Stemningen i Guds hus
Luk 2,41-52
Et sted i sit autofiktive storværk Min kamp fortæller den norske forfatter Karl Ove Knausgård om, hvordan det var at komme hjem i en periode i hans barndom. Allerede på vej op til huset skærpede sanserne sig. Når han lagde hånden på dørhåndtaget, var alle muskler spændte. Så snart han åbnede døren, lyttede han intenst. ”Var hans fader hjemme?” ”Var hans broder?” Næste spørgsmål: ”Hvordan var faderens humør?” Svaret gav kroppen af sig selv, for straks han trådte ind i entreen, trængte stemningen ind i den. Kroppen blev stemt af stemningen. Og inden han havde lagt overtøjet, vidste han, om der var grund til at være almindelig vagtsom eller regulært angst. Derfra gjaldt det om at komme gennem køkken og stue uden at give faderen anledning til bemærkninger eller kommentarer. Hurtigt ind på værelset, hvor døren kunne lukkes for hjemmets stemning. Indtil faderen kaldte, at der skulle spises aftensmad. Så måtte den unge Karl Ove atter begive sig ud i en stemning, som ikke kunne bringe noget godt med sig. Stemningen tvang hans ansigt mod jorden af frygt for at møde faderens blik. For et eller andet havde han altid gjort galt i faderens øjne. At det var faderens egen indre smerte, der blev lagt over på sønnerne, gjorde ikke stemningen lettere.
Det er svært at genkalde sig Knausgårds beskrivelser uden at komme til at tænke på de børn og unge, der for tiden er tvunget til at være hjemme i lignende stemninger. I hjem hvor mismod og misbrug sætter stemningen. Og stemningen sætter sig i kroppen, så den er bevidst om hver eneste bevægelse. For stemningen kan udløses i en eksplosion af skænd og skænderi på grund af en forkert manøvre eller et uoverlagt ord. Det kan ske, hvis man ikke vogter på sig selv, men kommer til at være sig selv. Sådan oplevede Knausgård det, hver gang han var hjemme. Under en lockdown er der ingen steder at gå hen.
Vi lever vores liv i stemninger. Vi bliver stemte af vore omgivelser. Ofte bemærker man det ikke, før en lyd, en duft eller en smag – en kop the og en madeleinekage, hvis man er en fransk forfatter – kaster en mange år tilbage i tiden, så man genoplever episoder og perioder, som man ellers havde lagt bag sig. Således også for Knausgård. Det er mødet med barndomshjemmet efter faderens død, der bringer ham tilbage til sin tidlige ungdoms trykkede, pinefulde stemning. Den han måtte befinde sig i, hver gang han kom hjem.
Når Knausgårds beskrivelser er så hjerteskærende, er det, fordi de står i kontrast til stemningen i barndomshjemmet, som vi ved, at den bør være. En stemning, i hvilken man føler sig hjemme, så parader og forsvarsværker instinktivt falder; så muskler i ansigtet og hele kroppen øjeblikkeligt afslappes, fordi man ved, at man må være der. En stemning, hvor man måvære og bare skal være sig selv. Og hvor man ikke kan ødelægge stemningen, hvis man bare er sig selv. Selv skænd og skænderi foregår i den samme stemning: Her må du være; her vil vi være sammen. Det er barndomshjemmets trygge stemning. For Jeppe Aakjær genkaldes den stemning i høsttiden. Karakteristisk nok indledes hans sang om rugen: ”Nu er det længe siden, men end det gemmes i mit sind …”
Barndomshjemmets trygge stemning oplader sindet; den trykkede stemning tynger det. Når man føler sig hjemme og kan være sig selv, får man mod og livskraft; når man føler sig fremmed og må vogte på sig selv, drænes man for energi og livslyst. Stemningen bestemmer, om man trives og blomster, eller hensygner og visner.
Stemninger er uhåndgribelige, men de findes i tid og rum. Måske især i rum. Man kan føle sig hjemme i rum og man kan føle sig fremmed i et rum.
For alteret hørte vi salmisten beskrive Guds tempel som et rum, hvor man kan føle sig hjemme. Som et sted, hvor krop og sind oplades. Det er bemærkelsesværdigt, for templet i Jerusalem var ellers indrettet til brændofre og slagtofre. Dets centrum, det allerhelligste, blev anset for at være farligt at nærme sig. Alligevel betragter salmisten templet som det mest vidunderlige sted at være. Dér, hvor man henter velsignelse og kraft; nåde og ære. Stemningen er ikke til at tage fejl af: ”Selv spurven finder sig et bo, og svalen en rede, hvor den lægger sine unger ved dine altre”. Her må man være, som den man er. I templet er stemningen allerede bestemt. Salmisten siger, at den er bestemt af Guds nærvær. At være i templet er derfor en lykke: ”Lykkelige de, der bor i dit hus, til stadighed kan de prise dig”. Det er den hjemlige, trygge stemning, som salmisten længes efter. Den kan han ikke give sig selv. Den må han søge i Guds hus, hvor Herren er sol og skjold. Derfor er ”en dag i dine forgårde bedre end tusind, jeg selv har valgt”. For i Guds tempel må han være den, han er. Han skal ikke være andet, end den han er. Han skal ikke vogte sig, for Gud sætter den stemning, han kan være i. Han skal bare være sig selv. Grundtvigs gendigtning af den gammeltestamentlige salme lægger tankevækkende nok også vægt på stemningen, når den hedder ”Hyggelig rolig” (DDS 411). I femte strofe siger han om resultatet af at være i den:
”Lykkes og trives,/styrke, oplives/skal dine små,/vokse i kræfter,/stige derefter/højeloft nå,/himle, hvor øjet, som græder ej mer,/gudernes Gud i sin herlighed ser.”
Når den unge Jesus i evangelieteksten tager ophold i templet, er det ikke blot for at vise Josef og Maria, hvem hans sande fader er. Eller for at demonstrere sin forbløffende visdom over for lærerne på tempelpladsen. Det er for at slå fast, at Guds tempel er hans faders bolig, og dér kan han være den, han er. Der har han hjemme. For de tidligste kristne betyder det selvfølgelig, at templet også er deres hjem. De hører hjemme i Guds bolig. Templet bør være et rum, hvor de kan være som dem, de er, nemlig Guds børn.
Men der sker faktisk noget med tempelforestillingerne i århundrederne før og efter Kristi fødsel. Det præcise sted og det bestemte rum mister betydning. Templet bliver et billede, en metafor. Det gælder ikke mindst for de kristne. Gud kan dyrkes alle steder, for det er i forsamlingen, at han er til stede. Menigheden er templet. Det mener Paulus, og Grundtvig siger det mange år efter:
”Vi er Guds hus og kirke nu/bygget af levende stene” (DDS 323).
Endog kan den enkelte opfatte sin egen krop som et tempel for Guds ånd, igen ifølge Paulus. Det udtrykker Kingo i den salme, der hører denne søndag til:
”O Jesus, gid du ville/mit hjerte danne så,/at årle det og silde/dit tempel være må” (DDS 139).
Det sande tempel er menigheden og i menneskets hjerte, ikke i en bygning af sten. Den kristne gudsdyrkelse er ikke bundet til en særlig lokalitet eller en speciel bygning. Gudstjenesten er åndelig. Sådan var det fra kristendommens begyndelse. Gud kan dyrkes alle steder, for Jesus, hans legeme og blod kan være til stede på ethvert sted.
Og alligevel bygger de kristne huse indrettet specifikt til dette formål. Kirker. Konkrete, fysiske rum, der er reserveret for gudsdyrkelsen, velvidende at gudstjenesten ikke er betinget af bygningen. Men stemningen er knyttet til rummet. Den kan være der, selv om vi ikke er der; den er uafhængig af os. Det har vi brug for. Vi har brug for rum, konkrete fysiske rum, hvor vi kan føle os hjemme i stemningen. Rum, som vi altid ved, vi kan være i, uanset hvem vi er, og hvad vi har gjort. Rum, hvor vi ikke skal andet end være dem, vi er. Det er templet i salmistens fremstilling. Det er Jesu faders hus ifølge evangeliet. Det er kirken ifølge kristendommen. I kirken er den stemning, hvori vi kan ”lykkes og trives/styrkes, oplives”, for nu igen at referere til Grundtvigs salme. Gudstjenesten er meget andet end stemningen i rummet, men rummets stemning er bestemmende for gudstjenesten. Derfor har vi brug for at komme i kirkerummet. Her kan parader og forsvarsværker falde, her kan muskler afslappes, her oplades sindet, og her hentes mod og livskraft. For her er vi hjemme som dem, vi er. Som Guds børn ved hans Søn, Jesus Kristus.
DDS 411 – 348 – 139 — 140 – 323 – 333