1.s.a.(2)
Jesus i Nazarets synagoge
v.16 Jesus kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i synagogen, og han rejste sig for at læse op. v.17 Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
v.18 Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
v.19 for at udråbe et nådeår fra Herren.
v.20 Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. v.21 Da begyndte han at tale til dem og sagde: »I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.«
v.22 Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: »Er det ikke Josefs søn?«
v.23 Han svarede dem: »I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!« v.24 Men han sagde: »Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. v.25 Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød i hele landet; v.26 og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. v.27 Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.«
v.28 Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; v.29 de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned.
v.30Men han banede sig vej imellem dem og gik.
Luk 4,16-30 (jf. Mark 6,1-6; Matth 13,53-58)
Tekstens forhold til de andre evangelier
Jesu prædiken i synagogen i hans hjemby findes hos alle synoptikerne. Hos Markus indleder det ikke Jesu virke, som hos Lukas. I stedet kommer Jesus nærmest tilfældigt forbi sin hjemby (som ikke har navn i Markusevangeliet) og underviser i synagogen. Hans forkyndelse er dog ikke gengivet. Det siges blot, at han underviser med visdom. Også her bliver tilhørerne forarget på ham, fordi de kender hans familie (i Markusevangeliet nævnes kun hans mor og hans søskende; Jesus selv omtales som tømrer). Jesus svarer, at en profet ikke er miskendt undtagen i sin egen by. Det gælder altså for ham. Af den grund kan han ikke gøre mægtige gerninger der, men går bort og underviser i landsbyerne rundt omkring i stedet, mens han undrer sig over deres vantro.
Matthæusevangeliets version ligger meget tæt på Markusevangeliets. Heller ikke i det evangelium indleder det Jesu virksomhed. En forskel er, at Matthæus også nævner Jesu far, idet han kaldes tømrerens søn, foruden Maria og hans brødre i en lidt anden rækkefølge end Markus (og Joses hos Markus bliver til Josef hos Matthæus).
Set på denne baggrund er Lukasevangeliets version en tydelig udfoldelse og udvikling af historien. Den er placeret som den første handling efter fristelsen i ørkenen og markerer således begyndelsen på den offentlige prædikevirksomhed. Det siges også, at byen er Nazaret, hvor han er vokset på. Hans undervisning er beskrevet i detaljer i modsætning til i de andre evangelier. Det citereres, hvad han læser op, og hans forkyndelse på grundlag af den oplæste tekst refereres. Reaktionen fra tilhørerne er meget mere levende beskrevet end i de andre evangelier. De bliver nemlig først begejstrede over de nådefulde ord. Derpå spørger de, om han er Josefs søn (Maria og brødrene nævnes ikke). Herefter er det Jesus, der fremprovokerer en konfrontation ved at sige, at han vil være miskendt blandt dem. Han udfolder så med eksempler fra Det Gamle Testamente, hvorfor de ikke vil tage imod ham. Det er som profeterne Elias og Elisa, der gjorde godt mod hedninger og ikke israelitter. Af den grund bliver de vrede i byen og driver ham ud. De truer endog med at styrte ham ud fra en skrænt, men han går mirakuløst væk mellem dem.
Referatet af Lukas’ fortælling viser, hvorledes han har bearbejdet perikopen fra Markusevangeliet og udfoldet detaljerne, så historien bliver mere levende og dramatisk. Det er også tydeligt, at der ligger en teologisk tolkning til grund: Jøderne afviser og frastøder Jesus, da han henviser til hedninger, som tidligere har nydt godt af Israels profeter. Dermed spejler historien Lukas’ logik: Jesus henvender sig til jøder, men de er så lukkede om sig selv, at de tager anstød af Jesus og vil slå ham ihjel, da de konfronteres med, at hedninger også har adkomst til frelsen.
Tekstens placering i Lukasevangeliet
Som sagt, er teksten Jesu ”tiltrædelsesprædiken”, hvorved den bliver programmatisk for hele hans forkyndelse og virke: Hvad der nu skal fortælles, er en opfyldelse af Esajas’ profeti. Det understreges af, at det forud er nævnt, at han underviste i synagogerne i Galilæa. Denne undervisning er paradigmatisk for, hvad han underviste i alle synagogerne. Efter perikopen følger helbredelsen af en mand med en uren ånd, der har konklusionen, at Jesus befaler med myndighed (Luk 4,36). Således har læserne indledningsvist set Jesu myndighed i både ord og gerning.
Lukas tager det lidt let med kronologien. Således nævner han ting, der er sket i Kapernaum (Luk 4,23), som endnu ikke er fortalt i evangeliet. Mon ikke han forudsætter, at læserne kender historien fra et andet evangelium (Markusevangeliet). Derfor kan han henvise til dette som almindelig viden.
Tekstens detaljer
v.16-17: Jesus kommer til sin hjemby. Det er Nazaret (jf. Luk 2,39), selv om der ikke som i Matthæusevangeliet gøres en pointe ud af, at det må være sådan (jf. Matth 2,23). For Lukasevangeliet er det karakteristisk, at Jesus fremstilles som en rettroende jøde. Det er jo også i dette evangelium, at vi hører om hans omskærelse (Luk 2,21) og fremstilling i templet (Luk 2,22-24). Således er det typisk, at han ”efter sædvane” gik i synagogen på sabbatten. Han overtager oplæserrollen og finder stykket fra profeten Esajas.
Lukas beskriver en almindelig synagogetjeneste. I anden del af tjenesten er skriftlæsningerne, hvor der først læses fra loven (de fem mosebøger), derefter fra profeterne. Jesus skal altså varetage den anden læsning. Om oplæseren selv bestemmer, hvilken tekst han vil læse, som Lukas antyder, eller teksten på forhånd var bestemt til dagen eller måske endda blev fundet tilfældigt, ved man ikke.
Citatet følger den græske oversættelse af Det Gamle Testamente af Es 61,1-2 med en tilføjelse fra Es 58,6. Det stopper dog lige før, ”nådeåret” bestemmes som en ”hævnens dag”, hvilket den gør i Esajas. Normalt ville en synagogelæsning være længere. Udlægningen af det læste foregik siddende, som også her.
v.18-19: Det er klart, at citatet fra Esajas til en vis grad skal forudsige Jesu virke. Han modtog ånden i dåben, han priser de fattige salige, han helbreder blinde og tager sig af de marginaliserede og undertrykte. Således skal hans virksomhed ses som en opfyldelse af Esajas’ profeti. Hans liv er et nådeår for Herren.
v.20-21: Lukas bygger scenen dramatisk op. Alle stirrer på Jesus og venter på udlægningen. Her nævnes tilhørernes øjne. Jesu udlægning er, at profetien går i opfyldelse nu, i og med de hører det. Her nævnes deres ører. Det vil sige, at Jesus overtager profetens stemme og bliver den, der taler. Han er den, der er salvet og udsendt for at forkynde et godt budskab og sætte mennesker fri af fangenskab og blindhed. Fordi Jesus gør profetens ord til sine, opfyldes de i tilhørernes øjne og ører.
v.22: Umiddelbart reagerer tilhørerne positivt. Måske knap så positivt, som det fremgår af oversættelsen. Det er ikke nødvendigvis højlydte bifaldsytringer, der er tale om. Snarere er det en forundring over de nådefulde ord, der kommer ud af hans mund, for han er jo Josefs søn.
v.23-24: Jesus tager til orde på grund af deres henvisning til hans fædrene ophav i byen. Han nævner, at de vil bruge ordsproget ”læge, læg dig selv”. Man kender det ikke i den form, og læger optræder sjældent i ordsprog fra den antikke jødedom og tidlige kristendom. Dog findes en læge og en profet i Thomasevangeliet 31. Der hedder det, at en læge ikke vil helbrede en, han kender. Det kunne måske være foranlediget af dette sted. Jeg tænker, at en anden grund kunne være spotteordene til den korsfæstede: ”Andre har han frelst, lad ham nu frelse sig selv” (Luk 23,35). Således foregriber Jesus her, hvad jøderne vil sige til ham senere. Det passer med det forhold, at fortællingen spejler den store historie i Lukasevangeliet.
Endvidere mener Jesus, at de vil forlange af ham, at han laver undere i byen, som han har gjort i Kapernaum. De vil mene, at de har særligt krav på det, fordi han kommer fra Nazaret.
v.25-27: Det får Jesus til at henvise til profeterne Elias og Elisa, der heller ikke tog sig af deres landsmænd før andre. Pointen er, at selv i Det Gamle Testamente var profeterne ikke udelukkende orienteret mod Israels folk. Således også nu – ligger det implicit i Jesu tale.
v.28-29: Det udløser deres vrede. De driver Jesus ud af synagogen og vil kaste ham ud over skrænten for at tage livet af ham.
Måske kan det være lidt svært at følge deres logik. I udgangspunktet var tilhørerne forbløffede, men begejstrede for Jesu forkyndelse. Da han siger, at de vil kritisere ham og vende sig mod ham, fordi det vil være som i fortiden, at også hedninger får gavn af det nådeår, der nu er udråbt. Men sagen er, at opløsningen af forskellen mellem jøder og hedninger er det samme som at tage jødernes privilegium fra dem. Hvis profetiernes opfyldelse ikke eksklusivt angår Israel, vil det svare til at ringeagte Guds udvælgelse af israelitterne. Derfor deres vrede.
v.30: Jesus går ud blandt dem. Formentlig skal det forstås som et udtryk for hans autoritet, måske endda som en mirakuløs handling. I den omfang fortællingen afspejler hele Lukasevangeliet svarer det til Jesu opstandelse, ligesom landsmændenes vrede svarer til den vrede, der ender i korsfæstelsen.
Tekstens fortolkning
På grundlag af Markus’ (og måske Matthæus’) tekst om Jesus i synagogen i sin hjemby, har Lukas lavet en fin fortælling som indgangsportal til Jesu offentlige virke. Jesus indleder Herrens nådeår, hvor profetierne om frelsen af de undertrykte og svage bringes til opfyldelse. Samtidig viser konflikten med bysbørnene, at opfyldelsen ikke kun angår israelitterne. Derved sprænger den den gammeltestamentlige ramme, samtidig med at den bevarer traditionen fra den. Det viser referencerne til profeternes gerninger for hedenske folk.
Således er det et spørgsmål, om man kan udholde forventningernes opfyldelse, når de overgår ens forventninger. Når opfyldelsen ikke bliver inden for forventningens rammer, men sprænger den og åbner for mere, end man havde forventet. Det er det, som de lokale bysbørn reagerer imod. Jesus forbliver ikke inden for det kendte, men kommer med et større budskab og et rigere nådeår, end de havde forventet.