Det opstandne offer
Joh 20,19-31
William Goldings roman Fluernes Herre fra 1954 handler som bekendt om en gruppe engelske drenges lidet succesfulde forsøg på at opbygge et samfund på en øde ø, hvor de er landet efter et flystyrt. I begyndelsen indfører de en form for demokrati og den noble Ralph bliver valgt som leder foran den overlegne Jack. Han etablerer dog en slags kollektiv ledelse sammen med Jack og den stille Simon, mens den lidt bedrevidende, bebrillede Tykke befinder sig i baggrunden. Imidlertid falder sammenholdet snart fra hinanden. De små drenge gribes af angst for et indbildt uhyre, der skulle regere øen og tiltrække alle dens fluer. Jack ser det som en mulighed for at gøre oprør mod Ralph og lover at beskytte drengene mod uhyret, bl.a. ved at ofre til det og fejre det i vældige fester. En dag foranstalter de en sådan offerfest. De har dræbt en gris og sat dens hoved på en pæl og danser rituelt rundt om det. Simon opdager ved et tilfælde, at det uhyre, som tiltrækker fluerne og drengene frygter, i virkeligheden er liget af en omkommet pilot. Han skynder sig tilbage til drengene for at berette om sin opdagelse. De reagerer med vrede og vender sig mod Simon. I en form for kollektiv voldsekstase kaster de sig over ham og tæver ham ihjel. Selv Ralph og Tykke deltager, om end de plages af dårlig samvittighed efterfølgende. Magtbalancen er tippet på øen. Jack er i direkte konfrontation med Ralph og vinder næsten alle drengene over på sin side. De bemægtiger sig Tykkes briller, som de nu antager at have en særlig magisk kraft, og slår Tykke ihjel, da han forsøger at tale sin sag. Til sidst vender alle sig mod Ralph, som de jagter over øen, mens de brænder det meste af den af. Inden det lykkes drengene at fange og overmande Ralph, bliver de dog reddet af et krigsskib. En af officererne konstaterer tørt, at han havde forventet mere af en gruppe engelske drenge.
Romanen har flere lag. Den gennemspiller selvfølgelig en urtilstand, hvor mennesket helt befriet af kultur og tradition skal opbygge et samfund. Derfor er den en ubarmhjertig præsentation af nogle af logikkerne i samfund, kultur og religion. Særligt ubehagelig er dens illustration af offerets logik. I det samfund, som etableres på øen, kommer offeret til at spille en afgørende rolle. Det er nemlig, når gruppen af drenge jagter et dyr, slagter det som et offer til uhyret og efterfølgende fejrer det, at de etablerer sig som et fællesskab. Da Simon vil afsløre, at der faktisk ikke er noget at være bange, og offeret derfor er unødvendigt, bliver det oplevet som et angreb på samfundet. Der er en særlig logik i, at de slår vedkommende ihjel, der truer deres fællesskab. Det gælder Simon, men det kommer også til at gælde Tykke og Ralph, hvis dårlige samvittighed kollektivet ikke kan tolerere. Forræderne må dø. For samfundet lever af at samle sig om offeret. Det er helligt. I stedet for at vende aggressionerne mod hinanden, så samfundet opløses, retter medlemmerne det mod det enkelte offer. Derfor er det helt almindeligt i religionsvidenskaben at forså offeret, som grundlæggende for samfund. For det er, når alle vender sig mod en enkelt, at fællesskabet opstår. Det er en skræmmende satire over ethvert samfund, måske særligt det engelske samfund i halvtredserne. I virkeligheden er det Goldings tørre pointe til den engelske officer, der havde forventet mere af engelske drenge, at det er præcist, hvad man kunne forvente af dem.
Men i dag otte dage efter påske hører vi om et offer, der står levende iblandt sine tilhængere. Og gør det igen otte dage efter. Og otte dage efter igen, for det er selvfølgelig en pointe, at den opstandne kommer til stede søndag efter søndag i de troendes fællesskab. Han viser sine korsmærker og beviser dermed sammenhængen mellem den korsfæstede og den opstandne. For der er ingen tvivl om, at det er Guds søn, der står iblandt dem. Og der er ingen tvivl om, at denne Guds søn blev ofret på korset. Thomas kan derfor udbryde: ”Min Herre og min Gud”. Thomas erkender den korsfæstede som Gud; og han erkender Gud som den korsfæstede. Gud selv er mærket af korset; Gud selv er mærket af korsdøden. Med andre ord, kan Gud nu kendes, som den, der har givet sin søn i korsdøden. Derfor er korset i opstandelsens lys en glædelig begivenhed, for i den giver Gud sig til kende som den, der giver sin søn for mennesker. Han har givet sit liv for sine venner. For således elskede Gud verden, at han gav sin søn. Den offerhandling, som nogle siger er indbegrebet af hele Bibelen, giver sig udtryk i de korsmærker, som den opstandne bærer.
Dette offer underminerer offerlogikken. Hvis offeret ikke gives til Gud. Hvis det ikke er mennesker, der samler sig mod en enkelt. Hvis ikke det er kollektivet, der retter deres voldelige aggression mod en syndebuk. Men det derimod er Gud selv, der giver sig for mennesker, så smuldrer hele den logik, der placerer offeret som samfundets grundlæggende handling. Guds offer er nemlig ikke en konsekvens af samfundets underliggende vold, men et udtryk for hans kærlighed til verden. Når Gud giver sig selv som offer, ophæves selve offerets logik. Eller offerets logik afsløres, som det det er, nemlig en alt for menneskelig, en umenneskelig voldslogik, som det tydeligt fremgår af Fluernes Herre. For den Gud, der ofrer sig selv, er ikke en Gud, der forlanger ofre. Derfor grundlægger den offerhandling heller ikke et almindeligt menneskeligt samfund. Det fællesskab, som er samlet om Guds eget offer er åndens fællesskab, menigheden. Ånden skaber fællesskabet om Gud, der har afvist offerets voldslogik ved selv at ofre sin søn, så vi kan kende Gud, som mærket af sin kærlighed til verden. Så er det fællesskab, der er bestemt af Guds kærlighed til verden gennem hans korsfæstede søn ikke forpligtet til at bringe ofre, men forpligtet over for ofrene; forpligtet til at kollektivets aggression ikke skal rette sig mod det uskyldige offer. Det minder den korsfæstede Guds søn os om, når vi i hans korsmærker ser Guds kærlighed til mennesker.
Det samfund, der er stiftet af Guds eget offer, er et alternativ til det samfund, som bygger på en grundlæggende offerlogik. Eller rettere: Det er en radikal modsigelse af samfund, der lader kollektivets vold være grundlag for fællesskabet. Det ville imidlertid være forkert i protestantisk selvplageri at nægte, at vores samfund har fjernet sig langt fra de mekanismer, som vi ser gennemspillet i Fluernes Herre. Offermekanismerne hos os er symboliserede og ritualiserede. De er måske næsten overtaget af underholdningsindustriens udstilling af kendte personer til offentlig spot og spe. Volden er kontrolleret og reguleret. Den varetages af staten. Samfundet er langt fra at opløses i et inferno af aggression. Der er ingen tvivl om, at tusind års kristen forkyndelse har haft betydning for det, selv om resultatet i dag er et næsten gennemsekulariseret samfund. Så meget mere paradoksalt er det, at vi netop tydeligst møder offermekanismerne og voldslogikken, når denne tradition udfordres. Så kan samfundets aggressioner vende sig mod enkeltpersoner eller minoritetsgrupper, fordi de ønsker at leve helt anderledes end os. Det kan afføde eksklusionsønsker og udelukkelsestendenser. Samfundet kan atter samles om at ofre de andre for at beskytte sig selv. Offeret bliver de individuelle personer, der må underkaste sig vores kollektivs opfattelse af rigtigt og forkert. Så kommer vi til at praktisere en voldslogik og iværksætte offermekanismer, der ganske vist er reguleret og kontrolleret, men som vi egentlig ikke ønsker. Men måske kan vi ikke andet, hvis vi skal have samfundets bedste for øje.
Men så kan vi heller ikke andet end have os Jesu korsmærker for øje. De viser os, at vi kommer til kort, når vi tyr til offerets logik. De er bevis på, at vi i Guds kærlighed er stillet over for en logik, som forpligter os ud over vores evner og forlanger mere end vi kan præstere i vores menneskelige samfund.
Og så skal vi ikke andet end blot glædes ved, at det er den logik, der gælder for det fællesskab, som Gud gennem sin korsfæstede Søn vil stifte med os i sin Ånd. Æret være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen!
DDS 406 – 218 – 247 — 676 – 246 – 407