”Lad de små børn komme til mig”
v.13 De bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, v.14 men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem:
»Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. v.15 Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.«
v.16 Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Mark 10,13-16 (jf. Matt 19,16-22; Luk 18,18-23)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Matthæus og Lukas har overtaget dette afsnit fra Markusevangeliet. De har hver især ændret lidt i ordvalget. Matthæus har placeret v. 15 i en anden sammenhæng i en lidt anden udformning (Matt 18,3). Lukas har udeladt v. 16. Men ellers er der ikke de store forskelle.
Tekstens placering i Markusevangeliet
Teksten er i Markusevangeliet placeret på Jesu rejse mod Jerusalem, der finder sted i kap. 10. Han er på til påsken. Umiddelbart før teksten har han haft en diskussion med jøder om ægteskab og skilsmisse. Umiddelbart efter følger episoden om den rige mand, til hvem Jesus siger, at han skal give afkald på sin rigdom for at følge ham, så skal han arve evigt liv. Det kan han ikke, så Jesus siger, at det er lettere for en kamel at komme gennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige. Disciplene bliver angste, for hvem kan så blive frelst, spørger de. Det får Peter til at sige, at de jo har forladt alt. Hertil svarer Jesus, at den, der har forladt alt på grund af ham, skal få hundrede fold igen både i denne verden og evigt liv i den kommende (Mark 10,17-30).
Det er rimeligt at se dette afsnit som en udlægning eller en illustration af, hvad det betyder, at gudsriget er børnenes.
Tekstens detaljer
v.13: Dette er i virkeligheden det mest underlige vers i teksten. Hvilken situation skal man forestille sig? Nogle siger, at det var almindeligt at bede rabbinere om at velsigne børn. Under alle omstændigheder synes teksten at forudsætte, at der skulle være en særlig virkning ved at blive berørt af Jesus, ligesom kvinden med blødninger, der blot ville røre hans kappe (Mark 5,25-34). Jesus er fremstillet som en hellig mand, der besidder en særlig kraft.
Det får en til at overveje, om scenen hører til i Jesu tid, eller det er evangelistens overvejelser om Jesus, der har medført denne scene. Selv om det ikke er umuligt, anser jeg det nok for usandsynligt, at Jesus i sin levetid har fået et ry, så ellers ukendte kvinder opsøgte ham for at få deres børn velsignet. Navnlig fordi børnene i fortællingen giver anledning til en pointe over for de voksne, forekommer det som en litterærkonstruktion. Visse dele af ordvalget tyder i samme retning. Omvendt kan man sige, at disciplenes naturlige, men lidt klodsede reaktion forekommer så livagtigt, at der kan ligge en virkelig hændelse bag. I så fald er den dog bearbejdet, så den nu tjener Markus’ anliggende.
v.14: Jesus bliver vred. Hvorfor dette følelsesudbrud? Han bliver ligeledes vred, da andre vil hindre en mand i at blive helbredt (Mark 3,5). Vreden er således en reaktion på, at nogle vil hindre andre i at komme til ham og få del i det, som han har at give.
Ordet ”at hindre” er interessant. Det optræder en række andre steder i Det Nye Testamente og navnlig i Apostlenes Gerninger i forbindelse med dåben, hvor talen umiddelbart forud for dåben er, om noget ”hindrer”, at den pågældende bliver døbt. Således bringes det også i anvendelse i tidlige dåbsritualer, hvor der også foregår en tilspørgsel, om noget hindrer (fx et andet relgionstilhørsforhold eller tidligere dåb), at vedkommende kan døbes. Man kan således overveje, om det er den tidlige menigheds dåbsritual, der skinner gennem ordlyden her. Det er muligt, uden at teksten derved bliver til en dåbstekst og slet ikke en tekst om barnedåb. Sådan er den blevet anvendt, men det er i virkeligheden lidt søgt. Ikke mindst af den grund, at børnene ikke er i fokus, men de voksne disciple, der skal tage ved lære af dem.
Det er nemlig, hvad Jesus siger. De skal lære, at gudsriget hører ”sådan nogle” til, altså de små børn. Så udfoldes det nemlig i næste vers, hvad det betyder for de voksne.
Når Jesus har sagt, at gudsriget er børnenes – og vil sige, at man skal tage imod det som et barn for at komme ind i det – bliver det afgørende, hvordan man skal forstå børn. I antikken blev de nemlig ikke, som i senere sentimentale perioder, forstået som uskyldige. I stedet blev børn betragtet som magtesløse og omsorgskrævende, som sådanne, der ikke kan tage vare på sig selv. Samtidig er barnet udannet, dvs. det skal uddannes for at blive noget. I virkeligheden begyndte det i nogle sammenhænge helt fysisk ved at man forsøgte at forme barnets krop, så det levede op til skønhedsidealerne. Selve uddannelsessystemet var tilsvarende indrettet på at gøre børnene til rigtige mennesker i henhold til gældende idealer. Det naturlige barn var altså først og fremmest det ufærdige menneske, som skulle kultiveres for at blive klar til verden. Når Jesus altså henviser til børnene som forbilleder for de voksne, er det ikke, fordi de er uspoleret af kulturen, men tværtimod fordi de kulturelt set er ubrugelige og ukyndige. De er eksemplet par excellence på dem, der ikke selv magter noget. Netop de modtager gudsriget ufortjent og ubesværet.
v.15: Og således er de forbilleder for de voksne. Når barnet er ideal, er det klart, at den voksne ikke ved sin magt og kunnen kan tilrane sig gudsriget. Over for det er vedkommende lige så omsorgskrævende som et lille barn. Gudsriget kræver det totale afkald ellers er man udelukket.
v.16: Derfor slutter episoden med at Jesus omfavner børnene og velsigner dem. Således bekræfter han med sin berøring den forgående belæring. Han tager dem i favn, for de er idealet for hans rige. Det må alle andre lære af.
Tekstens fortolkning
Budskabet i afsnittet er til de voksne, der skal lære at de ikke kan tilrane sig gudsriget. I stedet må det modtages som den magtesløse ikke kan andet end at modtage. Børnene er illustration af magtesløsheden. Men netop fordi det er børn, der fremhæves som forbilleder for de voksne, kastes meningen tilbage på konkrete børn. De blev brugt i teksten, fordi de ikke havde en egenværdi, men fordi de nu fremhæves, får de en egen værdi. Måske er det en integreret del af kristendommen – og bliver det i hvert fald med barnedåben – at børnene får selvstændig værdi. Børn er ikke bare ufuldkomne voksne. Det har i sig selv værdi. Derfor er kristendommen helt entydig med hensyn til, at børn ikke må sættes ud, og at alle børn skal døbes, da barnedåben blev indført. Det er med til at skabe et nybrud i opfattelsen af børn.
Efter sigende har Karl Marx sagt, at man kan tilgive kristendommen meget, fordi den har lært os at elske vores børn. Måske er netop denne tekst grunden til det.