Det ukontrollerbare
Matth 4,1-11
Som sagt skrives evangelieteksten i Matthæusevangeliet. I Markusevangeliet hører vi også, at Jesus efter sin dåb bliver fristet af Satan. Men det forlyder ikke, hvordan det foregik. Det fortæller Matthæus om. Man kan forestille sig, at Markusevangeliets korte notits har fascineret Matthæus. Det pirrer forestillingsevnen at høre, at Jesus blev fristet. Vi må da også høre, hvad Satan gjorde, da han fristede Jesus. Og – nå ja – vi må da også vide, om han faldt for fristelsen eller ej.
Det fortæller Matthæus, men der er mere i det end fantasi og fortællelyst. Her ved indgangen til Jesu virke, hører vi om, hvordan den Gud er, hvis søn han er. Fristelsen omhandler nemlig forståelsen af Gud. ”Hvis du er Guds søn,” siger djævelen, så må du da kunne stole på Gud! Han må da forsyne dig med det, du har behov for; han skal tage sig af dig! Det er fristelsen: at gøre Gud tilregnelig, at lade ham være en Gud, man kan regne med, fordi man kan regne på ham, så man kan regne ham ud. En excel-ark-Gud, der lever op til performancekrav og indfrier resultatmål; en, der opfylder kompetenceprofilen og har den rette personlighedstype. Den Gud er man tryg ved, fordi man ved, hvad man kan forvente. Han er nemlig ikke andet end ens egne forventninger. En Gud, man stoler på, fordi han lever op til ens forbilleder og forhåbninger. En Gud, man kender, fordi han indfrier ens behov og opfylder ens ønsker. Fristelsen er at skabe det billede af Gud. Et gudsbillede i ens eget billede.
Uden at nævne navne kan man tænke på, hvor ofte Første Johannesbrevs bestemmelse ”Gud er kærlighed” bringes i felten som en udtømmende definition af den kristne Gud. Det er en åben invitation til at lægge sine egne sentimentale ideer og følelsesladede forestillinger over i Gud. Så bliver Gud blot et forstørret spejlbillede af vores forventninger til den kærlige forælder eller opfattelse af den omsorgsfulde bedsteforælder. I den opfattelse af Gud ser vi bare os selv. Vi forventer, at han lever op til vores kærlighedsidealer; og møder ham i vores egne kærlighedsrelationer. Så har vi styr på ham. Gud er kommet under kontrol. Kærlighedskontrol. Han er kontrollerbar, når han underlægges kravet om kærlighed. Så kan vi kontrollere, om han indfrier forventningerne og lever op til kriterierne. Det er fristelsen: at gøre Gud kontrollerbar.
Det kontrollerbare står til vores rådighed og afbenyttelse, det behersker vi og bestemmer over. Det vi har kontrol over, har vi magt over. Men Gud er ikke kontrollerbar. Gud er ukontrollerbar. Det begreb stammer fra en af det tyvende århundredes største teologer, Rudolf Bultmann, men er for tiden populært i kraft af den tyske sociolog Hartmut Rosa, der vist ikke vidste, at han brugte et teologisk udtryk, da han definerede det ukontrollerbare som det afgørende i den menneskelige tilværelse.
”Unverfügbar” er den tyske term. Det betegner det, man ikke kan kontrollere i betydningen råde over eller have magt over. Det, der ikke står til ens rådighed; det, man ikke selv kan fremkalde. Ukontrollerbar er oversættelsen.
For Rosa gælder det, at det vigtige er ukontrollerbart. Det, der giver vores liv mening, er vi ikke herre over. Det er uforudsigeligt, hvem man bliver venner med. Det er ukontrollerbart, om man er tryg i hinandens selskab. Det er ustyrligt, hvem man tiltrækkes af. Det er ukontrollerbart, om to mennesker møder den elskede i den anden. Ligeledes kan man ikke planlægge store kunstoplevelser. Det er ukontrollerbart, om et kunstværk rammer en. Og man kan ikke tilrettelægge sand erkendelse. Det er ukontrollerbart, om information bliver til ny indsigt. Og nå ja, i teologien har vi selvfølgelig nøje bestemt, at evangeliet ikke lader sig binde. Det er ukontrollerbart, om en prædiken bliver til evangelium for kirkegængerne. Det lader vi Helligånden om.
Man kan selv komme med andre eksempler på, at det ukontrollerbare er det vigtige. Dér, hvor man oplever, at der sker noget med en. Det er ukontrollerbart, hvornår det sker; men man er ikke i tvivl, når det sker. For så sker der noget, som man er med i, men ikke har magt over og ikke kan kontrollere. Rosa kalder det resonans. Resonans betyder, at man er i samklang med noget andet end sig selv. Derfor må det være ukontrollerbart, for i resonansen står vi over for noget andet end os selv. Noget, der vil os noget. Det sker, når vi i den anden møder en genkendelse, så begge bliver sig selv i den anden. Så opstår venskab og kærlighed. De store kunstoplevelser findes, når værket taler ind i vores liv og siger os noget. Erkendelsen finder sted, når oplysninger rammer os og får vores tanker til at falde på plads. Og ja, prædikenen bliver til evangelium, når der i prædikantens mange ord er noget, der gør Jesu budskab uomgængeligt og konkret nærværende. Intet af dette kan man styre fuldstændigt. Det er ukontrollerbart. For det er noget andet end os.
Men vi forsøger at kontrollere det ukontrollerbare og styre det ustyrlige. Man kan blot kigge på sin telefon. Den er et kontrolredskab. På sociale medier anmoder man om at blive venner. På dating-apps foreslås partnere. På streaming-tjenester er alverdens musik, film og litteratur tilgængeligt. På læringsplatforme finder man læringsmål og vejledning i at indfri dem. På youtube kan man til enhver tid finde en prædiken. Og så har man selvfølgelig også sine testresultater og smitteopsporing på mobilen. Ligesom man dagligt kan følge sige personlige sundhedsdata.
Og ja, man kan fortsætte med den måde vores samfund er indrettet til at kontrollere. Vi har gennem de sidste århundreder underkastet større og større dele af tilværelsen vores kontrol. Vi kontrollerer så meget, som man kan kontrollere. Undervisning er underlagt læringsmål og bedømmelseskriterier. Kunstinstitutioner har udviklingskontrakter og resultatmålsplaner. Der er evalueringer og akkrediteringer, dokumentationskrav og målepunkter. Mest muligt gøres kontrollerbart, for så har vi magt over det. Tror vi.
Men Rosas pointe er, at jo mere bestræbelsen går mod det kontrollerbare, jo mere dukker det ukontrollerbare op, men nu i monstrøse former, dvs. i form af ukontrollerede monstre. På det helt lavpraktiske niveau dukker det ukontrollerbare op som frustration i det øjeblik, man glemmer sin adgangskode. På et mere alvorligt niveau, kan det ukontrollerbare dukke op som nye psykiske lidelser med engelske navne. Den tilsyneladende ubegrænsede kontakt til alle sine venner og de uanede mængder af tilbud medfører en frygt for at gå glip af noget. Det såkaldte FOMO, fear of missing out. Den ustandselige information om ens kropslige aktivitet og helbredsoplysninger medfører en stadig stigende fremmedgørelse i forhold til ens egen krop, der kan omsætte sig i selvpåførte skader, som ved cutting, det at skære i sig selv. På arbejdsmarkedet resulterer de finmaskede evalueringssystemer i imposter-syndrom, frygten for at bliver afsløret som utilstrækkelig. Hvad en total pandemi-kontrol kommer til at betyde for den psyko-sociale trivsel, ved vi endnu ikke.
Pointen er, at vi i kontrollen mister vi det ukontrollerbare. Men det forsvinder ikke. Verden, tilværelsen og de andre bliver objekter til vores benyttelse, når vi kontrollerer dem. De kan ikke være det ukontrollerbare andet, der er nødvendig, hvis vi skal være i samklang eller resonans med den. For hvis vi skal mødes af noget uden for os selv, hvis det skal sige os noget, kan vi ikke kontrollere det. Det skal være noget andet end os selv. Det må være ukontrollerbart. Vi mister det, når vi kontrollerer det. Men det ukontrollerbare forsvinder ikke. Det bliver frustrerende og farligt. Det dukker op som lidelser og problemer. Ja, det ukontrollerbare bliver diabolsk, når vi have kontrol over det.
Så er det klart, at det er djævelen, som Jesus møder i Matthæusevangeliet i dag. Han frister Jesus til at få kontrol over Gud, til at gøre Gud kontrollerbar, så han bliver en Gud i vores billede. Men djævelen selv er ikke andet end Gud i vores billede, den kontrollerbare Gud. Det ser vi i den sidste fristelse. Han vil give al magt og ære for at blive tilbedt. Netop det er jo sådan Gud skal være, hvis vi kontrollerer ham. Så giver han os alt, hvad vi vil have, når vi tilbeder ham. Djævelen er den kontrollerbare Gud, eller Gud er djævelen, når vi kontrollerer ham.
Men Jesus afviser fristelsen. Den Gud, der er hans fader, er ukontrollerbar. Det må han være, hvis han skal være andet end os. Hvis han skal sige os noget, som vi ikke kan sige os selv. Hvis skal tale til os og ikke blot være et ekko af os. Hvis vi skal genkendes af ham og ikke blot møde vores eget spejlbillede. Han er ukontrollerbar, for kun som ukontrollerbar kan vi komme i forhold til ham og ikke kun til vores egne ønskedrømme. Fristelsen er at gøre dem til Gud. Matthæus viser, at den gud ikke kan adskilles fra djævelen, til hvem vi med Jesus må sige: Vig bort, Satan! Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.
På baggrund af den afvisning af fristelsen til at skabe Gud i vores eget billede, kan Gud være kærlighed. For hans kærlighed er ukontrollerbar. Den følger ikke vores love og logik. Den har vi ikke kontrol og magt over. Gud ske lov, for så kan den også omfatte os, selv når vi ikke formår at forsage djævelen og modstå fristelsen.
DDS 336 – 624 – 481 — 679 – 665 – 634