Joh 21,15-19
I Aarhus i halvfemserne var der i bybusserne en reklame for et af byens spisehuse: Få en uforglemmelig bøf-oplevelse, står der på plakaten. Tænderne løb i vand, indtil man begyndte at overveje, om man faktisk ville få en bøf, eller det blot var oplevelsen, som restauranten serverede. Andre gange har jeg set, at spa-hoteller reklamerer med følelser af velvære. Men mon man får det godt, eller er det bare en følelse. Men det er ikke kun reklamebranchen. Oplevelser og følelser er i mange sammenhænge indgangsvinklen til enhver erfaring og alle situationer. Nogle gange fremstår det nærmest sådan, at det er en særlig privilegeret tilgang til virkeligheden.
I hvert fald i medierne, hvor stort set alle historier kan indledes med, hvad nogen oplever eller føler. Særligt godt TV er det vist, hvis det kan ledsages af en bævende underlæbe eller et par våde øjne. Så er det som man får den rene uforfalskede virkelighed præsenteret af rigtigt levende mennesker. For der er jo det ved følelser og oplevelser, at de er virkelige, fordi de kommer fra en bestemt person. Følelser er konkrete og oplevelser er håndgribelige for en selv. De er ens egen virkelighed. Men det er netop ens egen virkelighed, for andre oplever og føler ikke nødvendigvis på samme måde.
Man kan forsøge at leve sig ind i en persons følelser og oplevelser, men de bliver aldrig til ens egne. Det, der bliver til ens eget, er en følelse og oplevelse af den andens følelser og oplevelser – og det er noget helt andet. For den medfølelse vi får af at se på en ulykke person, eller den frygt vi fornemmer, når nogen er i fare, er jo hverken deres ulykke eller fare. Faktisk er det, hvad vi har kunsten og navnlig teatret til, vil den græske filosof Aristoteles sige. I teatret gyser vi over ulykken på scenen; og vi frydes over lykken. Men vi bliver ikke selv ulykkelige og lykkelige. Vi får bare afløb for sådanne følelser. Set fra det perspektiv er meget af virkeligheden i dag blevet til et teater, hvor vi ustandseligt konfronteres med, hvordan andre oplever deres ulykke eller føler det, når de er lykkelige. Men uanset hvor intime detaljer vi indvies i, bliver det aldrig fælles. Tværtimod. Følelserne og oplevelserne forbliver den enkeltes.
Af den grund er følelser og oplevelser et spinkelt grundlag for et fællesskab. Kærlighed kan fx ikke reduceres til en følelse af forelskelse eller en oplevelse af tiltrækning, for så ville den være individuel og bero på den enkelte. Uanset hvor virkeligt det er for den enkelte, kan det ikke alene være grundlag for fællesskab. For hvis det virkeligt virkelige kun er det, vi hver især selv oplever og føler, kommer vores egne følelser og oplevelser til at være virkeligheden. Så opløses det fælles i det individuelle. Så er der ikke noget fælles. Så har vi kun den virkelighed, der kommer fra os selv. Så har vi kun os selv.
I dagens evangelium møder Peter den opstandne Jesus. Man kunne tro, at indgangsvinklen skulle være, hvordan han oplevede det. Eller hvad han følte, da den korsfæstede Jesus, som Peter havde svigtet, stod lyslevende foran ham. Men Peter bliver ikke forhørt i sine følelser over for Jesus. Han skal ikke redegøre for, hvordan han oplever deres relation. Når han bliver spurgt, om han elsker Jesus og har ham kær, er det ikke en indbydelse til at udstille sit indre følelsesliv. Kærlighed bruges ikke som følelseskategori i Johannesevangeliet og slet ikke om en oplevelsesøkonomi. Peters individuelle virkelighed er ikke i fokus. I fokus er det, der er mellem dem. Jesus spørger ham om deres forhold. Er det af en sådan karakter, at Peter vil lade sig bestemme af det. Vil han bekende sig til Jesus, således at hans liv får mening af det. Ja, endda på en sådan måde, at hans død bliver bestemt af den relation. Det ville han ikke i påsken. Da fornægtede han Jesus tre gange, fordi han ikke ville lade sig bestemme af deres relation. Nu spørger den opstandne Jesus ham igen: Elsker du mig? Hvis du gør, så må din livsopgave være helt bestemt af det: Vær hyrde for mine får. For det er det, der er hans kærlighed til Jesus: at han lader sig bestemme af Jesu kærlighed til ham, at han har sit liv og død i den relation.
For det er det, der er kærligheden, at have sit liv og død i det, der er fælles mellem de elskende. Kærlighed er at lade sig bestemme af relationen til den elskede. I lykkelige tilfælde at have sit liv og død i den andens kærlighed. Det kunne Peter ikke før påske, selvfølgelig ikke, for da havde han kun sine egne følelser og oplevelser at forholde sig til. Nu står den opstandne foran ham og har bevist, at det, der er imellem dem, er den ultimative kærlighed, som betød, at han gav sit liv for sine venner, og overvandt døden. Spørgsmålet til Peter er ikke, hvordan han oplever det eller hvordan han føler den kærlighed. Spørgsmålet er, om dette fælles som Jesu liv død og opstandelse er, skal gælde for Peters liv og død.
Peter svarer ja, velvidende at det ikke er det, det kommer an på. For Jesus ved det allerede. Det er ikke hans mening om Jesus; det er ikke hans følelse af, om det er rigtigt; det er ikke hans oplevelse af, om det giver mening, det handler om. Det handler om, om Peter modtager det, som Jesus giver ham. Jesus har skabt en virkelighed gennem sit liv, død og opstandelse. Ønsker Peter, at den virkelighed skal gælde for ham? Det er ikke et rigtigt spørgsmål. Det er et tilbud. Peters svar er derfor heller ikke et rigtigt svar, som er aflagt efter moden overvejelse for og imod. Svaret er en modtagelse: Peter vil leve i den virkelighed; han vil have sit liv i din kærlighed; han vil lade sig bestemme af deres relation: Du ved, at jeg har dig kær, siger han. Det er ikke et svar. Det er en bekendelse. Peter bekender sig til Jesus.
For det er, hvad den kristne bekendelse er. Det er et udtryk for den forståelse af Gud, der er kommet til udtryk gennem Jesu liv, død og opstandelse. Det er en formulering af evangeliets budskab til os, som en virkelighed vi kan have vores liv i. Det er vores fælles grundlag. I bekendelsen udtrykker vi, at den virkelighed skal gælde for vores liv og død. At vi vil forstå os selv og hinanden gennem budskabet om Gud Fader, som skabte os; Gud Søn, som forløste os; og Gud Helligånd, som helliggjorde os. Når vi bekender det, giver vi udtryk for, at vi ønsker at leve som skabt af Gud, som evigt elsket af ham gennem hans Søns død og opstandelse, og som uløseligt forbundet med ham gennem Helligånden. I bekendelsen udtrykker vi det fælles grundlag for vores liv. Det er ikke et spørgsmål om at kunne føle det eller opleve det; ej heller handler det om at mene det eller vide det. Heldigvis drejer det sig slet ikke om, hvad vi kan præstere. Det handler om at ville have sit liv og død bestemt af det budskab, der er fælles for os og gælder os alle.
Om lidt når fire unge mennesker bekender sig til den tro, afhænger intet af deres følelser og oplevelser. De skal ikke gøre noget virkeligt ved hver især virkeligt at mene det. De skal ikke stå inde for noget ved at holde det for sandt. De skal som vi alle gør hver søndag svare ja til at budskabet om Guds kærlighed til dem, må gælde for dem og bestemme deres liv. For det er det fælles, vi har mellem os og som er mellem os og Gud, der er vores virkelighed. Den er ikke en tros-oplevelse eller en guddommelig følelse. Den er ikke afhængig af vores følelser eller oplevelser. Vi skal ikke skabe den og den kommer ikke fra os. Den virkelighed modtager vi.
DDS 402 – 7 – 481 — 479 – 674 – 321 – 321