Luk 2,41-52
Der findes et amerikansk slogan, der hedder WWJD. Det er en forkortelse af ”What Would Jesus Do”, ”hvad ville Jesus gøre” og stammer fra titlen på en bog, der handler om at følge i Jesu fodspor. Man kan få plakater og armbånd med det motto påtrykt, så man hele tiden mindes om, at den rigtige måde at leve på, er at gøre som Jesus ville have gjort.
Engang bladrede jeg i en børnebog af den type. Jeg burde nok have købt den. Den var formet som et lille opslagsværk. Man kunne så slå op og finde ud af, hvad Jesus ville have gjort, hvis han blev mobbet i skolen, hvis en af hans venner gjorde noget forkert eller lignende. Lad mig bare sige, at Jesus i den bog ikke skabte nogle problemer for de voksne. Tværtimod. For naturligvis blev Jesus fremstillet som den gode kammerat, der tog sig godt af sine venner og i øvrigt kun var sød mod alle. Jesus gør det rigtige.
Logikken kender man jo også fra voksne. Når Danmarks Radio kan lave et program med titlen, Hvad ville Jesus sige, så er det jo netop ud fra samme forventning. Jesus ville sige det rigtige. Han ville give det gode råd, så man ved at følge det, vil komme til at leve det gode liv. Så kan man sidde i programmet og gætte på, hvad det kunne være. For der er sjovt nok er alle enige om, at Jesus ville have ret. Og lad mig bare sige, at det Jesus ville have sagt ifølge deltagerne i programmet, ikke er samfundsomvæltende. Jesus går i de fleste tilfælde ind for det traditionelle familieliv, den almindelige børneopdragelse og de konventionelle omgangsformer.
På den måde kommer Jesus til enhver tid til at stå for tidens værdier. Jesus står for det gode og rigtige, så man til enhver tid kan se op til ham, hvis man vil vide, hvordan man skal opføre sig. Man lader Jesus være udtryk for idealet for alle mennesker. Det er let at afkode, hvorfor man gør det over for børn. Ved at henvise til Jesus, får man dem til at opføre sig, som man synes, at det skal. Men det er jo ikke anderledes, når præsterne sidder i radioen og fortæller voksne, hvad Jesus ville have sagt til dette og hint, for præmissen er jo netop, at han ville have været enig med den pågældende præst. Gør, som Jesus ville have sagt, siger man, for han ville nok have sagt, nogenlunde som jeg siger nu. Så kan man rådgive med stor autoritet, for man ved nok, hvad Jesus ville have sagt, hvis han kunne.
Derfor kan det være både forskrækkende og forfriskende at læse de gamle historier om Jesus som barn. Dem findes der mange af, for Jesu barndom tiltrækker sig helt naturligt interesse. Det har den gjort lige siden Lukasevangeliet, der indeholder de eneste historier om Jesus som barn, som findes i Det Nye Testamente. Han fortæller om, hvordan Jesus blev omskåret i templet på ottende dagen og derefter, at han blev væk fra sine forældre under påsken, da han var tolv år, som vi lige har hørt. Men det fortsætter. Kort efter Lukasevangeliet opstår andre skrifter om Jesu barndom, hvor man følger ham fra hans femte til hans tolvte år. Og den interesse fortsætter gennem alle årene. Historierne bliver mere og mere fromme og formanende: Gør som Jesus ville have gjort, er ofte budskabet i de moderne versioner.
Men det tror jeg, at de færreste forældre ville ønske, at deres børn gjorde, når man ser på de antikke historier. I hvert fald havde hans forældre har i hvert fald deres hyr med drengen Jesus. De andre forældre klager over ham, fordi han forbandede et af de andre børn, som drengen døde af det. Josef prøver så at sende ham i skole, men det går ikke, for drengen er altid klogere end lærerne. Og da en af dem irettesætter ham, må han lade livet for det. Bevars, den lille Jesus dreng gør også gode ting og hjælper sin fader i værkstedet. Men han er ikke noget dydsmønster, og han lever ikke op til hverken datidens eller nutidens idealer for god opførsel.
Det gælder også Jesus som tolvårig ifølge Lukasevangeliet, som vi lige har hørt om. Nok går han pænt med sine forældre hjem, da de endelig finder ham på tempelpladsen, men kun efter at han har svaret sin moder igen og i øvrigt brudt alle regler for høflig optræden ved at gå i diskussion med de ældre på tempelpladsen. Vi skal nok være glade for, at ikke alle børn går rundt og gør, som Jesus ville have gjort.
Under alle omstændigheder bør vi, der hører til den magthavende generation, være glade for det. For hvordan skulle vi kunne bevare magtpositionen, hvis at gøre som Jesus ville have gjort, betød at udfordre og undergrave magthierarkierne. Hvis at følge det, Jesus ville have sagt, ville være at tale magteliten midt imod og tage til genmæle over for autoriteterne. Hvordan skulle vi kunne kontrollere samfundet, hvis det var dem, der ikke fulgte de fastlagte regler, der fulgte i Jesu spor. Hvis det var dem, der ikke anerkender det, der almindelighed er anset for at være godt og rigtigt, der havde lyttet til Jesus. Tænk nu, hvis det var de grupper af samfundet, som benægter magtelitens forståelse af sandt og falskt, rigtigt og forkert, godt og ondt, som svarer til Jesus, der ikke accepterer tempelelitens tolkning af loven. Hvis det nu var dem, der mener, at fake news på sociale medier er sandheden, og de etablerede mediers virkelighed er løgn, der lever op til Jesu forbillede, når han forkaster lovens definition af rent og urent og siger, at sabbatten er til for menneskets skyld og ikke omvendt.
Hvis det er dem, der underminerer det, som samfundet bygger på og systemet holder ved lige; hvis det er dem, der gør som Jesus ville gøre, hvordan skal man så opretholde verden, som vi kender den? Nej, så ville man ikke kunne opretholde verden, som vi kender den, for så ville de perspektiver og synspunkter, som ikke får plads hos magthaverne, også have plads. Så skulle de stemmer, der aldrig høres, også høres. Selv om heller ikke disse stemmer kunne gøre krav på at sige, hvad Jesus ville have sagt. Heller ikke de undertrykte og udstødte, der sætter sig imod magthaverne, kan påstå, at deres konkrete handlinger er i overensstemmelse med det, som Jesus ville have gjort. Kun selve dette ikke at lade magthaverne eller nogen andre definere sandheden og virkeligheden alene kan siges at være i overensstemmelse med den tolv årige dreng i templet.
Men hvad så med kirken? Kan en to tusind år gammel, traditionsrig og magtfuld institution opretholde sig selv, hvis den skal være tro mod Jesus, når han tilsyneladende går imod vedtagne regler og anerkendte ordninger. Når han gennem sit liv udfordrer alle magtstrukturer fra hans forældres moralske magt over ham til de jødiske autoriteters religiøse magt over menneskelivet til de romerske myndigheders politiske magt over verden. Skal kirken leve op til det budskab, må den altid være i opposition til sig selv. Altid må den bevare sansen for, at dens egen magt og dens egne regler ikke kan identificeres med Jesu vilje. Aldrig kan den bestemme, hvad Jesus ville sige, eller hvad Jesus ville gøre, for så ville den indtage Jesu holdning i sin egen magtdiskurs. Men Jesus anlægger det andet perspektiv, der ikke lader sig underlægge nogen magt og ikke lader sig bruge af nogen magthaver. På den måde indeholder kirken i sit eget budskab sin egen modsigelse. Kirken er Guds kirke ved at forklare Jesus, så han ikke bliver identisk med kirken. Ved at lade hans ord lyde på en måde, som overskrider kirkens egne rammer.
Sådan spiller kirken sin rolle i samfundet. Ved at insistere på, at ingen kan sige, hvad Jesus ville have sagt eller bestemme, hvad Jesus ville have gjort. Heller ikke, når det optræder i den sekulære form, hvor nogle mener at kunne bestemme for andre, hvad sandhed er, eller hvordan virkeligheden ser ud. Kirkens opgave er at forkynde, at enhver kan gøre som Jesus ville have gjort, og enhver kan følge det, som Jesus ville have sagt, men ingen kan gøre sig til dommer over, hvad Jesus ville have gjort og ville have sagt.
For Jesus ville til enhver tid modsige dem, der mener at vide, hvad han ville have sagt. Det gælder også for den præst, der mener at vide, hvad Jesus ville have modsagt.
DDS 392 – 299 – 140 — 411 – 410 – 324