side udstiller den selvgode forventning om taknemmelighed, som ligger bag indsamlingens stadige henvisning til den hjælp, som man vil yde til U-landene. Og på den anden side blotlægger, hvorledes U-landenes behov for hjælp er forårsaget af generationers udnyttelse, undertrykkelse og udbytning af de selv samme lande, som man nu vil hjælpe. ”Vi fik lov til at dyrke den magreste mark,” siger han, og blev omvendt til den hvide, kærlige Gud. ”Det var næsten for meget.” Og alt for meget bliver det, når PH i sidste vers nådesløst afslører, at den såkaldte hjælp som aftenens indsamling er en del af, indgår i en storpolitisk plan om at undgå, at de pågældende lande lader sig alliere med den store kommunistiske modstander, Sovjetunionen. For det kunne forrykke den globale magtbalance, og det ville virkeligt være for meget for både USA og Europa. Men hos PH lyder de sidste verselinjer: ”Er de røde værre end jer/så’ det næsten for meget”.
Når man læser PHs vise i dag overraskes man over det kritiske vid og den bidende satire, som må have været provokerende i 1961, og man chokeres over, at nærmest intet har forandret sig siden da. Måske vil man i dag omtale visesangen som postkolonial kritik. Måske ville man ikke sige U-lande, men tale om det globale syd. Måske er det ikke længere Moskva, men Beijing, der er ved at shanghaje de lande, der før var under vestlige kolonimagter. Måske er landsindsamlinger og pengegaver ikke længere det mest effektive magtmiddel, men enorme byggeprojekter og gigantiske ejendomshandler. Men alt det er detaljer og bagateller, for grundlæggende har intet ændret sig. Dybest set er det samme magtforhold stadig gældende og bag det hele, under og over det, ligger forestillingen om, at overlegne magthaverne har krav på loyalitet og troskab, når de kommer de underlegne magtesløse til hjælp. Ja, hjælpen skaber et afhængighedsforhold, som de hjulpne endda skal sige tak for. Skulle det være for meget?
På den baggrund kunne man derfor i dag have lyst til at fremhæve de ni spedalske, der ikke kommer tilbage til Jesus og kaster sig ned for ham i underdanighed og sender tak til Gud for helbredelsen. De ni, der modsætter sig afhængigheden og nægter at lade sig sætte i taknemmelighedsgæld. Hvis de skulle give Gud æren for deres helbredelse, sukke de vel også give Gud skylden for deres sygdom. Så skulle de have forbandet Gud, fordi de ikke var tilfredse med deres skæbne, når de nu skal lovprise ham, fordi de har fået det, som de ville. Det ville da være for meget.
Det ville jo være som repræsentanten for de såkaldt underudviklede folk i PHs vise, der kan konstatere, at han er blevet udsat for urimeligheder, men nu skal være taknemmelig for, at gerningsmændene vil lette deres samvittighed af hensyn til deres egne interesser. Det er da for meget.
Derfor får man lyst til at holde med de ni mod samaritaneren, fordi de holder Gud uden for deres helbredstilstand og ikke lader en pludselig ændring i deres sygehistorie føre til en ændring i deres gudsforhold. For gudsforholdet kan ikke aflæses i helbredet, uanset om det er godt eller skidt. Uanset om man lider af spedalskhed eller bliver helbredt for det. Uanset om man har smerter i sind og legeme, eller man har både psykisk og fysisk overskud, så kan man ikke deraf se, om Gud er en venlig stemt. Kunne man det, ville man underkastet sig en Gud, som man ikke kunne regne med. Man ville stå som personen i ulandsvisen og skulle sige tak til en magt, som selv har skabt de problemer, den vil afhjælpe. Det er for meget.
Man kunne tænke sig at fremhæve de ni jøder på den ene samaritaners bekostning, men det er den fremmede, som bliver fremhævet i Lukasevangeliet. Det er ham, der kommer tilbage og kaster sig ned for Jesus og priser Gud, som bliver frelst ved sin tro. Alle ti bliver helbredt, men kun den ene bliver frelst. Hans taknemmelighed fremhæves frem for de ti andre, der ikke sagde tak. Og denne taknemmelighed er udtryk for den tro, der frelser ham. Det er den fuldstændige hengivelse til Jesus, som er hans frelse. Er det for meget?
Det ville ikke være for meget, hvis det blot var en taknemmelighed over et pludseligt forbedret helbred. Taknemmeligheden kan ikke være en taksigelse for en bestemt velgerning i livet, som en tak for resultatet af en landsindsamling. En sådan taknemmelighed har en stakket levetid. Den forsvinder, når pengene er sluppet op, eller når helbredet atter forværres. Den form for taknemmelighed er der ingen frelse i, for den er afhængig af de goder, som man måtte modtage i livet. Det er der ingen tro i, for den taknemmelighed retter sig blot mod det, man har fået. Det er ikke for meget at sige tak for.
Men det er næsten for meget, når taknemmeligheden er udtryk for en tillid til at hele livet med alt, hvad det indebærer af skiftende sygehistorier og forskellige sindstilstande leves i forhold til den Gud, der er Jesu Kristi fader. Taknemmeligheden er en tillid til, at ikke kun livet i medgang, men livet i enhver situation er omfattet af den guddommelige virkelighed, som kommer til udtryk i Jesu Kristi historie. Det er alt for meget, men det er netop, hvad der kommer til udtryk i Jesu historie. Hans liv gennem lidelse og død til opstandelse er historien om, at hele den menneskelige eksistens med alle dens glæder og sorger kan leves i fællesskab med Gud. At have tillid til det fællesskab, er at have sit liv i taknemmelighed, uanset hvordan det måtte tage sig ud.
Derfor er samaritanerens taknemmelige tilbedelse af Jesus ikke den taknemmelighed, som repræsentanten for ulandene afkræves i PHs ulandsvise. Samaritaneren kaster sig ikke ned i underdanig underkastelse, men i tillidsfuld hengivelse til den Gud, der ved sin søn har vist, at han ikke bryder fællesskabet med mennesker. Samaritanerens taknemmelighed er en modtagelse af det ubrydelige fællesskab, som Gud har oprettet. Det er meget. Det er næsten for meget, for det kan ingen leve op til, og alligevel må vi leve i det. Jesus kalder det frelse at have sit liv i den taknemmelighed.
Det bliver næsten for meget, for så må taknemmeligheden være udgangspunktet og grundlaget for livet – og for landsindsamlinger og nødhjælpsbistand, for geopolitisk engagement og international aktivitet. Taknemmelighed er ikke noget, man kan forlange af hinanden. Men taknemmelighed er noget, man selv udtrykker i tilgangen og holdningen til dem, der måtte have behov for hjælp. Så bliver de ikke bragt i taknemmelighedsgæld og afhængighedsforhold til dem, der måtte hjælpe. For hjælpen kommer af den taknemmelighedsgæld og det afhængighedsforhold, som vi allerede står i, når vi har hele livet i tillid til den Gud, som ikke forlader vores liv, uanset hvordan det tager sig ud. Det er næsten for meget, men kun næsten, for det er vores virkelighed.
DDS 3 – 417 – 652 — 508 – 728 – 730