Luk 16,19-31
Engang hørte jeg om en fransk encyklopædi. Den havde et opslag om enhjørningen. Det var en ret lang artikel om enhjørningens zoologi. Om hvordan den ser ud, hvad den spiser og hvor den lever. Det var også et afsnit om, hvad man skulle gøre, hvis man mødte en enhjørning. Hvordan man kunne fange den og opdrætte den. Artiklen sluttede: Dette dyr eksisterer ikke.
Således kan man komme ud for tekster, der undsiger sig selv, så teksten egentlig ikke burde findes. I vores sammenhæng er Markusevangeliets afslutning mest kendt. I det lyder det til allersidst om de kvinder, der havde set den tomme grav og mødt englen, der gav dem besked om at møde den opstandne i Galilæa: ”De sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” Altså er den direkte meddelelse, at den fortælling om den tomme grav, som læseren lige har læst, aldrig er blevet fortalt.
Man kan næsten opfatte den salme, som vi lige sang på lignende vis. Den handler jo om, at al verdens skønhed intet er værd, for det er bare et let forgængeligt skin. Men Kingo udtrykker det i uforglemmelige ordrækker. Som når han vil tage afstand fra verdens fagre gestalt: ”Det er jo kun skygger og skinnende glar/det er kun bobler og skrattende kar/det er kun isekrog, skarn og fortræd/forfængelighed,” så rummer den ordrække i sig selv en poetisk skønhed, der nu har bevist sin værdi i over trehundrede år. Ordene modsiger sig selv, når det smukke sprog formaner os til at tage afstand fra denne verdens skønhed.
I evangelieteksten fra Lukasevangeliet kan der være noget lignende på færde. Jesus fortæller en historie. Historien om to mænd. Den fattige har navnet Lazarus, mens den rige mand ikke har navn i teksten. På engelsk kaldes han Dives efter det latinske ord for at være rig, dives. Det gør ham mere levende og mere realistisk, at han har sit eget navn. Så hører vi om Dives og Lazarus og deres indbyrdes forhold. Det er ikke være svært at gøre sig flere forestillinger om de to. Man kan se paladset for sig, hvor Dives bor, hvor gæsterne gør forbi den syge og sultende Lazarus på vej ind til aftenens middagsselskab. Man kan fornemme de hævede øjenbryn og de foragtende blikke over den fattige og hans ulækre sår. Og den ulykkelige Lazarus ser man for sig og forestiller uvægerligt, hvordan han har været uheldig i livet og uforskyldt er havnet i sin ulykkelige situation. Snart kan man følge logikken i Abrahams nådesløse udsagn, når han hinsides dette liv siger til den rige mand Dives, der beder om lindring i sin pine: ”Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde fik det onde; nu trøstes han, mens du pines.” Det er jo retfærdigt nok, synes man måske, for Dives burde have taget sig af Lazarus i dette liv. Sådan tænker man, selv om der slet ikke står noget om i teksten. Man tiltrækkes af historien og tilføjer det selv i sit indre, for han må jo have gjort noget galt, den rige mand. Han kan jo ikke have lyttet til Moses og profeterne, således som Abraham siger til ham, at hans brødre skal gøre, hvis de ikke skal ende som ham. Det har Dives ikke gjort, og det gør hans brødre heller ikke. Så de kommer til at ligge, som de har redt, forudser man nådesløst. End ikke, hvis en opstår fra de døde, vil de komme på bedre tanker.
Sådan må det hænge sammen, for det er jo ikke til at holde ud, hvis det ikke gør. Man kan ikke jo ikke leve med, hvis de rige nådesløst ender i evig pinsel, fordi de er rige. Vi, der tilhører verdens allerrigeste procenter, har i hvert fald svært ved at acceptere, at det skulle være rigdommen alene, der fører durk i helvedes ild. Det er ikke rart at tænke på. Det må vel være den måde, man forholder sig til rigdommen på, der er problemet. På den anden side er det meget rart at tænke på, at de fattige får lindring efter dette liv. Især de uforskyldt fattige, som har holdt sig til Moses og profeterne, men har været uheldige i livet. Det er rart at tænke på, at de ender i Abrahams skød, for så kan man tro på, at tilværelsen hænger ordentligt sammen og indeholder en højere retfærdighed. For det er næsten ikke til at holde ud, hvis den ikke gør.
Således inddrages man i historien og leder ivrigt efter logiske sammenhænge og forståelige systemer, men modsiges så af historien selv. For det er jo bare en historie, Jesus fortæller. Den Lazarus, han omtaler, har aldrig eksisteret. Dives er heller ikke en bestemt person, der nogensinde har levet. De optræder i en historie. Det samme gælder Abraham, dødsriget og pinen. At det er indrettet med en dyb kløft og uendelig afstand mellem personerne foregiver ikke engang at være en virkelig beskrivelse af himmel og helvede. Det hele er bare en historie, som endda indledes næsten som et eventyr: ”Der var (engang, havde man nær sagt) en rig mand”. Det er os, der vil have, at historien handler om virkelige mennesker og konkrete steder eller i det mindste faktiske forhold. Det er os, der vil bruge historien til at finde retfærdige sammenhænge mellem smerte i denne verden og glæde i dødsriget; mellem rigdom nu og pine senere. Vi kan ikke lade være med at tænke over og digte videre på årsagerne til den tilsyneladende nådesløse slutning i historien. For det forekommer netop nådesløst, at de tilbageværende levende ikke kan advares om den skæbne, der venter dem, så de kan tage deres forholdsregler.
Men det er netop det, der ikke er, for historien bare er en historie og hverken geografiske fremstillinger af dødsriget eller juridiske redegørelser for retfærdighed. Historien selv handler nemlig om det modsatte: Dødsriget, hvad enten det er himmel eller helvede, kan ikke bruges som begrundelse for, hvordan livet skal leves. Forbindelsen mellem det hinsides og dennesidige er afbrudt i historien. Lazarus får ikke lov at advare den rige mands brødre; han kommer ikke til at stå op fra de døde, så de kan tage ved lære af ham. Lige så lidt som han får lov at komme tilbage og trøste de fattige ved den skæbne, der venter i fremtiden i Abrahams skød. Det er historiens pointe. Der er ingen forbindelse mellem dødsriget og verden, så den fremtidige skæbne kan slet ikke bruges til at begrunde livsførelsen i verden. Hvad end logik, der findes i dødsriget ifølge Jesu historie, så er det ikke en, der viderebringes til de levende. I historien kan det forekomme nådesløst, men i virkeligheden er det selve nåden, at den retfærdighedslogik, som vi lægger ind i historien, ikke videregives til de levende. Nåden er, at der ikke ligger et formål med livet uden for det selv. Selv ikke, hvis nogen opstår fra de døde, vil det ændre sig. Tværtimod, for også det skal vise, at meningen ligger i det liv, vi lever nu, hvor nåden gælder os alle.
Men man spørger sig, hvorfor det er så svært at acceptere. Hvorfor er det så vanskeligt at høre, at der ikke gives nogen budskaber fra det hinsides, så man kan indrette sit liv efter det? Hvorfor er det, at har så svært ved ikke at omsætte Jesu historie i et kort over dødsriget og i en logik om forholdet mellem det dennesidige og det hinsidige? Næppe fordi man ønsker sig en belønning i himlen for sit gode liv. Måske snarere, fordi man ikke kan leve med uretfærdigheden på jorden og ønsker sig en oprejsning af ofrene og en straf af gerningsmændene. Men i virkeligheden er det nok mest, fordi man ikke kan kapere tanken om nåden, der i denne verden og i dette liv gælder alle uden forskel. Det budskab er så radikalt og er så modstridende mod alle almindelige opfattelser af ret og rimeligt, retfærdigt og uretfærdigt, så man kan have svært ved at acceptere det. Derfor ønsker man sig en logik i det hinsides, der svarer ens egen logik, hvor alle får som fortjent: Fattige får hvile; rige får pine; ofre får fred og gerningsmænd får straf, sådan som billedet af dødsriget i evangelieteksten indbyder til. Men Jesus fortæller bare en historie. Den handler ikke om det. Den handler om, at der ikke kommer meddelelser fra dødsriget, så det eneste, der gælder, er de tilsagn hos Moses og profeterne, der fører til hans nåde. Den nåde gælder alle uden forskel og uden fortjeneste. Det kan vi ikke ændre på med vores spekulationer. Den må vi bare tage imod og leve i her og nu i dette liv. Kan vi det, har vi ikke brug for at gøre os forestillinger om alt det, som vi ikke ved noget om og ikke får noget at vide om. Det siger Jesus i sin historie, når han undsiger sin egen historie om dødsriget for at sige, at der ikke kommer et budskab fra dødsriget. For det er nåden i de levendes land, at vi skal leve livet i hans nåde, befriet fra vores egen retfærdighedslogik.
DDS 745 – 163 – 614 — 695 – 5 – 555