- H3K: Mark 10,13-16 (Vartov, 11.1.26)
Børn – navnlig helt små børn – har altid haft en særlig status for voksne, der tænker over livet og tilværelsen. De har ikke altid haft en særlig status i samfundet eller i familien. I mange sammenhænge er børn blevet opfattet som en belastning, som man skulle prøve at undgå at få. Den franske oplysningstænker Jean-Jacques Rousseau fik fem børn med sin partner, som alle blev afleveret på et hjem for hittebørn i Paris. Han skrev senere et af pædagogikkens hovedværker.
Men hvis man kan nøjes med at tænke over dem, og ikke skal made dem og skifte dem, har børn haft en unik placering. Filosofferne har tænkt over dem og måske endda betragtet dem, som de lå der i vuggen. For i det lille barn havde man, mente man – og mener man måske endnu – adgang til selve mennesket. Altså det naturlige menneske, som det er i sig selv, før det gør sig selv til noget godt eller ondt. Det er det såkaldte ’vugge-argument’, som allerede de antikke filosoffer fremførte.
Nu er der bare det ved det argument, at det filosofferne så, når de kiggede ned i vuggen, svarede til det, de i øvrigt tænkte sig frem til, når de gik og filosoferede i søjlegangene. De filosoffer, der mente, at lykken bestod i mest mulig nydelse og mindst mulig smerte, så, at spædbarnet netop søgte efter det nydelsesfulde og undgik det smertefulde. Andre filosoffer, der antog, at menneskets lykke er at være i overensstemmelse med naturen, så, at spædbørnene var drevet af en selvopholdelsesdrift, så de søgte det, der fremmer deres natur, og tager afstand fra det, der hæmmer den.
I øvrigt mente man så, at disse naturlige anlæg skulle kultiveres, formes og dannes, så barnet kunne udvikle sig til et rigtigt menneske og blive henholdsvis epikuræer eller stoiker, for det var den filosofi, der passede til menneskets egen natur ifølge de pågældende filosoffer. Og den holdning fortsatte op gennem århundrederne. Børn skulle udvikles og uddannes, så det kunne indfri de medfødte anlæg. I var udgangspunktet det ikke perfekt.
Førnævnte Rousseau brød til dels med den opfattelse. Måske fordi han inderst inde ønskede, at hans egne forladte børn, ikke havde lidt skade. I hans bog om opdragelse ved navn Émile antog han nemlig, at barnets natur er godt i sig selv. Kulturen eller civilisationen ødelægger barnets naturlige godhed, derfor skal opdragelsen finde sted i overensstemmelse med den naturlige udvikling gennem erfaring og oplevelse. Straf, som man ellers gerne anvendte i opdragelsen, er i virkeligheden blot udtryk for, at samfundet er kommet så langt bort fra det naturlige, gode menneske, at det ikke kan rumme det. Astrid Lindgrens Emil fra Lønneberg viser, hvad der sker, når Rousseaus Émile møder samfundet i Småland.
Rousseaus opfattelse er naturligvis en opfattelse af mennesket. Det er godt og kan selv. Hvis det får lov, vil det helt af sig selv vil udvikle sig til et frit, fornuftigt individ. Ligesom Emil, der jo blev sognerådsformand som voksen. Tankerne om barnet er i virkeligheden tanker om mennesket.
Således fortsætter det, når filosoffer, psykologer og andre tænker over barnet, og i det ser deres egen filosofi, psykologi eller teori bekræftet. Uanset om de opfatter barnet som et produkt af sociale og økonomiske forhold. Om det viser sig drevet af seksuelle drifter eller suveræne livsytringer. De små børn er i teorien særligt tydelige udtryk for mennesket.
Hvordan man så tænker om børn i dag, hvor det ikke længere handler om at passe på for at undgå at få børn, men hvor det at få børn fremstilles som selve livets mening? Hvor det at få børn er en rettighed. Hvor familierne er helt centrerede om børnene.
En ung kunstner ved navn Andreas Odbjerg har skrevet en selvbiografisk sang. Den handler om, at han ikke rigtigt kan finde ud af noget ”Jeg får karakter’ i morgen,” synger han og fortsætter, ”det kan kun vær’ bedre end sidste år”. Og i det foregående vers lød teksten: ”Jeg ved ikk’ hvad jeg laver/der er folk, der bygger rumraketter/for dem er livet ikk’ meget letter’/jeg – har lige lært at gå på hænder”. Og ind i mellem kommer omkvædet: ”Jeg var et mirakel/fra den dag jeg blev født/…/vent og se/Jeg skal nok få styr på det”.
Et mirakel fra den dag, jeg blev født, siger den unge mand, der ikke ved, hvad han skal med sin mirakuløse eksistens. For hvis han var et mirakel, blot fordi han blev født, er der vel ikke så meget mere at stræbe efter. Så kan man næsten kunne skuffe. Livet består i at leve op til sin mirakelstatus, og så er det ikke så vigtigt, om man kan bygge rumraketter eller stå på hænder. Han er jo perfekt, ligesom han er, kan man næsten høre hans forældre sige til ham. Stakkels ham, for så skal alt, hvad han gør, også være perfekt.
Men man kan ikke lade være med at overveje, om det ikke bare er tidens tanke om barnet, men dens teori om mennesket. Er det sådan, at vi ikke kan forestille os at sætte noget i verden, der er mindre end perfekt? At vi producerer mirakler? For hvis ikke, vores børn er perfekte, så ville vi heller ikke være det. Så er ’vugge-argumentet’, at man i det lille barn ser det perfekte menneske for at få at vide, at man selv grundlæggende er perfekt. Ja, man er også et mirakel fra den dag, man blev født. Uanset hvor omkostningsfuldt, måske endda smertefuldt det er for børn og voksne at bevare den mirakuløse status livet igennem. Og vi kan ikke tåle at høre, hverken fra børnene selv eller nogen andre, at de ikke er perfekte, for så er vi det heller ikke. Så har vi fejlet.
Og lad os nu lege med den anakronistiske tanke, at det var sådan disciplene tænkte om børnene, som blev bragt til Jesus i det såkaldte børneevangelium, som vi har hørt i dag. De ville forhindre de små børn i at komme til Jesus, ikke for hans skyld, men for deres skyld, for børnenes skyld og for deres egen skyld. De små børn har ikke brug for at komme til Jesus, for de er perfekte mirakler ligesom de er. I udgangspunktet mangler de ingen ting. I udgangspunktet er de perfekte mirakler. Ligesom alle mennesker er, indtil de laver fejl. Og så kan man komme til Jesus. Men små børn, de er perfekte ligesom er. De har ikke brug for ham.
Hvis man forestiller sig det sådan, så er Jesu reaktion ikke bare den godmodige Jesus, der slår venligt ud med armene som Thorvaldsens statue i domkirken. Ingen må hindres i at komme til ham, for alle har behov for hans velsignelse. Også de små børn, for de er ikke anderledes end alle andre mennesker. Sådan er Jesu holdning til de små børn også en holdning til mennesket. Enhver må modtage hans velsignelse ligesom et lille barn. Ingen har gjort sig fortjent til den ved at gøre godt. Ingen har fået behov for den ved at gøre ondt. Men enhver må modtage den blot fordi man er menneske. Mennesket som menneske trænger hans velsignelse. Uden forskel.
Og så har han sagt, at intet menneske er så perfekt et mirakel, at det kan klare sig selv. Ingen skal hvileløst leve op til sin egen perfekte og mirakuløse status. Ingen skal fortvivlet stræbe efter at gøre sig god nok. Ingen skal håbløst forsøge at undgå fejltrin. For er nok i sig selv. Alle må modtage det, som han giver til dem, ligesom et lille barn.
Jesus kalder det Guds rige. Guds rige må man modtage ligesom et lille barn for overhovedet at komme ind i det. For det gælder for voksne som for børn, at Guds rige er at høre, at man ikke er et perfekt mirakel, der kan klare livet helt selv, og samtidig få Jesu velsignelse over sit liv. Begge dele får børnene og vi alle at vide, så vi sættes fri for at skulle være perfekte mirakler, der uafladeligt må vurdere sig selv i forhold til et ideal, som man ikke kan leve op til, og sættes i stand til at leve vores eget uperfekte liv som et liv under Jesu velsignelse. Det er Guds rige, der er vidunderligst af alt på jord for små børn og voksne mennesker.
DDS 392 – 56 – 318 — 379 – 319 – 108 z