Matt 21,1-9
I en amerikansk spændingsfilm fra omkring årtusindskiftet følger man en mand, der lider af en sjælden, men virkelig hukommelsesdefekt. Hans korttidshukommelse svigter. Tilstanden opstod i forbindelse med en ulykke, efter at hans kone var blevet dræbt. Han kan huske, hvad der skete, og hvad han lavede før ulykken. Derfor kan han også huske mordet på sin kone. Men nu kan han kun holde en ganske kort tidsperiode sammen, måske ti minutter. Hans tilværelse er derfor ekstremt fragmenteret. Mennesker, han møder, kan han ikke genkende næste dag. Hver morgen vågner han og ved ikke, hvor han er. Det er som en helt ny virkelighed. Selv hvis han sidder på en restaurant og forlader sin plads for at gå på toilettet, kan han ikke finde tilbage til sit bord. Kun nutiden og en fjern fortid findes for ham. Sådan kan man naturligvis ikke leve, så han må finde måder at klare sig på. Han har altid en notesblok ved sig, så han kan notere, hvad han skal huske. Han tager en mængde polaroid-fotos, så han kan huske de personer, han møder. Og det vigtigste, det allervigtigste får han tatoveret på kroppen, så han hver morgen bliver mindet om, hvad han skal. Da det nu er en Hollywood-film, er hans opgave at slå sin kones morder ihjel. Det står tatoveret over hans bryst, hvem han skal finde og dræbe. Filmen går med, at han samler spor, der skal lede frem til den pågældende, selv om det jo er et lidt usikkert livsmål, for ingen – heller ikke publikum – kan vide, om han allerede har myrdet morderen, men glemt det, og nu får sporene til at pege på en ny mulig gerningsmand. Hvordan det ender, og hvem der myrder hvem, kan jeg ærligt talt ikke huske. Det er heller ikke så interessant. Det interessante er, hvordan tilværelsen smuldrer, når man ikke kan huske. Fordi fortiden forsvinder, forsvinder også fremtiden. Hele tiden, hver dag må hovedpersonen selv konstruere en sammenhæng, der kan give hans liv mål og mening. Nutiden kan ikke gøre det i sig selv, for den forsvinder mellem fingrene på ham og opløses i den bevidsthed, der ikke kan holde den sammen med fortid og fremtid. Filmen hedder sigende nok Memento: Husk!
Nu begynder adventstiden. Et nyt kirkeår begynder. Bogstaveligt talt begynder vi forfra i alterbogen. Året ligger foran os med søndage og helligdage, hverdage og festdage. Selv om vi ved, hvad der skal komme, fordi det er de samme fester og højtider hvert år, og de samme søndage kommer igen år efter år, ligger året på en måde nyt foran os. Orienteringen er mod fremtiden. Vi ser fremad og bevæger os ind i året. Det er jo adventstiden, hvor vi ser fremad mod det kommende og den kommende, som vi venter og ved skal komme. Vi ved han kommer, for det er julefesten, vi ser i møde. Således er tiden nu bestemt af det, der skal komme. Adventstiden er forventningens tid, for opfyldelsen ligger forude, når det er tidens fylde, og den kommende kommer.
Fra alteret hørte vi, at det komme er, som solen der står op. Når natten er forbi og dagen gryr, så lyset bryder igennem. Det er den nye situation, som man nu kan leve i. Som man skal virkeliggøre ved iklæde sig lysets rustning. ”Det kendes på os som lysets børn, at natten hun er nu omme,” som vi så ofte synger. Grundtvig har virkelig forstået det, for dagen kendes på dem, der lever i lyset. Livet i lyset er udtryk for den dag, der er oprunden. I den er orienteringen fremadrettet. Frelsen er nærmere, end da I kom til tro, siger Paulus. For det, der giver vores liv retning, ligger i fremtiden. Frelsen er vi rettet mod. Vi skal ikke selv give vores liv orientering, for det er orienteret mod fremtiden, hvorfra vi forventer frelsen. Så er det liv, der leves i lyset et liv i forvisset forventning, fordi vi allerede er iklædt lysets rustning og ser frem mod frelsen i fremtiden.
I Matthæus’ evangelietekst hører vi om, hvordan det er forbundet med fortiden. Gamle forventninger om en konge, der skulle komme, bliver opfyldt. Fortidige forhåbninger, om udfrielse fra fortrædeligheder og frelse fra fornedrelser kommer til indfrielse. Mere end det. Opfyldelsen overgår forventningen. Faktisk er det først i kraft af opfyldelsen, at man kan se, hvad forventningen handlede om. Sådan er det i den opfyldelse, som Matthæus fortæller om. Først i lys af opfyldelsen kan man se, at fortiden har været rettet mod dette punkt. Som opfyldelsen kaster lys fremad som dagen, der gryer, således kaster den lys tilbage på det ”David dunkelt så og sang”. Nu ligger det fuldt oplyst. Nu hvor den kommende kommer, kan man se, at han hele tiden har været den kommende, at det var ham profetierne handlede om, og det var ham, man ventede på. Sådan opfyldes profetierne og således indfries forventningerne, når det afgørende indtræffer, så man bagefter kan se, at det var, hvad det hele handlede om. Når lyset er kommet, kan man klart se, hvad der gik forud, og hvad der følger efter.
Sådan er sammenhængen fra fortid til fremtid og vi kan være lige nu i nutiden uden at besvære os med at holde sammen på det, for det er en sammenhæng, der ligger til os, som vi kan træde ind i. Den sammenhæng skal vi ikke konstruere selv ved mere eller mindre fortvivlede og forvirrede projekter, som hovedpersonen i filmen Memento. For det er klart, at den film ikke blot handler om en mand med en speciel defekt i hjernens hukommelsescenter. Filmen handler om livet i almindelighed, der går i opløsning, hvis der ikke er noget til at holde det sammen. Når forbindelsen mellem fortid og fremtid svigter, så nutiden blot er sin egen isolerede periode. Så må man konstruere sin egen sammenhæng, som kan være hvad som helst, for indholdet har ikke betydning. Det har alene sammenhængen, som den skaber. For filmens vedkommende kan hovedpersonen, som en af bipersonerne på et tidspunkt siger til ham, slå sin kones morder ihjel, så mange gange han vil. Det gør ham intet godt, for skulle det lykkes ham, må han allerede næste dag finde en ny person, som han kan være hans kones morder, så han kan jagte ham gøre det til sammenhængen og meningen i livet. ”Jeg er, hvad jeg jagter,” som hovedpersonen i en helt anden Hollywood-film siger. Og det er det sørgmodige Hollywood-portræt af det moderne menneskes håbløse forsøg på at skabe sammenhæng i en tilværelse, der hele tiden truer med at falde fra hinanden i ligegyldige fragmenter. Uden et sammenhængende formål er der kun stumper og stykker tilbage.
Filmen handler om et moderne individ, men man spørger sig, om der ikke er en subtil kritik af det moderne kollektiv deri. I hvert fald kan man få den tanke, at det moderne samfund har vanskeligheder med alle andre tider end nutiden. Nutiden kan man tilnærmelsesvis manøvrere i gennem forhandlinger og forhalinger; krisebehandling og konflikthåndtering. Men fortiden optræder som en forstyrrende påmindelse om handlingernes konsekvenser, som man helst pakker ned i udredninger og kommissioner eller afværger med halvkvædede undskyldninger. Endnu værre er det, når fremtiden melder sig som et ansvar, man helst undviger gennem erklæringer og principper med tvivlsom handlekraft. Sammenhængen smuldrer, hvis ikke fortidens forseelser får betydning for nutidens holdninger, og fremtidens ønsker påvirker nutidens handlinger. Så ligger fortiden som en tyngende last og fremtiden som en urovækkende angst. I det religiøse sprog hedder fortiden synd og fremtiden dom. Tiden smuldrer, hvis de ikke begge er i nutiden. I kristendommen er de til stede som syndernes forladelse og håb.
For i evangeliet i dag ligger sammenhængen foran os. Den skænkes os, da Jesus kommer ridende ind i Jerusalem som den ventede kommende fredskonge, hvis komme oplyser fortiden, så man kan se, at de dunkle profetier peger mod netop denne opfyldelse i nutiden. Den gives os, når opfyldelsen peger mod fremtiden, fordi nutiden skal leves i lys af hans komme mod den fremtid, hvor frelsen er resultat af hans komme. Nu er frelsen nærmere, end da I kom til tro, sagde Paulus, og lader os vide, at troen har indlemmet os i denne sammenhængende historie, der uafhængigt af os fører fra fortiden ind i fremtiden. Frelseshistorien kan man kalde den, fordi det er frelsen, der er det formål, der får det hele til at hænge sammen. Det tilslutter man sig ved at modtage det i tro; det konstruerer man ikke selv; det møder man og får givet.
Indlemmet i den sammenhæng er nutiden stedet, hvor fortiden og fremtiden mødes i en meningsgivende sammenhæng. I den er fortiden til stede som opfyldte forventninger om en frelser og giver sig udtryk i syndernes forladelse. Sådan har vi i nutiden fred med vores fortid. Fremtiden er til stede som forventning og håb. Sådan er vi i nutiden forpligtet for fremtiden. Sammenhængen mellem fortid og fremtid findes i nutiden, når vi er iklædt lysets rustning og med vores synders forladelse har et forsikret håb for fremtiden. Således udrustet går vi atter frimodige og håbefulde ind i det nye kirkeår. Godt nyt år!
DDS 84 – 74 – 86 — 78 – 75 – 80