1.s.fasten: Luk 22,24-32 (Vartov, 22.2.26)
Brodermordet er det stof, som de største tragedier er lavet af. Når brødre slår hinanden ihjel, er der kaos i verden. Så hersker uorden i samfundet, og der er fjendskab, hvor der burde være fællesskab. Nogen skal gøre det godt igen. Men brodermordet skaber bare mere død.
”Det hæsligste mord.” Sådan siger prins Hamlet af Danmark i Shakespeares tragedie om sin faders død. Han tror nemlig, at han er blevet myrdet, og morderen er Hamlets egen onkel. Og så er det det hæsligste af alle mord, for så er det et broderdrab. Så er der virkeligt noget råddent i Danmark, hvis brødre slår hinanden ihjel. Og det er Hamlets skæbne at skulle være den, der gør det godt igen. Han dør, som bekendt, mens han prøver.
Sådan var det, da Shakespeare skrev sit stykke i 1600-tallet i England. Sådan var det også, da den græske digter Sofokles skrev tragedien Antigone i 400-tallet før Kristus. Antigones brødre har slået hinanden ihjel, og alting var uorden i byen Theben under krigen, da de stod over for hinanden som fjender på hver sin side i kampen. Nu vil deres søster, Antigone, gøre det godt ved at give begge sine brødre en rigtig begravelse. Men det må hun ikke for kongen i byen. Og da hun gør det alligevel, og det fører til hendes død.
Historien om Kain og Abel er en tragedie lige så tragisk som de andre. I den bibelske fortælling er de første mennesker, Adam og Eva, blevet sendt ud af den paradisiske have til verden, som vi kender den, med barnefødsel og død og hårdt arbejde. Den første handling i den verden er brodermordet. Kain slår Abel ihjel. Som alle brodermord viser det, at der er i uorden i verden. Noget er grundlæggende galt, når brødre slår hinanden ihjel. Som i Shakespeares og Sofokles’ dramaer, som i enhver ulykkelig familie, hvor brødre bekriger hinanden, er relationerne forkvaklede. Men når Bibelen skal forklare, hvordan og hvorfor forholdet til de allernærmeste kan blive så formørkede, at de bliver morderisk ondskabsfulde, bliver den selv dunkel, ja mørk.
”Herren tog imod Abels offergave, men Kains offergave tog han ikke imod,” står der. Ingen begrundelse gives der for denne tilfældighed. Ingen årsag kommer frem for denne ulighed. Psykologisk forstår man derfor udmærket Kains reaktion og antropologisk kan man let forklare den. Hans vrede forekommer endda velbegrundet, for uligheden er meningsløs. Kain har al mulig ret til at blive vred, synes man, for det er uretfærdigt og urimeligt – og ubegrundet, at uligheden opstår, når Herren tager imod Abels offergave, men ikke Kains.
Men sådan er der så meget i tilværelsen, der er ulige, uretfærdigt og urimeligt – og ubegrundet. Man fødes med helt forskellige vilkår. Endda før man er født, er grunden lagt for, at ens liv skal udvikle sig anderledes end andres. Forudsætningerne er ulige. Forholdene er uens. Nogle har særlige begavelser. Nogle har særlige udfordringer. Nogle har gode vilkår. Nogle kommer fra små kår. Intet af det er rimeligt. Intet er retfærdigt. Og intet er begrundet. Så må man acceptere den fundamentale forskellighed, som tilværelsen indeholder. I Det Gamle Testamentes sprog udtrykkes det ved, at Herren tager imod Abels offergave, men Kains offergave tager han ikke imod. Ubegrundet, urimeligt og uretfærdigt, men helt realistisk.
Så taler Herren til Kain. Ikke for at komme Kains berettigede vrede i møde og rette op på uligheden. Nej, tværtimod er tilværelsen med dens uretfærdighed udgangspunktet. Men hvorfor, spørger Gud, lader du det ødelægge dit liv. Gør det gode, se op, så skal synden ikke få magt over dig. Brug ikke tilværelsens tilfældigheder som begrundelse for at gøre det onde. Som det bliver udtrykt i Jakobsbrevet: ”Ingen, som bliver fristet, må sige: ”Jeg bliver fristet af Gud;” for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død”.
Og det er netop, hvad der sker for Kain. Psykologisk er det fuldt forståeligt, og antropologisk er det helt forklarligt, at man vil ændre tilværelsens tilfældige uretfærdighed ved at bekæmpe dem, der nyder godt af den. Helt og aldeles menneskeligt er det at føle, at ens egne vilkår bliver bedre, hvis den andens bliver ringere. Menneskeligt er det, men helt ulykkeligt, så nu skriger Abels blod fra jorden, som et vidnesbyrd om den tragedie, at tilværelsens tilfældige forskelle omsættes til fjendskab, hvor der skulle være fællesskab. Brodermordet er det værste udtryk for det. Det hæsligste mord.
Nogen må gøre det godt. Som Hamlet må hævne sin fader og sætte tiden i gang igen i Danmark, fordi den er gået i udu på grund af brodermordet. Som Antigone må ære sin broder, som blev dræbt i det dobbelte brodermord, for at tilværelsen kommer i orden. Således må nogen gøre Kains brodermord godt igen, for tilværelsens tilfældige urimelighed er stadig virkeligheden. Selv apostlene viser det, for de er i diskussionen om, hvem der skal være størst iblandt dem, straks Jesus har sagt, at han skal forlade dem. Uligheden bliver årsag til uvenskab. Uretfærdigheden giver anledning til fjendskab. Hvordan gør man det godt?
Jesus vil gøre det godt ved at gøre det til en opgave. Ligheden og retfærdigheden er ikke givet med tilværelsen selv. Tilværelsen er urimelig og uretfærdig og skaber grundlag for fjendskab ikke fællesskab. Først hvis urimeligheden og uretfærdigheden bliver udgangspunkt for den opgave det er at skabe lighed og retfærdighed, kan det være grundlag for fællesskab og ikke fjendskab. Så kan der skabes venskab i stedet for uvenskab.
Sådan vil Jesus gøre brodermordet godt og sætte uordenen i orden, ved at gøre det til en opgave for de begavede at udjævne forskellen til de ubegavede, ved at lade dem, der har, få pligt til at tage sig af dem, der ikke har. Ved at lade den største være som den mindste.
For det skal ikke være som blandt mennesker i almindelighed, at uligheden og uretfærdigheden sætter sig igennem, når de stærke får magt og de gavmilde får taknemmelighed. Sådanne ulige og uretfærdige forhold er grundlaget for brodermordet. I stedet skal den store være den mindste. Lederen skal tjene. Så den, der nyder godt af tilværelsens tilfældighed, har til opgave at skabe fællesskab, hvor der kunne blive fjendskab. Jesus siger det i teksten, og han er selv eksempel på det, for han er blandt mennesker, som en, der tjener. Han gør godt for den uorden, som brodermordet opstod af.
Men også dette forsøg på at gøre brodermordet godt, ender i død. I Lukasevangeliet taler Jesus til sine disciple umiddelbart før han bliver taget til fange og påskebegivenhederne tager deres begyndelse. Men den død er ikke blot en ny tragedie, for i den viser det sig, at den tjeneste, som Jesus taler om, er en tjeneste indtil døden. Og i påsken viser det sig, at hans tjeneste ikke er begrænset til de disciple, som er blevet hos ham. For betydningen af hans død rækker langt ud over den konkrete hændelse engang for længe siden. Det rige, som han vil oprette, udspringer deraf, så alle, der spiser og drikker ved hans bord, gør det i kraft af og på grund af den tjeneste, som han udførte indtil døden på korset.
Og dermed har han gjort godt for det, der var ondt. Han har bragt orden, hvor der var uorden, for nu er tilværelse tilfældige urimelighed og uretfærdighed sat under den overordnede lighed, at Jesu tjeneste gjaldt for ethvert menneske. I forhold til hans død er der ingen urimelig ulighed, for han døde for alle på samme måde. Alle dem, der spiser og drikker ved hans bord, er lige. Eller rettere: Alle uligheder er underordnet den lighed, som hans korsdød opretter.
Så kan det under korsets fortegn være en opgave at skabe et fællesskab af tilværelsens tilfældigt uligt fordelte gaver og ikke lade dem blive anledning til fjendskab. Fordi vi alle er lige under Jesu kors, kan vi alle være vores broders og søsters vogter, uanset hvor ulige tilværelsen ellers behandler os.
DDS 739 – 201- 496 — 694 – 609 – 624