Joh 21,15-19
Signaturen, underskriften er næsten forsvundet, har jeg bemærket. Når man skal underskrive noget, skal man ikke længere skrive under. Man skal som regel finde sin i-phone frem og dokumentere, hvem man er ved hjælp af sit fingeraftryk. Måske kan man bogstaveligt talt gøre det på sit blotte ansigt, fordi telefonen kan genkende, hvem man er. Jeg ved det ikke. Min i-phone er ikke så avanceret.
Man kan nok i et nostalgisk øjeblik begræde tabet af signaturen. Når man nu har fyldt side efter side med sit eget navn i håbet om at indøve en både pæn og personlig signatur. Den skulle gerne have en vis autoritet, for det var alvorlige ting at skrive under. Når man satte sit navn under noget, satte man sig selv bag det. Så fik det værdi og gyldighed. En check var ugyldig uden underskrift. Med underskrift kunne den repræsentere stor værdi.
Med sikkerhed har det øget sikkerheden i samfundet, at den håndskrevne underskrift er forsvundet. Det har i hvert fald med sikkerhed været meningen. Personlige underskrifter åbnede for en afgrund af falskneri. Nogle af historiens største bedragerisager indeholder forfalskede underskrifter. At nogen skrev under med en andens navn og derved overtog vedkommendes identitet og autoritet. Det kunne resulterede i lange fængselsstraffe, for man måtte kunne stole på signaturen. Når nogle satte sit navn under et dokument, gjorde vedkommende dette dokument til sit, selv om andre havde skrevet det. Det er logikken i en kontrakt, som andre har udfærdiget, men de involverede parter underskriver. Med signaturen bliver det deres dokument, uanset at de ikke selv har skrevet det.
Derfor var der så meget magt i en signatur, at den kunne misbruges og man måtte gardere sig mod falske underskrifter. I nogle tilfælde – som det stadig gælder for de dåbs- og vielsesattester, som jeg udsteder – er det myndighedsstemplet, der skal vise, at jeg har lov at signere for den pågældende attest. I andre sammenhænge skulle der andre til at bevidne, at signaturen var sand. Der skulle attesteres. Signaturen krævede en signatur for at have gyldighed, for signaturen selv kunne man ikke fæste lid til. Således kunne man med signaturen ikke alene overtage et dokument, man kunne overtage signaturen af den, der overtager dokumentet ved at attestere.
Når jeg signerer, overtager jeg det, jeg signerer for som mit, uanset hvis det er. Med signaturen bliver teksten mit. Den står jeg for. Den står jeg bag. Jeg signerer. Når jeg attesterer, overtager jeg den, der signerer. Den person står jeg ved. Vedkommende står jeg bag. Jeg attesterer. Personligt. I begge tilfælde personligt med al den autoritet og troværdighed jeg har. Jeg signerer. Det er mit.
Her i vores menigheder indgår en signatur i den del af gudstjenesten, som har overskriften ordet. Inden evangelieteksten lyder signerer vi med trosbekendelsen. Vi signerer med kirkens tro, som vi alle signerer med vores tilslutning. Det er ikke bare en abstrakt kirkes tro. Det er vores tro. Den skriver vi under på. Vi signerer, så vi overtager den som vores. Vi gør det uden at skulle stå inde for enhver detalje på enhver måde. Vi signerer ikke for en redegørelse for et historisk hændelsesforløb. Havde det været meningen, ville vores signaturer næppe have megen værdi. Man har historikere og andre til at tage sig af historiske begivenhedsrækker. Det skal vi ikke stå inde for. Vores signatur gør det, som vores signatur kan: Vi gør denne tekst til vores. Bekendelsen er vores bekendelse, når vi skal formulere, hvad vores tro er. Vi tilslutter os. Vi står for den. Vi står bag den. På den måde, at den er kernen i vores tro, så vores trosliv bygger på den. Hvis ikke ordet var ødelagt af sentimentalitet, kunne man sige, at bekendelsen er vores kærlighedserklæring. Vi siger ”vi tror”, men kunne sige ”vi elsker” for med den erklæring udtrykker vi det forpligtende forhold, der er fundamentalt for vores liv. Det er vores signatur.
Vi signerer, umiddelbart før vi hører evangelieteksten. Evangeliet om Jesus følger vores signatur som en attestation. Efter at vi har signeret bekendelsen og overtaget den som det forpligtende grundlag for os, attesterer evangeliet ved at stå inde for, at vi har ret til at signere trosbekendelsen. Vores signatur på trosbekendelsen er gyldig, fordi vi er dem, som evangeliet er rettet til. På den måde attesterer Jesus selv vores signatur på trosbekendelsen ved at gøre os til genstand for evangeliet om ham. Han signerer for, hvem vi er. Vi bekender på hans autoritet. Vi kan erklære vores kærlighed, fordi vi er modtagere af hans kærlighed.
For vi modtager ikke evangeliet, fordi vi har bekendt troen. Som om evangeliet var afhængigt af vores signatur. Vores bekendelse får gyldighed, fordi vi modtager evangeliet. For det attesterer vores tro, så den ikke skal være gyldig ved vores signatur alene. Den har gyldighed og værdi, fordi evangeliet attesterer, hvem vi er. Vi er dem, til hvem evangeliet er rettet. Vores kærlighedserklæring er omfattet af evangeliets kærlighedserklæring til os.
Peter i dagens evangelietekst skal signere sin kærlighedserklæring til Jesus. Tre gange afkræves han svar på spørgsmålet: elsker du mig? Tre gange erklærer han: Du ved, at jeg har dig kær. Og tre gange får han den opgave, der er forbundet med det forpligtende fællesskab, som hans kærlighedserklæring udtrykker: Vogt mine lam og får. Vogt min hjord. Tre gange får Peter lov til det, for han fornægtede Jesus tre gange i påsken, da han ikke stod ved det løfte, som han havde aflagt, at han ville dø for ham. Han trak sin signatur tilbage og benægtede at være den, der havde underskrevet løftet. Tre gange sagde han, at han ikke kendte Jesus, for han ville ikke dø for ham.
Nu får han tre gange lov til at sætte sit navn under kærlighedserklæringen og signere det forpligtende fællesskab med Jesus. Det skal være grundlag for ham og fylde hans liv fuldstændigt, så der intet er, der ikke er omfattet af det. Vil du sætte dit navn under det, spørger Jesus tre gange. Vil du skrive under på, at dit liv fra nu af skal være helt i tjeneste for mine får og mine lam? Vil du signere dit forhold til mig, så det bestemmer dit liv? Elsker du mig, spørger Jesus? Og Peter signerer og siger ja; det er hele hans liv. Og det skal koste ham livet, forklarer Jesus så. Det skal ikke længere kunne være hans eget. Han skal ikke selv binde op om sig og gå, hvorhen han vil. Andre skal føre ham, for han er ikke længere i tjeneste for sig selv. Det vil føre ham til den død, som han undveg i påsken. Med hans signatur under kærlighedserklæringen til Jesus bliver den uundgåelig, for nu er hele hans liv bestemt af forholdet til ham.
Så til slut som en slags afsluttende attestation, der skal give værdi og gyldighed til Peters signatur, siger Jesus: Følg mig! Han stiller sin autoritet bag Peters signatur. Når Peter giver sit liv fuldt ud i det forpligtende kærlighedsforhold for Jesus og hans hjord, skal det ikke ske alene. Det er attestationen, som bekræfter, at Peter har ret til at signere. Peter satte sin underskrift på sin kærlighed, så hele hans liv skulle være for det fællesskab, som Jesus har oprettet. Jesus attesterer ved at sige, at det liv skal være i følgeskab med ham.
Med sin attestation overtager Jesus Peters signatur og gør sig selv til garant for det liv, som Peter har skrevet under på. Ja, Jesus selv overtager hans liv ved at følges med ham. Det kan han gøre, fordi han allerede selv har gået den vej, som Peter skal gå. Han har i korsdøden givet sig selv helt hen for fællesskabet. Han har vist, at det fællesskab fortsætter hinsides døden. Fordi det derfor er blevet klart, at følgeskabet med ham fører gennem død til opstandelse, så er den kærlighed, som Peter signerer, blevet attesteret af en endnu større kærlighed, der overtager og overskriver Peters kærlighed. Hans kærlighed får værdi og gyldighed af Jesu attestation, så den er omfattet af den kærlighed, der kom til udtryk i påskedagene. Følg mig, siger Jesus, for så er din kærlighedserklæring indeholdt i min kærlighed.
Sådan kan vi høre Jesu opfordring: Følg mig, når vi hører evangeliet om ham som svar på vores trosbekendelse. Vores signerede kærlighedserklæring mødes af en attestation, der overtager og overskriver vores kærlighed ved at lade den omslutte af den kærlighed, der kommer til udtryk i evangeliet. På den måde får vores signatur værdi og gyldighed. Vi signerer ikke bekendelsen selv. Vi attesteres af evangeliet, når det siges til os, så vi følges med Jesus gennem død og opstandelse.
DDS 403 – 435 – 189 — 243 – 676 – 222/775