Luk 12,13-21
Min forgænger i Vartov Jørgen Schultz skriver i sin uovertrufne, men sværttilgængelige bog ”Salmer året rundt” med salmeforslag til alle kirkeårets dage om denne første søndag efter trinitatis, hvor dagens tema om rigdom og materielle goder står så klart frem i alle tekster, at ”Opgaven bliver at afbalancere det hele lidt, sådan at de af salmerne, man vælger ud fra et hensyn til (…) teksternes indhold, vælges med noget mådehold og ledsages af mere almene salmer, så menigheden ikke aldeles strækkes til jorden ved temaets massive fremmarch.” For det er klart, at man let kan vælge salmer, der understreger forskellen mellem jordisk gods og guld over for himmelsk fryd og salighed, og opfordrer til at fornægte det første for at få det sidste. Schultz nævner da også pligtskyldigt bl.a. to salmer af Brorson: ”O vågner af verdens drømme” og ”Bort verden af mit sind”, men pointerer: ”Det er altså ikke mine numre.” Og de er i øvrigt heller ikke længere at finde i salmebogen. Straks bedre ville Kingos ”Far verden far vel” være. Men i dag vil den komme til at gøre temaet om skatte i verden mod rigdom hos Gud overtydeligt og altså med Schultz’ ord ”strække menigheden til jorden”. Jeg ved dog ikke, om det faktisk ville strække denne menighed til jorden. Det skulle da være af kedsomhed. For forskellen mellem falsk og sand rigdom lyder muligvis tematisk tungt, men når det stilles for bombastisk op, bliver det bare trættende trivielt, som når det hedder i danskpop schlagere, at rigtige venner ikke kan købes for penge.
”Men så kunne man også gribe sagen an fra en lidt anden synsvinkel,” siger Schultz, ”så man rettede blikket lidt fra de verdensforsagende [salmer] og til de lidt mere ”positive”, der bæres af fortrøstning til Guds omsorg (fremfor de strenge advarsler imod begærlighed) eller synger blot om kærligheden.” Det er den vej, Schultz ender med at gå, og så kommer man ikke overraskende til salmer af Grundtvigs tradition. Flere af dem af dem, Schultz selv valgte til denne dag, har vi allerede sunget, og vi skal synge flere endnu. Det kan måske lyde mindst lige så trivielt at vælge ”positive” salmer, der blot synger om kærligheden, men i forbindelse med evangelieteksten bliver det faktisk teologisk og menneskeligt tungere, end den for lette sondring mellem det uvæsentlige materielle og det væsentlige åndelige. For omgivet af de salmer flyttes evangelietekstens fokus fra den fortærskede formaning om at fokusere på det vigtige i livet til det centrale punkt i lignelsen: Manden dør. Midt i livet dør han. Mens har har fremtiden for sig og alle muligheder står åbne, dør han.
Det er en af de tunge ting ved at blive midaldrende, at man erkender, at døden rammer i alle aldre. Det kunne man nok have erkendt for længst, men det er først, når man selv bliver moden, at man erkender det, som andet end tragiske undtagelser fra den regel, som vi godt ved ikke er sand, men alligevel har en tendens til at tro på; den regel at vi nok ikke lever evigt, men i hvert fald så længe vi vil. Vi har svært ved ikke at tro på den, selv om vi ved noget andet. Det på trods af at vi for et år siden så en veltrænet sportsmand i sin bedste alder falde om på fodboldbanen. Han var så heldig at have læger stående på sidelinjen. Ikke alle er så heldige, og så dør man bare, uanset hvor gammel man er. Ældre mennesker dør også, og unge gør, og børn gør. Det er sørgeligt og urimeligt og på alle måder til at græde over, fordi det er virkeligt og realistisk. Det er et vilkår ved livet, som vi kun selv kan skjule for os selv ved at bedrage os i en modvilje mod at forholde sig til tilværelsens begrænsning.
Noget tyder på, at det selvbedrag er mere almindeligt end nogensinde. I hvert fald er der i dette årtusinde skrevet en mængde bøger af forfattere på min alder, der på den ene eller anden måde har udgangspunkt i et personligt oplevet dødsfald. Og bøgerne har mange læsere. For en lang række forfattere udløser deres forældres død en kreativ energi. Megen litteratur udspringer af tabet af forældre, ægtefæller eller børn. Ofte er det skrevet i en choklignende sorgtilstand. Måske på en sorgfuld vrede i forståeligt oprør over livets ubarmhjertige uretfærdighed. Selvhjælpslitteraturen har tilsvarende fået en ny undergenre med bøger om død og sorg, og hvordan man lever med det. Jeg har læst en hel del af det hele, som er på et både litterært og fagligt højt niveau. Men de mange sider alene er jo symptom på, at vi ikke ved, hvordan vi skal forholde os, når døden rammer. Slet ikke, når den rammer midt i livet, som den gør for den rige mand i lignelsen. For sorgen kan være ubærlig for de nære pårørende, og den stiller os alle overfor ikke blot vores egen dødelighed, men – endnu værre – vores elskedes dødelighed og dermed vores tilværelses skrøbelighed. Derfor er sorg ”en grusom form for uddannelse”, som den litterære verdensstjerne Chimamanda Ngozi Adichie skriver helt opløst efter sin 88-årige faders dødsfald. På spørgsmålet om, hvad man så lærer af den uddannelse, svarede hun forleden i Den Sorte Diamant: at vide, hvad der er vigtigt, og det er venner, kærlighed, familie. Det skal man værdsætte og tage sig af, mens man kan, for livet er flygtigt. Omvendt skal man ikke bruge sin dyrebare tid på ligegyldigheder og mennesker, der ikke siger en noget. Og så er vi tilbage til de trivielle verdensforsagende salmer med deres bombastiske sondring mellem jordiske skatte og himmelsk rigdom, nu blot formuleret som den trivielle modsætning mellem sande og falske menneskelige værdier.
Derfor følger vi i dag Schultz’ opfordring og synger positive, livsbekræftende salmer om Guds omsorg rundt om lignelsen om den rige bondes død, lige da han troede, at han skulle have så meget ud af det. Heller ikke de salmer viger tilbage for at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt, mellem sandt og falsk eller ægte og uægte. Grundtvig siger i næste salme: ”Hvad er al verdens lyst og nød mod nådens trøst og hvilen sød? Det altid I betænke!” Også de salmer ved, at verden ”kun ser blomster på sin vej, men skønt den og tror det ej, den på en afgrund træder”. Ingen – heller ikke de ”positiveste” salmer – kan fortie verdens realiteter om livets skrøbelighed og dødelighedens ubarmhjertighed. Men i modsætning til at skelne skarpt mellem denne bedrageriske verden og ”lade den fare, far vel” for verdensfornægtende at søge tilflugt i håbet om den evige salighed hinsides; og i modsætning til selvovervurderende på eget initiativ at inddele verden i på den ene side det og de, der virkelig betyder noget, som man skal dyrke, og på den anden side det og de ubetydelige, som man ikke skal spilde sin tid på, som om det vil gøre det mindre smertefuldt den dag, døden alligevel kommer. I modsætning til alt det indsætter vores salmer netop det usikre liv, som vi har på dødens sikre betingelser, i Guds omsorg. I deres univers lever vi livet så skrøbeligt og forgængeligt, som det er; med alle de ligegyldigheder og al det tidsspilde, som det indebærer; med al den smerte og al den livsopfyldende lykke, som det indeholder, inden for det løfte, som vi skal synge i næste salme: ”Alt, hvad ved ordets sendebud os lovet har den gode Gud, det vil han også skænke.” Med det løfte tilføjes tilværelsen en horisont, og livet sættes ind i en sammenhæng, der ikke lader døden, så smertefuld den er, tage meningen ud af den. Tværtimod, er det netop i denne sammenhæng, at sorgen og smerten giver mening, fordi de er udtryk for, at vores relationer er ægte, at vores følelser er gyldige og at vores oplevelser af verdens skønhed og grusomhed er sande, selv om døden tilsyneladende overvinder dem. Levet i den sammenhæng, at livet er fra Gud og til Gud, kan dødens smerte og sorgens pine ikke nedbryde det. Når livet leves med den horisont, kommer vi gennem lidelsen, fordi vi har løftet om, at vores opfattelse af tilværelsens sammenbrud og vores oplevelse af livets skrøbelighed ikke er den yderste virkelighed. For løftet er, at vi er omgivet af Guds omsorg i dette liv, præcist som det er. Det er, som det lød fra alteret, ”glæde i hjertet”.
Tragedien i evangeliets lignelse er ikke, at den rige bonde dør, før han får glæde af sin rigdom, og dermed har forfejlet sit livs mål. Det er heller ikke, at han brugte sit liv på at samle jordiske skatte og således spildte sin tid på det uvæsentlige. Ulykken er, at han søger sit livs tryghed i dette liv selv, for så vil døden til enhver tid kunne destruere den. Han er en der altid tænker bekymret på sine levedage, som Prædikeren formulerede det fra alteret. På samme måde som vores samtids forfattere mener at kunne skærme sig mod dødens gru ved at leve på en bestemt måde og kun beskæftige sig med det væsentlige og vælge for dem ubetydelige mennesker fra. Uanset hvor meget man koncentrerer sig om de sande menneskelige værdier og forsager denne verdens materielle distraktioner, vil døden kunne strække det hele til jorden. Vores salmer minder os om, at vi kan leve hele vores liv, banalt og trivielt, ekstraordinært og overrumplende, og alt hvad det i øvrigt er, inden for en tryg ramme, som vi ikke selv sætter. Prædikeren sagde det: ”De skal ikke altid tænke på deres levedage, for Gud giver dem glæde i hjertet.” For nu atter at lade Schultz sige det, når han kommenterer sidste strofe i næste salme: ”For Grundtvig er det ny Jerusalem en salighedsbygning, som – al hinsidighed til trods – allerede har en fløj her, rykket fra det hinsidige over i det nærværende, o, der er godt at være i livets land.”
DDS 745 – 163 – 35 — 638 – 376 – 41