14.s.e.trin(1)

De ti spedalske

v.11 Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa.
v.12 Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham v.13 og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« v.14 Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene.
v.15 Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst v.16 og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner.
v.17 Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? v.18 Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« v.19 Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«

Luk 17,11-19

Tekstens forhold til de andre evangelier

Denne tekst er særegen for Lukasevangeliet. Der er helbredelser af spedalskhed i de andre synoptiske evangelier, men ikke af ti på en gang. Det findes kun her. Imidlertid er det eneste karakteristisk lukanske, at der er en samaritaner som helt. Pointen i øvrigt kunne godt have stået i Matthæusevangeliet.

Men samaritanere spiller en særlig rolle i Lukasevangeliet. Rejseberetningen indledes med en fortælling om deres manglende gæstfrihed (Luk 9,51-56), kort efter følger lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Luk 10,25-37) og nu nær ved afslutningen på rejsen denne helbredelse. I forhold til de andre synoptikere er det meget, eftersom Matthæus kun nævnere samaritanernes by ét sted, og det for at betone, at disciplene ikke skal gå derind (Matt 10,5). Ellers optræder Samaria eller samaritanere ikke i hverken Markus- eller Matthæusevangeliet. I Johannesevangeliet findes en samaritansk kvinde, der har hovedrollen i kap. 4, og Jesus beskyldes for at være samaritaner (Joh 8,48).

I Apostlenes Gerninger, der jo også er skrevet af Lukas, hedder det, at evangeliet skal spredes i Jerusalem, og i Judæa og Samaria til jordens ende (ApG 1,8). Sådan kommer missionen til at forløbe, så apostlene begynder i Jerusalem og derefter spreder sig til Judæa og Samaria og videre til resten af Middelhavsområdet, indtil de kommer til Rom, som var verdens centrum.

På denne baggrund er det tydeligt, at Lukas har et særligt forhold til samaritanere. Det er selvfølgelig, fordi deres rolle som ”halv-jøder” er anvendelig for at vise åbningen mod hedninger, selv om de ikke eksplicit inkluderes i menigheden før i Apostlenes Gerninger. Samtidig udgør de en kontrast til jøderne. Det er særligt tydeligt i lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Men man kan også forestille sig, at der har været en grund til at fremhæve dem i Lukas’ menighed. Måske har der været samaritanere blandt de troende.

Tekstens placering i Lukasevangeliet

Som det indledende vers angiver, foregår denne helbredelse i Lukas’ rejseberetning, hvor Lukas gerne placerer de tekststykker, som kun han har. Af den grund kan sammenhængen forekomme lidt tilfældig. Tekststykkerne før og efter har ikke direkte forbindelse til denne.

Tekstens deltaljer

v.11: Den indledende bemærkning angiver Jesu rejserute på vej fra Galilæa til Jerusalem. Det er lidt vanskeligt, hvordan Lukas præcist forestiller sig rejseruten. Den mest direkte vej fra Galilæa til Jerusalem gik gennem en del af Samaria. Måske har en del af vejen været på grænsen. Vigtigere end den nøjagtige geografiske placering, er det imidlertid, at Jesus befinder sig på grænsen mellem de to lande. Det er baggrunden for fortællingen.

v.12-13: Jesus går ind i en by og møder ti spedalske mænd, dvs. de står langt væk og råber til ham.

Spedalskhed fylder en del i Det Gamle Testamente. Der er en hel lov om det (3 Mos 13-14). Spørgsmålet er, hvad det nærmere bestemt betyder. Det er i hvert fald ikke den sygdom, som vi i dag kalder spedalskhed (Hansens sygdom kaldes den også), for både tøj og huse kan blive spedalske ifølge Tredje Mosebog. Der er snarere tale om forskellige former for hudsygdomme og måske angreb af svamp eller råd på huse og tøj. Der er ganske komplicerede forskrifter om, hvad der skal gøres i forbindelse med mistanke for spedalske. Isolation af vedkommende indgår i forholdsreglerne. Det er op til præsten at vurdere, hvad der skal gøres, og om de pågældende skal erklæres uren. Når der konstateres spedalskhed, er vedkommende nemlig uren og skal isoleres fra fællesskabet. Det er let at forestille sig en funktionalistisk forklaring på dette. Hvis sygdommen eller angrebet er smitsomt, må man sørge for at vedkommende ikke smitter andre. Det kan man gøre ved at erklære ham for uren. Men i sammenhæng med alle de andre regler om urenhed i Det Gamle Testamente kan man også tænke sig en anden begrundelse for urenheden. Ofte erklæres det for urent, som har med liv og død at gøre. Man kan derfor forestille sig, at spedalskhed er blevet opfattet som forbundet med død. Af den grund bringer det den levende krop i uorden. Den er angrebet af død, og så bliver den uren. Af samme årsag var det forbudt for spedalske at være i byer og steder, hvor andre færdedes. De skulle endda selv varsko folk om smittefaren, så afstanden kunne opretholdes. Spedalskhed var altså både en helbredsmæssig og social katastrofe. Se mere om spedalskhed https://www.bibelskarkaeologi.dk/uploads/4/6/0/6/46063807/jesu_moede_med_et_levende_lig.pdf. Lukas’ fremstilling, at de spedalske står i en gruppe uden for byen og holder afstand til de rejsende, forekommer realistisk.

Deres råb til Jesus følger salmernes råb om hjælp og helbredelse (jf. fx Ps 41,1). Jesus tiltales ”lærer”, hvilket sker flere gange i Lukasevangeliet. Lukas opfatter det som en ærefuld titel.

v.14: Jesus byder dem at gå til præsterne for at blive vurderet. Det er helt i overensstemmelse med reglerne om spedalskhed. På vejen sker helbredelsen, som præsenteres som en renselse. Spedalskhed gør uren, så helbredelsen er en renselse. Helbredelse betød også ifølge den gammeltestamentlige lov, at vedkommende blev genintegreret i sin familie og i samfundet.

v.15-16: Hvis man ser fortællingen foran sig, skifter scenen fra at indeholde mange spedalske til nu kun at have én helbredt. En vender tilbage, priser Gud og takker Jesus ved at kaste sig ned i en bedende position foran ham. At han er samaritaner, foregriber den overgang fra jøderne til samaritanere og hedninger, som sker i Apostlenes Gerninger. Samaritaneren er således kontrast til jøderne.

v.17-18: Jesus gør næsten den pointe overtydelig. Den ene over for de ni; samaritaneren over for jøderne; den fremmede over for landsmændene.

v.19: Tiltalen til den helbredte lyder som afslutningen på en helbredelsesberetning: Rejs dig, gå herfra. Hertil føjes Jesus vurdering af hans lovprisning af Gud og taksigelse til Jesus: Din tro har frelst dig. Hvordan det nærmere skal forstås, er perikopens pointe.

Tekstens fortolkning

Lukas’ historie minder lidt om den gammeltestamentlige historie om profeten Elisa og aramæeren Na’aman, der bliver helbredt for spedalskhed (2 Kong 5). Også i den drejer det sig dels om tillid, dels om taknemmelighed. Det er også de temaer, som denne helbredelsesfortælling omhandler.

Man kan mene, at den er enkel, næsten banal i sin pointe. Kun én viser taknemmelighed. Han frelses. Men jeg vil mene, at fortællingen alligevel er lidt interessant på mindst tre punkter:

  1. helbredelse ved tro over for frelse ved tro: Alle ti spedalske bliver helbredt på grund af deres tillid til Jesu ord, som får dem til at gå til præsterne. Det er jo først på vejen derhen, at de renses. Men kun den ene, der vender tilbage, frelses ved tro. I Lukas’ sammenhæng menes der, at han på grund af det forhold han dermed indgår i til Gud og til Jesus får del i den endelige frelse. Således er han et billede på de kristne i Lukas’ menighed. Men hvori adskiller han sig fra de ni andre? Er det kun på grund af taknemmeligheden? Eller er det noget andet i hans opfattelse af helbredelsen, der frelser ham.
  2. fænomenet tro: Hvad er det menneskelige fænomen, som Lukas vil beskrive? Er det taknemmelighed over for utaknemmelighed? En religiøs verdensforståelse over for en areligiøs? En lukket over for en åben?
  3. endelig også et tredje forhold: Hvad er frelsen? Er det blot den endetidige frelse ved dommedag eller hinsides døden? Eller ligger der i Jesu bemærkning, at selve samaritanerens holdning kan betegnes som en frelse?

Det endte med mange spørgsmål til overvejelse. Teksten kan godt forekomme lidt triviel i sig selv, hvis jeg skal være ærlig.