Joh 20,19-31
Maleren Caravaggio lavede omkring 1601-02 et uforglemmeligt billede af scenen med den opstandne Kristus og Thomas Didymos, som vi lige har hørt. Maleriet er af den type, at selv om man ikke kan genkalde det for sig selv, så vil man genkende det, når man ser det. På billedet står den opstandne Kristus og har et fast greb om Thomas’ håndled. Han fører selv fingeren ind i det sår, som sidder lige under hans højre bryst. Bagved står to disciple tæt på og kigger forundret over Thomas’ skulder.
Der er nu ikke meget sår over hullet i Jesu side. Der er ikke spor af blod og også naglemærkerne i hans hænder ser ud til at være groet sammen. Jeg har læst en fortolkning af det maleri af en amerikansk kunst-, litteratur- og teaterteoretiker. Det er en meget fræk fortolkning, mener hun vist selv. Hun siger, at i Caravaggios gengivelse, der har titlen ”Sankt Thomas’ vantro”, er Jesus lige så vantroende som Thomas. Det er i lige så høj grad Jesus, der tvivler på, hvem han er, som det er Thomas, der ikke vil tro på hans opstandelse. Jesus har brug for en, der bekræfter, at Gud har oprejst ham, og han er Kristus, Guds søn. Gud selv kan ikke gøre det, for så ville han jo blot få brug for en, der bekræftede, at Gud havde bekræftet det. Han må have en anden til det. Derfor har han brug for Thomas, som altså for så vidt kommer til at repræsentere Gud over for Jesus. Og derfor er det Jesus, der fører Thomas’ hånd, for Thomas skal hjælpe ham med at finde ud af, hvem han selv er. Først når Thomas bekræfter, at han er opstanden, kan han forstå sig selv som Kristus, Guds søn.
Som sagt synes den pågældende skribent, Peggy Phelan, at hun er meget vovet. Hun tænker sikkert, at kristne bliver chokeret over en så respektløs og radikal tolkning af Jesus i Caravaggios maleri. Tænk at gøre Guds søn afhængig af mennesker! At Jesus er tvivleren og ikke bare Thomas! Men ærligt talt, havde hun læst Johannesevangeliet grundigt, var hun sikkert selv blevet endnu mere chokeret. For Johannesevangeliet er langt mere radikalt, end hun forestiller sig. Det lægger ikke skjul på, hvad det handler om. Det fremgår klart af den formålserklæring, som evangeliet slutter med: ”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.” Der var så meget, man kunne fortæller, og så mange måder, man kunne fortælle det på, men Johannesevangeliet er skrevet, som det er, for at skabe troen i læserne, så de kan have livet i hans navn. Og de, læserne, er os, til hvem evangeliet henvender sig. Det er os, der skal tro Jesus Kristus, Guds søn, og have livet i hans navn. På den måde overskrider Johannesevangeliet sin egen grænse og rækker ud af sin egen fortalte verden, hvor Jesus og disciplene befinder sig som figurer i en fortælling, og ind i den virkelige verden, hvor læserne, hvor vi befinder os som ægte mennesker.
Det er i øvrigt en teknik, som Grundtvig er mester i. I mange af hans store salmer falder salmens verden sammen med salmesyngerens verden. Når vi i den sidste salme skal synge om en morgensang, der udbrød, og det er netop den sang, som vi selv er i gang med at synge. På den handler salmen ikke bare om noget, der skete engang. Den giver betydning til os og den verden, vi befinder os i, når vi synger salmen.
Således altså også Johannesevangeliets sidste vers, der siger, at evangeliets mål er det liv, som vi skal leve i troen på den Jesus, som der er fortalt om i evangeliet. Man kan næsten sige det med fortolkningen af Caravaggios billede, at det er Jesus selv, der rækker hånden ud af teksten og tager os ved håndleddet, for at vi skal stikke fingrene i hans sårmærker og hånden i hans side for ikke at være vantro, men troende. Meningen er, at vi nøjagtigt som Thomas ikke skal nøjes med det, som vi har hørt fra andre, så deres vidnesbyrd skulle være grundlag for troen, men selv få den erkendelse, at Jesus er Kristus, Guds søn, som er troens indhold. Til det formål er evangeliet skrevet, så vi kan have livet i hans navn på grund af den tro, som evangeliet vækker.
Og her er det så, at Johannesevangeliet er mere radikalt end selv den radikale tolkning af Caravaggios maleri, for ligesom Jesus ifølge den har brug for Thomas til at fortælle ham, hvem han er, således har Johannesevangeliet brug for os til at bestemme, hvad det er. Er det en fantastisk fortælling om Guds søn, der dør på korset og atter opstår for at vise sig for sine venner; eller er det sandheden om Gud og mennesker og forholdet mellem dem? Det afgøres ikke af tekstfortolkning eller historiske undersøgelser. Det kan kun afgøres af den, der hører eller læser evangeliet, for det er i vedkommendes liv, at det afgøres, hvad evangeliet er. Når livet leves i Jesu Kristi, Guds søns navn, så er evangeliet sandheden; når det ikke gør, så er det blot en antik tekst fra den tidligste kristendom.
Og man kan let tage skridtet fuldt ud og være lige så vovet som omtalte Peggy Phelan, og give hende ret i, at Jesus har brug for Thomas for at finde ud af, hvem han er. For uden en, der lever livet i hans navn, er han ikke Kristus, Guds søn. Og man kan være endnu mere vovet og påstå, at uden nogle, der lever livet i Jesu Kristi, Guds søns navn, er Jesus ikke Kristus, Guds søn. For det at Jesus er Kristus, Guds søn er ikke en historisk begivenhed eller hændelse, som man kan forholde sig distanceret til og diskutere objektivt. Om Cæsar var kejser, kan man drøfte, men faktisk bliver Cæsars identitet ikke berørt af, hvordan vi forholder os til den. Cæsar var den, han var. Noget andet med Jesus. Hans identitet som Guds søn foreligger ikke uden om dem, der forholder sig til den. Er han Guds søn, så kan man ikke lade være med at have livet i hans navn. Det er ikke muligt at tro, at Jesus er Guds søn, men i øvrigt ikke lade det få betydning for sit liv. Var han Guds søn, så er han det for nogen. Og omvendt. Har man ikke livet i Jesu Kristi, Guds søns navn, så er Jesus ikke Guds søn for en. Hvem Jesus er, afhænger af, hvordan man forholder sig til ham.
Den tolkning er langt mere vovet og langt mere dristig end udlægningen af Caravaggios Kristus, for den siger, at Jesus kun er Kristus, Guds søn, når nogen tror det. Derfor er den såkaldte vantro Thomas eller tvivleren Thomas en helt. Jesus kan ikke være den opstandne Guds søn, hvis han ikke er det for ham. De andres fortælling om det er ikke nok. Den må blive levende for ham, så han kan have sit liv i hans navn, ellers er det bare en fortælling. Og således hele evangeliet. Det er bare en fortælling, hvis det ikke bliver levende for en, så man kan have livet i hans navn.
Men det virkeligt provokerende, det, der er så provokerende, at ingen avantgardistisk intellektuel ville kunne finde på det, er, at så er det liv, der leves i hans navn, et liv, der bekræfter hans opstandelse og hans identitet som Kristus, Guds søn. I det liv, der udspringer af fortællingen om ham og hans opstandelse, dér er han den opstandne Guds søn. Så er det i det liv, der leves på grundlag af fortællingen om ham, at hans opstandelse bliver virkelig for os, for det liv må leves således, at livet er den stærkeste magt. Det er udgangspunktet for det liv, og når det leves således, bliver opstandelsen virkelig for os. I det liv gør vi opstandelsen virkelig for hinanden, når vi lever det med troen på, at livet sejrer på trods af dødens realitet i verden.
Thomas ville ikke nøjes med fortællingen om det. Han ville, at det skulle blive virkeligt for ham. Derfor blev Jesus til Jesus Kristus, Guds søn for ham, således som det angiveligt var Caravaggios opfattelse, at han havde behov for Thomas for at blive den opstandne Kristus, Guds søn. For det skal omsætte sig i liv for nogen, ellers er det blot en fortælling. På samme måde kan vi ikke nøjes med fortællingen. Den må blive levende for os, når vi lever livet i hans navn. Og derfor samles vi uge efter uge til gudstjeneste, som disciplene gjorde det i Johannesevangeliet først uden og siden med Thomas, for det er her, at vi gør fortællingen om Jesu opstandelsen levende for hinanden, så vi kan have livet i hans navn. I det liv er Jesus Kristus, Guds søn, for vi lever det i hans opstandelse. Ja, vi lever hans opstandelse, og således overvinder vi verden i vor tro, som det lød i epistlen for alteret.
DDS 406 – 218 – 676 — 246 – 241 – 243