Luk 24,13-35
Det er vist en ny mode blandt præster at sige, at man ikke er religiøs. Uden at bruge netop de ord har jeg selv sagt noget lignende. Men det er nu ikke noget nyt. Tidligere var det helt almindeligt at sige, at kristendom og religion udelukker hinanden. Kristendommen er ikke en religion, mente man. Den er evangelium. Hertil må siges, at hvis kristendommen ikke er en religion, så ligner den en religion til forveksling, så hvorfor skulle man ikke kalde den en religion. Det er de fleste enige om i dag. Alligevel siger flere præster altså, at de ikke er religiøse. Hermed mener de noget andet. De mener, at de ikke har religiøse erfaringer. De har ikke mødt Jesus, hvilket der ellers er mange, der har. De har ikke kunnet konstatere Helligåndens virke, og de har ikke erfaret Guds kraft. Om de også vil sige, at de ikke har mærket Guds nærvær eller oplevet Helligåndens tilstedeværelse, ved jeg ikke så nøje. Men det har jeg en formodning om. Mon ikke de vel sige, at kristendommen er en fortolkning, ikke en erfaring. Det er en fortolkning af verden omkring os som skabt af Gud, af os selv som frelst ved Jesus Kristus, og af forholdet mellem os som formidlet gennem Helligånden. Den fortolkning gør en bogstavelig talt en verden til forskel for opfattelsen af vores omgivelser, for forståelsen af os selv og for forholdet til vores medmennesker. Det er helt anderledes, hvis man forstår dem gennem denne kristne fortolkning, end hvis man forstår det hele som resultat af tilfældige fysiske og biologiske processer. Men det er ikke noget, man som sådan konkret erfarer, vil de sige. Det vil jeg måske også selv sige. I hvert fald har jeg gjort det flere gange, blandt andet for at fritage mig selv og andre for at skulle have bestemte religiøse erfaringer. Det betyder naturligvis ikke, at jeg eller nogen anden kan frakende andre deres erfaringer. Folk, der har mødt Jesus, eller set jomfru Maria (det gør man i parentes bemærket primært i katolske lande), de har selvfølgelig gjort det. Men det er deres erfaring. Den kan ikke generaliseres og gøres til standard for andre. Og den – og det vil jeg til gengæld insistere på – bringer dem ikke nærmere Jesus eller for den sags skyld jomfru Maria end os, der ikke har haft den slags oplevelser. På samme måde må det også være med dem, der møder Gud i gudstjenesten. En biskoppelig rapport mener ligefrem, at selve formålet med at holde gudstjeneste er at skabe et mødested mellem Gud og mennesker. Men hvis man ikke har mødt Gud, men måske blot er blevet oplivet af at synge gode salmer og er blevet opløftet af at samle sig i bøn og måske har fået noget at tænke over i prædikenen, så er gudstjenesten ikke mislykket af den grund. Og i hvert fald – og her insisterer jeg også – er gudsforholdet ikke ringere af den grund. For man kan – og jeg insisterer stadig – ikke afgøre kristentroens kvalitet på grundlag af erfaringer.
Med den lidt skråsikre holdning, som man kan finde hos utallige andre teologer og præster, læser man selvfølgelig påskeevangelierne med en vis skepsis. For bortset fra Markusevangeliet, som vi hørte i går, beretter de alle om erfaringer med den opstandne. Disciplene og andre ser ham og hører ham. Han spiser sammen med dem, og en enkelt rører måske ved ham. Det er alt sammen beretning om sanseerfaringer. ”Det, som vi har hørt, det, som vi har set med vore øjne, det, som vi betragtede og vore hænder rørte ved,” står der i Første Johannesbrev. Således også i dagens evangelium om de to disciple, der er på vej til Emmaus og møder den opstandne, men først genkender ham, da han bryder brødet sammen med dem. Nu er det naturligvis en smal sag, når man har beskæftiget sig med bibelfortolkning længe, at få den tekst til at handle om noget helt andet end en konkret erfaring. For det er jo helt tydeligt, hvordan den nok i mindre grad afspejler en faktisk hændelse, og i højere grad gengiver forløbet i en gudstjeneste. De to disciple er i vildrede om, hvad det om Jesus betyder. De føler sig svigtet og skuffet, for de havde sat deres lid til ham, og nu har virkeligheden vist sig at være helt anderledes, end de havde håbet på. Nu går de væk fra det sted, hvor det foregik. Væk fra centrum i Jerusalem, hvor korsfæstelsen fandt sted og disciplene er samlet. På vejen væk får de følge af en ukendt person, der på grundlag af det bibelske vidnesbyrd belyser deres virkelighed og forklarer, hvordan det egentligt hænger sammen i overensstemmelse med de profetiske skrifter. Herefter holder de måltid, hvor den opstandne viser sig nærværende ved brødets brydelse. Så kan de to mænd mærke, at det netop var dette, som de havde behov for. Allerede da han udlagde skrifterne var deres hjerter i brand. På den baggrund går de tilbage til korsfæstelsens sted og får deres tro bekræftet af fællesskabet dér. Har man først fået øje på det, er det svært ikke at se en gudstjeneste bag fortællingen om vandringen til Emmaus. En gudstjeneste med tekstlæsning og bibelfortolkning samt som højdepunkt nadverfællesskabet, hvori den opstandne selv er til stede. Således handler evangelieteksten måske ikke så meget om en faktisk historisk begivenhed, da to mænd var på vej til Emmaus, som om hvad det vil sige at gå til gudstjeneste, for dér er den opstandne nærværende, selv om han bliver fraværende i selvsamme øjeblik, han genkendes. Hvis det er et møde med Gud, kan man måske godt sige, at gudstjenesten er et mødested mellem Gud og mennesker, som det bliver gjort i omtalte rapport.
Men det er nok alligevel noget andet end det, man i almindelighed vil kalde en religiøs erfaring. Gudstjenesteerfaringen kan næppe lige stilles med det møde med den opstandne, som fortællingerne om påskebegivenhederne beretter om. Og alle mulige fikse tekstfortolkninger giver ikke ret til at frakende de første kristne deres erfaring af den opstandne. Teksterne peger faktisk ret entydigt på, at disciplene har haft en oplevelse af Jesu tilstedeværelse efter hans død. Man kan endda sige, at det er erfaringen af, at det fællesskab, som de havde haft med ham før hans død, kunne fortsætte efter hans død, der er en af grundstenene i opstandelsestroen. Fællesskabet var ikke brudt. Det var en erfaring umiddelbart efter korsfæstelsen. En erfaring, der betød, at den livsfylde, som de havde haft i fællesskabet med Jesus, ikke var forsvundet. Deres håb til ham var ikke blevet skuffet. Tværtimod var håbet blevet indfriet og livsfylden virkeliggjort i den forbindelse til ham, der ikke gik til grunde ved hans død, men fortsat findes i erfaringen af hans nærvær. Som det er fremstillet i teksten om disciplene i Emmaus: Fordi de oplever den opstandnes tilstedeværelse, vender de tilbage til det liv, som de havde i fællesskabet omkring ham. Livsfylden er stadig at finde i ham. Derfor fortsætter de den tilværelse, som de havde fået i kraft af ham.
Således må svaret være til os skeptiske præster og teologer, os, der har travlt med at sige, at vi ikke kender til religiøse erfaringer, men i øvrigt også til alle dem, der har lige så travlt med at fortælle om deres religiøse oplevelser; svaret er dette, at den egentlige religiøse erfaring ikke er, hvad man hører, ser, betragter eller rører ved; den egentlige religiøse erfaring er, hvad der bliver gjort ved en. Oplever man livets fylde i mødet med ham, uanset hvordan dette møde kommer i stand, er det en religiøs oplevelse. Erfarer man, at livet får mening i forholdet til ham, uanset hvordan denne erfaring tager sig ud, er det en religiøs erfaring. Derfor holder vi gudstjeneste. For at vi kan opleve og erfare på hver vores måde, at vores liv får mening ved at blive sat i relation til evangeliet om ham, der døde og opstod, når bibelteksterne kaster lys over vores dagligdag og nadverfællesskabet giver os næring til at leve hverdagen i kristentroen.
Således gentager vi hver søndag vandringen til Emmaus. Hver gang det viser sig, at livet får mening af den forkyndelse, der lyder, og det måltid, vi fejrer, så er den opstandne nærværende for os. Således er gudstjenesten en religiøs eller måske bedre en kristen erfaring. For den kristne erfaring er, at troen bliver liv. Så er det liv, vi lever, et liv i den opstandnes nærvær. På den måde er det påske hver søndag og den opstandne bliver nærværende ved hver gudstjeneste, når evangeliet om ham giver vores liv fylde. Andre erfaringer har vi ikke brug for. For det er den ene religiøse oplevelse.
DDS 224 – 222 – 230 — 249 – 228 – 238