1. søndag efter helligtrekonger (1): Jesus som tolvårig i templet
v.41 Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten.
v.42 Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen.
v.43 Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. v.44 I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. v.45 Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér;
v.46 og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. v.47 Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. v.48 Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« v.49 Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« v.50 Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem.
v.51 Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte.
v.52 Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.
Luk 2,41-52
Tekstens forhold til andre evangelier
Teksten om Jesus som tolvårig i templet har ingen paralleller i de andre kanoniske evangelier. Udover historierne om Jesus som spædbarn er den eneste fortælling i Det Nye Testamente, der omhandler hans barndom.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Teksten afslutter det indledende afsnit i Lukasevangeliet, som kan kaldes forhistorien (kap. 1-2). Den har omhandlet bebudelsen og fødslen af både Johannes Døberen og Jesus, samt omskærelsen og fremstillingen i templet. Episoden i templet er det sidste man hører om Jesus som barn. I kap. 3 indledes hans offentlige virke med dåben af Johannes Døberen.
Både før og efter selv fortællingen er der en sammenfattende bemærkning om Jesu visdom og Guds velvilje mod drenge (Luk 2,40.52). Episoden i templet illustrerer dette.
Det er påfaldende i Lukasevangeliets forhistorie har templet som centrum. Jesus kommer til templet i Jerusalem to gange. Først ved fremstillingen, hvor han mødes af Simeon og Anna (Luk 2,22-38), og nu som tolvårig. Templet er på den måde udgangspunkt for hans liv og virke. Det svarer til, at Jerusalem og templet også bliver udgangspunkt for apostlenes mission efter hans død og opstandelse (Luk 24,47-48 og ApG 1,8; 2,46). For Lukas er det vigtigt, at kristendommen spreder sig fra verdens ene centrum, nemlig templet i Jerusalem, til det andet, nemlig Romerrigets hovedstad, Rom.
Tekstens detaljer
v. 41: Jesu forældre præsenteres som fromme, lovtro jøder, der hvert år går op til Jerusalem til påsken.
Påsken er en af de tre jødiske valfartsfester. De andre er pinsen og løvhyttefesten. Den jødiske påske kaldes også ”de usyrede brøds fest”, fordi man fejrer udfrielsen fra fangenskabet i Ægypten, hvor israelitterne spiste usyrede brød (jf. 2 Mos 12). Påsken fejres om foråret og varede syv dage. Pinsen eller ”kornhøstfesten” eller ”ugefesten” står i forbindelse med hvedehøsten (2 Mos 16). Den fejres halvtreds dage efter påske (heraf det græske navn pentekoste, som betyder halvtreds). Den sidste valfartsfest er løvhyttefesten eller frugtfesten. Den fejres om efteråret ved det jødiske nytår. Under løvhyttefesten fejres ørkenvandringen, hvor israelitterne angiveligt boede i løvhytter, og forsoningsdagen (jom kibbur) afholdes. Ved disse fester skulle alle israelittiske mænd opsøge templet og stå for Herrens ansigt ifølge 2 Mos 23,17. Man kan næppe forestille sig, at det rent faktisk er sket, at alle er gået til Jerusalem. Men der har naturligvis været et større antal pilgrimme i Jerusalem under festerne. Påsken tiltrak flest.
v. 42-43: Jesus følger sine forældre til festen. Ifølge den jødiske lovsamling Mishna skulle mindreårige ikke gå med til templet. Mindreårig var den, der ikke kan gå selv.
I beskrivelsen af rejsen til Jerusalem og hjemrejsen står forældrene over for drengen Jesus. De handler som en gruppe og omtales ”hans forældre” og ”de”, mens Jesus er et individ med navn, som selvstændigt beslutter at blive i Jerusalem.
v. 44-45: Den dramatiske beskrivelse af rejsen hjem, hvor forældrene ikke ved, hvor deres søn er, har affødt en del spekulationer, som skal fritage Maria og Josef for at have været uopmærksomme. Man har fx gættet på, at mænd og kvinder rejste i forskellige grupper, eller at de faktisk ledte efter ham hele dagen, mens de vandrede. Teksten selv siger dog blot, at de troede, han fulgtes med nogle andre og efter den første dags vandring, formentlig i forbindelse med at de slog lejr for natten, opdagede de, at han ikke var der. De vender om og går tilbage til Jerusalem.
v. 46-47: Jeg er ikke begejstret for tegnsætningen og ordstillingen i den danske oversættelse. Når man sætter semikolon efter v. 45 får man det til at hænge sammen med v. 46. Det er jeg imidlertid ikke overbevist af. V. 46 indledes i en direkte oversættelse ”Og det skete efter tre dage fandt de …” Udtrykket ”og det skete” er typisk lukansk, jf. juleevangeliet: ”og det skete i de dage” (”og” er dog en oversættelse af to forskellige græske ord). Udtrykket indleder det et nyt afsnit. Jeg tror, at Lukas bruger dette ”det skete” til at understrege, at der sker noget bemærkelsesværdigt.
Forældrene finder ikke deres søn hvor som helst. Han er i templet, siddende midt blandt lærerne, eller faktisk ”i lærernes midte”. Ideen er formentlig, at der i Salomos søjlegang i templet, dvs. rundt om hedningernes forgård, foregik skriftlærde diskussioner. Lukas forestiller sig, at Jesus har deltaget i dem på lige fod med det voksne lærere. Han indtager ikke en elevs position, men snarere en lærers.
Alle, der hører hans svar, bliver overrasket over den indsigt, der er deri. Motivet ”det vise barn” på latin puer senex er kendt i forskellige sammenhænge. Når man fremstiller en stor persons barndom, sker det gerne, at han afslører sit overlegne intellekt allerede som barn. Det gælder både personer fra den græske omverden (fx Alexander den Store, hvis lærer Aristoteles roser hans evne til allerede som barn at reflektere og vælge som en moden mand) og fra den bibelske verden (fx fortæller den jødiske historiker Josefus, at Samuel begyndte at profetere som tolvårig). Det er tydeligvis dette motiv, der er på færde her i Lukas’ fortællingen. Jesus fremstår med en visdom, der ikke svarer til hans alder. Han er selv lærde voksne overlegen.
v. 48: Forældrenes reaktion svarer til de andre tilstedeværendes. Maria er den aktive af forældrene, som hun har været i hele Lukas’ forhistorie. Hendes henvendelse til Jesus med formuleringen ”din fader og jeg” lægger op til kontrasten mellem Josef og Jesu sande fader i næste vers.
v. 49: Jesu svar: ”Jeg bør være hos min fader” rejser en del vanskeligheder. En direkte oversættelse ville være ”Jeg bør være i det (flertal), der er min faders”. Det kan udlægges med hen syn til stedet, altså ”jeg bør være i min faders område” eller ”jeg bør være på min faders sted”, underforstået ”i templet”. Men det kan også udlægges med hensyn til ejendommen, altså ”jeg bør være optaget af/beskæftige mig med det, der hører min fader til”. Måske er det med vilje tvetydigt. Et gådefuldt svar ville passe godt til motivet puer senex.
Under alle omstændigheder viser formuleringen, at Marias henvisning til ”din fader”, nemlig Josef, sættet i modsætning til en anden fader, nemlig Gud. Således udtrykker drengen Jesus bevidsthed om sit eget slægtsforhold til Gud, således som læseren allerede kender det fra bebudelsen.
Udtrykket ”bør være” viser en form for nødvendighed, som Lukas gerne bruger, når noget ”bør” ske i henhold til Guds vilje. Altså viser dette ”bør”, at Jesus er underlagt Guds vilje.
v. 50-51: Forældrene forstår ham ikke. Det passer igen godt til Jesus som puer senex, at hans indsigt overgår forældrenes. Det er jo overhovedet et tema i evangeliet, at man ikke accepterer Jesu guddommelige ophav. I sammenhængen er det naturligvis underligt, at Maria, der jo skulle kende budskabet fra englen i forbindelse med bebudelsen, ikke forstår, at Jesus har en anden fader end Josef. Måske tyder det på, at Lukas har kendt fortællingen om Jesus som tolvårig i templet fra et andet sted og har redigeret den sammen med de andre dele af forhistorien. I hvert fald er det ikke helt konsekvent i sammenhængen.
Maria gemmer ordene i sit hjerte (jf. Luk 2,19). Jesus vender hjem med dem og viser sig derefter lydig mod dem.
v. 52: Afslutningen er en sammenfatning af hele Jesu liv fra hans tolvte til hans tredivte år, som er hans alder i næste kapitel. Han har visdom og Guds velvilje.
Tekstens fortolkning
Som nævnt er det ret tydeligt, at teksten anvender det velkendte motiv puer senex i fremstillingen af Jesus. Han afslører allerede som dreng sin overlegne visdom. Fremstillingen har yderligere den pointe, at Jesus og hans forældre, som det er sket gennem hele forhistorien, præsenteres som sande lovoverholdende jøder. Jesus er endog så veluddannet i loven, at han kan diskutere med de skriftlærde. Det får yderligere den pointe, at han gør den form for lovtro jødedom overflødig, fordi han selv repræsenterer en overlegen, direkte forbindelse til Gud, som jo er hans fader. Det må være dette, der er Lukas’ ærinde: at fremstille Jesus som et ideal allerede som barn, han er vis og lydig og hører til hos Gud. Således spreder sig fra templet en ny relation til Gud, der overskrider den, som de jødiske skriftlærde mener at have i loven.
Tekstens efterliv
Som nævnt er der ikke mange fortællinger om Jesus som barn i Det Nye Testamente. Det ændrer sig imidlertid hurtigt i de skrifter, der bliver til i århundrederne efter Det Nye Testamente. Perioden mellem fremstillingen i templet og Jesus som tolvårig i templet udfyldes med episoder i de såkaldte barndomsevangelier. Det ældste er Thomas Barndomsevangelium. Det omhandler netop perioden fra Jesus er fem år til han er tolv år og optræder i templet. I dette og andre lignende skrifter er motivet puer senex udfoldet. Eksempelvis er der flere episoder om Jesus i skole, der altid ender med, at lærerne må opgive at lære ham noget. Når de vil lære ham om alfa (det første bogstav i alfabetet), begynder han at spørge dem om beta (det andet bogstav i alfabetet), og han udlægger alfas betydning for læreren.
Barndomsevangelierne er drevet af en nysgerrighed og fantasifuld fortælleglæde. De udfylder og udfolder de perioder i Jesu liv, der ikke er beskrevet i Det Nye Testamente. Måske kan man se Lukas’ fortælling om den tolvårige som udtryk for samme tendens. Jesus fremstilles som et vidunderbarn, en puer senex, fordi han senere kommer til at blive en stor personlighed. Lukas udfolder også hans barndom og gør det på en måde, der foregriber og illustrerer den person, som han skal blive som voksen.
Tiden efter denne episode, altså perioden fra det tolvte til det tredivte år, tiltrækker sig derimod ikke så meget opmærksomhed. Et enkelt skrift siger, at Jesus, da han kom hjem fra templet som tolvårig begyndte at studere loven.
Bemærk sværdet i Marias hjerte. Dette er en af hendes syv sorger sammen med Simeons profeti (Luk 2,35), flugten til Ægypten, mødet med Jesus på vej til korsfæstelsen, selve korsfæstelsen, gennemboringen af Jesu side, begravelsen. Det indgår selvfølgelig i den katolske dyrkelse af Maria.