1.s.a.: Luk 4,16-38 (Vartov, 30.11.25)
For 70-80 år siden var en mand så god til at spille klaver, at han blev regnet for at være en af verdens bedste. Han kunne spille de sværeste stykker af Mozart, Beethoven og Bach, og han kunne spille det nye musik. Så når nogen havde skrevet et svært stykke for klaver, så bad de ham spille det. Det kunne være, har han fortalt, at nodearket var helt sort af noder, men han spillede det alligevel. David Tudor hed pianisten. Han var selvfølgelig ikke bare populær blandt musikerne. Publikum elskede at høre ham for han spillede de allersværeste stykker, så det lød legende let.
Men en dag fik David Tudor et nyt stykke musik, som hans gode ven, komponisten John Cage havde skrevet. Det mente David Tudor nok, at han kunne spille, så der blev arrangeret en koncert i en koncertsal lidt ude på landet. Der kom ikke mange publikummer. Det var måske mest venner og bekendte, men de glædede sig alle til at høre David Tudor spille det nye stykke. Publikum var spændt, da han kom ind på scenen i sit fine koncerttøj og satte sig ved det blankpolerede flygel. Han satte nodearket foran sig, åbnede låget til tangenterne, og så … skete der ingen ting. Ikke en tangent rørte pianisten. Ikke en lyd kom der fra flygelet, selv om han stirrede koncentreret på noderne foran sig. Efter 33 sekunder lukkede han låget. Kort efter åbnede han det igen og så på nodearket. Denne gang varede det 2 minutter og 40 sekunder, før han atter lukkede låget. Så skete det igen. Han åbnede låget, så på noderne og spillede ikke en eneste tone. 1 minut og 20 sekunder efter lukkede han låget. Han rejste sig op, bukkede for publikum og gik ud af koncertsalen. Han havde opført værket 4’33’’ af John Cage.
Jeg tror ikke, at publikum klappede dengang i 1952, da værket blev opført for første gang. Nogle grinede sikkert, fordi de troede, at det hele var en vittighed. Andre blev vrede, gik og smækkede med døren, fordi de troede, at de blev gjort til grin. Og de fleste var sikkert bare forvirrede og kunne ikke forstå, hvad de havde oplevet.
For hvad havde de oplevet? 4’33’’ er et musikstykke, men det er et musikstykke, hvor der ikke bliver spillet musik. Det betyder bare ikke, at der er stille, for når det bliver opført, er der masser af lyde. Stole, der skramler. Kjoler, der rasler. Publikum, der rømmer sig. Måske en svag susen fra en aircondition eller en dør, der åbnes. Og måske det vigtigste: Man kan høre sig selv. Sit eget åndedræt. Måske kan man høre sit eget hjerte slå. Musikstykket, der ikke indeholder en eneste lyd, viser, at der altid er lyde omkring os. At der aldrig er stille. At vi selv skaber lyde hele tiden.
Ofte, når man hører musik, kan man helt glemme sig selv, så man næsten ikke ved, hvor man er, og hvor lang tid, der går. Men 4’33’’ er helt modsat. Det musikstykke minder os om os selv, om lydene fra os selv og lydene fra de andre. Og det minder os om tiden. Om den tid, der går, mens man sidder og lytter. Derfor har det navn efter den tid, som det tager at opføre det. Det minder os om det liv, vi er midt i, mens tiden går.
Men det minder os ikke bare om livet. Det siger også noget om det, for 4’33’’ er et musikstykke. Så hvor er musikken? Musikken er det liv, som vi kan høre i os og omkring os, mens klaveret ikke spiller. Verdens dygtigste pianist lod være med at spille på flygelet, så vi kunne høre det. Er det en vittighed? Eller er det en fornærmelse?
Nu er der måske gået 4 minutter og 33 sekunder af prædikenen, og det kan være en passende ouverture til evangelieteksten fra Lukasevangeliet, for i begyndelsen kan det minde lidt om en koncert, da Jesus kommer til sin hjemby Nazareth og går ind i synagogen. Lukas har sat det i scene, så man kan fornemme forventningen. Man ser for sig, at alle øjne vender sig mod Jesus, da han tager bogrullen og stiller sig frem for at læse op. Man føler fornøjelsen over at høre ordene fra profeten Esajas om godt budskab til fattige, frigivelse af fanger, syn til blinde og frihed til undertrykte. For det er det nådefulde år, som Herren vil sende. Det er nådeåret, når Gud forbarmer sig over sine mennesker, og alt skal blive godt. Man oplever spændingen over, hvad Jesus vil sige om det. Og så siger han dette: ”I dag er det, I hørte, gået i opfyldelse.” Jubelen bryder ud, men den forstummer snart, for ”i dag”! Er det en vits? Der sker jo ingen ting ”i dag”. I dag er mere eller mindre som i går og i morgen. I dag er ikke noget særligt. Og straks ser de, at Jesus heller ikke er noget særligt. Er han ikke bare tømrerens søn? Er det en fornærmelse? Hvem er han til at sige, at i dag er noget særligt? Hvis han er noget særligt, skulle han først vise det på sig selv: Læge, læg dig selv!
Så bliver de vrede, for de er blevet henvist til deres eget liv, sådan som det er. Som publikum til 4’33’’, der skal høre musik, når de lytter til deres eget åndedrag og lytter til deres eget hjerteslag, således skal tilhørerne til Jesu forkyndelse se budskabet gå i opfyldelse i deres egne liv. I dag, i deres liv i dag. Der er ikke høj musik med pauker og basuner, og der er ikke kraftige gerninger og helbredelser. Der er kun ”i dag”. På den måde mindes de om sig selv og henvises til deres eget liv. Det liv, de står i, lige nu og lige her i verden. Men de mindes ikke bare om sig selv og henvises ikke kun til livet. De får noget at vide om det: Det er et nådeår fra Herren.
Er det en vits eller er det en fornærmelse? Når de fattige ikke alene stadig er fattige, men uligheden i verden stiger. Når fanger ikke alene stadigt er i fangenskab, men den politiske vold skyller hen over befolkninger fjernt og nær ved os. Når de undertrykte, ikke alene stadig undertrykkes, men diktatoriske tendenser skyder frem steder, hvor man ikke havde forventet det. Når de blinde stadigt ikke kan se, og man i øvrigt lukker øjnene for alle dem, der har brug for hjælp. Så er det en grov vittighed og en slem fornærmelse at henvise til livet i dag som stedet for løfternes indfrielse og skriftens opfyldelse. Det er nærmest værre end at skulle finde musikken i sin egen pustende ånde og sit eget dundrende hjerte. Så er det svært ikke at blive grebet af vrede, for det havde i det mindste været bedre med en stor vision af en lykkelig fremtid, som man kan længes efter, mens man lever sit hverdagsliv. Ligesom man kan ønske sig at høre en stor symfoni for for en stund at glemme sig selv. Men Jesus er tavs i dag. Han stimulerer ikke drømme og simulerer ikke illusioner. I dag gør han ingen ting og siger ikke andet end ”i dag”. I dag er det nådeåret fra Herren, og henviser dermed os alle til det liv, vi har, i dag.
Det sker i dag: At blive henvist til det liv, vi har, og blive mindet om den virkelighed, vi lever. I det er nådeåret, når vi kæmper for velstand til fattige, frihed af fanger, oplysning til blinde, lighed for undertrykte. Det er ikke en fjern paradisisk drøm om et andet sted eller en anden tid. Det er i dag. Og det er i dag, at det er nådeår fra Herren, når vi er sammen med dem, vi holder af, når vi tænker på dem, vi savner, når vi glæder os over dem, der kom til, og mindes dem, vi mistede. Det liv er et nådeår for Herren, siger Jesus i dag, for det er netop i dette liv og på denne dag i dag, at hans budskab bliver virkeligt.
Man kan opfatte det som en vits eller tage det som en fornærmelse, men det er evangelium at blive henvist til sig selv, til sit eget åndedræt, til sin egen hjertelyd og til raslen af tasker og til lyden af børn og få at vide, at det er nådeår fra Herren. Sådan begynder vi vort kirkeår, og resten af året bliver en udfoldelse af det nådeår, som vi i dag er gået ind i.
DDS 84 – 74 – 75 — 78 – 86 – 80