Luk. 4,16-30
I dag begynder det nye kirkeår. Vi begynder forfra i alterbogen og ser frem til alle de søndag og kirkelige højtider, jul, påske og pinse, som nu ligger foran os. De kommer i tur og orden, som de gør hvert år. Det kan man glæde sig til og glæde sig over og i den sidste salme i dag skal vi lovsynge Gud for, at ”Herrens år med Guds velbehag/nu bringer os glæde hver Herrens dag.” For det er trygt, at vi i en ellers usikker tid, kan regne med, at året følger dets gang. Året går i ring og vi falder til ro i visheden om, at det samme kommer igen år efter år. Måske lyder det kedeligt, men det er det ikke. Det er trygt, for tænk, hvis det modsatte var tilfældet. Tænk, hvis man ikke kunne regne med, at julen kom som afslutning på adventstiden. Eller at foråret kommer efter vinteren. Det ville være kaos. Alt ville blive forvirret. Vi ville miste orienteringen. Derfor har mange religioner det primære formål at bevare årets rytme. Hvert år gennemspiller man i vinteren et rituelt drama, som skal sikre, at foråret kommer og afgrøderne spirer. På den måde garanterer religionen, at verden, som vi kender den, består. Det er naturligvis typisk såkaldte naturreligioner, der har det formål. Men i Danmark fungerer Folkekirken til forveksling som en naturreligion. Gudtjenesterne følger årets gang og indgår i familiernes traditioner, så årstider, religiøse højtider og familiefester går op i en højere enhed og forvisser os om, at alt er som det skal være. Det er trygt og harmonisk, når vi synger, at ”tider skal komme, tider skal henrulle og slægt skal følge slægters gang”. Derfor glæder vi os i dag. Adventstiden begynder og vi fejrer det med kranse, som kan symbolisere årets hjul.
Men i jødedommen og kristendommen går tiden ikke i ring. Året gør, men tiden gør ikke. Tiden går fremad. For vi forventer noget. Noget der skal komme. Det er ikke noget, der kommer igen, som årstider og højtider gør. Det er noget nyt, noget andet. Noget, man ikke ved, hvad er, men forventer. Tiden er ikke blot en rytmisk gentagelse af det samme, som året er. Tiden går frem mod noget nyt. Profetierne i Det Gamle Testamente handler om det. Vi hørte det fra alteret: Guds tjener, den udvalgte ”han skal bringe ret til folkene. Han skriger ikke, han råber ikke, han løfter ikke sin røst i gaderne. Det knækkede rør sønderbryder han ikke, den osende væge slukker han ikke, han fører retten til sejr. Han bliver ikke svag og knækkes ikke, til han har ført retten igennem på jorden; de fjerne øer venter på hans belæring.” Det er forventningen. En vil komme og gøre alt godt. Derfor får tiden en retning. Den går fremad. Fremad mod gudsriget.
Nogle vil sige, at det er et verdenshistorisk bidrag, og at selve ideen om fremgang og fremskridt stammer herfra, fordi tiden får en retning, så fremtiden bliver den afgørende tid. Man orienterer sig mod fremtiden, fordi man forventer, at det gode kommer. Så opstår også forestillingen, at man skal forberede sig og gøre sig klar til det gode, der skal komme. Så man hele tiden lever i forventningen om, at vi går fremad og gør fremskridt. Alting skal blive bedre og bedre. Vi har ment, at det er det samme som mere og mere. Det er blevet til den vækstkultur, som vi hidtil har levet i. Fremskridt og fremgang har været lig med forbrug. Merforbrug. Øget velstand. Jo mere man havde, jo mere man kunne bruge, jo bedre gik det. Så gik det fremad. Det var fremskridt.
Sådan har det været længe. Sådan er det ikke mere. Fremtiden er stadig den afgørende tid. Men de færreste tror på, at den slags fremgang og fremskridt kan fortsætte. Sidst af alle de unge. Deres forventning til fremtiden er ikke, at noget godt er i vente. Tværtimod. For fortsætter den såkaldte fremgang og det såkaldte fremskridt, ender det i en katastrofe. Den bevidsthed er så stærk, at den omsætter dig i regulære lidelser, kaldet klimaangst, og viser sig i kulturen som et apokalyptisk eller endda post-apokalyptisk tema. I litteratur og film ses der frem imod mod tidens ende med et endeligt for menneskeheden. Det absolutte sammenbrud, hvor der ikke følger noget efter. Kristendommens forventning om det kommende gode er afløst af forventningen om et kommende onde. Her er der intet håb. Tværtimod er den moderne apokalyptiske forestilling bevidst håbløs. Digteren Theis Ørntoft udtrykker det således i et digt:
Hver gang jeg ikke distraherer mig selv
med ligegyldige gøremål
tænker jeg på apokalypsen
hver gang nogen udtrykker håb for
det bestående
får jeg det fysisk dårligt
(…)
jeg har fået nok af at fylde min mund
med petroleum
og se boreplatformene komme sejlende
se dem skyde deres flammer op i mørket.
For Ørntoft er alt, hvad der ikke er tanker på apokalypsen ligegyldige gøremål. Det bestående svarer til at fylde sin mund med den petroleum, der forpester verden. I dette perspektiv er vores fremadrettede tidsforståelse, vores fremtidsorienterede tilværelse, forvandlet til et mareridt. For nutiden fremkalder en fremtid, som man ikke kan leve i. Fremtiden er en katastrofe. Og så opleves også nutiden som katastrofal.
I synagogen i Nazaret hører vi om forventninger til fremtiden. De forventninger som tilhørerne havde, da Jesus i teksten læser op fra Esajas-bogen, skuffes, fordi de opfyldes. Jesus forkynder, at han er den, der skal forkynde et nådeår for Herren. Han skal bringe godt budskab for de fattige og sætte fanger fri. Han opfylder forventningerne til alles glæde. For hvad er bedre end at få sine forventninger opfyldt, når man forventer noget godt? Men straks skuffer Jesus dem. For opfyldelsen er meget større end forventningen. Forventningen handlede om, at nådeåret skulle bryde ud for jøderne. At de skulle opleve en storhedstid. At landet og folket skulle komme til ære og værdighed. Men opfyldelsen overbyder forventningen For forventningen var lokal, lukket om sig selv, men opfyldelsen er global, åben for alle. Opfyldelsen kan slet ikke rummes i forventningen. Den sprænger forventningen og bliver til noget helt nyt. For opfyldelsen er det, man ikke forventede. Opfyldelsen er det nye, det ukendte og uventede. Det er det, der kommer med Jesus Kristus. Det man ikke kunne forvente.
Selvfølgelig reagerer tilhørerne i Nazaret med vrede. For opfyldelsen tager forventningen fra dem. Deres forventning var en klar forestilling om, hvordan fremtiden skal forløbe. I den var de trygge, for de vidste, hvad de kunne forvente. Nu siger Jesus, at opfyldelsen er meget mere end deres forventninger. Hans opfyldelse afslører, at forventningerne var begrænsede og begrænsende. Opfyldelsen overgår alle forventninger. Så nu ved de slet ikke, hvad de skal forvente sig.
Selvfølgelig vil de slå ham ihjel, for han tager trygheden fra dem. Den tryghed, der består i at vide, hvad der skal ske. Den sikkerhed, der kommer af at være sikker på, hvordan fremtiden forløber. Den ro, man får, når man ved, hvad man kan forvente. Jesus tager fremtiden fra dem, fordi han siger, at den er større end de forventer. Den fremtid vil de styrte i afgrunden.
En anden nutidig apokalyptisk digter, Peter Laugesen, spiller på netop denne tekst, når han skriver:
Det værste er dem
der vil være store
i noget hvis sjæl
de ikke kan fatte,
dem der tror at nogen
kan være den bedste
hvor alting brænder
og ingen findes.
Frygt ingen, slet ikke dem
der vil være onde, fordi det
er noget. Det er den træthed
der driver værket ud over kanten,
den snublen over en tærskel
der fører til intet.
Heller ikke dette digt har forventninger til fremtiden. Ingen kan være den bedste i den fremtid, hvor alt er i brand. Derfor er der ingen grund til at frygte de onde, for ondt og godt giver ikke længere mening, når det hele vælter ud over kanten ned i intetheden til altings endeligt. Det, der er grund til at frygte, er fremtiden selv. Det er forventningen i den nutidige apokalyptiske kultur.
Men evangeliets forkyndelse er, at vores forventninger ikke kan rumme hans fremtid. Kristentroen er, at han kommer til os i fremtiden og med fremtiden. Vores forventninger kan ikke rumme det. De sprænges af opfyldelsen. For opfyldelsen er anderledes end forventningen. Det er det rystende, som de i Nazaret blev så ophidsede over. At vi ikke kan stole på fremtiden. Fremtiden er andet og mere end vi forventer. Forventningerne kan ikke begrænse fremtiden, for opfyldelsen overgår dem. Så kan vi da ikke være sikre på fremtiden. Det er også det, vi fejrer i adventstiden. At fremtiden kommer til os helt anderledes, end vi forventer. For af misforholdet mellem forventningerne og opfyldelsen kan håbet udspringe. Håbet om, at fremtiden ikke er fastlagt af vores forventninger. At fremtiden ikke er en videreførelse af det bestående, men kan være noget helt andet. I det håb kan vi leve i nutiden. For vi har brug for det håb for at ændre det bestående og forvandle fremtiden. I dag får vi Jesu ord for det. Håbet er, at fremtiden er hans. I det håb åbner fremtiden sig, så fremskridtet bliver, at året bliver ved at gå sin vante gang. Adventstidens evangelium er, at vores liv i forventning er et liv i håb, fordi opfyldelsen er større end os. I det håb kan vi gå ind i fremtiden i det nye kirkeår.
DDS 79 – 84 – 86 — 78 – 75 – 74