1.s.e.påske: Joh 21,15-19 (Immanuel, 12.4.26)
Nu er vi efter påske. Vi møder i teksten den opstandne endnu en gang, men fokus er ikke på hans opstandelse, men på forholdet til hans tilhængere. Navnlig på Peters forhold til ham. ”Elsker du mig?” spørger Jesus ham gentagne gange. Peter kan ikke andet end svare ”Ja, Herre, du ved, jeg har dig kær.” Det er resultatet af påsken.
Første søndag efter påske har traditionelt været en stor konfirmationsdag. Det fortæller min forgænger i Vartov, Jørgen Schultz, i en prædiken. Han fortsætter med at spekulere over, om det netop er af den grund, at man i anden tekstrække har valgt teksten fra Johannesevangeliets 21. kapitel. Tre gange bekræfter Peter sin kærlighed til Jesus. Schultz fortsætter med at fantasere om, hvilket konfirmationstaler der ville kunne komme ud af det. Hvis man nu overførte spørgsmålet til konfirmanderne: Elsker du Jesus? Det er selvsagt ikke en tilgang, Schultz finder særligt tiltalende. Han viger ikke tilbage for at bruge ordet ”vammel” i den forbindelse.
Sådan ser man ikke på konfirmationen i Vartov eller her, for den sags skyld, for konfirmationsgudstjenesten er ikke andet end netop en gudstjeneste, hvor der sker det, der sker i enhver gudstjeneste, at man mindes om sin dåbspagt og får Herrens velsignelse. Så det ville netop være et befamlende overgreb, det ville være vammelt med Schultz ord, at spørge konfirmander eller nogle andre, om de elsker Jesus. Det betakker vi os for.
Men Peter bliver altså spurgt om det hele tre gange i det 21. kapitel i Johannesevangeliet. Selvfølgelig skal det spejle Peters fornægtelse, for han har jo hele tre gange under påske sagt nej til Jesus. Nu får han lov at gøre det godt igen. Tre gange siger han ja. I forhold til en konfirmationstale hjælper det nu ikke meget. Som om konfirmanderne skulle få mulighed for at sige ja til Jesus, selv om de før har sagt nej. Talen ville sandelig ikke blive mindre vammel af nyfigent at snage i konfirmandernes forsømmelser og forsyndelser. Bekræftelsen af dåbspagten kræver ikke nogen forudgående øvelser i selvransagelse og syndsbevidsthed. Det betakker vi os for.
Men Peter bliver altså spurgt om det hele tre gange i det 21. kapitel af Johannesevangeliet. Bryder man sig ikke om det, kan man finde hjælp i, at kapitlet ifølge de flestes mening slet ikke er en del af Johannesevangeliet. De fleste forskere mener, at det er tilføjet af en redaktør, der ikke kunne stille sig tilfreds med de første tyve kapitler. Måske ville han give Peter oprejsning efter sin fornægtelse. Måske ville han fortælle, at Peter var mindst lige så elsket som den discipel, som Jesus elskede. Så skrev han et nyt kapitel, som skulle sætte magtforholdene i menigheden på plads og give Peter det magtfulde hyrdeembede, som paverne har overtaget efter ham. Men også det betakker vi os for, for det er ikke noget særligt, der sker for Peter. Hans ja adskiller sig vel ikke fra andres ja, som skulle han udmærke sig med særlig hengivenhed for Jesus med en særlig forpligtelse til følge. Det ville da også være vammelt, hvis der var grader af kærlighed til Jesus. Nej tak.
Men Peter må svare ja tre gange. Uanset hvorfor og uanset hvordan stiller Jesus det samme spørgsmål tre gange, og Peter kan hver gang sige ja. ”Ja, jeg har dig kær,” må han sige, hver gang Jesus spørger: ”Elsker du mig?” Hvad er det han siger?
At sige ja er den mest fundamentale sproglige begivenhed, siger nogle. Det er det svar, der må gå forud for ethvert sprogligt udtryk, for man må altid bekræfte sig selv, inden man kan sige noget. Man må altid tilkendegive, skrive under på, at det man siger, siger man. Ja, det er mig, der taler, selv når jeg siger nej, kan man sige lidt kryptisk. Enhver udveksling, ethvert forhold har altså et ja, som sit udgangspunkt. Og dette ja er altid et svar på et spørgsmål. Det opstår ikke af sig selv, ikke af ingenting, for det er et ja til noget. Til en henvendelse. Om ikke andet er det et ja til sproget, uden hvilket man slet ikke kan sige noget. Som sådan gives svaret allerede med spørgsmålet, for man må faktisk sige ja til at have fået en henvendelse for at kunne sige nej til denne henvendelse. Sådan begynder alting med et ja.
Da John Lennon mødte Yoko Ono havde han set en udstilling med den dengang ikke så kendte performancekunstner. Til udstillingen havde hun lavet et værk med titlen Loftmaling/Ja-maling. Det bestod af en stige. Når man kravlede op på den, kunne man se et papir, der var limet op i loftet. Ved hjælp af et forstørrelsesglas kunne man læse teksten på papiret. Der stod ”yes”, ”ja”. John Lennon blev overvældet af den positivitet, der lå i det budskab, har han fortalt, så han blev straks tiltrukket af kunstneren. Det var godt for dem, men efter sigende mindre godt for The Beatles.
Nu kan man spørge, hvor stort det kunstværk i virkeligheden er. Og man kan spørge, om Lennon har helt ret i sin tolkning af det. For han opfatter det tilsyneladende som et ja til ham. Ja til den, han er, og til det, han kommer med. Så bliver han spørgsmålet, der besvares med et ja. Så handler det hele om ham, og det har han nok troet. Men måske er pointen med værket, at han får sit eget svar givet. Det ja, der kun kan være et svar på et andet spørgsmål, får han, så det kan være hans svar. Således handler det ikke bare om ham, men det handler om at inddrages i en udveksling, en samtale, et fællesskab, der er bestemt af det positive ja.
Når Peter får spørgsmålet ”elsker du mig” af Jesus, er det en ytring af samme type. For Peter må først sige ja. Ja, til at Jesu henvendelse gælder for ham. Ja, til at han inddrages i udveksling, samtalen, fællesskabet med Jesus, fordi Jesus tiltaler ham. Han må sige ja til, at Jesu spørgsmål er henvendt til ham, før han overhovedet kan svare. Så kan han ikke sige andet end ja, for Jesu spørgsmål giver ham selv svaret.
For det er jo, som Peter selv påpeger, ikke et spørgsmål om oplysning. Jesus er ikke ude efter information om Peters kærlighedsliv. Han afkræver ikke Peter forklaringer om hans tilbøjeligheder. Hans spørgsmål handler slet ikke om at indsamle viden, for han ved alt. Han stiller et spørgsmål, der åbner for et forhold og Peter kan kun sige ja, til at spørgsmålet gælder ham og forholdet er åbent for ham. Og så er næste del af svaret også givet: ”Du ved, at jeg har dig kær.”
Man kunne godt holde en konfirmationstale over denne tekst, der ikke er vammel. For Jesu spørgsmål afkræver ikke Peter noget. Spørgsmålet giver selv svaret, som Peter modtager. Jesu spørgsmål er en gave til Peter, der ved at få det, kommer i forhold til ham, alene fordi spørgsmålet stilles til ham. Og således alle konfirmanderne, der ligeledes får et spørgsmål, hvor svaret kommer af sig selv, fordi spørgsmålet selv inddrager dem i et forhold, hvor de kun kan svare ja. Og således os alle, der hver søndag – og hele tiden – hører spørgsmålet i evangeliet, der blot lyder: Er dette rettet til dig? Handler det om dig? Og man kan ikke svare andet end ja, for det er det, helt uden at vi har gjort noget for det.
For det er resultatet af påsken, at evangeliets spørgsmål ”elsker du mig mere end disse” lyder til os alle, og ingen af os kan andet end svare: ”Ja, hvis du siger det”, for selve det forhold som spørgsmålet åbner, er evangeliet til os. Og derfor replicerer Jesus ikke med krav om, hvordan kærligheden skal rettes mod ham. Tværtimod peges den straks ud mod det fællesskab, der er samlet af at have modtaget svaret ja i hans spørgsmål: Vogt mine får.
Det er resultatet af påsken, at vi tilspørges med et spørgsmål, som allerede giver os svaret: Er påskens åbenbaring af kærligheden rettet til os? Handler opstandelsen om os? Og vi må svare ja. Ja, du ved, at vi har dig kær. Det er faktisk ikke vammelt. Det er evangelium, at Jesus henvender sig til os som et spørgsmål, som vi kun kan svare ja til, når han delagtiggør os i sit liv.
DDS 406 – 218 – 243 — 238 – 220 – 233