Luk 2,41-52
En scene fra en provinsby i Danmark: En tolvårig dreng er med sin moder i Sportmaster. Han skal have nye fodboldstøvler. Drengen er ikke i tvivl om, hvilke han foretrækker. Det er de nye, farvestrålende fra Nike, som spillerne i fjernsynet bruger. Flere fra holdet har allerede fået dem. Moderen er i tvivl. Hun har fundet et andet par af mærket Patrick. De er flotte, mener hun. Drengen er uforstående. Kan hun da slet ikke se, hvor stor forskel der er på dem, tænker han og insisterer på, at Nike er meget bedre. Efterhånden dæmrer det for ham. Der er ikke alene stor forskel på fodboldstøvlernes udseende, der er også stor forskel på prisen. Hvad nu, hvis det også er min fødselsdagsgave, prøver han. Moderen tøver. Så beslutter drengen at give hende en stor gave. ”De er fine,” siger han. Dem vil jeg gerne have. ”Virkelig,” siger moderen lettet, ”vil du gerne have dem?” ”Ja, de er helt perfekt,” siger drengen tappert, mens han profetisk forudser kammeraternes nedladende kommentarer, når han møder op i dem. ”Køb dem bare, mor, så venter jeg ude i bilen.”
Scenen stammer fra en af de efterhånden mange nye bøger, hvor unge mænd fortæller om deres klasserejse, som det hedder på norsk og vist efterhånden også på dansk i stedet for det mere bedrevidende: mønsterbryder. Rejsen fra et barndomshjem i underklassen præget af misbrug og overgreb, og navnlig materielt og åndeligt armod. Til den kulturelle elite og kreative klasse i storbyen. De unge hovedpersoner i de selvbiografiske bøger er alle intellektuelt og litterært begavede. Også af den grund skilte de sig ud i deres barndoms miljø. Tidligt i livet vidste de, at de måtte væk. Væk fra byen og barndomshjemmet og alt, der hørte til. Væk både geografisk og socialt for de kunne ikke være dem, som de ville være, hjemme. Tværtimod. Hjemstavnens værdier og forbilleder, ideerne om hvad et godt liv er og et godt menneske er, kunne de ikke alene ikke leve op til. De oplevede dem også negativt på deres egen krop som fysisk og psykisk vold i form af mobning og udstødelse. Hvis de skulle være sig selv, måtte de væk.
Uddannelse bliver for de fleste vejen væk. De kommer til København og Paris. De får akademiske grader og debuterer litterært. Dér opdager de, at de ikke kan forandre sig væk til noget andet, som de mente skulle være dem selv. For de er ikke hjemme i det nye miljø. De bliver ikke sig selv af at bryde med fortiden. I stedet oplever de den rodløshed og ensomhed, som talentfulde klasserejsende altid har oplevet. Det nye er, at den oplevelse hos nutidens unge mandlige forfattere omsætter sig i vrede mod et samfund, der producerer den ulighed, som de og deres skæbne er et produkt af. For det er ikke alle beskåret, siger Glen Bech, fra hvem den indledende scene stammer, det er ikke engang alle beskåret at være høflige og belevne, for i det øjeblik de åbner munden lyder det forkert, og de mødes af massive fordomme om manglende kulturel dannelse. En fordom, der bekræftes af deres opvækst, uanset hvor hårdt de har arbejdet for at lægge afstand til den. Så kommer vreden mod den kulturelite og den sociale overklasse, som forfatterne på en gang indædt stræber efter at blive en del af og samtidig bestandigt føler sig udstødt af. Så kommer frustrationen over et samfund, der er så ulige, at nogle må kæmpe for alting og alligevel altid føler sig utilstrækkelige, mens andre får alt givet og ikke kender til begrænsninger. Uligheden er for stor. Så kommer opråbet: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet!
Når Lukasevangeliet fortæller historien om en tolvårig dreng, der forlader sine forældre og indtager templet for at diskutere med de lærde, kunne det ligeledes være overskriften. Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. For den autoritet, der er centreret i templet og er funderet i nedarvede traditioner, sættes ud af kraft i mødet med Jesus. Hans opgør er et opgør med den fundamentale ulighed, der opstår, når magtens er samlet ét sted og den forvaltes af én gruppe. Jesus sætter sig imod denne magt, han sætter sig i stedet for denne magt, så han etablerer lighed, hvor der var et hierarki. Det er den kristne lighed, men den er anderledes, mere frigørende og mere krævende en den lighed, som de vrede unge mænd kræver.
For Jesus befandt magteliten sig i templet. Templet skulle være stedet for Guds nærvær. Det skulle være det sted, hvor forholdet til Gud fastholdes og vedligeholdes. Derfor praktiseredes i templet ofringer af forskellig slags, så man kunne genoprette forholdet til Gud, hvis det ved synd og urenhed var blevet belastet. I templet fandt gudsdyrkelse sted, så man kunne udtrykke sin taknemmelighed, når livet er så godt, at man ikke kan forestille sig andet, end at Gud måtte stå bag. Der kunne man komme med sin angst og sin sorg, når livet viste sig så voldsomt, at man ikke kan andet end håbe på Guds hjælp. Templet var stedet for Guds nærvær, derfor kunne man i templet pleje sit gudsforhold. Derfor var templet tilværelsens centrum, for derfra strømmede velsignelse ud over landet og folket.
Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, siger Jesus. For gudsforholdet afgøres ikke af forholdet til et bestemt sted. Det bestemmes ikke at tilhørsfoldet til et bestemt folk og ikke af bestemte slægter med særlige traditioner. Gudsforholdet er der, hvor jeg er, siger Jesus, for Gud er min fader. Derfor må han være hos sin fader, siger han, men det viser sig i løbet af evangeliet, at det også vender modsat: Hans fader er hos ham i det liv, han lever.
Med Jesus kan man derfor sige: Vi anerkender ikke jeres autoritet, for ingen ting, ingen steder og ingen personer kan stille sig mellem mennesker og ham. Så er der ingen fine paladser og templer, hvor man kan henvende sig for at finde Guds nærvær; der er ingen autoritetspersoner, man kan opsøge for at blive ført til Gud; og der er ingen hellige handlinger, der kan foreskrives som adgang til Gud. For Gud er ikke i det ekstraordinære og det specielle. Gud må være i det liv, vi lever. Derfor levede Guds søn et helt menneskeliv, så vi kan vide, at der intet sted er i menneskelivet, hvor vi ikke kan være i forhold til Gud. Og der ikke et liv, der ikke kan være i forholdet til Gud. For forholdet til Gud etableres udelukkende gennem troen på hans søn. Fordi troen ikke er bundet af noget sted eller nogen ting, har ingen fortrin til den frem for andre.
I det forhold er der ingen ulighed. Alle står lige over for den åbenbaring af Guds kærlighed til mennesket, som kom til udtryk i hans søns liv, død og opstandelse. Alle bliver til dem, de er, ved at stå i det forhold, for det forhold er, når vi indtræder i det. For sådan er det med forhold. De er der først, når man er en del af dem. Men så er man til gengæld bestemt af netop dette forhold. Så er man den, der er genstand for Guds kærlighed i kraft af hans søn, Jesus Kristus. Fordi det er i kraft af Kristus og intet andet, gælder det for alle. Her er ingen ulighed. Enhver kan stå i det forhold, uanset hvor vedkommende i øvrigt er i tilværelsen. Ingen kan frakende andre retten til at stå i det forhold, uanset hvordan vedkommende i øvrigt lever sit liv. Det er den kristne lighed, at alle er inkluderet i Guds kærlighed uden forskel, fordi de alle er blevet det gennem Kristus. Det kristne liv er at leve i den lighed med hinanden. I det liv er Gud til stede. Så er templets gudsdyrkelse erstattet af en åndelig gudsdyrkelse i hverdagen i verden.
Mon ikke det helt naturligt var det liv, den tolvårige i Sportmaster levede, da han lod sin moder vide, at hun ikke var mindre eller ringere moder på grund af mærket på hans fodboldstøvler? Det kan man tro. Men det var i hvert fald ikke det liv, han selv oplevede med sine holdkammerater, da han mødte op i de pågældende støvler. Det ville man ønske for ham, men det var det ikke. Og det var heller ikke, hvad han erfarede, når han i opvæksten stadigt måler sig med andre samfundslag og gang på gang føler sig underlegen og mindreværdig. Men det er heller ikke, hvad han som voksen udtrykker, når han i vrede nedgør de privilegeredes vej gennem livet og påberåber sig en særlig position. Som om det skulle give et fortrin at være blevet mødt med fordomme. Som man har mere ret, fordi man i sin barndom ikke havde kærlige omsorgspersoner omkring sig. Som om den social ulighed berettiger til at hævde sig på de riges bekostning. I den kristne lighed er der ingen forskel. Underklassens hårde tilværelse giver ikke et fortrin for den privilegerede overklassen. Lige så lidt som omvendt. Den kristne lighed medfører et radikalt ansvar for alle og ansvarliggør enhver. Alle er dem, de er, i kraft af Guds kærlighed, der bliver dem til del gennem Kristus. Alle er forpligtet til at betragte og behandle hinanden som netop dette: som en person, der er værdig til Guds kærlighed. Det er underklassen fra udkantsdanmark ikke mindre forpligtet til end overklassen fra København. For det gælder for os alle, at vi grundlæggende ikke er andet, end vi er over for Gud. At leve over for hinanden er den åndelige gudstjeneste, som Paulus talte om i epistelteksten. Den gør alle steder til Guds tempel uanset hvor man er og hvem man er.
DDS 411 – 443 – 139 — 140 – 652 – 329