Luk 4,16-30
Alle børnene i kirken ønsker sig sikkert noget til jul. Når man er gammel og har fejret jul mange gange, ønsker man sig måske ikke så meget. Men børn ønsker sig gaver til jul og glæder sig til, at juleaften kommer, hvor de kan få det, som de har ønsket sig i år. Og det passer faktisk godt i december, at man glæder sig og venter på, at julen skal komme. For advent betyder komme, og i dag er det den første søndag i advent. Derfor kan vi begynde at glæde os til det, der skal komme.
For længe siden, da jeg var barn og ikke havde fejret jul ret mange gange, ønskede jeg mig lego i julegave. Jeg ønskede mig en racerbil af lego. Allerede 1. december vidste jeg, at jeg ønskede mig nøjagtigt den lego-bil, som min kammerat også havde. Jeg syntes, at der var lang tid til juleaften, for jeg havde som sagt ikke fejret jul ret mange gange. Jeg var måske bare 5-6 år gammel. Så var der 23 dage efter 1. december, hvor jeg glædede mig. Første, anden, tredje og fjerde søndag i advent glædede jeg mig og kunne næsten ikke vente, fordi jeg ønskede mig den lego-bil. Og det passer jo godt, at man venter i spænding i adventsdagene, for man venter og glæder sig til det, der skal komme. Jeg ventede på racerbilen af lego, som jeg ønskede skulle ligge under træet juleaften. Advent betyder komme og racerbilen af lego skulle komme til mig til jul.
Endelig kom så juleaften. Der var mange gaver under juletræet, og jeg håbede, at gaven med lego-racerbilen var iblandt dem. Jeg fik den ikke lige med det samme. Først fik jeg forskellige bløde pakker med tøj, vanter og nattøj. Men så fik jeg en firkantet æske. Det var en legobil! Men det var ikke helt den legobil, som jeg havde ønsket mig. Den var faktisk større, end den min kammerat havde. Ret meget større faktisk. Jeg blev selvfølgelig rigtig glad, og takkede meget for gaven, men inderst inde tænkte jeg nok, at det jo ikke var den lego-racerbil, som jeg havde ønsket mig. Jeg havde jo ønsket mig den, der var mindre og var præcist som min kammerats. Men den fik jeg ikke. Jeg fik den store model. Måske burde jeg have været mere glad, men jeg tænkte faktisk, at det havde været bedre, hvis jeg bare havde fået det, som jeg ønskede mig.
Nu er jeg blevet voksen og nu tænker jeg, at det er måske præcist det, som julen handler om. At man får mere, end man ønsker sig. Man kan blive skuffet, fordi man selv vil bestemme præcist, hvad man skal have. Men i julen får man mere, end man troede, at man kunne få. For ens ønsker er slet ikke store nok til at rumme alt det, der skal komme i julen.
Men nu, hvor jeg er blevet voksen og har fejret advent og jul mange gange, ved jeg som alle de voksne i kirken, at det slet ikke er så let at opfylde juleønsker, uanset hvilken størrelse de har. For det er besværligt med gaver. Gaver skal helst have den rigtige størrelse. Søskende skal have gaver for cirka det samme beløb. Nevøer og niecer skal også have gaver for omtrent det samme, som ens egne børn får af deres mostre og fastre, farbrødre og morbrødre. Endnu sværere er det med venner for der skal man vide, om man er på gave med hinanden. Man kan ikke bare give en gave til en ven, som man ikke er på gave med, for så bliver vennen sat i taknemmelighedsgæld og skal på en eller anden måde gøre gengæld for gaven. Måske ikke med det samme, men så ved først kommende lejlighed. Og den gave skal selvfølgelig have cirka samme værdi, som den vedkommende modtog.
Man kan slet ikke undgå det, og det er nok almindelig kendt. Gavegivning indeholder et system af udvekslinger, som man ikke kan blive fri af, hvis man først deltager i det. Man kan sagtens give en gave uden at forvente at få en tilsvarende igen, men når man giver gaven, knytter man den anden til sig i et forhold, som er forpligtende. Hvis vedkommende ikke giver gaver igen, må taknemmeligheden udtrykkes på anden vis, fx i tjenstvillighed eller underdanighed. Eller begge dele som det fremgår af indledningen på filmen Godfather, hvor mafiabossen Don Corleone på sin datters bryllupsdag opfylder ønsker fra sine bekendte og derved skaber et netværk af trofaste støtter, som altid vil være klar til at levere tjenesten tilbage.
Man kan vælge at se bort fra dette, som man vil kalde gavens økonomi, for vi kan bedst lide at tro, at vi bare giver gaver af vores godhed uden at forvente at få noget igen. Og vi vil helst forestille os, at vi bare får gaver, fordi giveren godt kan lide os. Men faktisk er det ikke sådan det hænger sammen. Faktisk er det nemlig slet ikke gaven, der er det vigtige i gavegivning. Det er relationen mellem parterne i gavegivningen, og den relation er forpligtende. Derfor findes den rene gave ikke, siger blandt andre den franske filosof Jacques Derrida. For i alle gaver ligger et mellemmenneskeligt forhold, som man bliver inkluderet i og forpligtet på, hvis man modtager gaven. Eller rettere, for Derrida udtrykker sig helst ikke så enkelt. Den rene gave, der ikke indeholder nogen forventning om en modydelse, findes måske. Men så må det være en gave, som giveren ikke ved, at vedkommende giver, og modtageren ikke ved, at vedkommende modtager. Og så kan man nok med rette spørge, om det overhovedet er en gave. Man foretrækker nok alligevel at få en rigtig gave med alle de forpligtelser, som det indebærer. I hvert fald hvis man får den af den rigtige – og navnlig hvis gaven er den ønskede.
Og det er problemet i synagogen i Nazaret, som vi hørte om. Folkene bliver vrede og aggressive, fordi Jesus i Lukasevangeliets fortælling forbryder sig mod alle forventninger til en gave. Giveren er den forkerte. Modtagerne er de forkerte. Og gaven er helt forkert. Derfor bliver de vrede.
Jesus læser op af profeten Esajas’ Bog om et nådeår fra Herren, hvor fanger skal sættes fri og gæld skal eftergives. Så giver han gaven: Det år er nu. Det er dette år, hvor han kommer til dem, der er nådeåret, så de må leve det som et nyt år, hvor de er frisatte og under Guds nåde og barmhjertighed.
Men tilhørerne reagerer øjeblikkeligt, for Jesus kan slet ikke give den gave. Han er jo bare Josefs søn. Og Jesus ved det og siger straks, at det heller ikke er dem, der er modtagere, for gaven gælder også alle andre. Den er ikke begrænset til jøderne i Israel, men er til alle folkeslag.
Og så er gaven slet ikke en gave, men nærmest det modsatte. Hvis folkene i synagogen i Nazaret modtager den, synes de, at de mister, mere end de får. Modtager de gaven, skal de acceptere, at nådeåret fra Herren kommer fra Josefs søn, og at forholdet til Gud dermed etableres gennem dette menneske og hans menneskeliv. Så er Gud ikke længere højt hævet over menneskelivet, så man kan koncentrere sig om ham for at undgå at tage del i livet. Den Gud mister de.
Og modtager de gaven, må de erkende, at de ikke er Guds udvalgte folk med en særstatus blandt alle folkeslag, for gaven gives til alle. Alle modtager nådeåret fra Herren og ingen kan gøre særligt krav på det. Så mister de deres selvforståelse som særligt begunstigede.
Og endelig – og det er måske det værste – selve gaven er ikke nogen særlig gave. Modtager de den, skal de modtage og leve deres eget liv i de nye år og i alle år som et nådeår fra Gud. Så er det deres liv med alle glæder og sorger, med alle kærlige og besværlige forhold, der skal leves som skænket af Gud. Og så mister de forestillingen om, at Gud skulle gribe ind i deres liv og gøre det til noget helt andet, end det er. Det havde de ønsket sig. De havde ønsket sig at være en særlig udvalgt gruppe med en Gud, der selv er hævet over det dagligdagsliv og derfor kan forvandle menneskelivet og gøre overmenneskeligt. Det havde de ønsket sig. Derfor vil de ikke modtage den gave, som Jesus vil give dem.
Men det er gaven. Gaven er at få dette år og ethvert år som et nådeår fra Herren med et forpligtende forhold til hans søn, der også er menneskesøn. Det kunne man ikke selv ønske sig. Det er mere, end man kan ønske sig, for det omfatter hele tilværelsen og hele livet. Men det er det, der gives. Vi gives at vide, at vores ønsker er for små til at rumme opfyldelsen. For opfyldelsen er, at hele livet er en gave fra Herren. Den gave kan vi vente på i adventstiden. At opfyldelsen kommer og sprænger vores forventninger.
DDS 84 -74 – 86 — 78 – 446 – 674 – 75 – 80