Matt 21,9
Linjen består af et uendeligt antal punkter; planet består af et uendeligt antal linjer; voluminet af et uendeligt antal planer … Nej, denne geometriske facon er bestemt ikke den bedste måde at begynde en prædiken på.
Slet ikke en prædiken her ved kirkeårets begyndelse, hvor vi begynder forfra på første tekstrække og nu har en lang række tekster foran os, som vi skal høre i gudstjenesterne på søn- og helligdage i det år, der kommer. Vi ved præcis, hvad vi kan forvente, for teksterne kommer i samme rækkefølge og på samme måde som hver eneste år. De gentages på samme måde, som de altid gør. De følger med matematisk eller geometrisk sikkerhed, og alligevel kender vi ikke deres mening, for det liv, vi får i det kommende år, kender vi ikke. Vores forventninger til virkeligheden bliver opfyldt og bliver skuffet. Det er lige i det sammenstød mellem det, som vi kender godt og er fuldt fortrolige med, og det, som vi ikke kender og ikke kan forudsige, at vi skal holde gudstjenester i det næste kirkeår. Derfor var de geometriske bestemmelser ikke den bedste måde at begynde en prædiken på.
Jeg havde da heller ikke fundet på det, hvis det ikke var for den argentinske forfatter Jorge Luis Borges. Hans navn udtales med garanti anderledes på spansk, men jeg siger det, som det skrives. Han var direktør på nationalbiblioteket i Buenos Aires og professor ved byens universitet. Han går for at være en sin tids mest lærde mennesker. Gennem årene blev han stadigt mere svagtseende og døde helt blind i 1986 87 år gammel. Forfatterskabet består primært af samlinger af små fantastiske fortællinger, hvori han refererer til alverdens litteratur og litterære værker.
Alle intellektuelle elsker Borges. Mig har han altid irriteret en smule, for jeg synes, at hans fortællinger er som akademiske rebusser, hvor man skal regne en pointe ud og finde indforståede hentydninger til verdenslitteraturens mindre kendte hovedværker. Så kan man sidde at fornøje sig med, hvor klog og dannet man er. Det er indledningen til en af hans fantastiske fortællinger, som jeg overtog i begyndelsen af denne prædiken. Men der er en anden grund til, at hans historier irriterer mig. For manges vedkommende gælder det, at de er svære at slippe, når man først har hørt dem. Og for nogle er det endda en selvstændig pointe, ja, det er måske selve pointen.
Som nu den lille tekst, som indledningen var taget fra. Den kommer fra den fantastiske fortælling ”Bogen af sand”, som handler om Borges selv, der opsøges af en mand, der sælger bibler, siger han. Ikke kun bibler, men hellige bøger i det hele taget, viser det sig, og han har en særlig hellig bog til salg. Det er bogen af sand. En stor tyk bog med meget tynde sider. Det lykkes Borges i fortællingen at købe bogen for hele sin pension og et eksemplar af en særlig kostbar engelsk bibel og så begynder han at bladre. Nu viser det sig, hvad der er det særlige ved ”Bogen af sand”. Han slår op på en tilfældig side og læser. Så bladrer han videre, men da han vil vende tilbage til den side, han læste først, kan han ikke finde den. Hver side er ny. Hver gang Borges slår op i bogen er sidenummeret nyt, og indholdet er nyt. Aldrig kan han finde frem til den samme side. Han kommer altid frem til en side, som han aldrig har set før. Det viser sig, at han heller ikke kan slå op på den første side eller den sidste side. Så ved han, at det er en farlig bog, som han er kommet i besiddelse af, for han kan ikke slippe bogen og er bange for helt at forsvinde ind i den. Han må gemme den væk. Og som det bedste sted at gemme et blad er i en skov, så gemmer han den dybt nede i nationalbibliotekets bogkælder og forsøger ikke at bemærke, på hvilken hylde han lægger den.
Måske skulle jeg beklage over for jer, der ikke tidligere havde hørt om Bogen af sand, for der er stor sandsynlighed for, at I ikke glemmer den igen, og personligt kunne jeg såmænd godt undvære bekendtskabet, for den bliver ved med at irritere tankerne. Hvad er det, der er på færde i en bog med et uendeligt antal sider uden begyndelse og uden afslutning? På baggrund af den geometriske indledning om linjen med et uendeligt antal punkter, planet med et uendeligt antal linjer osv. er pointen vel, at bogen er konstrueret som universet. Bogen er for så vidt hele universet, fordi den rummer uendeligheden, som universet er konstrueret. Og så begynder tankerne at løbe løbsk. Hvis bogen indeholder et uendeligt antal sider med ny tekst på hver eneste side, må alt jo være skrevet i den. Der kan ikke være noget, som ikke er beskrevet, hvis det uendelige univers befinder sig i bogen. Men hvordan kan uendeligheden være i en bog med omslag? Og er universets uendelighed virkeligt at finde i en bog, som man kan gemme væk i en kælder? Og så er man fanget af bogen og kan ikke slippe fri af den i sine tanker, og det er nok hele pointen, så man kommer i samme situation som Borges, bortset fra at man ikke kan gemme den væk i en kælder.
Som sagt finder jeg det ærligt talt tankeeksperimentet temmelig irriterende: En bog, der er universet, der aldrig ender! En skrift, der er lig med uendeligheden, så man aldrig ved, hvad man finder. Virkeligheden findes i bogen, men man ved ikke, hvad virkeligheden er. Men tekster skulle jo være det modsatte. De skulle være til at stole på, så man ved, hvad man kan forvente. Mens virkeligheden kan være uforudsigelig og upålidelig. Når de to ting blandes sammen, bliver det nærmest dæmonisk.
Af Matthæus’ version af indtoget i Jerusalem fremgår det på sin helt egen finurlige måde. I den kommer Jesus nemlig ridende ind i byen på et æsel og æslets føl. Begge dyr. Oversættelsen har ganske vist forsøgt at skjule det, men på græsk er der ingen tvivl. Han sætter sig på dem begge to. For Matthæus er det nemlig afgørende, at Jesus opfylder de forventninger, der står skrevet i profetbogen: ”Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.” Det må opfyldes til punkt og prikke, og derfor må Jesus i Matthæus’ skrift ride på to dyr. Men det kan ikke lade sig gøre. Scenen bliver nærmest komisk, hvis man prøver at se den for sig. Og så opstår det skel mellem bogen og virkeligheden, som Bogen af sand ikke kender. Så ser man den forskel mellem livet og skriften, som fundamentalister ikke vil se. De insisterer på, at hele virkeligheden skal rummes i en bog. Borges viser, at den bog bliver dæmonisk. Matthæus tvinger os til at stå netop dér i skellet mellem det, der er skrevet, og det, som vi lever. For man kan ikke læse hans fortælling om indtoget i Jerusalem uden selv at forholde sig til forskellen mellem skriften og virkeligheden.
Derfor skal vi i det kommende kirkeår holde gudstjeneste i skellet mellem teksten og virkeligheden. I teksterne ved vi, hvad vi kan forvente. I virkeligheden ved vi ikke, hvad vi kan forvente. I forskellen mellem de to skal vi have gudstjenestelivet, for dér kan vi komme med alt det uforudsete og uforventede fra virkeligheden og lade det belyse og oplyse af det fastlagte og fortrolige i teksterne. De to blandes ikke, så det bliver en uhyggelig bog af sand, som skal rumme alting. Men de adskilles heller ikke, som havde de intet med hinanden at gøre. For det er netop i forskellen mellem dem og forbindelsen mellem dem, at gudstjenestelivet findes, når det ikke blot er en bevidstløs gentagelse af det samme.
Ja, selve livet findes i forskellen og forbindelsen mellem det forudsete og forventede og det uforudsete og uforventede. Det skal vi opleve i adventstiden, hvor vi ved nøjagtigt, hvad vi skal forvente, for traditionerne tilsiger, at det skal være det samme hver eneste år. Og samtidig ved vi, at det bliver det ikke. Noget kommer til at blive anderledes, nogle forventninger vil blive skuffede. Nogle er en person mere i år, og derfor vil alt være nyt. Andre er en person mindre, og det ændrer alting. For nogle vil adventslysene brænde for hurtigt ned. For andre vil æbleskiverne brænde på. Og det er netop dette, den skuffede forventning, der gør, at det ikke er en bevidstløs gentagelse, men livet som vi oplever i virkeligheden.
Hele livet kan ikke rummes af en bog, det kan ikke beskrives udtømmende af en tekst, men livets uforudsigelighed kan mødes af tekstens forudsigelighed, som det sker, når Jesus i Matthæus’ evangelium møder profetens tekst om fredskongen, der skal komme, så de begge både Jesus og kongen får mening af hinanden. På den måde skal vi holde gudstjenester, så vores liv får mening af teksten, og teksten får mening af vores liv. De smelter ikke sammen i en irriterende bog af sand, men oplyser hinanden i den spænding af det kendte og det ukendte som livet består af.
DDS 84 – 74 – 78 — 86 – 446 – 674 – 75 – 80